Uropatruljen – på godt og ondt
Uropatruljen skabtes under nogle af den moderne danmarkshistories mest afgørende årtier fra 1960 til 2000. Politiafdelingen afspejler derfor på sæt og vis det moderne Danmarks tilblivelse.
Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet
Det danske samfund gennemgik fra 1960ernes begyndelse en voldsom forandring. Ungdommen erobrede universitetet, begyndte at tage stoffer, skabte kollektiver og til sidst også deres egen fristad – Christiania.
Samfundets eksplosive forandring og politiledelsens tøvende holdning til forandringerne var udgangspunktet for Uropatruljens tilblivelse i 1969. Det blev nemlig Uropatruljens opgave at afpatruljere disse nye “uroområder”.
Flere sandheder
Der er næppe tvivl om, at der med Uropatruljen blev skabt en meget effektiv afdeling med et sammenhold uden sidestykke inden for politiet. Med tiden blev sammenholdet og korpsånden måske også en byrde – og et særligt ideologisk udsyn for urobetjentene. Mange på Christiania mente i hvert fald, at Uropatruljen havde en politisk agenda. Det var den forbenede og stokkonservative politiledelses forlængede arm. Politidirektørens knippel. Uropatruljen blev derfor også i nogle tilfælde udråbt til ”Monstre med politimæssige beføjelser.”
Beskrivelsen er efter min opfattelse stærkt fortegnet. Når det kommer til Uropatruljen, er der nemlig næppe én historie, der er dækkende. Der er næppe én sandhed. Uropatruljen er historien om voldelige konfrontationer og politiarbejde, der gik over stregen, men det er også historien om menneskelighed og socialt engagement i en ofte meget brutal verden blandt narkomaner og socialt udstødte.
Christianitter, bz’ere og rockere
Modsætningsforholdet til christianitterne blev for Uropatruljen livsvarigt, og det samme gjaldt i forhold til et nyt samfundsfænomen – bz’erne – som fulgte i kølvandet på oliekrisens Danmark. Blomsterbørnenes gode tider var ved at rinde ud, og ungdommen oplevede nu arbejdsløshed, social forarmelse og bolignød. Også her blev Uropatruljen sat ind. De skulle løse problemet, først ved at rydde bygningerne og siden ved særligt at indsamle information om de unge bz’ere.
Uropatruljen er imidlertid ikke kun historien om voldelige opgør med christianitter og bz’ere. Det er også historien om en højt specialiseret efterforskningsenhed. Med tiden udviklede Uropatruljen nemlig et unikt kendskab til narkokriminaliteten på gadeplan. I forlængelse af dette gadekendskab opbyggedes et omfattende netværk af meddelere i narkomiljøet. Meddelernetværket blev et af Uropatruljens væsentligste aktiver, som politiet over hele landet benyttede sig af, når der skulle opklares narkokriminalitet.
Også rockergrupperne vandt frem i denne periode – dels foranlediget af det lukrative stofmarked, der var opstået i kølvandet på ungdomsoprøret. Med svingende held søgte Uropatruljen at inddæmme de fremstormende rockergruppers indflydelse på gadeplan og i Fristaden.
Med tiden måtte afdelingen dog erkende, at denne opgave var nærmest uoverkommelig. Det lykkedes heller ikke hverken Uropatruljen eller resten af dansk politi at komme narkoproblemet til livs – og det skabte siden debat og kritik.
En forældet institution?
På baggrund af kritikken rejste der sig i starten af 1990’erne et nyt, meget påtrængende spørgsmål.
Havde Uropatruljen overlevet sig selv? Var der tale om en forældet institution med gammeldags machoidealer?
Spørgsmålet blev presserende efter Benjamin-sagen, hvor en ung mand blev livsvarigt skadet under en voldsom anholdelse i 1992. Og spørgsmålet blev decideret akut efter det utroligt blodige opgør mellem politi og demonstranter under 18. maj-urolighederne i 1993.
I 2001 bukkede Uropatruljen under. En politihistorisk epoke, indkapslet i den nyere danmarkshistories turbulente udvikling, havde fundet sin afslutning.
Samfundets skraldespand
Set i bakspejlet må man sige, at Uropatruljen på mange måder – noget utaknemmeligt – blev en form for skraldespand for alle de samfundsopgaver, man havde svært ved at håndtere: Narkoen, de unge hjemløse, rockerne, Christiania, de besatte huse. Når noget blev et problem på samfundets bund, blev det overladt til Uropatruljen – hvilket bestemt ikke var uproblematisk!
Ved patruljens nedlæggelse blev der da heller ikke oprettet en tilsvarende afdeling. Tværtimod. Uropatruljens opgaver blev fordelt ud på flere andre enheder inden for Københavns Politis nye store narkoafdeling, og i dag varetager flere forskellige politienheder Uropatruljens mangeartede opgaver. Noget gik formentlig tabt ved denne opsplitning – blandt andet Uropatruljens unikke kendskab til narkohandlen på gadeplan – men noget blev også vundet, for Uropatruljen havde gabt over for mange opgaver, ligesom narkokriminalitetens stedse mere komplekse karakter krævede nye løsninger. På trods af, at Uropatruljens skæbne således lå i kortene, var det dog en særlig æra, der sluttede, og afdelingen vil formentlig fortsat være en del af den kollektive erindring – på godt og ondt.
