Fagligt

Afdelingen med de mange muligheder – og den upopulære geografi

DANSK POLITI har besøgt UKA Vest i Padborg – en afdeling som nyuddannede betjente bliver ”prikket” til, og hvor gennemstrømningen af medarbejdere er stor. Men UKA er mere end yderområde og paskontrol. Det er også en arbejdsplads med spændende, grænseoverskridende efterforskning og samarbejde, og hvor karrieremulighederne er gode, selvom man er grøn betjent.

UKA VEST

Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed.

Det er navnet på et populært boligprogram på TV2, der med sine tre gentagelser i programtitlen understreger, at geografien betyder en hel del, når man er på boligjagt. Men i løbet af programmet bliver det tydeligt, at der åbner sig mange flere muligheder for et godt køb, hvis man er indstillet på at udvide sin horisont og tør satse på en bolig væk fra de mest populære byer.

Det er stort set samme fortælling, som såvel ledelsen i UKA Vest som politiforeningen i Syd- og Sønderjyllands Politi gerne vil slå et slag for over for resten af dansk politi. At få tegnet et nuanceret billedet af arbejdspladsen i Padborg og dens mange forskellige og samfundsvigtige opgaver, for UKA Vest rimer ikke kun på paskontrol, yderområde og tvungen turnus. Det rimer også på spændende efterforskning, internationalt samarbejde, opbygning af særlige kompetencer og arbejdsglæde.

Palle og Uffe
Næstformand i Syd- og Sønderjyllands Politiforening, Palle Schmidt, og formand for den lokale klub i UKA Vest, Uffe Lyse (tv.) Begge er bekymret for den fremtidige rekruttering til UKA Vest, hvis ikke man også får fortalt de gode historier om specialenheden.

- Der florerer en del dårlige historier om UKA Vest, specielt på Politiskolen, derfor er der behov for også at fortælle om det, der er godt; at specialenheden gør en forskel for hele samfundet og hele dansk politi ved at stå på grænsen og forhindre for eksempel omrejsende kriminelle i at rejse frit ind i landet, ligesom der er mange spændende operative og efterforskningsmæssige opgaver. Geografien kan vi jo ikke gøre noget ved, grænsen ligger, hvor den gør. Men vi håber, at vi på den lange bane kan blive bedre til for eksempel at rekruttere de elever på skolen, som er opvokset i Syd- og Sønderjylland, og som måske gerne vil retur til deres hjemstavn, siger Palle Schmidt, der er næstformand i Syd- og Sønderjyllands Politiforening.

Nok at se til

UKA Vest er normeret til 153 polititjenestemænd og 60 politikadetter, og der er nok at se til for både medarbejdere og ledere som følge af – indtil for ganske nyligt – fuld grænsekontrol og intensiveret stikprøvekontrol.

I dag hænger opgaveløsningen sammen ved hjælp af politikadetter, Hjemmeværnet og Forsvaret samt assistance fra andre politikredse, når det er nødvendigt. Desuden har Syd- og Sønderjyllands Politi siden efteråret 2018 været nødsaget til at ”prikke” hele eller halve hold af kredsens nyuddannede politibetjente til en turnus i UKA Vest – dog på maksimalt to år.

- Vi har derfor en meget stor gennemstrømning af medarbejdere i UKA. Dels på grund af turnusordningen, dels fordi mange politikadetter er her kortvarigt, fordi de uddanner sig videre til politibetjente. På den positive side giver gennemstrømningen et meget ungt og levende miljø på vores station, som faktisk er kredsens næststørste. På den negative side slider det på de faste medarbejdere her i UKA, fordi de konstant skal lære nye op, og der er få, der kan gøre det, når det gælder behandlingen af udlændinge-
sager, som er et kompliceret sagsområde, beskriver Uffe Lyse, der er formand for den lokale klub i UKA Vest, som hører under politiforeningen.

Få et hel karriereforløb og hjælp til bolig

Politiinspektør Brian Fussing er leder af UKA Vest, og også han er opsat på at få gjort opmærksom på arbejdspladsens gode sider i rekrutterings- og fastholdelses øjemed. UKA Vests hovedopgaver er kriminalitetsbekæmpelse i grænseregionen, grænse- og opholdskontrol samt analyse og internationalt politisamarbejde.

