Nyhed

POL-DISP bliver forsinket omkring et år

Corona-pandemien har spændt ben for meget – også for udvikling og implementering af politiets nye nationale, operative disponeringsplatform, POL-DISP, der nu først forventes udrullet i slutningen af 2023. Desuden bliver systemet omkring 58 millioner kroner dyrere.

Vagtcentral it POL-DISP

Arkivfoto: Chili Foto

Af Karina Bjørnholdt

Alt godt kommer til den, der venter. Sådan lyder ordsproget, og muligvis er det også sådan, det kommer til at gå, når det handler om POL-DISP – dansk politis nye nationale, operative disponeringsplatform.
I hvert fald er tonen optimistisk hos ham, der er ansvarlig for projektet, selvom udrulningen lader vente på sig i cirka et år.

- Bortset fra forsinkelsen, som primært er corona-relateret, fordi Rigspolitiet måtte sende sit personale hjem, og dermed også de eksterne systemudviklere, som af sikkerhedshensyn skulle arbejde fra Rigspolitiets adresse, så ser det hele ganske positivt ud. Vi regner med at kunne udrulle systemet i slutningen af 2023, siger vicepolitimester Ole Andersen i Rigspolitiet.


Det er it-firmaet Netcompany, der udvikler POL-DISP. Platformen skal anvendes af alle enheder i dansk politi – både i den daglige disponering af patruljer med videre og ved større varslede og uvarslede hændelser. Disponeringsplatformen skal være det primære værktøj i vagtcentraler og servicecentre i politikredsene, ligesom det nationale og de to regionale situations- og operationscentre kommer til at benytte platformen.

I dag har dansk politi ikke et landsdækkende disponeringssystem, og kredsene benytter forskellige systemer, som ikke er egentlige disponeringssystemer eller særligt velegnede til at styre patruljer med – for eksempel POLSAS.

- Med POL-DISP får politiet en platform, der binder landet sammen i ét system og skaber et landsdækkende overblik. Eksempelvis vil det regionale SIOC kunne overtage disponeringen over patruljerne i hvilken som helst politikreds, hvis man har en såkaldt man-hunt, fortæller Ole Andersen.
 

58 millioner kroner dyrere

Forsinkelsen af POL-DISP betyder dog også en ekstra regning på 58 millioner kroner for projektet, der er budgetteret til at koste 311 millioner kroner.
Ole Andersen medgiver, at det lyder som nogle meget voldsomme beløb, men at der i beløbene også er indregnet lønnen til Rigspolitiets egne medarbejdere. Det er et krav i forbindelse med gennemsigtigheden i offentlige it-projekter, men er jo lidt en pseudo-udgift, da medarbejderne i forvejen er på lønningslisten.

- Fordyrelsen på de 58 millioner kroner, som p.t. ligger til godkendelse i Folketingets Finansudvalg, skyldes dels forsinkelsen, dels at vi undervejs er blevet lidt klogere og har lavet nogle ændringer, som gør platformen mere robust, siger Ole Andersen.

Han oplyser, at det er forventningen, at Finansudvalget vil godkende fordyrelsen, da den ekstra udgift kan finansieres inden for Rigspolitiets egen ramme.
 

Længe undervejs

Kontrakten med Netcompany blev indgået i januar 2020, efter at opgaven havde været i udbud, men ønsket om en national, operativ disponeringsplatform går mange år tilbage. Faktisk var den oprindeligt tænkt ind i POLARIS-projektet, men blev undervejs droppet, da det var for omfattende både at udvikle et disponeringssystem og et nyt sagsstyringssystem på én gang. I øvrigt blev POLARIS-projektet lukket ned i 2017, og dansk politi arbejder som bekendt stadig i POLSAS.

Med POL-DISP kan de fremtidige brugere glæde sig til, at politiets nuværende systemer, herunder POLSAS, bliver integreret, således at man ikke først skal logge sig på diverse andre systemer for at kunne bruge POL-DISP.
- Der er ingen tvivl om, at POL-DISP vil gøre det nemmere, smidigere og mere ensartet at disponere over patruljer med videre for såvel operationscentre og servicecentre som vagtcentraler, lyder det fra vicepolitimester Ole Andersen.

 

 

Emne