Nyhed

Er stregerne fra flerårsaftalen ved at kvæle fremtidens konfliktråd?

Arbejdet med konfliktråd risikerer at bliver vingeskudt og nedprioriteret, hvis sekretariatsfunktionen flyttes fra Rigspolitiet  til Politiets Administrative Center i Holstebro. Såvel forskere som konfliktrådskoordinatorer råber vagt i gevær, og førstnævnte har kontaktet Folketingets Retsudvalg. Her er man også bekymrede. Det sker samtidig med, at et dansk forskningsprojekt kan dokumentere stor tilfredshed med konfliktråd fra såvel ofre for kriminalitet som gerningspersoner.

Konfliktråd

Af Nicolai Scharling

Noget tyder på, at ordningen med konfliktråd bliver alvorligt amputeret, når Rigspolitiet skal slå stregerne i forhold til udflytning af opgaver. Som man kan læse andet sted i bladet, er udflytning af forskellige opgaver en ikke helt taknemmelig opgave, som er fulgt i halen på en lang liste med politiske mål i seneste flerårsaftale.

Heller ikke, hvis man skal tro landets konfliktrådskoordinatorer samt eksperter og forskere, som beskæftiger sig med området. De har lavet hver deres bekymringsskrivelse.

Sagens kerne er planerne om at placere sekretariats-
funktionen, altså hele den overordnede styring af konfliktråd, hos Politiets Administrative Center (PAC) i Holstebro, hvor civilt ansatte uden kendskab til området skal overtage arbejdet.

Det vil altså sige, at PAC overtage den samlende funktion for alle landets kredse, der sørger for, at arbejdet med konfliktråd kører bedst muligt i politikredsene, PAC skal rydde forhindringer af vejen, sørge for at konfliktmæglerne er klædt på, og at politifagligheden hører med.

Det er en af den slags løsninger, som på papiret og i organisationsdiagrammer ser fine ud, når man skal placere ting i kasser.

Beslutningen er dog en kæmpe fejl, der vil sende konfliktråd på life-support og udhule intentionerne bag, advarer såvel forskere som koordinatorer. De advarer om, at det reelt er en alvorlig nedprioritering og udhuling af en ordning, hvor såvel ofre som gerningspersoner i straffesager kun har ros til overs efter at have været i konfliktråd, og faktisk beviseligt for flertallets vedkommende kommer godt videre.

Bekymrede forskere og politikere

Forskere i regi af Foreningen for Genoprettende Ret og Praksis har derfor sendt en bekymringsskrivelse til Folketingets Retsudvalg med ønske om foretræde.

I brevet står blandt andet, at:

”Vi er meget bekymrede for, at en flytning af sekretariatet for Konfliktråd fra Rigspolitiet til PAC kan blive et hårdt slag mod borgernes adgang til genoprettende processer i Danmark (…) En placering i Rigspolitiet anses for at være en forudsætning for en politibaseret konfliktrådsordnings succes, og dermed afgørende for beslutningen om at placere dansk konfliktråd i politiet (…) PAC er en decentral enhed, hvis primære beskæftigelse er administrativ håndtering af kørekort, våbentilladelser og bøder. Her findes hverken viden eller kompetencer, der kan understøtte den faglige udvikling og fortsatte implementering af Konfliktråd”.

Fra retsudvalget deler man bekymringen fra forskerne. Den erfarne retsordfører fra SF, Karina Lorenzen, har skrevet til justitsminister Nick Hækkerup og bedt ham forklare, hvorfor en ordning som konfliktrådet sendes til Holstebro.

- Jeg er dybt bekymret over nogle af de ting, der sker i forhold til politiforliget. Det var ikke de intentioner, vi gik ind i forhandlingerne med, siger Karina Lorenzen til DANSK POLITI. 

Politifagligheden er nødvendig

Konfliktrådskoordinatorerne i landets politikredse har også lavet et åbent brev, hvor de forsøger at tale mod en udflytning af funktionen til Holstebro. Heri står blandt andet at:

”Sekretariatsfunktionen er således meget mere end blot en administrativ funktion. Det er selve livsnerven i konfliktrådsordningen, og for at kunne drive og udvikle ordningen kræves en stor indsigt i og viden om de dybere lag af det fundament, som Konfliktråd hviler på, og herigennem en naturlig overbevisning om, hvad det er Konfliktrådet bibringer vores danske borgere(…) Sekretariatsfunktionen har den tyngde og autoritet, som er og vil være en naturlig følge af fortsat at være forankret i Rigspolitiet, sammenholdt med at politifagligheden i sekretariatet bibeholdes. Konfliktrådets succes er betinget af at dem, der i hele organisationen arbejder med det, har en indgroet forståelse af organisationen og en naturlig gennemslagskraft, som i forhold til sekretariatsfunktionen er særlig vigtig, når man på ledelsesniveau skal bane vej for Konfliktrådet.”

