Politihistorie: Det ondes ansigt – Peter Lundin-sagen

Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet

Peter Lundin blev født i Solrød Strand den 15. februar 1972. Faderen, Ole Lundin, var håndværker i byggeriet og moderen, Anna Lundin, der oprindeligt kom fra Tyskland, hjemmegående.

Da Peter Lundin var nogle få år gammel, besluttede Ole og Anna Lundin at flytte til USA, hvor en del af morens familie var bosat. Ankommet til USA slog familien sig først ned i Florida, hvor forældrene søgte at drive motel. Det var imidlertid vanskeligt, og det varme klima var ikke godt for forældrenes helbred. De besluttede derfor at rejse videre til Maggie Valley i North Carolina. Peter Lundin var da 13 år og gik i 7. klasse.

Flyttede frem og tilbage
På det tidspunkt havde der i længere tid været et dårligt forhold mellem Peter Lundins forældre, blandt andet fordi moderen i tiltagende grad var blevet afhængig af alkohol. Misbruget blev tilsyneladende værre under opholdet i North Carolina. Familien flyttede derfor videre til Miami, hvor Ole Lundin genoptog arbejdet inden for byggebranchen. Peter Lundin blev også efterfølgende sluset ind i branchen, da han gik ud af skolen som 16-årig.

Kort tid senere flyttede familien igen tilbage til North Carolina, og Peter Lundin stoppede i byggeriet, da han havde vanskeligt ved at finde sig til rette i den form for arbejde. For at tjene til dagen og vejen fortsatte han med at arbejde i restaurationsbranchen – suppleret med indtægter fra salg af stoffer.
 

Dræbte sin mor
Tilbage i North Carolina blev forholdet til moderen forværret, og i april 1991 myrdede Peter Lundin hende. Sammen med faren gravede han derpå liget ned ved strandkanten – og liget blev derfor først fundet og identificeret den 20. maj 1992. Baggrunden for drabet er omdiskuteret. Peter og Ole Lundin angav selv, at det var et uheld, men naboer hævdede, at Anna Lundin gentagne gange havde sagt, at hun blev mishandlet på forskellig vis. Hvorom alting er, blev Peter Lundin kun kendt skyldig i såkaldt manslaughter, hvorved man undgik en lang og besværlig udleveringsproces fra Canada, hvor far og søn var flygtet til i den mellemliggende periode. Under afsoningen af dommen for drabet på moren startede Peter Lundin iscenesættelsen af sig selv. Dette begyndte med Lundins recitation af egne digte på dansk tv.

I danske mediers søgelys
Peter Lundin var ikke blot bygningsarbejder og narkosælger. Han var også – efter egen opfattelse – musiker og poet, om end måske et mere miskendt eksemplar af slagsen. Det var med den indstilling, han gik ind til det interview, TV-2 lavede med ham i 1994. Spillende på omgivelsernes fascination af det onde hos det karismatiske menneske, reciterede han et digt, der cirklede om modsætningsparret godt og ondt – og sluttede digtet med at sige: ”And there is evil – and there is not”. Samtidig malede han den ene side af sit ansigt sort. Billedet er vel nærmest nu blevet ikonografisk.

Udsendelsens selviscenesættelse gik rent igennem, og når man dertil lægger, at Lundin var ung og trænet, var der usædvanligt mange kvinder, der henvendte sig for at komme i kontakt med den småfilosofiske fange i USA. Fascinationen af Peter Lundin var dermed fra starten stor, hjulpet godt på vej af medierne og Peter Lundin selv. Under fængselsopholdet blev Peter Lundin da også gift med en dansk kvinde, der havde set programmet, og hun stod klar til at modtage ham efter endt løsladelse og tvangsdeportation til Danmark.

Kvinderne
Ved Peter Lundins ankomst til Danmark var meget af virakken omkring ham efter hans tv-optagelse i 1994 fuldstændig glemt. Han blev derfor sluset ind i de ganske almindelige introduktionsforløb, udlændinge blev mødt af, når de ankom til Danmark omkring årtusindskiftet.

På kurset blev Peter Lundin beskrevet som forholdsvis lærenem, men også doven og med et letantændeligt temperament – sådan at man fornemmede, at han kunne få voldsomme raserianfald. Mange bemærkede dertil, at Lundin tilsyneladende havde det bedst i kvindeligt selskab, og generelt var meget optaget og fascineret af kvinder og sex.

