Politihistorie: Den prostitueredes død

Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet

Den 27. februar 1909 blev den 34-årige kvinde Ane Marie Pedersen bragt ind på Frederiks Hospital i København. Hun var tilføjet et snit i halsen og skåret op i underlivet. En kirurg kæmpede i længere tid for hendes liv. Nogle timer efter ankomsten til hospitalet afgik hun ved døden af sine sår.

Sagen var bestialsk og uhyggelig, hvilket naturligvis ikke mindst skyldtes, at Ane Marie Pedersen var skåret i underlivet. Det tydede på en pervers, måske sindssyg, person – og havde en vis lighed med de berygtede Jack the Ripper-drab, der nogle år tidligere havde fundet sted i London. Her var ofrene også blevet sprættet op – derfor tilnavnet Ripper, opsprætter.

Var en ny Jack the Ripper på spil i København, eller gjorde andre forhold sig gældende?

Beboerne i Borgergade, et fattigt kvarter i det indre København, var i hvert fald opskræmte, og opdagelsespolitiets souschef iværksatte en øjeblikkelig afhøring af beboerne i området, ligesom man naturligvis så nærmere på offeret for forbrydelsen.

Offeret var kendt af politiet

Den myrdede og skamferede kvinde var, viste det sig, i forvejen kendt af politiet. Knap 10 år tidligere – i 1900 – var hun i Ålborg blevet idømt fem dages fængsel på vand og brød, og dertil blev hun betegnet som et ”Fruentimmer”, der havde ”søgt Erhverv ved Utugt formedelst 50 Øre -1 Kr. pr. Kunde”. Man må altså formode, at Ane Marie Pedersen ernærede sig ved prostitution og tidligere havde tilhørt gruppen af såkaldt offentlige fruentimmere.

Systemet med de offentlige fruentimmere – eller bordelsystemet – var ved lov blevet indført i 1874 af hygiejniske årsager. Man frygtede veneriske sygdomme, det vil sige kønssygdomme, og særligt syfilis. En prostitueret, eller et offentligt fruentimmer, skulle være registreret og møde op hos politiet to gange om ugen, hvor hun blev undersøgt af en læge. I København foregik undersøgelsen på Vestre Hospital, det senere Rudolph Berghs Hospital.

Skandale i sædelighedspolitiet

Som udgangspunkt skulle de offentlige fruentimmere tage bolig i et offentligt hus, altså et bordel. Bordellet blev underlagt det III. Politiinspektorats kontrol. III. Inspektorat benævntes også sædelighedspolitiet. I løbet af 1890’erne og starten af 1900-tallet opstod der imidlertid en omfattende debat omkring de offentlige bordeller. Mange mente, at det var umoralske steder, som intet civiliseret samfund burde huse.

Kvinderetsforkæmpere kastede sig ind i sagen på de offentlige fruentimmeres side, idet de sammenlignede deres tilstand med en form for moderne slaveri. Hertil kom, at sædelighedspolitiet i 1890’erne blev involveret i en større skandale, da det viste sig, at flere af betjentene havde taget mod bestikkelse fra de prostituerede. Bestikkelsen havde både bestået i penge og fysiske tjenesteydelser. Sagen mundede ud i, at sædelighedspolitiets chef begik selvmord.

Alfonser og farlige kunder

På baggrund af den megen kritik og de eskalerende skandaler blev de offentlige bordeller, med den såkaldte oktoberlovs ikrafttræden, afskaffet i 1906. Der eksisterede nu ikke længere offentlige fruentimmere. Det var dog ikke ulovligt at leve af utugt, hvis man blot havde et lovligt erhverv ved siden af. Mange af de tidligere offentlige fruentimmere blev derfor gadeprostituerede og måtte finde deres kunder på tilfældige beværtninger og andre snuskede steder.

I flere henseender var dette langtfra en forbedring af de prostitueredes vilkår – snarere tværtimod. Hvor mangelfuldt politiets tilsyn end havde været tidligere, havde der dog været en form for sikkerhed ved ordensmagtens tilstedeværelse på bordellerne. Kvinderne fristede nu en kummerlig tilværelse, hvor de var overladt til alfonser og til tider særdeles farlige kunder, der ikke regnede kvinderne for meget.

De var jaget vildt uden nogen form for sikkerhedsnet, og i tiårene efter oktoberlovens ikrafttræden så man flere drab på prostituerede. I forlængelse heraf må det tilføjes, at der var et omsiggribende spiritusforbrug i samfundet på dette tidspunkt – og det i et omfang, der slet ikke kan sammenlignes med i dag. Forbruget førte til utallige husspektakler og korporlige opgør. Almindelig vold var derfor også meget udbredt, hvilket de udsatte prostituerede kvinder ganske ofte fik at mærke, da mange af deres kunder tit var berusede.

Ane Marie Pedersen var en af disse kvinder, der var blevet fanget mellem den tidligere bordeldrift og det nye prostitutionssystem. Men hvem havde myrdet hende, og hvorfor var hun blevet skamferet? Forskellige forhør i området pegede på én bestemt mand, nemlig den 24-årige finske søfyrbøder Carl Emil Leanderson Malm, der lejede et værelse hos Ane Marie og hendes kæreste.

