Fællesskabet er eneste måde at sikre den gode arbejdsplads

Af Nicolai Scharling

Det har i flere år været Claus Hartmann, som tager på Politiskolen for at møde de nystartede politielever. Han er der som repræsentant for Politiforbundet, hvor han har været næstformand siden 2009, og formålet er klart: Eleverne skal have en injektion, som får dem til at forstå, hvorfor sammenhold fungerer bedre end hver person for sig. At en fagforening handler om at have et fælles bolværk, hvor man passer på hinanden, arbejdsmiljøet og fagligheden.

Og det med at passe på hinanden er vigtigst. Eleverne skal tegne den ulykkesforsikring, som er særligt skræddersyet til dem, og som er et afgørende sikkerhedsnet under en uddannelse, hvor arbejdsskader kan true en karriere, før den overhovedet er begyndt.

- Den SKAL I tegne – for jeres egen og for jeres kæres skyld. I skal!
Sådan plejer næstformanden at sige.

Du betaler også for din køremakker

Claus Hartmann er selv rundet af fællesskabsfølelsen, og ingen kan være i tvivl om, at hans verdenssyn rimer på udrydningstruede ord som solidaritet og sammenhold.

Ligesom inuitter har adskillige ord for beskrivelsen af den sne, der er så central i deres liv, så har Hartmann det samme for fællesskab.

Politieleverne får hver gang en hurtig version. Fællesskab handler om at passe på hinanden og stå sammen for at være stærke. Og om respekt for hinanden.

- Jeg kan blive så ærgerlig, når jeg hører nogle sige, hvad får jeg ud af mit kontingent? Hvorfor skal jeg betale, når der ikke er noget til mig? Jeg, mig, jeg. Jeg garanterer for, at de får noget igen den dag, de har brug for det, og alt ramler. Men lige så vigtigt: Det gør deres kolleger også. Et fællesskab handler om ”vi” og ”os”, og er de så heldig ikke selv at blive ramt, er det måske deres bedste kollega, der bliver det, siger han.

Der er ikke ret mange arbejdspladser med større behov for at passe på hinanden end i politiet. For det kan godt være, at politikerne roser os, men de er samtidig klar til at slide os op, ødelægge vores privatliv, kaste alle problemer hen til os og bruge vores tid halvanden gang.

Claus Hartmann fortsætter:

- Du får en arbejdsplads, hvor den køremakker og de kolleger, som du skal stole 100 procent på, og som har din ryg, også har et sikkerhedsnet og en livline. Du betaler lige så meget til, at din køremakker kan få hjælp, hvis han eller hun falder ned i et hul af PTSD eller stress. Du betaler for, at vi sikrer, at de ikke skal gå fra hus og hjem, og for at de kan hænge sammen som mennesker. Du betaler for, at vi sammen kan skaffe ham eller hende de bedste advokater, psykologisk bistand, socialrådgivning, lægge arm med systemet, og at de og deres familie trods alt kan leve et tåleligt liv. Du får et netværk af tillidsfolk, som rykker ud på alle tider af døgnet for at hjælpe dig, som går med i DUP, som skaffer dig hjælp, som får vagtplaner og andet til at gå op, så din hverdag ikke vælter, og som går til den øverste ledelse på dine vegne og slår i bordet. Du betaler til fællesskabet, så vi kan passe på hinanden. Tro mig, der er ikke andre, der gør det, forklarer næstformanden.

Ifølge Claus Hartmann er politiet særligt udsat.

- Der er ikke ret mange arbejdspladser med større behov for at passe på hinanden end i politiet. For det kan godt være, at politikerne roser os, men de er samtidig klar til at slide os op, ødelægge vores privatliv, kaste alle problemer hen til os og bruge vores tid halvanden gang. Fordi politiet bare løser det hver gang, men man er sjældent klar til at betale dét, det koster, eller slå streger dér, hvor det også handler om, at politifolk skal kunne hænge sammen som mennesker, siger Claus Hartmann.

Lidt sammenkogt er det den fortælling og opsang, Claus Hartmann har givet flere tusinde kommende politifolk siden 2009. De får den serveret af en mand, som har det med at hæve stemmen til basgang, når det er noget, han virkelig føler for. Og det gør han – for politiet og for fællesskabet.