Denne nærmest besættelse af sex førte ham bort fra hans kone og ind i prostitutionsmiljøet, hvor han mødte Marianne Pedersen, der havde en massagevirksomhed. Marianne Pedersen var enke og havde to sønner med sin tidligere mand. I perioder havde hun lidt af psykiske problemer og et omfattende alkoholforbrug. Som følge af disse psykiske forstyrrelser og misbruget var Marianne blevet tilkendt førtidspension.

Da Peter Lundin mødte Marianne Pedersen, havde han i længere tid befundet sig i en uligevægtig sindstilstand forårsaget af blandt andet brugen af anabolske steroider. Den manglende ligevægt havde ført til voldsomme og ukontrollable raserianfald, hvor han blandt andet havde overfaldet sin kone og hendes teenagedatter. Konen havde derfor smidt ham ud af lejligheden, hvorfor han i en periode havde boet på herberg. Datteren var dog efterfølgende flyttet over til sin biologiske far, og Lundin var flyttet tilbage til konen – uden dog hverken at stoppe forholdet til Marianne eller de gentagne besøg hos prostituerede.
 

Copyright

Foto: Thomas Ewaldsen

Drabene
Den 16. juni 2000 deltog Peter Lundin, Marianne Pedersen og hendes sønner i en skolefest på Nyager Skole i Rødovre.
Selvom det virkede, som om parret havde det godt indbyrdes, fornemmede de andre deltagere dog en mere og mere anspændt stemning mellem dem, som aftenen skred frem. Det førte til et korporligt slagsmål parret imellem senere på aftenen. Og klokken 20 kørte de derfor hjem.

Hvad der derpå skete må rekonstrueres ud fra politiets efterforskning. Ifølge den fortsatte parret skænderiet, da de kom hjem. Skænderiet førte til slagsmål og herunder søgte drengene at komme deres mor til hjælp. Under slagsmålet brækkede Peter Lundin – i parrets dobbeltseng – halsen på såvel Marianne Pedersen som den ældste dreng. Lundin brækkede derpå halsen på den yngste dreng, men hvor og hvordan dette præcist foregik, blev aldrig fuldt ud afklaret.

Peter Lundin stod nu med tre lig, og med hjælp fra sin far søgte han nu at skille sig af med dem. Det skete ved, at han parterede samtlige lig med henholdsvis vinkelsliber, økse og et stort antal knive. Efterfølgende viste det sig, at Peter Lundin havde købt værktøjet på Marianne Pedersens dankort. Formentlig blev ligene derpå pakket i sorte plastposer og dumpet som affald, som det tidligere havde været tilfældet med drabet på moderen.                  

De forsvundne lig
Da politiet dukkede op på Marianne Pedersens bopæl – efter at være blevet alarmeret gennem hendes stedsøn – mødte der dem et slagtehus. Stedsønnens mistanke var i øvrigt blevet vakt af nogle mystiske sedler skrevet på gebrokkent dansk, som var sat op på Marianne Pedersens hoveddør. Sedlerne tilkendegav, at familien var bortrejst. De viste sig at være skrevet af Peter Lundin for at dække over familiens forsvinden. En storstilet og kompleks efterforskning blev derpå sat i værk, hvor blandt andet 8.500 ton slagger fra Vestforbrændingen blev undersøgt for at finde resterne af ligene.

Den 10. oktober 2000 tilstod Lundin drabene, men han nægtede at afsløre, hvor han havde gjort af ligene, og han fastholdt hårdnakket, at hensigten ikke havde været at dræbe Marianne Pedersen og hendes sønner. De parterede lig blev aldrig fundet.

Billede på inkarneret ondskab
Uden for retssalen optog og fascinerede sagen offentligheden i et omfang, man næppe havde set tidligere. Selvbestaltede grupper advokerede for dødsstraf til Peter Lundin, og lange rækker af kvinder fra alle samfundslag stod uden for retten for at få et blik af den berygtede drabsmand.

Samfundets fascination af den grænseoverskridende kriminelle var således næppe set tydeligere før. Forbryderen var på en måde blevet et mytologisk omdrejningspunkt – en inkarnation og erstatning for tidligere tiders djævel. Her var Peter Lundin ikke enestående, noget tilsvarende havde man set i USA, hvor seriemordere som Ted Bundy og Ricardo Ramirez (The Night Stalker) tidligere var blevet billeder på den inkarnerede ondskab og havde opnået omverdenens lige dele afsky og fascination. Den bestialske drabsmand var blevet en mediestjerne. Samfundet havde sat ansigt på det onde, og dette ansigt fascinerede. Retssystemet lod sig dog ikke påvirke af medievirakken. Peter Lundin blev erklæret strafegnet og dømtes til livsvarigt fængsel – en straf han fortsat afsoner.

Læs også: