Nyhed

Eurovision i Malmø: Dansk politi hjælper de svenske kolleger

I denne uge er Sverige vært for Eurovision Song Contest. Malmø Arena er omdrejningspunktet for to semifinaler, tirsdag og torsdag, inden finalebraget lørdag. Israel er et af deltagerlandene, og svensk politi melder klar til at tackle store demonstrationer og eventuelle uroligheder. Både norske og danske politikredse har sendt assistance til Malmø.

Polis i Malmø

Af Karina Bjørnholdt

Politiet er talrigt til stede i Malmø i denne uge, hvor den 68. udgave af Eurovision Song Contest afholdes. 
Malmø Politi fortæller, at det bliver en af de største politiindsatser, svensk politi har stået for, og at der vil være ekstra mange politifolk på arbejde hele denne uge. Politiet oplyser desuden, at kameraovervågningen er udvidet og intensiveret af sikkerhedsmæssige hensyn. Desuden har man bedt om assistance fra såvel norsk som dansk politi. 

Det har i månedsvis vakt kritik, at Israel skal deltage i Eurovision, mens landet er i krig med Hamas i Gaza. De svenske myndigheder oplyser, at de har givet tilladelse til to demonstrationer, og arrangørerne har varslet et stort antal deltagere. 
Ifølge svenske medier forudser politiet, at demonstranter og Palæstina-sympatisører vil strømme til byen udenbys fra den kommende uge.

Danske politifolk løser operative opgaver

Flere politikredse i det vestlige Danmark har afgivet politifolk til den svenske politioperation, og politifolkene rejste til Malmø søndag. Dansk politi har desuden udlånt materiel til politioperationen. 
Det oplyser Lisbeth Fried, der er ledende politiinspektør i Politiområdet i Rigspolitiet. 

De danske politifolk løser operative politiopgaver, men nærmere kan Lisbeth Fried ikke uddybe det, da der er tale om en svensk politioperation, som Rigspolitiet ikke udtaler sig om. 

Hun fortæller dog, at dansk politi før – typisk nogle gange om året – har assisteret forskellige EU-lande. Det er muligt via den såkaldte Prüm-aftale om et europæisk politisamarbejde på tværs af landegrænser. Således skal dansk politi til sommer afgive folk til fodbold-EM i Tyskland og til OL i Frankrig.  

Det land, der ønsker assistance, skal forvarsle om, hvilken begivenhed det drejer sig om, opgavens karakter, og hvor mange politifolk man ønsker at rekvirere. I Danmark er det Rigspolitiet, der vurderer, om det er noget, dansk politi kan efterkomme.

- Det afhænger blandt andet af, hvordan situationen ser ud herhjemme på det pågældende tidspunkt, og om det er opgavetyper, vi mener, dansk politi kan være med til at løse, fortæller Lisbeth Fried.

Især de nordiske lande assisterer hinanden. Her rekvirerer man efter den nordiske beredskabsplan, som blev udarbejdet i 2019, på baggrund af Prüm-aftalen. I aftalen er det uddybet, hvordan politifolkene er stillet, hvis de eksempelvis kommer til skade under tjenesten, laver en disciplinær overtrædelse eller en strafferetlig forseelse i et andet nordisk land.

I tilfældet med Eurovision i Malmø har Rigspolitiet nikket ja til både at sende mandskab og materiel. Dansk og svensk politi er vant til at arbejde og træne sammen.

- Der er tale om en svensk operation, og det er således svensk politi, der planlægger indsatsen. Det er dansk politi ikke inde over, men vi er selvfølgelig i dialog omkring trusselniveauet og andre relevante aspekter i forhold til vores bistand til Sverige, siger Lisbeth Fried. 

Københavns Politi gearer op

Selvom Københavns Politi kun ligger et solidt stenkast væk fra Malmø, skal kredsen ikke assistere. Hér har man til gengæld selv gearet lidt op i denne uge, hvor Eurovision Song Contest løber af stablen. 

- Vi forudser, at der vil være nogle Eurovision-relaterede arrangementer i københavnske værtshuse og barer og lidt mere liv i gaden. Det kan heller ikke udelukkes, at noget af publikum til Eurovision vælger at benytte hoteller i København for at få lidt ”storby-vibes”, når det er så nemt at tage toget til Malmø, siger Peter Dahl, der er ledende politiinspektør ved Københavns Politi.