- Tre år i usikkerhed er umenneskeligt lang tid

Af Karina Bjørnholdt

I begyndelsen var Henrik Olsen egentlig ikke bekymret, da han fik en DUP-klage i forbindelse med en anholdelse af en polsk hooligan, der var til landskamp i København tilbage i september 2017. Henrik fortæller også, at hans ledelse sagde, at de ikke ville suspendere ham, da de vurderede, at anmeldelsen ikke ville føre til noget. Så Henrik Olsen fortsatte ufortrødent sit arbejde i lokalpolitiet i Valby/Frederiksberg. Han arbejdede fortsat på gaden og var også med i delingsarbejde til demonstrationer og andre fodboldkampe, da ledelsen altså ikke anså det som et problem, selvom han havde fået en klage. Henrik tænkte ikke meget mere over hændelsen.

- Det havde da været en voldsom anholdelse, fordi den polske hooligan var særdeles aggressiv, og han var ikke nogen lille mand. Ved et tilfælde stod jeg alene tilbage med ham, fordi mine kolleger måtte løbe hen til en anden hooligan, der gik amok. Polakken lå nu på jorden i håndjern, men han var slet ikke færdig med at være aggressiv. Han forsøgte at komme på benene, og jeg måtte jeg bruge staven for at holde ham nede. Jeg var dog overbevist om, at jeg havde holdt mig inden for rammerne af magtanvendelse, for så snart han lå stille, brugte jeg ikke staven mod ham – hvilket videooptagelserne også senere viste i retten, fortæller Henrik Olsen.

Jeg fik det psykisk mere og mere dårligt under min suspension, men jeg kunne ikke tillade mig at melde mig syg fra mit nye arbejde, for vi havde jo behov for pengene for at klare vores udgifter.

Suspension pressede økonomien

Han blev afhørt af DUP to måneder efter hændelsen, i december 2017, og genafhørt i marts 2018, hvor DUP oplyste ham om, at han ville blive sigtet for vold. Henrik passede stadigvæk sit arbejde i lokalpolitiet og på gaden. I januar 2019 rykkede hans advokat DUP for, at der kom skred i sagen, men det skete først i slutningen af juni 2019 – altså små to år efter klagens indløb.

- Jeg var lige gået på sommerferie, da min daværende chef ringede og fortalte, at anklagemyndigheden havde besluttet at tiltale mig for vold efter straffelovens § 245, og at jeg derfor ville blive suspenderet og snarest skulle komme forbi stationen og aflevere mit skilt og mine nøgler. Behøver jeg at sige, at det ikke blev verdens bedste sommerferie for min familie og mig, spørger Henrik Olsen.

Som suspenderet tjenestemand sendes man hjem med to tredjedele af sin sædvanlige løn, og det lagde straks et pres på familiens økonomi. Henrik Olsen var derfor nødsaget til hurtigt at finde sig et arbejde, der kunne supplere hans reducerede politiløn.

- Jeg fik det psykisk mere og mere dårligt under min suspension, men jeg kunne ikke tillade mig at melde mig syg fra mit nye arbejde, for vi havde jo behov for pengene for at klare vores udgifter, beskriver Henrik Olsen.

Skam og tankemylder

Henrik begyndte at gå til psykolog, og samtalerne gav ham nogle værktøjer til at få styr på sit tankemylder. Ofte fik han kun fire-fem timers nattesøvn, fordi han lå og vendte og drejede sin situation. Hvis han blev dømt, ville han jo miste sit job, og hvad skulle han så lave? Hvem var han så?

- Tvivlen begyndte at snige sig ind på mig: Havde jeg handlet forkert? Kunne jeg have gjort noget anderledes i situationen? Jeg skammede mig også. Jeg har anholdt mange kriminelle i min tid i politiet. Nu blev jeg selv anset som en kriminel. Det var i hvert fald sådan, det føltes – at jeg var skyldig, indtil andet var bevist. Det var en meget voldsom oplevelse at blive suspenderet fra mit arbejde, forklarer Henrik Olsen.

Samtidigt fandt han det enormt sårende, at han kun hørte fra Rigspolitiet én gang under sin suspension, der varede et år og tre måneder. Det skete i form af et meget formelt brev, der oplyste ham om tvangsudsættelse af hans ferie.

