Den gådefulde Susan-sag

Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet

Susan blev fundet i grøften på Herslevvej i Fredericia af en 14-årig dreng på vej til skole. Fundet blev gjort omkring klokken 07.45. Da havde Susan været død i flere timer. Politiet rykkede øjeblikkeligt ud og afspærrede området, og Rejseholdet blev kort efter bedt om assistance. En retsmediciner blev tilkaldt, og undersøgelserne gik i gang. Det første og måske væsentligste, man med sikkerhed kunne fastslå, var, at findestedet ikke var gerningsstedet. Susan var blevet myrdet et andet sted og derefter placeret i grøften. Drabet havde antageligvis fundet sted sidst på aftenen. Pigen havde ligget i grøften i tre-fire timer.
 

Et vigtigt dækaftryk

Findestedet var præget af en vis orden. Susan lå pænt, som var hun lagt til at sove. Findestedet indeholdt kun få tekniske spor, hvilket langtfra er ualmindeligt ved findesteder i drabssager, da de fleste biologiske spor primært vil findes på selve gerningsstedet. Det eneste konkrete spor, der blev fundet ved findestedet, var et dækaftryk, der antageligvis fra en firehjulstrækker. Dækket var af typen BF Goodrich Trail T/A. Efterfølgende skulle en firehjulstrækker med disse dæk blive et omdrejningspunkt i politiets efterforskning. 

De efterfølgende retsmedicinske undersøgelser viste, at Susan var blevet kvalt, men der var ikke spor efter nogen voldsom kamp forud for hendes død. Susan var heller ikke blevet mishandlet eller voldtaget, så hvad var der egentlig sket forud for drabet? Dette kunne man måske have fastslået, hvis man havde fundet gerningsstedet, men det skete ikke, og det gjorde fra starten sagen kompliceret.

 

Kendte Susan sin drabsmand?

To ting stod dog fra starten i centrum af politiets efterforskning: Dels at slå fast, hvor dækaftrykket på findestedet stammede fra, og dels at afklare, hvem Susan var. For måske skulle gerningsmanden ikke søges blandt fremmede, men i Susans nærmiljø. Alt tydede nemlig på, at hun frivilligt var kørt med sin drabsmand fra Fredericia Banegård, hvor vidner sidst havde set hende.

Susan boede sammen med sin mor, der var invalidepensionist og ofte måtte hospitalsindlægges på grund af kronisk sygdom. Susans far var død, da hun var få år gammel. Susan var derfor tæt knyttet til sin mor. For politiet var spørgsmålet, om Susan var fulgt med en person, der havde nævnt noget om hendes mors sygdom – eksempelvis at moren var blevet indlagt igen. Det opfattede man som forholdsvis sandsynligt, da det virkede mærkeligt, at Susan helt frivilligt skulle sætte sig ind i en fremmed mands bil og køre med uden nogen grund. Denne teori krævede, at gerningsmanden kendte noget til Susans baggrund, så helt fremmed kunne han altså ikke være. Mange personer kunne dog have et perifert kendskab til Susans familieforhold. I alle tilfælde kunne gerningsmanden på et tidspunkt have opsnappet information om Susan for siden at udnytte den.

Politiet – både det lokale og Rejseholdet – kunne dog ikke slippe tanken om, at det måske ikke var en lokal person, der havde begået drabet, men en, der var kommet ”udefra” og tidligere havde begået lignende forbrydelser. Så ville der ikke være tale om et nærdrab, men en form for fjerndrab. Det vil sige et drab, hvor gerningsmanden ikke havde nogen forudgående tilknytning til offeret.
 

Børnelokkerteorien

Fra begyndelsen af 1988 og frem til midt i 1991 er der meget, der tyder på, at en decideret børnelokker huserede i det midt- og sønderjyske område. Mandens fremgangsmåde er beskrevet i en lang række sager, som aldrig blev opklaret. Der var altså tale om en serieforbryder, som aldrig blev pågrebet.