På en eller anden måde virker peptalken. Denne journalist har flere gange været med og set, hvordan selv elever på de bageste rækker løfter hovederne fra deres mobiltelefoner og suger hvert eneste ord til sig.

Alt for mange knækker

Copyright

Arkivfoto: Bjarke MacCarthy

Claus Hartmann kan rent faktisk sælge det støvede budskab om solidaritet på et tidspunkt, hvor hovederne ellers er rundtossede af tanker om alt fra den kommende tjenestepistol til den nye klasse og kontoen på Instagram. Nedenstående er omtrent sådan, næstformanden plejer at begynde:

- Tillykke og velkommen til verdens bedste arbejde og verdens bedste kolleger. Politiet er virkelig verdens bedste arbejde, hvis man husker at stå sammen og passe på sig selv og sine kolleger. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg søgte ind i politiet. Jeg har haft så mange fantastiske oplevelser og mærket et fællesskab, som jeg ikke tror findes andre steder. Men jeg ved også, hvad en politikarriere kan koste. Jeg har set så mange dygtige politifolk alt, alt for mange gange kollapse. Det er dem, som ellers altid er gået forrest, som har brændt for deres arbejde, som har virket sunde og raske og glade.

- Lige pludselig sidder de bare og stortuder og kan ikke binde deres egne snørebånd. Det sker bare. Bang. Og spørger du ind til, hvad der er sket, så nævner de sager, der er hændt for ti år siden, hvor de skulle underrette om et dødsfald, eller var blevet tilkaldt af naboerne til en lejlighed, hvor mor var banket gul og blå af far, men ikke ville anmelde ham, og hvor børnene sad skrækslagne og græd i et af værelserne. Eller de var første patrulje på stedet til en færdselsulykke, hvor alt var smurt ind i blod, og de måtte yde førstehjælp. Eller da de baksede med en psykisk syg i affekt, som truede dem med kniv, blev omringet af bandefolk eller fik kastet romerlys og sten på sig under en demonstration og oplevede det had, som kan vælte ud af en flok, der gejler hinanden op, forklarer Claus Hartmann.

Stå sammen og pas på hinanden

Han fortsætter:
- Det er nemlig kort sagt oplevelser, som venter jer alle sammen. Det er en del af politilivet, som skal behandles og hjælpes ud af systemet. Ikke hobe sig op. Det har de alt for mange, som knækker, ikke gjort i tide eller taget alvorligt. I øjeblikket eller dagene efter virkede det som om, at de kunne ryste hændelserne af sig, men nogle år senere dukker samme oplevelser pludselig op hele tiden i deres drømme, når de ser film, eller bare er sammen med deres børn. Så banker hjertet af angst, og tårerne vælter frem. De har glemt at stoppe op og få det behandlet og håndteret. De har bare ræset afsted og skøjtet hen over oplevelserne, fordi der var travlt, fordi jobbet var spændende, og fordi de ikke tænkte sig om. Men der skal altid betales tilbage med renter på et tidspunkt.

- Det er én af flere årsager til at være med i et forbund. Vi passer på os selv og hinanden. Vi står sammen med krav om debriefinger og mulighed for at behandle hårde oplevelser i tide. Systemet gør det ikke. Der er så meget til at fylde bægeret op, og det bliver fyldt op, og det er kun politifolk selv, som ved, hvor voldsomt det er, og det rammer altid pludseligt. Derfor skal der passes på politiet. Der skal være debriefinger. Der skal være tid sammen med kollegerne til at læsse af og få snakket. Ellers knækker arbejdspladsen og menneskene bag, og så har vi ikke længere et dygtigt og menneskeligt politi, men et fjernt og køligt robotpoliti, advarer han.

Stillede de irriterende spørgsmål

Den 27. maj er det dog slut med næstformandens peptalks til politieleverne. Den dag holder Politiforbundet kongres, og 62-årige Claus Hartmann stiller ikke op til genvalg som næstformand. I stedet bliver det pension, netværket i Silkeborg og omegn, sejlture, vennerne, hustruen AnnPia og børn og børnebørn, som skal optage tiden.

