Nyhed

- Utroligt at jeg har holdt til det!

Der er ikke gået én dag, hvor Lasse ikke har tænkt på sin DUP-sag, i de næsten tre år forløbet varede fra anholdelse, sigtelse, omplacering og siden suspendering til frikendelse i byretten og sluttelig en dom på otte dagbøder i landsretten. – Det er utroligt, at jeg har holdt til det, ræsonnerer 48-årige Lasse, der i dag har orlov fra sit job i politiet. Han havde brug for at overveje, om hans fremtid ligger i eller uden for politiet.

DUP Indgang fra siden

Af Karina Bjørnholdt

I december 2019 blev efterforskeren Lasse anholdt på sin arbejdsplads, sigtet for fem overtrædelser af straffelovens § 152 og 155.
Til DANSK POLITI fortæller Lasse, at han havde foretaget et arbejdsbetinget opslag i politiets personregister og givet oplysningerne videre til en af politiets meddelere.

Problemet var bare, at meddeleren ikke længere stod registreret som dette i politiets system på grund af en systemfejl. En fejl, Lasse i øvrigt havde gjort opmærksom på hos sin ledelse, men som ikke var blevet rettet op på. Det vidste Lasse ikke, da han gav oplysningerne videre til sin mangeårige meddeler, der har hjulpet politiet med gode tip i flere og større narkosager.

- Så man kan sige, at hele sagen starter op på en systemfejl. Jeg sigtes for bevidst at have videregivet nogle oplysninger, jeg ikke måtte, og at det var for egen vindings skyld. Men jeg troede oprigtigt talt, at jeg handlede inden for de linjer, man nu arbejder med, når man har med bander og narkokriminalitet at gøre. Jeg havde absolut intet fortsæt til at begå noget kriminelt, og der var ingen vinding for hverken min meddeler eller mig i de oplysninger, jeg gav videre, forklarer Lasse.

Det har betydet alt for mig i det hér forløb, at både min nærmeste leder, ledelsen i min politikreds og den lokale politiforening har troet på mig. Jeg har virkelig haft det svært med, at DUP har udråbt mig til at være et broddent kar.
Lasse, på orlov fra sit politijob

Tillid fra ledelse og forening

Han lagde da også straks alle kortene på bordet over for Den Uafhængige Anklagemyndighed (DUP), da han efter sin anholdelse var til afhøring. Han havde intet at skjule, pointerer han. Lasse forudså, at han nok ville få et adfærdsmæssigt hak i tuden for forseelsen samt en mindre bøde.
I mellemtiden blev han overflyttet til at efterforske sager i en anden afdeling i politikredsen.

- Hér havde jeg adgang til endnu flere registre og personfølsomme oplysninger end før. Jeg fik ovenikøbet kompetencetillæg og var også sagsstyrer på en større sag. Min ledelse havde nemlig stadig stor tiltro til mig, fordi de ved, hvem jeg er som person. Det har betydet alt for mig i det hér forløb, at både min nærmeste leder, ledelsen i min politikreds og den lokale politiforening har troet på mig. Jeg har virkelig haft det svært med, at DUP har udråbt mig til at være et broddent kar, fortæller Lasse.

Det siger paragrafferne

§ 152: Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

§155: Misbruger nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil 2 år anvendes.

Dybt rystet over tiltale

Der gik et år og tre måneder, hvor Lasse passede arbejdet i sin nye afdeling, inden Statsadvokaten rejste tiltale. Først måtte der faktisk en rykker til fra Lasses advokat, førend der kom skub i sagen. Lasse tiltaltes for fem forhold efter straffelovens § 152 og 155. Statsadvokaten nedlagde påstand om en ubetinget fængselsstraf. I samme øjeblik anklageskriftet forelå, suspenderede Rigspolitiet Lasse. Han måtte med andre ord ikke vise sig på sin arbejdsplads, ligesom han under sin suspension kun fik udbetalt to tredjedele af sin løn.
- Jeg var dybt rystet over tiltalen. Det hele tog jo udgangspunkt i en fejl, og jeg var utroligt påvirket af at være udpeget som et dårligt menneske. Jeg har gået til psykolog stort set siden min anholdelse. Samtalerne har heldigvis givet mig nogle værktøjer til at håndtere presset, men min familie og venner har desværre skullet lægge ører til mange af mine frustrationer, siger Lasse.

