Valg

K-kandidat: - Et mere nært politi og en bedre responstid

Der er valg til Folketinget den 1. november. Nogle af folketingskandidaterne er politifolk. Fagbladet DANSK POLITI har spurgt dem om, hvad deres mærkesager er inden for det retspolitiske område. Hér kan du møde 54-årige Nikolaj Frederiksen, som er kandidat for Det Konservative Folkeparti i Nordsjællands Storkreds, og som til dagligt arbejder som politiassistent i Nordsjællands Politi.

Nikolaj Frederiksen Folketingskandidat K

Af Karina Bjørnholdt

Du stiller op for Det Konservative Folkeparti til folketingsvalget. Hvorfor?
- Jeg har været medlem af partiet siden 1993, og nu bød chancen sig for at stille op i mit lokalområde. Jeg vil gerne bidrage med min efterhånden store viden om samfundsforhold, som jeg blandt andet har fra mine 27 år i politiet, fra Frontex, fra mine mange år i Forsvaret som frømand, hvor jeg har været udsendt i flere internationale missioner, og fra mit arbejde som kommunalpolitiker i Hillerød Byråd.

Med dit interne kendskab til politiet, har du så nogle mærkesager på det retspolitiske område?
- Ja, jeg har flere. De største er, at vi skal have et mere nært og synligt politi samt et politi med hurtigere respons- og sagsbehandlingstider. I min optik kan det hele godt lade sig gøre, hvis vi dels bliver flere i politiet, og dels prioriterer politiets opgaver bedre.

Folketingskandidater med politibaggrund

Til det kommende folketingsvalg er der i alt fem kandidater på stemmesedlen, der er politifolk.
De stiller op for henholdsvis Det Konservative Folkeparti (2) Venstre, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Fagbladet DANSK POLITI har interviewet dem alle for at høre, hvad de - med deres politifaglige viden - vil arbejde for inden for det retspolitiske område, hvis de bliver valgt ind den 1. november.

Hvordan?
- Jeg synes eksempelvis ikke, at politiet skal bruge 400 mand på en fodboldkamp, der vurderes til at være en højrisikokamp, fordi tilskuerne ikke kan opføre sig ordentligt. Sådanne kampe skal slet ikke spilles med tilskuere.

- Politiet bruger også mange ressourcer på bevogtning og grænsekontrol. En opgave, som nogle mener kan høre til hos Forsvaret. Det er jeg uenig i. Forsvaret skal bruge sin kræfter på at forsvare.  I stedet mener jeg, at vi i politiet skal indføre en slags værnepligt til de yngre kolleger i forhold til de mindre populære og krævende opgaver, og som skal "aftjenes", inden de vælger karrierevej i politiet. Da PG-4, der dengang lå under Københavns Politis beredskabsafdeling, stod for en masse af de her ting på hele Sjælland, fungerede det fint, syntes jeg.

Der er lige oprettet 20 nye nærpolitistationer de seneste år. Er det ikke nærhed nok til borgerne?
- Med så kort en åbningstid, som de stationer har, er det rent spil for galleriet for at gøre nogle tilfredse i lokalområderne. Tidligere kendte lokalbetjentene alle områdets rødder, men det erfaringsgrundlag er helt væk nu. Nærpolitistationerne burde have åbent alle de timer, som politifolkene er på arbejde.

- Jeg har selv oplevet i Nordsjællands Politi, at hvis vi får en anmeldelse om et igangværende indbrud i eksempelvis Skibby eller Frederikssund, sendes der ikke altid en patrulje afsted. Det er for langt væk fra udkørselsstederne i Hillerød og Helsingør, der er for få patruljer at gøre godt med, og det vil ødelægge statistikken over kredsens responstider. I stedet oprettes der en gerningsstedsundersøgelse i systemet. Det er ærgerligt, at det det er sådan.

Så er du måske tilhænger af kommunale tryghedsvagter, som Socialdemokratiet ønsker indført?
- Nej, det er en glidebane, og Danmark er for lille et land til at have kommunale tryghedsværn. I stedet skal der flere ressourcer til politiet og en bedre prioritering af politiets opgaver. Det er blandt andet også derfor, jeg ønsker at styrke psykiatrien. Det er et område, hvor politiet bruger rigtigt mange ressourcer, men hvor opgaven burde løses tidligere og bedre i psykiatrien.

Hvordan vurderer du dine chancer for at blive valgt ind i Folketinget?
- Vi er syv gode kandidater, der stiller op i Nordsjællands Storkreds. Holder de seneste meningsmålinger vil vi få tre-fire mandater her i kredsen, så jeg vil vurdere mine chancer til at være ok.

Om Nikolaj Frederiksen
  • 54 år, bosiddende i Hillerød.
  • Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Nordsjællands Storkreds.
  • Sidder i Hillerød Byråd for de Konservative.
  • Blev ansat i politiet i 1995 i Københavns Politi.
  • Arbejder til dagligt som politiassistent i sags- og opgavecentret i Hillerød. Er også skydebanesagkyndig og har også været udsendt til Grækenland med Frontex.
  • Har en fortid som frømand i Forsvaret og har været udsendt på flere missioner til blandt andet Irak, Afghanistan og Afrika.