- Til gengæld har min tillidsmand været støttende ud over al forventning, og jeg har også kun ros til min daværende leder, min nuværende leder og mine kolleger. Jeg tror, det hjælper at være ansat i en mindre afdeling, hvor man kender hinanden godt, siger Henrik Olsen.

Tiden frem til retsmødet i landsretten var et rent helvede. Jeg var helt nede at ligge rent mentalt, men jeg prøvede alligevel at forholde mig til jobannoncer og min fremtid, for hvis landsretten stadfæstede dommen, ville jeg jo blive afskediget fra politiet.

Selvmordstanker og PTSD

I februar 2020 blev Henriks sag berammet i byretten. Han endte med at blive idømt 60 dages ubetinget fængsel for kvalificeret vold. Hans advokat ankede dog straks afgørelsen til landsretten.

- Tiden frem til retsmødet i landsretten var et rent helvede. Jeg var helt nede at ligge rent mentalt, men jeg prøvede alligevel at forholde mig til jobannoncer og min fremtid, for hvis landsretten stadfæstede dommen, ville jeg jo blive afskediget fra politiet. Men jeg fandt aldrig overskuddet til at søge noget andet, fortæller Henrik Olsen.

I en kort periode var Henrik endda så mentalt presset, at han fik selvmordstanker.

- Samtaler med min psykolog, min tillidsmand og min familie fik mig heldigvis på andre tanker igen, siger Henrik Olsen.

I sommeren 2020 blev han udredt for PTSD og fik bekræftet, at han har udviklet lidelsen. Det blev anmeldt som en arbejdsskade, men sagen er endnu ikke afsluttet.

Hvis ikke det er til fare for mine kolleger eller borgerne, kommer jeg til at trække mig. Mine ar på sjælen er for store til, at jeg kan gå det igennem en gang til.

Frifundet med ar på sjælen

Ankesagen kom for landsretten den 21. oktober 2021. En dato, som Henrik Olsen tydeligt husker, på linje med sine børns fødselsdage. Han blev nemlig frikendt for vold med stemmerne 6-0.

- Jeg var så utroligt glad og lettet. Det var næsten på højde med den glæde, jeg følte, da mine børn blev født. Man kan sige, at jeg selv blev genfødt, fortæller han.

Kort efter frikendelsen blev Henrik Olsens suspension ophævet – via endnu et formelt brev fra Rigspolitiet, og han vendte tilbage til sit arbejde i Valby/Frederiksberg lokalpoliti.

- Heldigvis fik jeg lov til stille og roligt at starte op igen. Dels var der corona, dels havde jeg en meget forstående leder. I dag er jeg tilbage til udadvendt politiarbejde. Jeg er som sådan ikke bange for, at jeg får en lignende DUP-sag igen, for jeg vil aldrig bringe mig selv i en sådan situation igen. Hvis ikke det er til fare for mine kolleger eller borgerne, kommer jeg til at trække mig. Mine ar på sjælen er for store til, at jeg kan gå det igennem en gang til, konstaterer Henrik Olsen.

Jeg håber og tror på, at det kan gøres bedre og anderledes, end tilfældet har været i min sag. Jeg siger ikke, at vi som politifolk skal stilles bedre end resten af befolkningen, men vi skal da heller ikke stilles værre

Kan vi gøre det bedre?

Selvom det tydeligvis er følelsesmæssigt hårdt for Henrik at fortælle om sine oplevelser, står han fast på at gøre det. Han vil nemlig gerne stille spørgsmål ved den måde, systemet i dag behandler politifolk på, når de får en DUP-sag i forbindelse med hændelser, der er sket i tjenesten.

- Tre år er umenneskeligt lang tid at være i et limbo, når hele dit eksistensgrundlag er truet. Det må kunne gøres mere hensynsfuldt, siger Henrik Olsen og fortsætter:

- Jeg håber og tror på, at det kan gøres bedre og anderledes, end tilfældet har været i min sag. Jeg siger ikke, at vi som politifolk skal stilles bedre end resten af befolkningen, men vi skal da heller ikke stilles værre, siger han.