Fagligt

Vestre Landsret frifinder politiassistent i ”absurd” sag om udrykningskørsel

Politiassistent fik stoppet mulig sindsforvirret gerningsmand, som havde stalket kvinde og var steget på skolebus. Han blev belønnet med en bøde på 1.000 kroner. Endnu en sag om udrykningskørsel, som måtte gennem flere undersøgelser og retsinstanser til trods for, at sagen kunne være stoppet af politikredsen. Politiassistenten blev frikendt ved begge retsinstanser. Grotesk og absurd, lyder det fra såvel forsvarsadvokat som politiforening, som undrer sig over, at man spilder hundredtusindvis af kroner og kostbar tid og henviser til, at sagen ligger klart indenfor det polititaktiske skøn. - Det er én blandt flere af den slags sager, som er så dybt uretfærdige, og som påvirker alle politifolk. Justitsministeriet har faktisk haft nøglen i form af et nyt udrykningscirkulære og vejledning til at løse problemet liggende siden 2018. Men af en eller anden grund har de ikke gjort noget ved det, fastslår den lokale foreningsformand Carsten Weber Hansen.

patruljevogn

Af Nicolai Scharling

To politifolk fra Sydøstjyllands Politi kom 18. maj 2018 klokken ca. 7.40 om morgenen frem til en lille by, Virring, hvor en yngre mand, som har opført sig mærkeligt og stalket en kvinde i en morgenbus, nu er steget på en skolebus.

De to politifolk kører efter bussen, og undlader at tænde blink og horn for ikke at eskalere situationen, eller fremprovokere en reaktion hos en måske sindsforvirret mand i en bus fuld af børn.

På vejen bliver politibilen blitzet af ATK og målt til at køre 59 kilometer i timen, hvor hastighedsgrænsen lyder på 50 kilometer i timen.

Hvad føreren af politibilen ikke ved er, at det vil udløse længere tids juridisk tovtrækkeri og en bøde på 1.000 kroner. Efterspillet tager næsten tre år og når hele vejen i landsretten, før Statsadvokaten i Viborg lykkes med at få en endelig afgørelse: Frifindelse af politiassistenten bag rattet og blåstempling af det polititaktiske skøn, som lå bag beslutningen om af undlade at sætte udrykningssignaler på. Hverken ledelsessekretariater, statsadvokat eller politiklagemyndighed har villet foretage det skøn, men derimod sendt sagen frem og tilbage ad flere omgange og via byret til landsret.

Dertil kommer de enormt store ressourcer sagen har kostet samfundet, dels ved Sydøstjyllands Politi, Fyns Politi, DUP, Statsadvokaten i Viborg, Procesbevillingsnævnet, Retten i Horsens og endelig Vestre Landsret, samt de to gange salær som statskassen, skal afholde til mig.
Jakob Buch-Jepsen, forsvarsadvokat

Politiklagemyndigheden skal efterforske
De to politifolk kører altså efter bussen uden blink eller lyd. De når frem til skolebussens stoppested, hvor de finder og anholder manden, mens han går rundt uden for en SFO og børnehave. I hans rygsæk finder de pornografisk materiale.
De har undgået at eskalere en potentielt meget farlig situation, de har undgået at trænge en potentielt uforudsigelig gerningsmand op i en krog og de har handlet professionelt.

Derfor undrer det også alle, da føreren af politibilen, en politiassistent i 30erne med otte års politierfaring modtager et bødeforlæg på 1.000 kroner. En bøde som politiforeningen fastslår, at han under ingen omstændigheder skal betale.
ATK-bøden sendes i første omgang til Fyns politi, hvor det skal vurderes om udrykningsreglementet er overholdt. Det skal ske i en nabokreds for at undgå inhabilitet.
Ad to omgange vurderer en politileder, at udrykningsbekendtgørelsen er overholdt, og bøden dermed skal slettes.
Men det er ledelsessekretariatet i Fyns Politi ikke enige i. De vil have sagen til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.  

Kunne være stoppet på Fyn
Det er ellers ifølge retsplejelovens § 1020 b stk. 2, ikke sager DUP efterforsker, hvis politidirektøren vurderer, at grundlaget for udrykningskørsel er opfyldt.
Det ønsker Fyns Politi dog ikke at tage stilling til.

