Forebyggelse

Telefonen kimer hos rådgivnings-tjeneste mod vold

Hos organisationen Lev Uden Vold oplever man en markant stigning i antallet af henvendelser til den nationale hotline.

Politi

Lev Uden Vold samarbejder med politiet gennem Partnerskab Mod Vold, der er en landsdækkende indsats med deltagelse af ti ud af de i alt tolv danske politikredse.

I 2022 steg antallet af henvendelser fra politifolk hele 89 procent sammenlignet med året før.

Rådgivningschef Ninna Vous Degenkolw hos Lev Uden Vold fortæller, at politiet ofte får konkret hjælp, når de ringer.

- Politiet ringer i stigende grad til vores hotline for at få voldsfaglig rådgivning, når de sidder med en konkret sag. Ofte ringer politifolk også til os, når de står i hjemmet hos en voldsramt. De vil måske gerne kunne hjælpe forurettede til et krisecenter – og her har vi mulighed for at fortælle dem, hvor der er plads, siger hun.

Også blandt pårørende og voldsudsatte er der tale om markante stigninger i henvendelserne til den nationale hotline. Blandt pårørende er der fra 2021 til 2022 sket en stigning i henvendelser på 17 procent, mens der for voldsudsatte sås en stigning på 26 procent i forhold til året før.

- Når voldsudsatte ringer, er det ofte en del af en proces, hvor personen, typisk udsat for psykisk vold, i første omgang stiller sig selv spørgsmålet: Er jeg overhovedet udsat for vold? Er det mig, der overreagerer? siger Ninna Vous Degenkolw.

Når pårørende kontakter rådgivningstjenesten, er det tit for at få bekræftet, at der er tale om vold i de episoder, de oplever. Desuden betyder det meget at få hjælp til, hvordan man skal tage snakken med de involverede, fortæller Ninna Vous Degenkolw og opsummerer:

- Vi klæder de pårørende på til den svære samtale. Og så rådgiver vi dem til, at det aldrig er spildt arbejde at blande sig.