Mange etiske overvejelser inden pennen sættes på papiret

 
Bent Isager-Nielsen, tidligere politiinspektør, 
efterforskningschef og chef for Rejseholdet

 

Bogudgivelser: De syv dødssynder (2018)
Efterforskerne – sådan fælder de Danmarks drabsmænd (2012)
Man jager et bæst, men fanger et menneske (2008) 

Hvorfor vælger du at udgive bøger om dit arbejde i politiet?
- Jeg mener, at det er en del af at have et spændende og interessant lederjob i politiet at fortælle om det – ikke mindst fordi der er så voldsom interesse for arbejdet. Jeg mener faktisk, at man har en form for pligt til at fortælle om sit arbejde. Befolkningen betaler – har betalt – min løn, og når man har evnen til kommunikation og formidling, har man faktisk også pligten.

Hvilke overvejelser har du gjort dig?
- Jeg har i forbindelse med skrivningen af mine tre bøger gjort mig rigtig, rigtig mange overvejelser i forhold til blandt andet tavshedspligt, de involverede personer – både ofre, gerningsmænd, i visse tilfælde vidner samt deres pårørende – betragtninger om anklagemyndigheden i forhold til helt overordnede forhold, politiets arbejdsmetoder og så videre. Jeg har af disse årsager udeladt en mængde interessante oplysninger og omstændigheder.

Hvor åben mener du, at politiet skal være omkring sine arbejdsmetoder?
- Jeg synes, at politiet bør være så åben som muligt, da beviser og indicier jo under alle omstændigheder kommer frem i de åbne retssager, som følger af opklaringsarbejdet. Men der er ingen grund til at gå i detaljer om, hvordan vi arbejder med tingene. Også selv om det i massevis af tv-udsendelser og film vises med tydelighed. Som eksempel kan man godt fortælle om, at politiet benytter observation, aflytning og skygning – men det er unødvendigt at fortælle nøjagtigt, hvordan det foregår. 

Hvilke hensyn har du taget i forhold til de involverede i de sager, du fortæller om?
- Jeg har i mine bøger, i forhold til opklarede sager, hvor der er faldet en dom, anonymiseret personerne, ligesom jeg har ”flyttet” forskellige handlinger fra én sag til en anden. Steder, byer og landsdele er også ændret. Dette fremgår af forordene til bøgerne, således at læseren ikke føler sig ”snydt” eller udsat for det rene opspind.

 

 

Frederik Strand, museumsleder, Politimuseet

Udpluk af bogudgivelser:
Jagten på morderne stopper aldrig (2018)
Uopklaret (2016)
Efterforskningens anatomi (2011)

Hvilke overvejelser har du gjort dig inden bogudgivelserne?
- Jeg har gjort mig flere overvejelser: Hvor meget må der komme ud om sagerne af hensyn til ofre, gerningsmænd og eventuelle familiemedlemmer til begge. Det er ikke altid relevant i forhold til det, jeg skriver om, da det ofte er sager af historisk karakter, men er det nyere sager, er det noget, jeg overvejer. Der er naturligvis også et hensyn i forhold til politiets arbejdsmetoder – hvor meget må der komme ud, uden at noget afsløres? Det kan være afhøringsteknikker, tekniske undersøgelser med videre. Endelig skal sagsbeskrivelserne naturligvis også være så neutrale som muligt, men hvordan gør man det? 

Hvor åben mener du, at man kan være omkring politiets arbejdsmetoder?
- Jeg mener som udgangspunkt, at det er hensigtsmæssigt at oplyse om politiets arbejde, da det maner mange myter i jorden og gør befolkningen mere fortrolig med politiets hele virke. Når det er sagt, bør man naturligvis være opmærksom på, at nogle sider af politiets arbejde kræver diskretion. Det gælder naturligvis særligt efterretningsvirksomheden, som man altid bør holde sig for kan være følsom. Jeg tænker ikke, at jeg på noget tidspunkt vil skrive et værk om PET`s virke. 