I 12 år har han pendlet fire-fem dage ugentligt til forbundshuset i København. Inden da var han foreningsformand i Østjyllands Politi, i Århus Politi, hvor han også har været hundefører og motorcykelbetjent.

Han blev trukket ind i fagligt arbejde, da den daværende formand for Århus Politiforening, og senere formand for Politiforbundet, Peter Ibsen, bemærkede den unge hundefører, som stillede alle de irriterende spørgsmål og krævede handling.

- Hvis du så gerne vil gøre en forskel, så deltag dog, sagde Peter Ibsen for at lukke munden på ham.

Da Claus Hartmann senere kom ind i Politiforbundets Forhandlingsudvalg, sagde Peter Ibsen til ham:
- Du var irriterende, men der var ingen tvivl om, at du brændte for kollegerne og turde tage de hårde kampe. Talentet er langt større, end du selv aner.

Blå bog for Claus Hartmann

Maj 1980:
Ansat i dansk politi med tjenestested i Gentofte Politi.

Januar 1986:
Århus Politi. Blev motorcykelbetjent efter et par år og efterfølgende hundefører.

Ca. 1992:
Blev valgt til tillidsrepræsentant i hundeafdelingen.

Bremsesvigt på hundevognene fik den unge Claus Hartmann ”på barrikaderne”. 

1997:
Valgt ind i bestyrelsen i Århus Politiforening. Nogle år senere blev han næstformand under den daværende formand Peter Ibsen.

2002:
Valgt til formand for Århus Politiforening og trådte dermed også ind i Politiforbundets Hovedbestyrelse.

2004:
Valgt til Politiforbundets Forhandlingsudvalg med ansvarsområde for ansættelse og uddannelse.

2006:
Valgt til formand på den stiftende generalforsamling for Østjyllands Politiforening.

Maj, 2009:
Valgt til næstformand i Politiforbundet og har i tre perioder dannet formandskab med Peter Ibsen, Claus Oxfeldt og senest Heino Kegel. Hartmann har blandt andet været ansvarlig for Politiforbundets internationale arbejde.

Maj 2021:
Fratræder som næstformand for at lade sig pensionere.

Privat:
Gift med AnnPia, har to voksne børn og to børnebørn. Bor i Silkeborg.

 

 

 

Opsøger ikke rampelyset

Claus Hartmann har været de indre linjers mand. Han hæver stemmen, når det er nødvendigt, men arbejder ellers stille og hårdt i arbejdsgrupper, mødes med medlemmer, ledelser, netværk og politikere. Han tåler rampelyset, når det er nødvendigt, men opsøger det ikke.

Kampe kæmpes ved forhandlingsborde, ikke i pressen, og skal der tales dunder, så gør han det over for folk, han kan se i øjnene.

Han vil bedømmes på sine resultater og hader valgkampe eller at fremhæve sig selv. Det er fællesskabets resultater, der tæller. Så må andre godt tage æren eller stå forrest.

På den måde er Claus Hartmann en sjældenhed i en tidsalder, hvor SoMe og opmærksomhed er blandt de vigtigste værktøjer i politikernes kamp for genvalg. Derfor var det også svært at få ham til medvirke i et afskedsinterview. Og derfor er formen også noget anderledes.

I 12 år har han trods alt været klippen, som det politifaglige arbejde og kampene hvilede på, men han har holdt sig i baggrunden. Ingen er dog i tvivl om indsatsen eller holdningerne, og han har en enorm respekt i såvel øverste ledelser som i tillidsværket og blandt andre organisationer i ind- og udland.

Budskab frem for anekdoter

Copyright

Arkivfoto

Alligevel var det svært at overtale næstformanden, hvilket nedenstående, indledende samtale mellem journalisten og Claus Hartmann illustrerer:

- Jeg synes, vi skal have et afskedsinterview med dig Claus, du har trods alt været næstformand siden 2009?

- Det synes jeg ikke. Hvorfor skulle folk høre på en mand, som ikke er med mere. Jeg synes selv, det er irriterende, når jeg læser interviews med gamle politikere, som kommer med råd til deres efterfølgere eller vælter sig i anekdoter!

