Uddannelse

– Du skal kunne se mennesket bag handlingen

31-årige Malene fra Københavns Politi har været en del af politiets forhandlergruppe i to år. Forhandlerrollen er en deltidsstilling, som hun varetager ved siden af sit daglige arbejde i beredskabet på Station City. – Forhandlerjobbet giver så meget mening for mig, siger hun.

Forhandleruddannelse1_2023

Af Karina Bjørnholdt

Som forhandler står Malene ofte med andres liv mellem hænderne. Et ungt menneske, der vil kaste sig ud fra en bro eller en altan, eller som holder en kniv truende mod sin egen hals. Størstedelen af de sager, hvor Københavns Politi benytter sig af et forhandlerteam, drejer sig om selvmordstruede personer. Derfor kan det virke paradoksalt, at Malene kalder stillingen som forhandler for ”det fedeste job”.

- Det gør jeg, fordi det giver så meget mening for mig. Du skal selvfølgelig kunne lide at arbejde tæt sammen med en indsatsleder og være en del af et taktisk set-up, og så skal du også kunne arbejde koncentreret, mens alle kigger forventningsfuld på dig. Men først og fremmest handler det om at have meget empati og kunne se mennesket bag handlingen, forklarer Malene.

Vi løser ikke opgaven selv

Hun fortæller endvidere, at alle sager adskiller sig fra hinanden. Alle situationer har forskelligt terræn, forskellige mennesker, der spiller forskellige roller, og det er vigtigt, at alle er omstillingsparate på et splitsekund, da det er den tid, det kan tage for en situation at gå fra et billede til et andet.

– Står forhandlerne på toppen af en bygning, skal de tage højde for helt andre ting, mens vinden bider i kinderne, end hvis de står i en snæver lejlighed med skjold foran sig, fordi personen har et våben. Fælles er, at alle forhandlerne kæmper for en løsning gennem dialog, siger Malene og fortæller, at de sværeste situationer er, når der er flere aktører indblandet. Sidstnævnte kan være, hvis modparten flytter sig over kredsgrænsen. 

- Jo flere aktører, desto mere komplekst. Det, vi forhandlere tilbyder, er et kommunikativt værktøj – en vej til en fredeligere løsning. Vi løser ikke opgaven selv. Det er et samspil med indsatsleder, patruljer med flere, og det kan godt ende ud i, at det alligevel bliver en taktisk løsning. Det skal vi også som forhandlere have en forståelse for, forklarer hun.

Forhandleruddannelse8_2023
- Det, vi forhandlere tilbyder, er et kommunikativt værktøj – en vej til en fredeligere løsning. Vi løser ikke opgaven selv. Det er et samspil med indsatsleder, patruljer med flere, fortæller Malene.
Her ses et indtrængningshold i forbindelse med en øvelse på det seneste forhandleruddannelseshold, hvor Malene var blandt instruktørerne. 
 

Is i maven og tro på teknikkerne

Malene har efter to år som forhandler mange forskellige oplevelser med i bagagen.

- Som forhandler er det vigtigt at huske på, at vi ikke er ansvarlige for, hvis nogen vælger at tage deres eget liv. Vi kan forsøge at redde liv – at påvirke deres adfærd – men vælger de alligevel at begå selvmord, er det ikke vores skyld. Det er deres valg, siger Malene.

En vigtig pointe at bære med sig i en jobfunktion, hvor døden kommer meget tæt på.

Malenes erfaring er dog, at succesraten er høj, fordi forhandlerne med en god strategi oftest lykkes med at få talt personer i krise ned, så der kan ske en fredelig løsning.

- Det gælder om at have is i maven og 100 procent stole på de teknikker, vi har lært, for de virker, slår Malene fast.

Malene medvirker kun med sit fornavn i artiklen som følge af karakteren af hendes arbejde.

Forhandlergruppen yder assistance ved:

• Forsøg på selvmord.

• Psykisk sårbare, som for eksempel er udadreagerende.

• Forskansninger.

• Anholdelse af farlig gerningsmand.

• Sager om afpresning, gidseltagning og kidnapning.

• Kapring af fly, skibe, busser med videre.

• Andet (dialog/mægling, rådgivning med videre).