Er politinæsen fup eller fakta?

Af Steffen Trærup-Hansen, Kathrine Ratkovic og Amalie Obbekjer

For os psykologer er politinæsen en fascinerende lille fætter, som vi snakker meget om. Denne artikel vil kigge på nogle af de opdagelser, som er blevet lavet i neurovidenskaben og andre psykologfaglige undersøgelsesmetoder, som kan hjælpe os til at forstå, hvordan politinæsen virker, når den informerer i politiarbejdet.

Det ubevidste eller underbevidste er med tiden blevet en mere håndgribelig størrelse, som omhandler de processer, som vores hjerne gør nærmest automatisk og uden at spørge vores bevidsthed om lov.

Prøv et øjeblik at forestille dig, at du skulle tage aktivt stilling til alle de mange beslutninger, du tager i løbet af en dag! Derfor har vores underbevidsthed behov for at kunne forudsige og træffe beslutninger. I bund og grund er vores underbevidsthed en god betjent, som selvstændigt handler på en kendt situation uden at skulle spørge vagtcentralen til råds.     

Om forfatterne

• Amalie Obekjer er psykolog og tidligere praktikant på Politiskolen i Vejle. Skrev speciale om mental parathed.

• Kathrine Ratkovic er kriminalpsykolog og psykolog i Kriminalforsorgens psykologkorps samt tidligere underviser på Politiskolen i Vejle. Har skrevet speciale om afkodning af ansigtsudtryk.

• Steffen Trærup-Hansen er politi- og kriminalpsykolog på Politiskolen i Vejle.  Har skrevet speciale om psykologisk supervision i voldtægtsefterforskning.

Fanger små signaler

Meget ofte er det med politinæsen en hurtig proces, en opfattelse af fare, et køretøj som opleves som mistænkeligt, eller en person som er ”underlig” under afhøringen.

Det var denne hurtige proces, som vakte interesse hos forsker Joshua Brown fra Indiana Universitet. Han kiggede på, hvordan vores anterior cingulate cortex (ACC) kører en form for sandsynlighedsberegning, som kan forudsige potentielle fejl eller ændringer i vores normale perception.

Prøv at forestille dig, at du kommer kørende på en stille dansk landevej. Der kører en sølvgrå Ford Focus foran dig. Idet du løfter din fod fra speederen og flytter den til bremsen, bremser og svinger Forden hårdt til højre uden tegngivning. Havde du ikke reageret, som du gjorde, var du kollideret med bilen. Hvad var det, som gjorde, at du ændrede din adfærd?

Browns forskning kunne tyde på, at hjernen havde fanget små signaler om ændret adfærd hos Fordens fører. Ikke noget, hvor din bevidste del af hjernen skal involveres i, hvad der er set, men nok til at den registrerer, at noget er anderledes.

Den ubevidste forståelse

Du sidder måske med en følelse, der minder lidt om en ”sjette sans”. Det kan sandsynliggøres, at det er den samme proces, som får betjenten til at tænke, ”hun er farlig”, eller ”han skal vist lige puste i alkometret”. ACC-systemet i hjernen reagerer på et mønster i borgerens adfærd, som ligger uden for det normale billede. Vores hjerne har opfanget noget uden for normen, men ikke bevidstgjort os om, hvad det er, den har opfanget.

Hjernen opfanger hele tiden ting, som den ikke gør os bevidst om. Prøv for eksempel, mens du læser dette, at bemærke temperaturen i rummet. Er det for varmt? For koldt? Tilpas? Mærk om dit tøj sidder behageligt på din krop. Er det noget, der strammer? Alle de ting har din hjerne hele tiden registreret uden at bevidstgøre dig om det. Men du reagerer hele tiden på det.

Der, hvor Browns forskning virkelig bliver spændende, er, at den funktion i ACC-systemet bliver forbedret med erfaring og forstærket af bekræftelse. Det vil sige, at hver gang vi har haft en situation med en positiv eller negativ konsekvens, så lærer vores system det og tilføjer det til vores ubevidste forståelse. Og supplerende ved vi fra andre teorier, at positive konsekvenser har bedst effekt i forhold til fremtidig adfærd.