- Men du har spillet en rolle. Du har været med til en ret vild udvikling i politiet. Du var foreningsformand under politireformen. Du var herinde under terrorangrebet i 2015, og du har været med, hver gang noget voldsomt er sket. Jeg så selv, hvor rystet og ked af det, du var, da Jesper Juul blev dræbt. Du har siddet tæt på det hele.

- Det er der da ikke noget budskab i, det er bare anekdoter. Jeg har ikke brug for at tage æren for noget.

- Hvad med dine budskaber om fællesskabet? Jeg ved, at det irriterer dig voldsomt, at politiets fællesskab er under angreb, og i det hele taget hele debatten omkring politiet?

- Måske!

- Men det er noget, du føler for, hvad hvis udgangspunktet for interviewet er det budskab, du afleverer til politieleverne, når de kommer ud på skolen?

(Tænkepause)

- Ok, men ikke noget med at fremhæve alt muligt andet!

Husk respekten for andre

Således er udgangspunktet for interviewet/portrættet forklaret, og også det væsentligste budskab, ifølge Claus Hartmann, når det handler om politiet.

For ham at se er det et fællesskab, eller en kæde, hvor man hjælper og passer på hinanden og tager hensyn og viser respekt. Fra indsatsvognen, politilederen, politifolkene på gaden og til efterforskerne. Politiet handler om samarbejde og tillid.

Det begynder allerede i vagtstuen eller kantinen.

- Hvis du bare efterlader din snavsede kaffekop til andre eller smider dit affald og ikke rydder op efter dig, så har du allerede vist dine kolleger, hvad du tænker om dem. Mig først. Det har jeg det svært med. For det er sammen og i respekt, vi får det til at fungere. Og det gælder på alle planer. Dine kolleger er også dem, som går sammen med dig, når du trænger ind i mørket og ikke aner, hvad der venter på den anden side af døren. De står sammen med dig og passer på dig i farlige situationer, forklarer Claus Hartmann.

Hvor er substansen?

Den manglende respekt, også udefra, i forhold til politifolks arbejde og oplevelser, er noget af det, som bekymrer næstformanden mest.

Succes i dag måles i opmærksomhed, seere, klik og likes på sociale medier og ved at have en mening om alt muligt med følelser. Det er derimod meget sjældent, at vi taler substans i medierne, når det kommer til politi. Det er derimod reaktioner på enkeltsager.

- Jeg er bekymret for omgangen med politiet og debatten om politiet. Jeg kan ikke lide et politisk system, hvor politikere prøver at være så synlige, som overhovedet muligt i programmer som Aftenshowet med følelser og enkeltsager eller personhistorier. Her skal de så forholde sig til hvad som helst. Det skaber en vis mistillid hos mig, for hvor er substansen? Succes i dag måles i opmærksomhed, seere, klik og likes på sociale medier og ved at have en mening om alt muligt med følelser. Det er derimod meget sjældent, at vi taler substans i medierne, når det kommer til politi. Det er derimod reaktioner på enkeltsager. Så skal vi det ene og det andet, fordi der har været den og den sag. Så kommer der tidsfrister på sager, fordi det lyder handlekraftigt, men det eneste, det reelt gør, er at udhule kvaliteten og presse et presset system endnu mere. Det betyder også, at der ikke er hensyn til eller blik for sammenhængen. Spørg dog i stedet vores dygtige politiledere, siger han.

- Der er for mange, som har en mening om politiet til trods for, at det kræver en enorm viden og faglig indsigt at kunne udtale sig reelt. Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg har skullet udtale mig, så er det fordi, det har haft relevans for politiet og kollegerne, fortsætter han.

Fikse ideer koster

Claus Hartmann er bekymret over, at det ofte er fællesskabet og kerneværdierne, som kommer under angreb i dansk politi.

- Politiet skal forny sig. Hele tiden. Det skal alle, og politiet skal virkelig helst være på forkant, for vi får altid de nyeste tendenser og samfundsudviklinger lige i ansigtet som de første. Men ofte har tilgangen været at forny politiet ved at angribe dét, der fungerede, og som alle vidste var vigtigt, og som skabte værdi fagligt og menneskeligt. Det er lidt som om, man har glemt, at unge søger ind i politiet for at gøre en forskel og hjælpe andre. Og i stedet har man skåret ned på de dele, der handler om initiativ, tid til borgeren, nærhed, politifaglighed og forebyggelse.