Nægtede drabet

Carl Malm var ustraffet i Danmark, men forskellige vidneudsagn pegede på ham som den, der sidst havde været sammen med Ane Marie, hvortil kom, at nogen beskrev ham som ”kønsligt pervers i sit Samvær med Kvinder”. Endelig hævdede flere, at Malm havde stået i et forhold til Ane Marie. Malm blev derfor indbragt til Station 3 med henblik på afhøring.

Da han ankom til stationen, var han dog stærkt beruset og måtte sættes i en detentionscelle. Afruset benægtede han imidlertid enhver forbindelse til drabet på Ane Marie. En anden måtte være gået gennem hans værelse, der var den eneste adgang til gerningsstedet, og have begået drabet. Da man ikke havde mere håndfaste beviser, måtte man efterfølgende lade Malm gå.

Copyright

Foto: Kim Dang Trong/Politimuseet

Blodig lommekniv på natbord

Dagen efter kom Malm imidlertid igen i forhør hos opdagelsespolitiets souschef på politikammeret. Under denne afhøring var politiet langt bedre forberedt. Der var blevet taget gerningsstedsfotografier – hvilket var ganske nyt på dette tidspunkt – lavet minutiøse rids over gerningsstedet, og man havde gennemsøgt lejligheden for at finde et eventuelt drabsvåben.

Drabsvåbnet var imidlertid ikke at finde på gerningsstedet, men på bordet i Malms værelse fandt man en lille, blodig lommekniv, som efterfølgende blev analyseret, og politiet mente at kunne konkludere, at der var tale om gerningsvåbnet.

Mislykket voldtægt førte til drab

Nu sad Malm på mange måder i saksen. Forelagt beviserne forholdt han sig dog i de første timer afvisende, men endelig gik han da til bekendelse og forklarede det hændte: Han havde drukket cognac med Ane Marie på hendes værelse. Mens de sad der, fik han lyst til samleje med hende, hvilket de også havde haft tidligere. Malm mente i øvrigt, at ”hun var villig”.

Pludselig blev der imidlertid pillet ved yderdøren til køkkenet, gennem hvilken der var adgang til hans værelse, og han skyndte sig derfor ind på sit eget værelse, idet de begge troede, at det var hendes kæreste, der kom hjem. Det var dog ikke kæresten, men en besøgende til Malm, som kom forbi. Besøget var ret hurtigt overstået, og Malm gik nu igen ind til Ane Marie. Her krævede han, at de fortsatte samlejet. Hun nægtede dog og satte sig kraftigt til modværge. Malm blev hidsig og rev hendes benklæder af, hvorpå han forsøgte at voldtage hende. Dette lykkedes ikke på grund af hendes voldsomme modstand, og han blev nu aldeles rasende og huggede hende gentagne gange i halsen med den lille lommekniv.

Ane Marie faldt om på gulvet med blodet styrtende ud af halsen. Ved dette syn blev Malm, hævdede han, grebet af angst for følgerne og snittede derfor den endnu levende kvinde op i underlivet, idet han ønskede, at forbrydelsen skulle pege i retning af forbrydelser, som tidligere var begået i udlandet – her tænkte han formentlig på Jack the Ripper-sagen.

I den efterfølgende retssag blev domstolen gjort opmærksom på det hensigtsmæssige i, at Malm blev mentalundersøgt, men da man dengang sjældent gjorde dette, tog retten ”intet Hensyn til dette Ønske”. Det kunne ellers have været interessant at vide lidt mere om Malms copycat-tendenser. Var der tale om en seriemorder in spe?

Kriminalteknisk gennembrud

I det hele taget blev retsprocessen hurtigt afsluttet, og dommen var overraskende mild, idet Malm blev dømt efter straffelovens § 168 punkt 2 (Voldtægt mod berygtet Kvinde) og efter § 188 (forsætlig Legemsfornærmelse med Døden til Følge). Straffen lød på otte års tugthusarbejde samt udbringelse af riget. En prostitueret kvindes liv var ikke meget værd.

Sagen omkring drabet på Ane Marie Pedersen indskrev sig i øvrigt efterfølgende i den kriminaltekniske historie, idet gerningsstedsfotografierne blev optaget på en ny måde. Fotografen beskrev senere hændelsen således:

”Jeg husker den første gang, jeg var med til fotografering på et mordsted; det var en finsk sømand, der havde skåret halsen over på en prostitueret kvinde i en lejlighed i Borgergade; det var inde i et baghus i en meget gammel ejendom, lavt til loftet var der, og små var rummene. Vi anvendte for første gang magnium uden at have særligt kendskab dertil. Jeg havde lagt en stor portion pulver i skålen, og ved antændingen lød et dommedagsdrøn; vi, der var til stede, troede, at hele huset ville falde sammen over os; det skete dog ikke; men jeg fik forbrændt min ene hånd ikke så lidt. Det vigtigste var dog, at fotografiet blev udmærket.”

Lidt meningsfuldt kom der da ud af dette bestialske og hensynsløse drab på Ane Marie Pedersen.

Den 25. maj udkom bogen ”En stump genstand – danske drabssager” ved Kriminalforlaget. Bogen er skrevet af Frederik Strand og beskriver en række danske drabssager ud fra selve gerningsvåbnet.