I sommeren og efteråret 2019,  altså mere end et år senere, sender DUP så sin redegørelse til Statsadvokaten i Viborg, hvor politiklagemyndigheden finder, at reglerne for at undlade brug af udrykningssignaler er opfyldt, såfremt statsadvokaten finder, at udrykningskørslen er lovlig.
Statsadvokaten vil dog ikke foretage den afgørelse på det foreliggende grundlag, men sender sagen retur til DUP, som nu skal undersøge, hvorvidt dagslyset den pågældende maj morgen i 2018 gjorde, at blink godt kunne have været tændt uden at alarmere manden i skolebussen og om politifolkene overhovedet nåede at få kontakt til skolebussen. 
 

Det er så grotesk, at politifolk skal gennem det her, selv om de agerer som helte, lever op til deres handlepligt, beskytter forsvarsløse børn mod mulig perverteret mand.
Carsten Weber Hansen, formand Sydøstjyllands Politiforening

Byret og Vestre Landsret frifinder
På baggrund af politiklagemyndighedens genafhøring af de to politiassistenter, om hvorvidt blink ville kunne ses fra bussen under de givne omstændigheder, vælger statsadvokaten herefter at ændre bøden på 1.000 kroner fra en hastighedsbøde til en bøde for manglende brug af blinklys under udrykning.

Statsadvokaten vurderer altså, at der var tale om lovlig udrykningskørsel, at hastighedsovertrædelsen på 9 km/t og undladelse af anvendelsen af udrykningshorn er lovlig i situationen. Men statsadvokaten fratager politiassistenten sit faglige skøn om, hvorvidt udrykningsblink kunne have advaret og forværret sindstilstanden hos manden i skolebussen.

Da politiassistenten nægter at betale bøden rejser Statsadvokaten i Viborg tiltale ved Retten i Horsens, som dog frifinder politiassistenten. Byretten finder, at det var forsvarligt og i overensstemmelse med udrykningskørslens formål at undlade udrykningsblink. Statsadvokaten er ikke tilfreds, og vælger at søge Procesbevillingsnævnet om anketilladelse og får efter yderligere et halvt års sagsbehandlingstid lov til at anke sagen til Landsretten.

I marts 2021, altså næsten tre år senere afgør Vestre Landsret sagen. Det tager 10 minutters betænkningstid for de tre dommere  enstemmigt at fastslå, at alle betingelser for udrykning uden udrykningshorn og blink er opfyldt og politiassistenten frifindes endeligt.
 

Det er beskæmmende, at den her sag handler om, at inddrive en bøde på 1.000 kroner på så tyndt et grundlag, og at man så hælder så mange skattekroner i kloakken
Jakob Buch-Jepsen, advokat

Grotesk jagt på politifolk
Det er ikke første sag af den type, eller med det langvarige forløb, med afstikkere hos såvel statsadvokat som øverste ledelse i en politikreds.
 

carsten weber
- Vi har ventet på Justitsministeriet siden 2018. Jeg ved, at de er blevet rykket igen og igen for en løsning, og at de hver gang har lovet og lovet at nu sker der noget, men intet er sket, siger Carsten Weber-Hansen, formand i Sydøstjyllands Politiforening


Flere politifolk har måttet gennem såvel byret som landsret, for at få slettet deres bøder i forlængelse af en udrykningskørsel, hvor de har ageret efter omstændighederne. Blandt flere en lignende sag, hvor en politiassistent rykker ud mod en selvmordstruet person, som står på Lillebæltsbroen, og derfor ikke skal skræmmes.

Det får lokale politiforeningsformand Carsten Weber Hansen til at råbe vagt i gevær – endnu engang.

- Det er så grotesk, at politifolk skal gennem det her, selv om de agerer som helte, lever op til deres handlepligt, beskytter forsvarsløse børn mod mulig perverteret mand. De løser situationen uden drama, med rigtige beslutninger, og så skal de afhøres og efterforskes og for to retsinstanser, blot fordi ingen tør tage stilling. Det er urimeligt, og helt utilstedeligt. Sagen kunne være lagt ned på et øjeblik af ledelsessekretariatet på Fyn. Nu har de i stedet brugt mange hundrede tusinder kroner på at forsøge at inddrive en bøde på 1.000 kroner, de har spildt rettens tid, og de har endnu engang generet politifolk, som  har lavet et godt og imponerende arbejde, siger Carsten Weber Hansen.