- Vi har vidst hele tiden, at det virker, at det er den rigtige vej, at det passer til et velfærdssamfund med lighed og retssikkerhed. Men i mange år var politikken, at vi kun skulle rykke ud med udrykning og dokumentere hastigheden, og i det hele taget bevæge os længere og længere væk fra borgerne. Først da politiet stod over for et reelt muligt sammenbrud, eller i hvert fald dyb krise i 2015 og 2016, forstod politikerne, at de måske havde skåret den for hårdt, presset for meget og fjernet politiet for langt væk. Vi har rettet op lige siden, der er gået fem år, og vi er stadig ikke i mål. Så meget kan det koste, når en fiks ide pludselig rulles ud fra toppen uden hensyn til virkeligheden, siger Claus Hartmann.

Stadig meget at lære

Og selvom alle fik en brat opvågnen i kølvandet på terrortrussel og grænselukning, så har politikere og øverste ansvarlige for politiet stadig meget at lære, ifølge næstformanden.

- Man har ikke villet sætte ressourcer af til at efteruddanne, videreuddanne og styrke fagligheden. Man har ikke ladet antallet af politifolk flugte bare nogenlunde med de forventninger til og løfter, man har haft på politiets vegne. Vi har alt for få politifolk, og det slider på dem, der er. Man skulle hellere lytte til dem og passe på dem. Forstå, at det er en gave med et samfund, hvor alle styrter til København en weekend i februar for at hjælpe, løse opgaven, passe på samfundet, når en terrorist går rundt og skyder. Det var dét, der skete. Og de politifolk, som strømmede til, var ellers allerede presset i bund, men de gjorde det alligevel.

Politiet er kvalitet, og politifolk skal agere i en stadig mere kompleks verden. Det kan ikke spares væk eller udhules, det kræver investeringer i timer og uddannelse.

- Det siger alt om det fantastiske fællesskab, politiet er, og den enorme faglige stolthed. Alle arbejder sammen og støder til, fordi alle er fokuserede på at løse opgaven og ved, at det kræver, at kæden hænger sammen i alle led. Men det er bare som om, at politikere og en række meningsdannere ikke forstår meningen med det. At det ikke skal belønnes ved at sætte konsulenthuse til at køre stopure hen over politifolkene, eller optimere ved at fjerne borgerkontakten. Det giver ingen mening at fjerne politiet fra borgerne, sætte efteruddannelse på pause, indføre vilde målkrav og detailregulere, og hele tiden have en trussel om at udvande politiet og indføre privatisering af opgaver, fastslår han.

Deltag i fællesskabet – for fremtidens skyld

På den måde er bagtæppet for næstformandens pointer rullet ud – og dermed også synet på eftertiden.

- Jeg mener faktisk, at vi – i højere grad end før – har brug for, at kollegerne står sammen. Fra nyeste elev, politikadet og til chefpolitiinspektør. Fordi politiet er under permanent angreb for udhuling, og fordi politikerne så gerne vil regulere langt ind i det politifaglige maskinrum. Hvis vi skal løfte politiet, sikre fortsat dygtige politifolk, rekruttere de rette, udvikle os og fastholde den bedste arbejdsplads, så skal der nok en ny og stærkere forståelse ind. Politiet er kvalitet, og politifolk skal agere i en stadig mere kompleks verden. Det kan ikke spares væk eller udhules, det kræver investeringer i timer og uddannelse.

Det betyder også, at der skal stås sammen, arbejdes sammen og deltages i fællesskabet, pointerer Claus Hartmann.

- Vi skal have en forståelse, som rækker ud over, at det er let at stå i vagtstuen og kalde sit forbund alt muligt grimt eller give dem skylden, når noget går galt. Det er naturligvis let, fordi det er sværere at kritisere systemet eller politikerne. Jeg håber, at alle kolleger i stigende grad fremover vil bakke op om og glæde sig over, at vi har et sammenhold, som giver os mulighed for at forbedre vilkår og passe på hinanden og få politifagligheden i centrum. Og at det kræver, man står sammen og deltager og kommer til en generalforsamling i foreningen. At man deltager i fællesskabet. Ellers bliver det svært fremover.