Nyhed

Gå ikke glip af årets mest populære artikler

Et nyt år nærmer sig, og derfor er det tid til et tilbageblik på året, der gik – rent artikelmæssigt. DANSK POLITI’s redaktion har lavet en hitliste over årets mest populære artikler – målt på rækkevidde, reaktioner og delinger på fagbladets Facebookside. Måske er der en artikel eller to, du får lyst til at læse eller genlæse? Fra redaktionens side skal der desuden lyde en stor tak til alle jer, der har bidraget til artiklerne med jeres viden, holdninger og budskaber. Glædelig jul og godt nytår!

Stopskilt Chilifoto

Vigtigt gennembrud og et presset beredskab

I 2023 var der én artikel, der klart lægger sig i førerfeltet på DANSK POLITIs Facebookside, når der gælder rækkevidde. Det er måske heller ikke så mærkeligt, for artiklen gav et unikt indblik i politiets maskinrum i forbindelse med nogle dramatiske døgn og en meget tragisk drabssag – nemlig drabet på Emilie Meng i 2016. Artiklen nåede ud til hele 32.400 Facebookbrugere.
 

Blå blink
Artiklen om gennembruddet i Emilie Meng-sagen, i forbindelse med en kidnapning af en pige i  foråret,  nåede ud til mange på fagbladets Facebookside. Det samme gjorde artiklen om de pressede beredskaber. Foto: Rigspolitiet

Bagtæppet for artiklen ”Vi kan jo for pokker!var, at der i april endeligt kom et gennembrud i efterforskningen af Emile Meng-sagen. Det skete i forbindelse med bortførelsen af en 13-årige pige i Kirkerup, hvor det lykkedes Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at finde pigen i live efter nogle dramatiske døgn.

Politiinspektør Kim Kliver fortalte åbenhjertigt om, hvordan følelserne havde siddet helt uden på tøjet og om lettelsen ved at have fundet pigen i live – og samtidigt at have fået et gennembrud i Emilie Meng-sagen. Politiet havde nemlig begrundet mistanke om, at han også stod bag bortførelsen af og drabet på Emilie Meng.
- Når vi står sammen, kan vi gøre den berømte forskel, lød budskabet fra politiinspektør Kim Kliver.

Retssagen mod den 32-årige mand, der er sigtet for drabet på Emilie Meng og for at have bortført og forgrebet sig på en 13-årig pige fra Kirkerup på Sjælland og for et overfald på en efterskoleelev ved Sorø, står til at begynde den 14. maj næste år i Retten i Næstved. Manden, der nægter sig skyldig i drabet på Emilie Meng, er i skrivende stund ikke tiltalt.

En anden artikel, som har vakt stor interesse, er fra december, hvor fagbladet i et længere tema beskriver, hvordan landets beredskaber er ekstremt pressede. Denne artikel nåede ud til 14.900.

I artiklen kan man læse om bekymrede politiforeningsformænd, der blandt andet beskriver, hvordan kolleger kaldes på arbejde, selvom de er sendt hjem på afspadsering. Om vagtplaner, der vælter ved enkelte sygemeldinger, og om sager, der ikke er tid til at færdiggøre. Konsekvenserne er kolleger, der mistrives. Flere steder oplever man stigende sygefravær, og flere der søger orlov eller siger op, lyder det fra foreningsformændene.

Gensyn og generationer

Peter og Niklas2
Far og søn - Peter og Niklas - var historien om to generationer på samme tjenestested. En artikel som fik mange til at trykke "like".

De to artikler, der i årets løb har fået flest reaktioner på fagbladets Facebookside, handler dels om gensynsglæde og om far og søn, der deler tjenestested i Vejle.

Således har 325 sendt likes efter artiklen ”Klassekammerater genså hinanden efter 42 år”. Den handler om klasse PG-1-4481, der i november i år havde sat hinanden stævne på deres gamle skole på Artillerivej på Amager – 42 år efter de første gang trådte ind ad skolens dør.

På en andenplads finder vi som sagt artiklen om far og søn, Peter Sti Norup og Niklas Mølgaard Norup, fra Sydøstjyllands Politi. De deler arbejdsplads og arbejdsglæde – eller gjorde, for siden artiklen blev skrevet i foråret, er Peter gået på pension.


En genganger, tre år i helvede og en glad efterforsker

Den artikel, der er blevet delt mest flittigt i 2023, er naturligt nok også én, som klarede sig godt i forhold til at nå langt ud på Facebook. Nemlig artiklen om de pressede beredskaber. 80 har valgt at dele artiklen med deres netværk på Facebook.

Martin Enggaard efterforsker
Drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaards ihærdige indsats for at få vedtaget et borgerforslag om brug af genetisk slægtsforskning i politiet bar frugt i 2023. Foto: Jakob Boserup

På en delt andenplads kommer artikler, der hver er blevet delt 18 gange.
I ”Tre år i usikkerhed er umenneskeligt lang tid” beskriver 48-årige Henrik Olsen fra Københavns Politi, hvordan et langstrakt forløb i forbindelse med en klagesag i DUP, føltes som tre år i helvede. Klagen, han modtog i forbindelse med en anholdelse, førte til tiltale, suspension og to retsinstanser, førend Henrik blev frifundet og kunne vende tilbage til sit politijob. I mellemtiden havde han udviklet PTSD-symptomer og haft selvmordstanker.

Den anden artikel, der har fået 18 til at trykke på del-knappen, er straks i den mere positive ende af skalaen. Den handler om en meget glad drabsefterforsker - Martin Wittrup Enggaard fra Københavns Politi – der i april kunne fejre, at Folketinget havde vedtaget det borgerforslag, han havde været med til at oprette. Det skulle være med til at bane vejen for politiets brug af genetisk slægtsforskning i efterforskningen af drab og grov personfarlig kriminalitet. Noget, man har gode erfaringer med i blandt andet Sverige og USA.

- Jeg håber, at det her kan være med til at løfte politiets faglighed, lød det fra drabsefterforskeren. 

God jul og godt nytår fra redaktionen – vi glæder os til at fortælle flere historier om og med dansk politi i det nye år.
Husk du kan tippe os med forslag til emner på blad@politiforbundet.dk