Fagligt

FUT

Fantastisk: Politifolk og sygeplejersker rykker ud sammen - og det virker!

Fælles Udrykningsteam (FUT), hvor to politifolk og en psykiatrisygeplejerske rykker ud sammen til borgere med psykiske lidelser, er en rigtig god og faglig løsning og aflaster beredskaberne. Sådan lyder det fra de fire politikredse, der medvirker i pilotprojektet. Håbet er da også, at fællespatruljerne får lov at fortsætte, gerne i udvidet form, når forsøgspengene er brugt til årsskiftet.

Fælles Udrykningsteam

Af Karina Bjørnholdt

En ung kvinde har slugt nogle piller og står nu på sin altan i førstesalshøjde. Hun truer med at springe. I hånden har hun en stor køkkenkniv. Det fælles udrykningsteam i Østjyllands Politi er på opgaven. To politifolk og en psykiatrisygeplejerske fra Region Midtjylland ankommer i en hvid Volkswagen Caravelle.

Kvinden er i forvejen kendt i psykiatrien, og sygeplejersken går straks i gang med at tale med hende fra døråbningen ind i kollegieværelset. Politifolkene vurderer, at det er for risikabelt at gå ind. Det kan presse kvinden til enten at springe eller skære sig. Den mandlige betjent går også i dialog med kvinden, mens den kvindelige betjent får rekvireret et springtæppe, en ambulance på standby og en forhandler via vagtcentralen. Forhandleren bliver dog aflyst igen, da situationen kommer under kontrol, inden han når frem. Sygeplejersken og den mandlige betjent får talt kvinden så meget til ro, at hun lægger kniven. I mellemtiden er springtæppet klar under altanen, og derfor går det fælles udrykningsteam nu ind på kollegieværelset til kvinden og får hende væk fra altanen.

Efterfølgende bliver den unge kvinde, der stadig er meget oprevet, transporteret i ambulance til Skejby for behandling af de snitsår, hun har pådraget sig selv, samt hendes indtag af for mange piller. FUT kører bagefter, da en læge vil vurdere, om hun er egnet til en tvangsindlæggelse, og i så fald skal FUT prøve at motivere hende til en frivillig indlæggelse. Hun ender dog med at blive indlagt på ”røde papirer”, idet hun bliver skønnet at være til fare for sig selv.

Tid til opgaven

Hændelsen med den unge kvinde er et godt eksempel på det gode, faglige samarbejde i FUT mellem politi og psykiatri. Det fortæller Line Madsen, der kører FUT-patrulje i Østjyllands Politi.

DANSK POLITI har sat hende, kollegaen Ahmad El-Ali og psykiatrisygeplejerske Tine Jensen stævne en tirsdag i juni. De er alle på vagt, så indimellem skratter politiradioen, og de skal lige lytte med på, om det er en hændelse, der vedrører FUT.

FUT hører under sagsenheden i sags- og patruljecentret i Østjyllands Politi og er underlagt vagtcentralen.

I princippet kan FUT blive sendt afsted til andre, og mere akutte, hændelser end dem, der er relateret til personer med psykiske lidelser, og så skal sygeplejersken sættes af. Men indtil videre er det ikke sket.

- FUT er en ekstra patrulje – med tid. Jeg har tidligere kørt patrulje, hvor vi skulle haste afsted fra den ene opgave til den anden, men i FUT kan vi stadig tage os tid, selvom den halve by bløder. Det tager beredskabet sig af. Det er både en faglig tilfredsstillelse og en god ting for borgerne med psykiske lidelser, at vi kan tage os den nødvendige tid på stedet og senere hen følge op, hvis der er behov for det, siger den 34-årige politiassistent, Ahmad El-Ali.

FUT i Østjyllands Politi

• Det er forskelligt, hvordan man har organiseret FUT i de fire forsøgspolitikredse. I Østjyllands Politi hører FUT under sagsenheden i sags- og patruljecentret og er underlagt vagtcentralen.

• Der er kun udkørsel fra politistationen i Aarhus, men FUT dækker hele kredsen.

• Vagterne hedder: Mandag, tirsdag, onsdag og fredag fra kl. 10-18. Torsdag fra kl. 15-23.

• Der er fast tilknyttet otte-ti politifolk og seks psykiatrisygeplejersker.

• Som den eneste af de fire forsøgskredse er politifolkene i civil. Det er for ikke at vække mere end højst nødvendig opmærksomhed, når man henvender sig til en sindslidende borger på gaden.