Det startede den 4. januar 1988. Her blev en syvårig pige antastet i Vidågade i Tønder. Pigen var på vej hjem fra skole, og manden spurgte om vej, og om hun ville sætte sig ind i bilen til ham. Den lille pige var dog snarrådig og nægtede. Samme dag dukkede han tilsyneladende op i Aabenraa, hvor han antastede en 10-årig pige og fik hende lokket ind i bilen, idet han spurgte om vej til det nærliggende sygehus. Efter hun var kommet ind i bilen, kørte han hende til en øde granplantage uden for byen, hvor han forsøgte at tvinge hende til at tage bukserne af. Hun gjorde dog voldsom modstand, hvorefter han kørte hende hjem. Under hjemturen lovede han hende penge, hvis hun ikke fortalte, hvad der var foregået. To år senere, i 1990, oplevede to piger på 10 og 11 år at blive kontaktet af en mand, der lignede gerningsmanden fra Tønder/Aabenraa. De befandt sig da på et offentligt grønt område. Pigerne blev dog bange for manden og ville ikke gå med ham.
 

Tre piger antastet på kort tid

I sommeren 1990 antastede manden i perioden fra april til juli ikke mindre end tre piger. Det startede i Middelfart. Her tog han kontakt til en 10-årig pige ved et busstoppested. Pigen var på vej hjem fra skole. Ved igen at spørge om vej – i dette tilfælde til en nærliggende golfbane – lokkede han hende ind i bilen. Herpå kørte han hende til en skov. Ankommet hertil begyndte han at tage på hende samtidig med, at han fortalte om sig selv. Angiveligt berettede han, at han var bosiddende i Fredericia, arbejdede på et fritidshjem og havde tre børn, der var på ferie i Skagen.               

Knap et år efter var manden igen på færde. Her kontaktede han en 11-årig pige i Haderslev og en 14-årig pige og 10-årig dreng i Fredericia. I ingen af tilfældene lykkedes det ham at få børnene med sig i bilen. Disse er antageligvis de sidste eksempel på en børnelokker i området, inden drabet på Susan finder sted i januar 1992.
 

”Din mor er blevet syg”

Efter drabet på Susan fortsatte manden – hvis vi antager, at det er den samme mand – dog med at antaste børn. I april 1992 spurgte han således en pige i Haderslev om vej til et sygehus og inviterede hende ind i sin bil. Hun undslap dog. Det samme gjorde sig gældende i august 1992. Her lokkede han en 10-årig pige i Vejle-området ind i sin bil. I dette tilfælde udgav han sig for at være en ven af hendes mor. I bilen bredte manden tæpper ud på bagsædet og opfordrede pigen til at lægge sig ned. Undervejs i forløbet lykkedes det den rædselsslagne pige at stikke af. I november 1992 fandt en lignende episode sted nær Fredericia. Endelig er det værd at bemærke, at der i slutningen af december 1992 fandt yderligere en antastning af en pige sted i Fredericia, i dette tilfælde sagde manden til pigen, at hendes mor var blevet syg og indlagt på hospitalet. Pigen troede dog ikke på ham, og fik sit fritidshjem til at kontakte politiet. Dette er formentlig det sidste eksempel på børnelokkerens hærgen i Midt- og Sønderjylland.

 

Den gådefulde gerningsmand

Hvem det var, der kørte rundt i det midt- og sønderjyske fra 1988 til slutningen af 1992, kan man kun gisne om. Kun to vidner kunne tilsyneladende give en karakteristik af manden. Det ene var den 10-årige pige, der blev bortført knap et år efter Susan-drabet. Pigen karakteriserede manden som cirka 40 år, 175 centimeter høj og med kort glat hår, og dertil havde han overskæg. Endvidere er det værd at bemærke, at pigen nævnte, at manden bar solbriller og hat – noget, der måske kunne indikere, at han søgte at skjule sin identitet. Desuden så en brandmand angiveligt gerningsmanden i forbindelse med den første sag i 1988. Observationen fandt sted, da børnelokkeren antastede pigen i Aabenraa. Brandmanden troede, at børnelokkeren var pigens far, og greb derfor ikke ind. Han bed dog mærke i særligt én ting – nemlig børnelokkerens bil. Han kørte i en firhjulstrækker, en sjælden Mitsubishi Pajero Canvas.

Copyright

Politihistorisk Museum

Flere af pigerne fortalte desuden, at manden havde tiltalt dem med et ”mojn”, når han åbnede døren og hilste på dem. Dette kunne tyde på, at han måske kom fra det sønderjyske område, hvor denne tiltaleform er ganske almindelig. Børnelokkeren kom derfor måske fra Sønderjylland eller alternativt Tyskland. Måske boede han lige på den anden side af grænsen. Så stod man pludselig over for en af de meget vanskelige ”fjernforbrydere”, altså en forbryder der opererer langt fra sin hjemegn og derfor ikke kan knyttes til lokalområdet.

 

Dræbte han Susan?

Det afgørende spørgsmål er naturligvis, om børnelokkeren var Susans morder? Der er unægtelig indicier, der peger på det. For det første var der mandens fremgangsmåde: Han stoppede pigerne ved busstoppesteder og spurgte om vej. For det andet fik han pigerne ind i bilen ved i nogle tilfælde at henvise til et sygt familiemedlem (hvilket afgjort ville appellere til Susan). For det tredje opererede han i Fredericia-området på netop det tidspunkt, hvor Susan blev myrdet. Og for det fjerde var han ikke en typisk voldtægtsforbryder; han voldtog ikke nogen af pigerne, men tog dem ”blot” op i sin bil og befamlede/opførte sig mærkeligt over for dem. Dette passer med, at Susan uden tvivl havde været udsat for en form for sædelighedsforbrydelse, men ikke var blevet voldtaget. Måske gik noget galt for børnelokkeren, hvorefter han i frygt, forvirring eller ophidselse ”kom til” at kvæle Susan? Det er i hvert fald en mulighed.

 

Firehjulstrækkeren efterlyst

Derudover vidste man, at børnelokkeren formentlig havde kørt i en Mitsubishi Pajero Canvas, og at der var fundet et dækaftryk fra en firehjulstrækker på findestedet i Susan-sagen. Dette betød naturligvis ikke, at der ikke var løse ender i forhold til bilteorien, men bilen blev efterfølgende efterlyst, og dækaftrykket nævnt, men uden held. En del af problemet var antageligvis, at børnelokkeren måske slet ikke havde firehjulstrækkeren længere. I forbindelse med nogle af de sidste børnelokkersager havde pigerne nævnt, at manden havde kørt i en mindre rød bil. Så hvordan hang det sammen? Havde manden flere biler, eller havde han skilt sig af med Mitsubishien? Og hvis ikke han havde Mitsubishien længere, hvordan var dækaftrykket fra firehjulstrækkeren så havnet på findestedet? Måske havde dækaftrykket alligevel ikke noget med sagen at gøre?
Spørgsmålene hobede sig op, og svarene blev aldrig fundet.

 

Mulige efterforskningsfejl

Efterforskningen blev med sikkerhed vanskeliggjort af det manglende gerningssted samt den mulige ”fjerngerningsmand”, men Susan-sagen var også præget af nogle efterforskningsmæssige svagheder. Ved sagens begyndelse fik man ikke koblet Susans drabsmand sammen med børnelokkeren, der huserede i Midt- og Sønderjylland. Det skyldtes, at børnelokkerens forbrydelser ikke var arkiveret under sædelighedsforbrydelser men under ”andre undersøgelser”. Det kan lyde mærkeligt, men er det egentlig ikke. På det tidspunkt var man nemlig usikker på, om børnelokkerens forbrydelser overhovedet faldt ind under sædelighedsområdet, for han havde jo ikke voldtaget nogen. Dette skyldtes altså hverken slendrian eller ond vilje, snarere var der tale om uvidenhed inden for det pædofile område, hvor gerningsmænd og -kvinder jo langtfra altid direkte voldtager deres ofre.
Koblingen blev først foretaget, da Rejseholdet dykkede ned i sagen. I forbindelse med assistancen til Fredericia Politi arbejdede efterforskere fra Rejseholdet videre med et ”tip” fra nogle forældre i området, der nævnte, at deres datter var blevet kontaktet af en mand, der ville have hende med op at køre. Herpå opdagede Rejseholdet, at der var andre lignende sager, som tegnede et mønster. Selvom det lykkedes, tog det kostbar tid at lokalisere børnelokkerens tidligere gerninger. Hvor alvorlige konsekvenser det havde for opklaringen, er svært at sige.

Det manglende gerningssted, den ”mystiske” gerningsmand og muligvis efterforskningsmæssige fejl betød således, at Susan-sagen aldrig blev opklaret og i dag står sagen stadig som en af 1990ernes mest gådefulde drab.

 

Susan-sagen er – sammen med flere andre kriminalsager – beskrevet i bogen ”Uopklaret. Danmarkshistoriens største uopklarede kriminalsager” skrevet af Frederik Strand.