Advokat: Skattekroner ned i kloakken
Han bakkes op af advokat Jakob Buch-Jepsen, som har ført denne og flere lignende sager for politifolk.
- Sagen er absurd da ingen almene hensyn taler for en fortsættelse af sagen, og hvor man går så langt så man foretager en opdeling af politimandens skøn, på den ene side er det i orden at han ikke sætter hornet på, men strafforfølger at han ikke have blink på. Det fratager fuldstændig politifolkene det polititaktiske skøn der foretages ved alle udrykningskørsler. Al rimelig begrundet tvivl skal komme undersøgte til gode og retspraksis viser, at der netop SKAL gives plads til det skøn, hvorfor vi endnu engang må konstatere, at Statsadvokaten i Viborg har taget fejl indenfor dette område. Det bliver ikke mindre stødende at disse sager strafforfølges i en tid, hvor vi jo ved at der nye regler og retningslinjer på vej, som forventeligt må give lempeligere betingelser for udøvelse af dette skøn.

- Dertil kommer de enormt store ressourcer sagen har kostet samfundet, dels ved Sydøstjyllands Politi, Fyns Politi, DUP, Statsadvokaten i Viborg, Procesbevillingsnævnet, Retten i Horsens og endelig Vestre Landsret, samt de to gange salær som statskassen, skal afholde til mig.

- Det er beskæmmende, at den her sag handler om, at inddrive en bøde på 1.000 kroner på så tyndt et grundlag, og at man så hælder så mange skattekroner i kloakken, siger Jakob Buch-Jepsen.

 Gået i stå i Justitsministeriet
Når Jakob Buch-Jepsen og Carsten Weber er så relativt hårde i deres udsagn skyldes det, at sager om udrykningskørsel igen og igen kører ping-pong mellem forskellige instanser i særligt de kredse, hvor ledelserne typisk sender sagerne videre uden at afgøre dem.

- Det betyder, at rigtigt mange kolleger, er godt trætte af det her, fordi de ikke har klare linjer for udrykningskørsel og føler sig meget uretfærdigt behandlet, fortæller Carsten Weber.

Netop fortolkningsgråzoner i udrykningsbekendtgørelsen fik i sensommeren 2018 Rigspolitiet og Politiforbundet til at aflevere anbefalinger til ændringer i cirkulæret til Justitsministeriet.

Lige siden har anbefalingerne ligget brak i ministeriet, som gentagne gange har lovet, at der ville komme de fornødne ændringer, men intet er sket.

- Det er mere end to et halvt år siden, og det har været meget dyre to et halvt år, målt i spildte skattekroner, dårligt arbejdsklima, tvivl som regler, som helt klart påvirker rigtigt mange kolleger, måske ligefrem risikerer at påvirke deres faglige indsats, og så er det bunduretfærdigt og skaber mistillid til de øverste ansvarlige arbejdsgivere. Jeg ved, at Justitsministeriet er blevet rykket igen og igen for en løsning, og at de hver gang har lovet og lovet, men intet er sket, siger Carsten Weber.

Læs også: 

Ved patruljebilen 2022
Fagligt

Jakob Buch-Jepsen har som advokat i 2018 og 2019 oplevet en række sager, hvor Statsadvokaten i Viborg afprøver grænser, hvor det kan fremstå som, at politifolk tiltales for petitesser, mere end at der ydes en objektiv vurdering af, hvorvidt der i forhold til andre straffesager ville være grundlag for tiltalerejsning. Der er påfaldende forskel på øst og vest, og der er efter advokatens opfattelse ikke overladt meget til politifolkenes eget skøn i sagerne om udrykningskørsel.

Ved patruljebilen 2022
Fagligt

Politiassistenten Krister Beck skulle gennem byretten for at få medhold i, at han havde skønnet rigtigt, da han eftersatte en bilist, som havde fået frakendt førerretten for narkokørsel. Statsadvokaten i Viborg havde indstillet ham til bøde, og politiklagemyndigheden havde efterforsket hans sag, uden at han vidste det. Alt sammen fordi han havde kørt efter forholdene og prøvet at forhindre en vild biljagt.


 

Ved patruljebilen 2022
Fagligt

I november 2017 kolliderede politiassistent Paw Peters med en kvindelig bilist under udrykning. Først to år senere har han såvel byrettens som landsrettens ord for, at han handlede korrekt, og ikke stod til frakendelse af kørekort. - Det er forrykt. Jeg gjorde alt det rigtige, men måtte alligevel gennem flere års uvished, fortæller han.