Hvilke hensyn har du evt. taget i forhold til de involverede i de sager, du fortæller om?
- Jeg har kun vist fotos af ofre og gerningsmænd, hvis de tidligere har været fremme i pressen. Det samme gælder for benævnelse af de impliceredes navne. Er der sager, hvor børn har været involveret, er der ikke vist fotos af disse. Endvidere har jeg i nogle tilfælde henvendt mig til ofre og pårørende, hvis sagerne har været meget nye eller meget følsomme.

 

 

Anne Birgitte Stürup, pensioneret anklager
Foto: Lindhardt & Ringhof

Bogudgivelser:
På ofrenes side (2018)

Hvorfor har du udgivet en bog om dit arbejde som anklager?
- Jeg synes, det er vigtigt at fortælle om anklagerens rolle. Gennem hele mit arbejdsliv har jeg oplevet, at de fleste ved, hvad en dommer, en forsvarer og politiet laver, men ikke hvad en anklagers arbejde består i. Det ville jeg gerne være med til at belyse, hvilket også rigsadvokaten syntes var en god idé. Jeg fik da også grønt lys fra både ham og statsadvokaten til min bog. 

Hvilke hensyn har du generelt taget i forhold til de sager, du fortæller om?
- Jeg har været meget bevidst om ikke at bryde min tavshedspligt. Derfor har jeg i min bog ikke nævnt noget, der ikke allerede har været fremme under et åbent retsmøde. Alle sagerne har desuden været beskrevet vidt og bredt i medierne forinden. Jeg har fortalt om sagerne ud fra min vinkel – altså anklagerens. 

Hvilke hensyn har du taget i forhold til de involverede i sagerne?
- På nær Amagermanden, nævner jeg ingen af gerningsmændene ved rette navn. Enten omtaler jeg dem ved et opdigtet navn eller også omtaler jeg dem som ”voldsmanden”, ”gerningsmanden” eller lignende. Det gør jeg ud fra en betragtning om, at der ingen grund er til at hænge personerne yderligere ud. Hvis man som læser ønsker at kende deres navne, kan de jo bare googles, for navnene har tidligere været fremme i medierne. Men jeg mener ikke, at min bog bliver mere læseværdig, hvis jeg nævner de korrekte navne.

 

 

Ove Dahl, tidligere kriminalinspektør 
og drabschef i Københavns Politi

Bogudgivelser:
Drabscheferne 
– de største sager (2016)
Drabschefen – nye sager (2012)

Hvorfor vælger du at udgive bøger om dit arbejde i politiet?
- Fordi befolkningen har et stort ønske om at læse om den virkelige verden. Jeg møder jævnligt personer, som giver udtryk for, at det giver tryghed at læse mine bøger. Andre fortæller, at det giver en større forståelse for politiets arbejde. Personligt er det for at bevare og fastholde den åbenhed, jeg var kendt for, da jeg var ansat i politiet. Jeg var jo oplært under blandt andre daværende politidirektør Hanne Beck Hansen og chefkriminalinspektør Per Larsen – det var to fremragende chefer, som begge hyldede åbenheden. Åbenheden i Københavns Politi forsvandt, da de nævnte gik på pension. 

Hvilke overvejelser har du gjort dig?
- I forbindelse med min forfattergerning gjorde jeg selvfølgelig nogle overvejelser om, hvad bøgerne kunne og måtte indeholde. Herunder har jeg hele tiden holdt mig for øje, at jeg kun kunne skrive noget, der i forvejen var offentligt kendt eller havde været nævnt i et offentlig retsmøde.

Hvor åben mener du, at politiet skal være omkring sine arbejdsmetoder?
- Med hensyn til politiets almindelige arbejdsmetoder, arbejdsredskaber og efterforskningsmuligheder er det vel sådan i dag, at langt det meste er offentlig kendt. Jeg kan huske, at vi i 80’erne og 90’erne passede meget på med, hvad vi fortalte offentligt om vores muligheder. I dag kan enhver jo google sig til hvad som helst på nettet. Derfor behøver vi selvfølgelig ikke at fortælle, hver gang der kommer nye tiltag. 

