Nyhed

Politiet har skudt sig frem til ny tjenestepistol

Dansk politi får ny tjenestepistol af mærket SIG Sauer P320. Det er netop offentliggjort af Rigspolitiet. Også en ny karabin er på trapperne. Forud er gået et stort forarbejde, herunder testskydninger, hvor et bredt udvalg af politifolk har vurderet de kandiderende pistoler og karabiner. Fagbladet DANSK POLITI var med på skydebanen.

Ny_tjenestepistol_skydebane5

Af Karina Bjørnholdt

SIG Sauer P320 - foto Connie Westergaard Rigspolitiet Kommunikation
Dansk politi får ny tjenestepistol. Det er denne, en SIG Sauer P320. Pistolen implementeres løbende i løbet af 2024. Foto: Connie Westergaard, Rigspolitiets Kommunikation

Det er 25 år siden, dansk politi senest fik ny tjenestepistol, men i 2024 begynder en trinvis udskiftning af den nuværende H&K USP Compact til SIG Sauer P320. Politiet får også en ny karabin, der skal erstatte MP5’eren og M10’eren. Først i det nye år afgøres det, hvilken producent der vinder dette udbud.

- Kollegerne kan forvente sig en tidssvarende tjenestepistol, som vil være mere enkel at betjene, end den de har i dag, fortæller politiassistent Morten M. Sørensen fra Center for Flåde- og Materielstyring (CFM) til fagbladet DANSK POLITI. Han har været en af de to politifaglige ressourcer på udbudsprocessen.

Han forklarer, at det reelt bliver nemmere at skyde med den nye pistol, og at den i vid grad kan tilpasses den individuelle skyttes hånd.
- Vi har lagt vægt på at finde en tjenestepistol, der spiller vores kolleger så gode som muligt  inden for den mængde skydeuddannelse, vi har i dag. Samtidigt får vi forenklet og fremtidssikret vores våbenportefølje – formentligt de næste 20 år, fortæller Morten M. Sørensen.

Testskydning og spørgsmål

Den nye våbenplatform er en del af den seneste flerårsaftale for politiet. Forud er gået en lang proces med foranalyse af politiets nuværende våbenplatform og fremtidige behov, selve udbudsprocessen og brugerinddragelse, blandt andet i form af testskydninger.
Udvalgte politifolk, fordelt på alle kredse i rigsfællesskabet, på køn, alder, funktioner og skytte-niveauer, har givet deres besyv med, efter at have prøveskudt de pistoler, der indgik i udbuddet.

DANSK POLITI var med på skydebanen i Nordsjælland, da en gruppe politifolk inden sommerferien var samlet til testskydning.
På daværende tidspunkt var der to kandiderende pistoler tilbage. Testbrugerne skulle prøveskyde ét mærke, uden at vide hvilket, og holde det op mod deres nuværende tjenestepistol. De skulle altså ikke sammenligne på tværs af producenter.
Under kyndig ledelse af nogle af politiets skydeinstruktører og CFM skød testbrugerne med pistolerne under forskellige konditioner. Bagefter besvarede de nogle fastlagte spørgsmål omkring skydeoplevelsen. 

Ny_tjenestepistol_skydebane6

Nemmere aftræk og bedre sigtemiddel

En af testbrugerne var 31-årige Marlene, der til dagligt kører beredskab i Københavns Politi. Derudover er hun venstrehåndsskytte.
- Det er fedt med den store diversitet i testgruppen, og det giver så god mening, at ”folk på jorden” også bliver spurgt om deres mening. Alle eksperter i skydning kan jo få enhver pistol til at skyde godt. Hvorimod hvis man ikke er så rutineret en skytte, synes man for eksempel, at jo færre dele en pistol kommer i desto bedre, siger hun.

Den pistol, hun netop har prøveskudt, synes hun godt om.
- Den har et nemmere aftræk end vores nuværende. Det er godt, da det jo går ud over evnen til at ramme, hvis ens aftræk ikke er godt. Sigtemidlerne på den her pistol er også langt bedre end på den gamle. Det er bedre udformet, og så er grebet megagodt. Hånden kan ikke glide rundt, som den lidt kan på vores nuværende. Så jeg håber, at valget ender på den her pistol, lyder det fra Marlene.