Forskningsprojekt viser stor succes

Planerne om at flytte sekretariatsfunktionen kommer samtidig med en midtvejsrapport fra et stort dansk forskningsprojekt om konfliktråd, hvor 85 procent af deltagerne i konfliktråd efterfølgende har svaret, at de opnåede det, de ønskede, samt at 95 procent kaldte oplevelsen for god borgerservice. (Læs artiklen på side 26).

Der er altså klar evidens for, at konfliktråd virker og har en positiv effekt.

DANSK POLITI har talt med flere, både konfliktrådskoordinatorer som forskere, som mener, at det er en let måde at kvæle konfliktrådsarbejdet på, uden at det nødvendigvis bliver synligt. Til trods for, at alle de politifolk, som har arbejdet med netop konfliktråd, generelt er blæst bagover af resultaterne og effekterne.

Hvis sekretariatsfunktionen flyttes til PAC, er jeg desværre ret sikker på, at konfliktrådet ryger på life-support og kun vil overleve i kraft af enkelte ildsjæle i kredsene.
Lars Bjørneboe, politiassistent og konfliktrådskoordinator i Nordsjælland

- Hvis sekretariatsfunktionen flyttes til PAC, er jeg desværre ret sikker på, at konfliktrådet ryger på life-support og kun vil overleve i kraft af enkelte ildsjæle i kredsene. Endda på et tidspunkt, hvor sekretariatsfunktionen varetages af en politifaglig ildsjæl, som vil noget med det her, og kan flytte arbejdet niveauer op, siger, Lars Bjørneboe, politiassistent og konfliktrådskoordinator i Nordsjælland.

Den 55-årige politiassistent har de seneste to år arbejdet med konfliktråd, tidligere har han beskæftiget sig med alt fra radikalisering, bandeexit, samarbejde med psykiatrien og som forhandler. 

Dræber monsteret hos ofre

Lars Bjørnboe er begejstret for konfliktrådsordningen, fordi den, ifølge ham, gør den forskel for forurettede, som det almindelige straffesystem sjældent kan levere.

- Det er relativt billigt, men det sparer samfundet, ofre og behandlingssystemet for mange penge. Vi afliver så at sige et monster, som forfølger mange, efter de har været udsat for kriminalitet, så de igen tør være hjemme i huset, hvor de har oplevet indbrud, tør gå på gaden, hvor de har været udsat for røveri, eller komme på togstationen, hvor de er blevet overfaldet. Monsteret bliver til et menneske, som ikke var efter dem personligt, og det er næsten som et dybt suk, hvor deres skuldre falder ned, når de forstår, at de ikke skal gå rundt og være bange, og de kommer af med deres historie til den, der har gjort dem ondt. Ofre er ofte ret ligeglade med, om en gerningsperson får tre eller seks måneders fængsel. Den straf får gerningspersonen alligevel, konfliktrådet er et ekstra tilbud, som hjælper dem videre. Det kan de netop ved et frivilligt møde med gerningspersonen. Det er win-win. For gerningspersonen får på sin side set, at det er et menneske, der står i den anden ende, og at kriminaliteten har vidtrækkende konsekvenser for mennesker efterfølgende, siger han.

Lars Bjørnboe undrer sig over, at konfliktråd har levet en så overset tilværelse i de mere end ti år, hvor det har været et lovkrav.

- Det lever faktisk op til mange af de ting, som politifolk gerne vil. Hvis de vidste, hvor stor en forskel det gør, ville de sende langt flere sager videre til konfliktråd, men det er åbenbart svært at få forståelse for. Altså ikke bare at straffe, men også hjælpe de forurettede og gøre en forskel. Straf alene hjælper sjældent forurettede videre, konfliktråd løfter den sidste del, som er meget vigtig, fastslår han.

Uddrag fra åbent brev fra koordinatorerne i kredsene:

Som koordinatorer i landets politikredse oplever vi alle på nært hold, hvor værdifuldt et værktøj Konfliktråd er. Konfliktråd kan noget helt særligt, når det kommer til at kunne hjælpe parter i en politisag videre. Både i forhold til straffelovsovertrædelser, men også i forhold til en bred vifte af andre sager, hvor parterne vil kunne få gavn af at deltage i et mæglingsmøde. Vi bærer vidnesbyrd om netop det, forskningen på området peger på. Nemlig at konfliktråd er et helende værktøj, der drager omsorg og genopretter relationer og hjælper mennesker godt videre efter svære eller direkte traumatiske oplevelser.

At øge trygheden og drage omsorg taler sig direkte ind i væsentlige dele af politiforliget.

