Fagligt

Han klipper bevismaterialet, der fælder den kriminelle

46-årige Poul Laustsen har en uddannelse både som datamatiker og politibetjent. I dag arbejder han med at opklare nogle af landets mest alvorlige forbrydelser som specialkonsulent og ekspert i video- og lydredigering i afdelingen for teknisk efterforskning på Teglholmen i Københavns Politi.

Poul Laustsen

Tekst og foto:  Anne Nyhus Haurum

Hvordan har dit karriereforløb i politiet været?

- Før politiet har jeg gået på HTX, arbejdet som elektronikmontør og er uddannet datamatiker ved Niels Brock, det nuværende CBS.

- Jeg startede i politiet i 2001 og havde min praktiktid på Station Bellahøj. Efter nogle år på gaden og i beredskabsafdelingen startede min turnus i kriminalpolitiet, hvor jeg hurtigt blev ansvarlig for teknikrummet.

- I forbindelse med politireformen i 2007 oprettede Københavns Politi en ny afdeling ved navn Teknisk Support, beliggende på Politigården. Her blev jeg overflyttet til, da min chef i kriminalpolitiet tænkte, at det ville være et godt sted for mig med min uddannelsesmæssige baggrund og interesse for teknik. Opgaverne omfattede alt inden for teknik, såsom opsætning af aflytningsmaskiner, håndtering af digitale enheder, overspilning af VHS-bånd til digitale filer, bearbejdning af videoovervågning med videre.

- Nogle år senere blev vi alle i Teknisk Support uddannet i Nationalt Center for Cybercrime (NC3) som koordinatorer inden for it-kriminalitet, eller bare kaldet ITK’ere.

- Gennem årerne har jeg gennemført en del uddannelser inden for forbedring, bearbejdning og præsentation af digitale mediefiler i form af lyd, billeder og videoer. En del har været i Italien hos firmaet Amped, men de fleste er blevet afholdt i Danmark, blandt andre hos Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. 

Hvad består dit nuværende arbejde helt konkret i?

- Jeg er tekniknørden, der reparerer og fikser tekniske beviser. Helt konkret renser jeg lydfiler, der skal bruges som bevisførelse, ligesom jeg forbedrer og klipper overvågningsvideoer sammen til forevisning i retten.

- Derudover fungerer jeg og min nærmeste kolleger som en slags teknisk døgnsupport. Det betyder, at når kolleger i København – eller fra resten af landet – ringer, så hjælper vi dem med at sikre tekniske beviser, hvis de for eksempel står på et gerningssted og skal sikre videoovervågning, der driller.

Ny serie: Mød politiets specialister

Dansk politi er et enhedspoliti, men det er muligt at specialisere sig i løbet af sin politikarriere. I de kommende udgaver af fagbladet DANSK POLITI kan du møde en række specialister med politibaggrund. Dette er første artikel i serien. Har du
forslag til andre specialiserede politifolk, vi kan tale med, kan du maile til blad@politiforbundet.dk

 

Hvad er dine mest interessante opgaver? Hvorfor?

- Det er meget tilfredsstillende, når jeg på kort tid kan hjælpe for eksempel Operativ Special Afdeling med at lysne billeder i samarbejde med en sagsbehandler, fordi det kan afgøre, om en sag kan opklares eller ej. Denne type hurtige support-opgaver gør efterforskningen mere strømlinet, da tekniske problemstillinger hurtigt bliver løst og kollegaen dermed kan komme videre i sagen.

- Også de lange handlingsforløbsvideoer, der laves for at give overblikket over en sag, giver stor værdi for anklageren i retten. Her kræver det dog en helt anden form for fordybelse, når de mange videoklip, lydfiler og grafikelementer skal sættes sammen til én lang videopræsentation.

Kan du nævne en specifik opgave, som gik særligt godt?

- Jeg var med til at klippe forløbet om angrebet på Krudttønden sammen, så det omfattende videomateriale kunne præsenteres for retten. Det tog ét år og blev til 246 videoer i alt, som dækkede de forberedende handlinger op til angrebet, selve angrebet og perioden frem til at gerningsmanden blev uskadeliggjort.

Hvilken type kriminalitet og/eller samfundsproblemer er dit arbejde med til at løse?

- Vi arbejder inden for nærmest alle sagskategorier, hvoraf de alvorligste sager omhandler vold, tyveri, drab, bedrageri, narko, voldtægt med videre.

Hvori består dine største arbejds­mæssige udfordringer?

- Jeg er opmærksom på at være mentalt robust og ikke have for meget fokus på handlingen i videoerne. Hvis man bliver følelsesmæssigt involveret, er det for hårdt at se på. Jeg sidder dagligt og ser kriminelle handlinger på video, og det er ikke altid rare ting. Derfor sætter jeg mig ikke for meget ind i selve sagen, men har primært fokus på de tekniske aspekter af opgaven. Og når jeg ser noget særligt slemt på skærmen, tænker jeg, at jeg i det mindste kan trykke stop og gå ud og hente en kop kaffe. Det onde er sket, og nu er det mit job at arbejde på, at der også sker noget godt i form af retfærdighed og sagens opklaring.

- Derudover kunne vi godt bruge flere hænder i afdelingen, ligesom det ville være en stor hjælp for efterforskerne, hvis man åbnede op for programmer, der kunne hjælpe os med at gennemse store mængder video. Ved angrebet på Krudttønden brugte 25 mand tre måneder på at gennemse videomateriale. Det kunne en maskine have gjort langt, langt hurtigere – og mere præcist.

- Jeg mener, at der ligger et stort potentiale i at bruge moderne gennemsynsprogrammer til at assistere efterforskerne i deres arbejde med video. Det vil vi meget gerne arbejde videre med.

Hvorfor tog du springet fra ”almindelig” politimand til specialist?

- Jeg elsker teknik og har altid vidst, jeg gerne ville arbejde med noget teknisk. Derfor er det meget tilfredsstillende at kunne bruge sine tekniske evner til at gøre en positiv forskel for kollegerne og trygheden i samfundet.

Hvordan tog du springet?

- Jeg blev positivt prikket af en chef, og så var jeg med, da man startede afdelingen for Teknisk Efterforskning op i 2007. Siden specialiserede jeg mig inden for video og digitale bevismidler. Det har været vigtigt for mig, at vi hele tiden bliver bedre inden for dette speciale, så kollegerne ved, at vi er de bedste, og at man ikke kan få en bedre løsning ”ude i byen”.

Hvad er din opfordring til andre, der ønsker at specialisere sig inden for politifaget?

- Hvis man går rundt med en teknik-nørd i maven, kan man komme i praktik i vores afdeling i en uge og snuse til blandt andet mit fagområde. Det er en ordning, som vi tilbyder kolleger i Københavns Politi, og vi har allerede haft flere interesserede igennem. Derudover er det min klare opfordring, at man sørger for at sige højt, at man gerne vil gå den tekniske vej, og man kan kontakte sin lokale ITK’er (It- og Kriminalitetskoordinator, red.) I det hele taget skal man ikke gå og putte med sine ambitioner. Hvis man derimod lufter dem, kan det få positiv indvirkning, og man vil kunne bruge sine tekniske evner i en masse spændende og vigtige sager.