 

Glider nemmere

Politiassistenten fremhæver, at man med FUT har fået en mere gnidningsløs proces i opgaveløsningen, fordi de to forskellige fagligheder supplerer hinanden godt. Sygeplejersken har indgående kendskab til det psykiatriske system og ”taler sproget”, når man kører borgere til den psykiatriske skadestue, og det får det hele til at glide lidt nemmere.

- Vi tager udgangspunkt i loven – om personen er til fare for sig selv eller andre, mens sygeplejersken tænker i behandlingsmuligheder, siger Ahmad El-Ali.

Sygeplejerske Tine Jensen, der er 28 år og ansat i Psykiatriens Hus i Region Midtjylland, supplerer:

- Min rolle er at være visiterende og koordinerende i forhold til det psykiatriske system. Tidligere har vi jo været vant til at ”overtage” den psykisk syge person fra politiet, men nu får vi de to systemer til at spille sammen, og jeg er med til at vurdere, om der er behov for indlæggelse eller andre indsatser.

- Sygeplejersken har desuden ofte en bedre dialog med den psykisk syge end os politifolk, fordi mange ikke er glade for at se politiet, siger Line Madsen, der er 24 år og politibetjent.

Fordomme nedbrudt

I det hele taget er der undervejs i pilotprojektet blevet brudt nogle fordomme ned på begge sider.

- Jeg tror, at man i sundhedsvæsnet kan have en opfattelse af, at politifolk indimellem kan være for voldsomme over for patienterne. Og at politiet har travlt med at komme hurtigt videre, selvom opgaven med den psykisk sårbare kræver tid og tålmodighed, og det kan se forkert ud udefra. Der kan også være kommunikative udfordringer mellem politi og patient, og har man som politi ikke den fornødne viden om psykisk sårbare, er det også svært at skulle håndtere opgaven. Jeg har dog heldigvis mødt mange nysgerrige og engagerede politifolk som gerne vil lære noget om psykiatrien og blive endnu bedre til at løse opgaver med psykisk sårbare, siger sygeplejerske Tine Jensen.

Line Madsen fortæller, at hun har lært meget af de psykiatriske sygeplejersker.

- Om mennesker og diagnoser, og hvorfor man ikke bare altid kan indlægge en psykisk syg person, som jo typisk er politiets løsning. Men der findes andre muligheder, for eksempel i kommunalt regi, som kan være bedre for den pågældende, beskriver Line Madsen.

OM FUT-forsøget

• Fælles Udrykningsteam (FUT) et pilotprojekt, hvor politifolk og sygeplejersker fra psykiatrien rykker ud sammen. Formålet er at sikre en bedre og mere professionel håndtering af hændelser, der involverer personer med psykiske lidelser.

• Hos politiet fylder opgaverne med psykiske syge mere og mere, og de er ofte komplekse. I 2016 udgjorde de 12,8 procent af alle hændelser. Det var på den baggrund, at Rigspolitiet, i samarbejde med Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland, søgte satspuljemidler til et forsøg med fælles udrykningsteams.

• Pilotprojektet fik tildelt 37,9 millioner kroner fra satspuljen og blev sat i værk i august eller september 2019 i Østjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Fyns Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Forsøget løber frem til 2021.

• Det fælles udrykningskoncept er inspireret af lignende teams i Storbritannien og USA.

Kilder: Rigspolitiet og Region Syddanmark

Bekymringsmails fra kollegerne

I Østjyllands Politi kører man med fast bemanding i FUT.
Otte-ti politifolk og seks sygeplejersker er fast tilknyttet, og det giver dels et sammentømret team, dels et stort kendskab til hinandens fagligheder. Dertil kommer, at man får oparbejdet et indgående kendskab til at arbejde med personer med psykiske lidelser. Ligesom man kommer til at kende de personer, der gang på gang optræder i psykiatrien og på døgnrapporten, og så ved man bedre, hvordan de skal takles, og hvad deres behov er.

- Vi har for eksempel en genganger på et bosted, der elsker bamser. Pædagogerne på bostedet har erfaret, at hun falder helt til ro, når hun er på sit værelse og får en bamse i hænderne, så den metode bruger vi naturligvis, hvis det er muligt, når vi er hjemme hos hende på bostedet, og hun er helt oppe at køre, beskriver Ahmad El-Ali.

FUT i Østjyllands Politi har også en opsøgende og forebyggende funktion. Der er oprettet en funktionspostkasse til FUT, hvor vagtcentralen, kolleger eller andre kan sende ”bekymringshenvendelser”, og så planlægger FUT et besøg hos vedkommende. En yngre kvinde var eksempelvis til afhøring, fordi hun havde bestilt en stor mængde piller i udlandet. Hun forklarede til efterforskeren, at det skyldtes, at hun overvejede at tage sit eget liv. Det fik efterforskeren til at gøre FUT opmærksom på kvinden.