Hvilke hensyn har du taget i forhold til de involverede i de sager, du fortæller om?
- Af hensyn til pårørende, gerningsmænd og andre er personerne i mine bøger blevet anonymiseret.

 

 

Kurt Kragh, tidligere kriminalkommissær og souschef i Rigspolitiets Rejsehold

Bogudgivelser:
Drabscheferne – de største sager (2016)
At tænke som en morder – min tid i rejseholdet (2014)

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forbindelse med bogudgivelser og tv-optræderender?
- Jeg var bevidst om, at der altid vil være opmærksomhed omkring ens person, når man er i medierne, men da jeg i forvejen var et kendt ansigt, var jeg fuldt ud klar over, at jeg ofte ville blive genkendt, når jeg færdedes ude i samfundet. Jeg var også bevidst om, at grundholdningen i politiet er, at når man bliver pensioneret, så bør man ikke længere udtale sig til medierne. Det er jeg enig i, når det drejer sig om en konkret igangsat efterforskning, fordi man uforvarende kan komme til at dreje efterforskningen i en forkert retning, men jeg ser intet forkert i, at man objektivt tolker det, der bliver lukket ud til medierne. Det er helt normal praksis, at man bruger pensionerede politikere, skattechefer med flere til at tolke aktuelle sager. 

Hvor åben mener du, at politiet skal være omkring sine arbejdsmetoder?
- Da jeg sammen med Ove Dahl fra 1997-2000 var gennemgående figur i TV3’s ”Efterlyst”, blev vi ofte stillet spørgsmål om politiets arbejdsmetoder og værktøjer. Jeg var stor modstander af at gå i dybden, men da jeg erfarede, at medarbejdere i Kriminalteknisk afdeling (NKC) deltog i tv-programmer, hvor man detaljeret beskrev, hvordan man fandt spor på et gerningssted, ændrede jeg stille og roligt holdning. Det hang også sammen med, at man efterhånden kunne finde de samme informationer i de talrige krimiprogrammer, som blev mere og mere populære. Efterhånden, som informationsmængden voksede på internettet, indså jeg, at det var en tabt kamp. Men jeg mener fortsat ikke, at dansk politi i detaljer skal beskrive arbejdsmetoderne. Det må ikke få karakter af undervisning! 

Hvilke hensyn har du evt. taget i forhold til de involverede i de sager, du fortæller om?
- Da Rejseholdet i sin tid var konsulenter på tv-serien ”Rejseholdet”, fik manuskriptforfatterne lov til at læse vores resuméer. Mange af seriens afsnit var næsten kopier af resuméerne og dermed af de virkelige hændelser. I rulleteksten kunne man også læse, at manuskriptet var bygget på virkelige hændelser. Det var der en del kritik af. Nogle mente, at når sagen var så gammel, at ofrets efterladte var kommet over sorgen, og gerningsmanden havde udstået sin straf, så var det ikke rimeligt, at man ribbede op i sagen igen. Der var også kritik af, at de afsnit, der var bygget op omkring nyligt afsluttede sager, igen satte gang i folkestemningen, især fordi medierne igen begyndte at interviewe pårørende eller andre involverede i sagerne. Det sker også, at jeg bliver kritiseret for, at jeg leverer underholdning på et tragisk grundlag. Jeg er ikke enig i den kritik. Når vi bliver ved at læse om nazisternes grusomheder, der jo efterhånden ligger 73 år tilbage i tiden, så er det vel ikke kun for at blive underholdt. Det er forhåbentligt også for at blive klogere og forhåbentligt undgå lignende forbrydelser i fremtiden.

 

DANSK POLITI har også kontaktet Jacob Scharf, Finn Månsson og Jens Møller Jensen, der alle er blevet meldt for brud på tavshedspligt i forbindelse med publicering af materiale om deres arbejde, for at spørge ind til deres overvejelser om deres udgivelser. Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med to ud af tre, og den sidste har pænt takket nej til at udtale sig forinden en eventuelt straffesag.