Pi. Brian Fussing, leder af UKA Vest
Faktisk kan du have en hel karriere i UKA ligesom i en politikreds, men i mindre skala, med både operative opgaver, analysearbejde, efterforskning og ledelse – og oveni kommer det internationale aspekt, siger politiinspektør Brian Fussing, leder af UKA Vest.

- Vi forsøger at gøre alt, hvad vi kan fra ledelsens side. Vi oplyser om de spændende opgaver og muligheder, vi har. Faktisk kan du have en hel karriere i UKA ligesom i en politikreds, men i mindre skala, med både operative opgaver, analysearbejde, efterforskning og ledelse – og oveni kommer det internationale aspekt, siger Brian Fussing og fortæller, at politikredsens HR-afdeling også gerne hjælper nye kolleger med at finde lokalt tag over hovedet, så de slipper for at pendle lange afstande, hvis de ikke bor i landsdelen.

- HR har kontakt til kommunernes bosætningskoordinatorer for de forskellige sønderjyske byer, og da politifolk er attraktive lejere, hjælper kommunerne gerne med at finde en lejebolig, siger Brian Fussing.

Faktisk er der også nogle kolleger, der bosætter sig i Flensborg for at kunne bo i en storby og nyde godt af lavere afgifter med videre.

Nyt byggeri

Flere folk kræver større rammer, og derfor er UKA Vest i gang med at bygge ud samt modernisere de eksisterende bygninger på Toldbodvej 8 i Padborg.

Forventningen er, at byggeriet står færdig i 2022.

Medarbejderne kan blandt andet glæde sig til overnatningsrum og et nyt motionsrum. Overnatningsrummene vil stå til rådighed for dem, der har langt mellem bopæl og arbejdsplads og et kort skift mellem vagterne, så de har mulighed for at sove på stationen.

Behov for at finde gode løsninger

På næste Samarbejdsudvalgsmøde i politikredsen skal kredsens øverste ledelse, politiforeningen og de øvrige medlemmer af udvalget have en generel temadrøftelse om, hvordan man rekrutterer og fastholder medarbejdere i såvel kredsen som i UKA Vest. Gennem en lang årrække har der nemlig været flere polititjenestemænd, der søger ud end ind i kredsen

Derfor bider UKA-problematikken sig selv lidt i halen, mener foreningsnæstformand Palle Schmidt, for så længe kredsen har brug for assistance fra andre politikredse, er det svært at imødekomme kollegers ønske om at skifte kreds eller at undgå en tvungen turnus for de nyuddannede betjente.

- Vi har behov for at finde nogle gode løsninger – både for organisationen, opgaveløsningen og for kollegerne. Vi kan hverken ændre på geografien eller på den politiske dagsorden i forhold til, hvilke opgaver vi skal løse ved grænsen, men vi kan gøre UKA Vest til en så attraktiv og fleksibel en arbejdsplads som muligt og hjælpe folk med at bosætte sig i området, hvis de ønsker det, siger Palle Schmidt.

Politiinspektør Brian Fussing supplerer:

Vi er ved at lykkes et stykke hen ad vejen, synes jeg. Der er flere på turnusordningen, der bliver, selvom deres to år er forbi. De bliver, fordi de opdager de mange karrieremuligheder, der er, selvom de er nyuddannede, og fordi vi har en god arbejdsplads, siger Brian Fussing.

Læs medarbejdernes fortællinger om at arbejde i UKA Vest .

Om UKA Vest

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der ligger i Padborg.

Den består af en operativ afdeling, en efterforskningsafdeling med observatører samt en afdeling med ansvar for analyser, internationalt politisamarbejde og tværgående opgaver.

UKA har sin egen Kommandostation (KST), der styrer den operative drift.

Det operative personale tæller både polititjenestemænd, politikadetter, hjemmeværnsfolk og soldater.

UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen mellem de to lande, og politiet i Danmark arbejder tæt sammen med flere dele af tysk politi, herunder Landespolizei, Bundespolizei samt det tyske toldvæsen.

Bliver personer anholdt i Tyskland, mistænkt for forbrydelser i Danmark, bliver de hjemtaget til Danmark af UKA Vest. Derudover henter UKA Vest i forbindelse med andre efterforskninger også andre udlændinge til Danmark på europæiske arrestordrer.

Enheden har også ansvar for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland, og i grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.

Smugling over landegrænsen har et stort fokus i UKA Vest, og en særlig Politi- og Toldenhed (P/T) i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, cigaretter og andre højt beskattede varer.