Den dag, dommen blev anket, var jeg slet ikke i tvivl om, at nu ville jeg ud af politiet, og jeg søgte om orlov samme dag. At anklagemyndigheden valgte at anke, gav mig en klar følelse af, at jeg både skulle hænges og brændes på bålet, førend de var tilfredse.
Lasse, på orlov fra sit politijob

Frikendt, men dommen ankes

Lasse blev tiltalt og suspenderet i marts 2021. I september 2021 kom hans sag for byretten, og her blev han frikendt i alle fem forhold. Men Lasse kunne stadig ikke sætte punktum i sagen næsten to år efter, den begyndte. Én dag, før fristen udløb, ankede anklagemyndighedens byrettens dom til landsretten. Lasse var altså stadig på anklagebænken – og suspenderet.

- Jeg var så frustreret. Jeg havde afgivet fuld forklaring fra dag ét, jeg blev frikendt i byretten i alle forhold, og alligevel fastholder anklagemyndigheden tiltalen. Hér troede man altså ikke på min forklaring, men når jeg som efterforsker optræder i retten som vidne for anklagemyndigheden i andre sager, så er mine ord troværdige nok? Den dag, dommen blev anket, var jeg slet ikke i tvivl om, at nu ville jeg ud af politiet, og jeg søgte om orlov samme dag. At anklagemyndigheden valgte at anke, gav mig en klar følelse af, at jeg både skulle hænges og brændes på bålet, førend de var tilfredse, husker Lasse, der stadigvæk bliver hørligt berørt, når han fortæller om sine oplevelser.

Der er ikke gået én dag, siden jeg blev anholdt, hvor jeg ikke har tænkt på sagen. Om det så var til min datters fødselsdage, har jeg tænkt på sagen. 
Lasse, på orlov fra sit politijob

Idømt dagbøder

Først i juni 2022 – altså et år og tre måneder efter, at Lasse blev suspenderet fra politiet – kom hans sag for landsretten.
Han endte med at blive idømt otte dagbøder á 500 kroner for brud på tavshedspligten, fordi han havde videregivet personfølsomme oplysninger til meddeleren. Men altså igen ubetinget fængselsstraf, som anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om. Derudover fik Lasse en disciplinærbøde fra Rigspolitiet på 2.500 kroner.

Lasses suspension blev dog ikke ophævet samtidigt med dommen. Det skete først et par uger efter, da hans nærmeste leder tog affære og kontaktede Rigspolitiet. Også de lønkroner, Lasse havde til gode hos arbejdsgiveren efter sin suspension, måtte han tålmodigt vente på at få udbetalt fra Rigspolitiets Koncern HR til efter sommerferien, da man hér var gået på ferie.

- Det drejede sig om omkring 100.000 kroner. Det er fandeme mange penge, når ens økonomi er presset efter så lang tid med nedsat løn og uden genetillæg af noget art, konstaterer Lasse.

Inderst inde er jeg nok altid politimand, selvom jeg synes, at prisen, for at ville politijobbet, kan være urimelig høj, siger han.
Lasse, på orlov fra sit politijob

En urimelig høj pris

Lasse har gennem sin orlov overvejet sin fremtid i politiet.
- Dét, som jeg har været udsat for, ville jeg ikke ønske for min værste fjende. Min sag har varet i næsten tre år, for det var først i november 2022, at jeg kunne betale bøden på 4.000 kroner, og i december, at Politiforbundet betalte en tredjedel af sagens omkostningerne. Først da kunne jeg sætte et endeligt punktum og trække vejret helt ned i maven igen, siger Lasse og fortsætter:

- Der er ikke gået én dag, siden jeg blev anholdt, hvor jeg ikke har tænkt på sagen. Om det så var til min datters fødselsdage, har jeg tænkt på sagen, siger han. 

Han har stadig orlov fra politiet lidt endnu, men efter at have mærket godt efter har Lasse valgt at søge tilbage til politiet.
- Mit nuværende job er også spændende, men inderst inde er jeg nok altid politimand, selvom jeg synes, at prisen, for at ville politijobbet, kan være urimelig høj, siger han.

Lasse er et opdigtet navn. Han ønsker at optræde anonymt i artiklen af hensyn til sin familie.
Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.