Derfor har beslutningen om at nedlægge NFC og flytte sekretariatsfunktionen for bl.a. Konfliktrådet til PAC vakt stor undren og en vis grad af bekymring hos os, der arbejder med det til dagligt. Vi har svært ved at se, hvordan Konfliktrådet, med alt hvad det er og kan, men også har brug for, kan passe ind i en administrativ afdeling som PAC, som ingen erfaring har med denne type politiarbejde…

…Konfliktrådsordningen er til trods for sine vigtige og flotte resultater fortsat en skrøbelig størrelse. Når vi som koordinatorer ude i kredsene skal varetage ordningen, er det derfor afgørende, at det er netop er Rigspolitiet, vi kan referere til, og ikke et administrativt center, der efter vores opfattelse ikke bærer samme mandat, som Rigspolitiet gør.

Sekretariatsfunktionen er således meget mere end blot en administrativ funktion. Det er selve livsnerven i konfliktrådsordningen, og for at kunne drive og udvikle ordningen kræves en stor indsigt i og viden om de dybere lag af det fundament, som Konfliktråd hviler på og herigennem en naturlig overbevisning om, hvad det er, Konfliktrådet bibringer vores danske borgere.

Det er med baggrund i ovenstående vores håb og anbefaling, at der skabes mulighed for at sekretariatsfunktionen kan bibeholdes i sin nuværende form, hvor den er forankret i Rigspolitiet.

 Med venlig hilsen

Konfliktrådskoordinatorerne

Uddrag af åbent brev til Retsudvalget:

Kære medlemmer af Retsudvalget,

Dansk politi har for nylig meldt ud, at Sekretariat for Konfliktråd skal flyttes fra Rigspolitiet til Politiets Administrative Center (PAC) i Midt- og Vestjyllands politikreds.

I Foreningen for Genoprettende Ret og Praksis, som samler praktikere og forskere med særlig interesse for Konfliktråd, er vi meget bekymrede for, at en flytning af sekretariatet for Konfliktråd fra Rigspolitiet til PAC kan blive et hårdt slag mod borgernes adgang til genoprettende processer i Danmark.

Af Betænkning om konfliktråd (nr. 1501) fremgår det, at der i udvalget var en række overvejelser for og imod en placering i politiet. I den forbindelse fremhæves det, at en placering i Rigspolitiet anses for at være en forudsætning for en politibaseret konfliktrådsordnings succes, og dermed afgørende for beslutningen om at placere dansk konfliktråd i politiet.

Dette fordi politiet er en hierarkisk organisation, hvor der kræves central gennemslagskraft for at sikre, at en opgave som konfliktråd, der ligger uden for politiets traditionelle arbejdsopgaver, bliver løst i overensstemmelse med lovgrundlagets intention.

PAC er en decentral enhed, hvis primære beskæftigelse er administrativ håndtering af kørekort, våbentilladelser og bøder. Her findes hverken viden eller kompetencer, der kan understøtte den faglige udvikling og fortsatte implementering af Konfliktråd.

Konfliktråd blev oprettet i 2010 i Danmark. Forskning har vist, at brugere er meget tilfredse med tilbuddet og synes, at det er en god borgerservice. Samtidig viser evalueringer fra Justitsministeriets Forskningskontor fra 2016 og 2018, at der stadig er et stykke vej til, at konfliktrådstilbuddet er af fuldt tilfredsstillende kvalitet, da dansk Konfliktråd endnu ikke på linje med udenlandsk forskning, har genereret målbare positive effekter på ofres restitution og gerningspersoners recidiv.

At vi endnu ikke har opnået disse målbare resultater, mener vi er en uundgåelig konsekvens af, at Konfliktråd siden oprettelsen har været underprioriteret, både hvad angår tildeling af ressourcer i overensstemmelse med betænkningen og den interne profilering i politiet.

Beslutningen om flytning fra Rigspolitiet kommer imidlertid på et tidspunkt, hvor man netop har ansat en yderst kompetent og engageret medarbejder i den stilling, der i praksis udgør konfliktrådssekretariatet, og midtvejs i et større forsknings- og udviklingsprojekt med danske og internationale samarbejdspartnere. Udsigten til en faglig opkvalificering og bredere forankring af Konfliktråd kunne således være et vendepunkt for det danske konfliktrådstilbud.

En udflytning af Konfliktråd til PAC truer således på flere niveauer Konfliktråds faglighed, udvikling og udbredelse, og vi vil derfor kraftigt appellere til, at udflytningen genovervejes, og at der i stedet sikres en opgave- og lovgrundlagsvarende placering og tildeling af ressourcer til sekretariatet for Konfliktråd.

Vi har et stort ønske om at foretræde for Retsudvalget med henblik på yderligere at uddybe vores bekymring. Grundet emnets hastende karakter, håber vi, at dette ønske kan efterkommes inden for allernærmeste fremtid.

Venlige hilsner

Bestyrelsen i Foreningen for Genoprettende Ret og Praksis