Valg

DF-kandidat: Stop detailstyring, styrk politiets kompetencer og straf vanvidsbilister hårdere

Der er valg til Folketinget den 1. november. En håndfuld af folketingskandidaterne er politifolk. Fagbladet DANSK POLITI har spurgt dem om, hvad deres mærkesager er inden for det retspolitiske område. Hér kan du møde 41-årige Majbritt Birkholm, som er kandidat for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds, og til dagligt arbejder som efterforsker i NSK Vest i Aarhus.

Majbritt Birkholm

Af Karina Bjørnholdt

Du stiller op for Dansk Folkeparti til folketingsvalget. Hvorfor?

- Jeg har stemt på DF siden 1995 og meldte mig ind i partiet i 2012. Det er især Dansk Folkepartis udlændinge-, asyl- og ældrepolitik, der passer godt til mine holdninger. 

Med dit interne kendskab til politiet, har du så nogle mærkesager på det retspolitiske område?

- Ja, jeg har rigtig mange, og det er blandt andet derfor, jeg besluttede mig for at stille op til Folketinget. Der er en del lovgivning på området, som bare ikke fungerer ude i virkeligheden. Jeg vil gerne ind på Christiansborg og få italesat de udfordringer, det giver politiet, når politikerne vil detailstyre.

- Et eksempel er, at politiet for halvandet års tid siden fik frataget beslutningskompetencen til at selv at iværksætte teknisk overvågning af et køretøj – altså GPS-sporing. Det er ellers et værktøj, vi ofte benytter inden for efterforskning af organiseret kriminalitet. Nu skal vi have en kendelse fra domstolene først, hvilket er en tidsrøver for såvel politiet som domstolene. Det er et bureaukrati, der alene kommer de kriminelle til gode. Især de østeuropæiske tyvebander, som er over alle bjerge, inden politiet får en domstolskendelse og kan sætte overvågning på et køretøj.

- Der er generelt brug for at få italesat, hvor lovgivningen bare ikke fungerer. EU-dommen, der nu forhindrer dansk politi i at bruge teledata i sager, der ikke er terrorrelaterede, er et andet eksempel. Det gør det sværere at opklare sager bagudrettet.

Folketingskandidater med politibaggrund

Til det kommende folketingsvalg er der i alt fem kandidater på stemmesedlen, der er politifolk.
De stiller op for henholdsvis Det Konservative Folkeparti (2) Venstre, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Fagbladet DANSK POLITI har interviewet dem alle for at høre, hvad de - med deres politifaglige viden - vil arbejde for inden for det retspolitiske område, hvis de bliver valgt ind den 1. november.

Hvilke andre mærkesager har du på det retspolitiske område?

- Jeg mener, at vanvidsbilisme skal straffes hårdere. Det bør sidestilles med drab eller drabsforsøg, hvis vanvidskørslen sker forsætligt. I dag kan man maksimalt straffes med tre år og ni måneder, og inden for rocker-/bandemiljøet spekuleres der i, at man – hvis man vil af med én – skal køre dem ned frem for at overfalde dem med kniv eller et andet våben.

- Der var også eksemplet med vores østjyske kollega, der blev kørt ned i tjenesten af en vanvidsbilist. Gerningsmanden fik fire år fængsel (han blev kendt skyldig for i alt 35 forhold, red.). Jeg synes, det er krænkende for retsfølelsen, at strafferammen er så lav.

I dag er det nærmest lidt tilfældigt, hvis det lykkes at opklare større sager om økonomisk kriminalitet, for mange efterforskere sidder med sagerne uden at være efteruddannet til det.
Majbritt Birkholm, kandidat for DF og efterforsker i NSK Vest

- Derudover mener jeg, at der skal ses på politiets efter- og videreuddannelse. Vi skriver 2022, og hvis politiet skal have en chance for at følge med kriminalitetsudviklingen, skal det altså gøres bedre. I dag er det nærmest lidt tilfældigt, hvis det lykkes at opklare større sager om økonomisk kriminalitet, for mange efterforskere sidder med sagerne uden at være efteruddannet til det. Efterforskernes efteruddannelse har ligget stille i en lang årrække, fordi der har været fokus på det operative. Desuden så jeg gerne, at SU’en blev afskaffet på basisuddannelsen, og at uddannelsen blev forlænget.

Hvordan vurderer du dine chancer for at blive valgt ind i Folketinget?

- Hvis Dansk Folkeparti får et mandat i Vestjyllands Storkreds, så tror jeg, at mine chancer er ret gode. Jeg har været så heldig at blive eksponeret i medierne på partiets sommergruppemøde, og jeg er også lige blevet valgt ind i hovedbestyrelsen på Dansk Folkepartis årsmøde.

Hvordan har dine kolleger reageret på dit kandidatur?

- Jeg kommer lige fra todages studiekreds, og jeg har fået mange positive tilkendegivelser fra folk – også selvom vi ikke er politisk enige. Men de giver udtryk for, at det er fedt, at jeg ”tør” stille mig frem og sige min mening i offentligheden. Mange politifolk skal ikke nyde noget af at udtale sig, selvom de har ytringsfrihed, men der er meget topstyring på kommunikationen i politikredsene, og har man fået at vide, at det nok ikke er så smart at udtale sig til medierne, lader mange være.

- Men jeg er så træt af de seneste års politiske skandalesager. Jeg synes, der mangler ordentlighed i politik, og jeg vil gerne være med til at sætte fokus på, hvor de politiske skrivebordsbeslutninger ikke fungerer i virkeligheden, gennem min viden fra politiet.

Om Majbritt Birkholm
  • 41 år, bosiddende i Holstebro.
  • Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds.
  • Er spidskandidat i både Holstebro- og Skivekredsen.
  • Blev valgt ind i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse på partiets årsmøde i år.
  • Blev ansat i politiet i december 2006 i Midt- og Vestjyllands Politi.
  • Har arbejdet som efterforsker i Østjyllands Politi siden 2014. Først i Task Force Vest, siden i Særlig Efterforskning Vest (SEV). Pr. 1 januar 2022 er hun ansat i NSK Vest.
    Hun beskæftiger sig med rocker-/bande-relateret kriminalitet, herunder narkotika, våben, smugling og større, organiserede økonomiske sager.