 

Fedt med indflydelse

En anden testskyder denne dag er 28-årige Mathilde fra beredskabet i Silkeborg, der er niveau-3 skytte.
- Jeg ved jo ikke, om det ender med den pistol, jeg lige har prøveskudt, men det er fedt at få indflydelse på processen. Jeg synes, den her pistol er god. Man kan nok altid finde nogle små ting, man ikke synes om, men langt det meste spiller ved den. Blandt andet sigter man bedre, og aftrækket er også bedre end på vores nuværende tjenestepistol, siger hun.

47-årige Bjarke er til dagligt hundefører i Københavns Politi. Han har en baggrund som skydeinstruktør i Forsvaret.
- Jeg håber, den her pistol vinder. Den ligger godt i hånden, og den er nem at betjene. Vores nuværende pistol har to aftræk – et tungt og et let. Den her har kun et let aftræk, og derved rammer man bedre, forklarer han.

Ny_tjenestepistol_skydebane3
Efter testskydningen skulle deltagerne svare på spørgsmål om deres  skydeoplevelse - holdt op mod deres nuværende tjenestepistol.

Også Bjarke er glad for at blive hørt som slutbruger.
- Men det er da også lidt af et pres at være med til at udvælge dansk politis tjenestepistol for de næste mange år, smiler han.

Morten M. Sørensen fra CFM fortæller, at flere af testbrugerne faktisk har været overraskede over, hvor meget deres mening har talt i udvælgelsen af den nye tjenestepistol. Men at det har været en vigtig del af beslutningsgrundlaget at høre holdninger fra alle typer af brugere. Også han er meget spændt på, hvordan modtagelsen af den nye tjenestepistol bliver ude i kredsene.

- Jeg har været en del af arbejdet siden 2019, så det har været meget spændende at skulle kåre en vinder. Det er jo blevet lidt af et hjertebarn at finde den helt rigtige afløser for den nuværende tjenestepistol, siger Morten M. Sørensen og forklarer, at i dette udbud vægter kvalitet 70 procent og prisen 30 procent.

I brug fra næste år

Indkøb af den nye tjenestepistol begynder hurtigst muligt, mens implementeringen vil begynde i slutningen af første kvartal 2024.
Først skal kredsenes skydeinstruktører uddannes i den nye pistol, og dernæst kan kredsene selv uddanne deres politiansatte i forbindelse med, at de alligevel skal på skydebanen til deres obligatoriske skydetræning. Når politifolkene er uddannet i den nye tjenestepistol, får de den udleveret, og den gamle vil gradvist blive udfases i takt med, at den nye indfases i flere og flere kredse.

Næste skridt bliver at få udvalgt en ny karabin. Også her vil der ske testskydninger efter samme model som med tjenestepistolen – dog med færre skytte-niveauer repræsenteret. Karabinen skal erstatte den nuværende maskinpistol, MP5’eren, og den nuværende karabin M10. Hele politiet forventes at være overgået til den nye pistol - 
samt den nye karabin, som der skal indgås kontrakt på i løbet af næste år - inden udgangen 2027.

Forbund glæder sig over fremtidssikret våbenplatform 

Politiforbundet har gennem de seneste år arbejdet aktivt for, at der kom politisk opbakning til, at politiet fik fremtidssikret sin våbenplatform. Derfor glæder det også forbundet, at de nye våben snart kan implementeres. Også brugerinddragelsen har været vigtig for forbundet. Det fortæller Anders Egeskov Knudsen, forbundssekretær i Politiforbundet inden for arbejdsmiljø, sikkerhed og udstyr:
- Det er slutbrugerne, der bedre end nogen andre ved, hvor ”skoen trykker” i den daglige brug af uniformsgenstande, udstyr og udrustning, så det er helt naturligt at inddrage dem i processerne, når der skal ske indkøb af nye uniformsgenstande, udstyr og udrustning, siger han.
- Heldigvis har vi gennem årene fået indarbejdet mere og mere brugerinddragelse i samarbejde med CFM, tilføjer han.