Undertrykte følelser

Hvad er det så, som sker, når vi sidder i afhøringslokalet? Man kunne argumentere for, at politinæsen igen opfanger signaler, som opfattes på det ubevidste niveau. Nok det mest kendte eksempel på ubevidste observationer kommer fra Paul Ekmans arbejde med mikro-udtryk. Ekman demonstrerer gennem sine talrige forskningsartikler, at mennesker på tværs af kloden har syv følelser, der viser sig som ansigtsudtryk, som ser ens ud. Disse spontane ansigtsudtryk er vi født med, og de kommer til synligt udtryk på vores ansigt, når vi udsættes for oplevelser, som stimulerer dem.

Desværre er det ikke altid praktisk at vise vores følelser til alle. Derfor har vi udarbejdet ubevidste og bevidste metoder for at undertrykke det, vi viser til andre. Det er tit disse undertrykkelsesmetoder, som kan blive fanget af en observatørs ubevidste systemer. Politinæsen fortæller os nu, at noget ikke stemmer overens. Måske fordi vi har set noget, der gik så hurtigt, at vores hjerne opfattede det, men vi ikke fik sat bevidste tanker på, hvad det var vi opfattede. Vi opfatter ubevidst, at der ikke er overensstemmelse mellem den følelse, der fortælles, og det vi ser i ansigtet på den afhørte.

Så hvis man argumenterede for, at ACC-systemet blev påvirket af en ubevidst iagttagelse af, at en følelse under en afhøring blev undertrykt, så kan det sandsynliggøres, at betjenten får en oplevelse af, at politinæsen bliver aktiveret. Og jo mere en betjent bliver bekræftet i hans eller hendes oplevelser af at aflæse et ansigtsudtryk korrekt, desto mere vil betjentens ACC-system styrke vedkommendes sandsynlighedsberegning i forhold til personen, som bliver afhørt. 

Pas på misfortolkninger

Men hvor dette system kan have sine fordele, kan det måske også have ulemper. For eksempel når systemet lærer at opfange signaler, som det tænker er farlige, og derfor udvikler en sandsynlighedsberegning baseret på falsk data. Her kan det tænkes, at betjenten kan ende med at forudsige fare, hvor det reelt ikke er sandsynligt, at der er fare på færde.

Denne problemstilling gør sig også gældende i afhøringssituationen. Hvis man begynder at tilskrive denne følelse faktuel værdi, kan det medføre, at man overser eller mistolker reelle data. Hvis vores politinæse for eksempel fortæller os, at den vi afhører lyver, kan det godt skyldes, at vores hjerne har opfanget små nuancer, hvor det sagte og det viste ikke stemmer overens. Men vi kan hverken konkludere, at den afhørte lyver eller er skyldig. Eller sagt på en anden måde; det er ikke alle, som har lyst til at fortælle om deres aktiviteter fredag aften. Det betyder ikke, at de lyver for at skjule, at vedkommende er gerningsmanden. Det kan være af alle mulige andre grunde.

Mangler målrettet forskning

Selvom de givne teorier er relevante i vores forståelse af politinæsen og vores adfærd, så mangler der stadig forskning på området i forhold til politiarbejdet. Det er både interessant og relevant at få afklaret sammenhængen mellem ACC-systemet og politinæsen, specielt ved risikovurderinger ved voldsomme hændelser eller i forhold til efterforskningsmuligheder. Men alt taget i betragtning, så kan psykologien med de beskrevne teorier give et bud på, hvad politinæsen er. Med det i mente kan man, om ikke konkludere ud fra den, så aktivt bruge politinæsen som en markør for, at her har jeg måske ubevidst opfanget et signal, og det giver mening, at jeg spørger ekstra ind, når min politinæse bliver aktiveret.