- Sådanne tilfælde ville der typisk ikke være blevet fulgt op på førhen. Enten fordi det falder mellem to stole, eller fordi beredskabet ikke har tid, siger Ahmad El-Ali.

Vi tager udgangspunkt i loven – om personen er til fare for sig selv eller andre, mens sygeplejersken tænker i behanlingsmuligheder.
 
Politiassistent Ahmad El-Ali, FUT, Østjyllands Politi...

Håber på permanent ordning

Allan Nielsen, daglig leder i FUT, Østjyllands Politi
Daglig leder af FUT i Østjyllands Politi, Allan Nielsen, håber, at FUT bliver en permanent ordning. Der er tale om en mere professionel håndtering af de psykisk syge borgere, der – med FUT – oftest oplever et mere skånsomt møde med politiet, siger han.

FUT’s arbejde høster ros fra alle sider i det østjyske. Både fra de praktiserende læger, læger i psykiatrien, opholdssteder og fra de psykisk syge selv. Også i vagtcentralen og hos politikollegerne er man glade for FUT, fordi de aflaster beredskabet. Præcist hvor meget er dog svært at gøre op i tal, men det kan bestemt mærkes. Det slår politikommissær Allan Nielsen, der er daglig leder af FUT, fast.

Han ser helt klart perspektiver i, at FUT får lov at fortsætte, når pilotprojektet – og dermed finansieringen fra satspuljemidlerne – ophører til årsskiftet og skal evalueres. Hans håb er, at FUT kan blive en del af politiets nye flerårsaftale.

- FUT er måske en ”luksusvare” at have på hylden – der er oftest ikke det samme tidspres, som der kan opleves i beredskabet, og der er bedre tid til faglighed. Desuden er det et spændende samarbejde med psykiatrien, der selvfølgelig sigter mod at have borgeren i centrum. Der er således tale om en mere professionel håndtering af de psykisk syge borgere, der med FUT oftest oplever et mere skånsomt møde med politiet. Jeg ser gerne en permanent, og endda udvidet ordning, så FUT kan rykke ud om aftenen og i weekenderne, hvor behovet også er stort, siger Allan Nielsen.

Livsbekræftende og lærerigt

Ahmad El-Ali, Line Madsen og Tine Jensen er også positive over for at gøre FUT til et permanent koncept. Og rekruttering af politifolk til enheden er ikke et problem, selvom opgaver med psykisk syge ellers ikke plejer at stå øverst på ”juhu-listen”, når man kører i beredskabet.

- I begyndelsen var ingen da heller ikke specielt interesseret i at køre FUT, men nu er vi kun kolleger, der selv har bedt om det. For mig er det en attraktiv tjans, dels fordi jeg har en fortid som ansat i psykiatrien, dels fordi der er tid til opgaveløsningen, og at jeg lærer en masse nyt, siger Ahmad El-Ali.

Line Madsen vil også gerne anbefale FUT til andre.

- Det er livsbekræftende, og man føler virkelig, at man gør en forskel for en meget udsat gruppe mennesker, siger hun.

Helhedsindsats – ikke kun brandslukning

Hos Fyns Politi, der er en af de fire pilotkredse, har FUT været plaget af lidt for meget udskiftning i teamet af politifolk, hvis man spørger politiforeningsformand Per Svanegaard Nielsen, der sidder i styregruppen for FUT.

- Der var lagt op til, at det skulle være et fast team af politifolk, men min fornemmelse er, at vagterne i FUT er gledet over til de ledige hænder, der lige er i beredskabet, og det kan gå ud over motivationen, siger Per Svanegaard Nielsen.

Men når det er sagt, kan han se masser af potentiale i FUT.

- De kolleger, der er gået ind i det frivilligt, fortæller, at det giver god mening, og at sparring med sygeplejersken fungerer rigtig godt. Der er tale om helhedsindsatser og ikke bare brandslukning, og FUT er også en aflastning for såvel vores beredskab som den psykiatriske ambulance, der kører her i regionen, fortæller foreningsformanden.

FUT på Fyn hører under beredskabet, kører på alle hverdage fra kl. 12-20 og dækker hele kredsen. Der er udkørsel fra Odense.

Det ville også være fornuftigt at bemande FUT i weekenderne, hvis ordningen fortsætter, men det kræver, at midlerne følger med, for vi har ingen ledige folk til weekenderne, siger Per Svanegaard Nielsen.