10 ugers corona-uvirkelighed – det svære bliver, når corona-virkeligheden rammer politiet

Af Nicolai Scharling

Historien om dansk politi og coronakrisen er ikke nødvendigvis let at samle op på her midt i maj. Eller som forbundsformand Claus Oxfeldt formulerer det:

- Det er de mærkeligste to måneder i den tid, jeg har været forbundsmand i Politiforbundet.

Bagklogskabens lys kan let skære smertefuldt i øjnene, hvis ikke man har de rette briller på.  Og ifølge Claus Oxfeldt er de rette briller en forståelse af, at verden efter 11. marts bestod af en reel følelse af at være i krig med en usynlig, lumsk og potentielt altødelæggende fjende.

- Vi stod i begyndelsen med dag-til-dag-scenarier, ja, nærmest fra time til time, vi havde set fotos med rækker af ligvogne i Norditalien komme rullende ned ad tomme gader, og vi forestillede os København udsat for samme situation. Det var dér, vi var. Det var de skrækbilleder, som kørte over den indre fremviser. Og vi vidste, at politiet som frontpersonale skulle ud i den virkelighed og sikre tryghed, orden og retssikkerhed. Vi vidste, at politifolkenes familier og nærmeste pårørende ville være forståeligt ængstelige. Tænk, hvis 500 eller 1.000 politifolk pludselig skulle kæmpe med resten af befolkningen om de alt for få respiratorer. I dag har de fleste nok glemt, hvor voldsomt det var og føltes. Men husk på, at om aftenen den 11. marts gik selv normalt fornuftige borgere i overlevelsesmodus og ryddede butikshylder for toiletpapir og gær i en grotesk hamstringsbølge, fortæller han.

Hurtig med krisestab
Danmark skulle lukkes ned, og politiet skulle håndhæve nedlukningen. Borgernes første stormløb på Netto og Føtex lovede ikke godt.
Da Politiforbundet i dagene efter nedlukningen fik samlet sin krisestab til møde, var det derfor med forventningen om, at politiet stod foran en af de mest pressede og kaotiske perioder.
 

- Vi forventede, at der ville komme et voldsomt pres, og at vi virkelig skulle op på den store klinge og gennem voldsomme forhandlinger for at sikre politifolk forsvarlige arbejdsforhold, at der blev taget hensyn til private forhold, og i det hele taget passet på politiet i en kaotisk situation, husker Claus Oxfeldt.

Krisestaben, som blev styret af forbundsformanden og næstformand Claus Hartmann, blev samlet virtuelt og mødtes tidligt hver morgen og i løbet af dagen efter behov. Også Politilederforeningen blev en del af staben for at sikre vidensdeling og løsninger på alle niveauer.

Samtidig sørgede Politiforbundet for at få to af sine forbundssekretærer med ekspertise i arbejdsmiljø, sikkerhed og personaleforhold med i Rigspolitiets logistiske stab og i Rigspolitiets strategiske stab samt i den Nationale Operative Stab, NOST, som hver dag samledes i Ejby for at gennemgå hele den politioperative indsats under krisen. I starten sad mere end 100 ansatte og eksperter fra beredskabsområdet således dagligt og var alene beskæftiget med coronaindsatsen.

- Det viste sig at være uvurderligt i forhold til at få løst en række problemer og uhensigtsmæssigheder, næsten inden de opstod. Særligt, når det handlede om politifolkenes sikkerhed og at få klare retningslinjer og svar på de mange spørgsmål, kollegerne helt naturligt havde, siger Claus Oxfeldt.

Skaffede overblik og videndeling
Selve forbundshuset lukkede ned for alle personlige henvendelser og kun tre-fire fra krisestaben samledes dagligt i lokalerne, mens alle andre arbejdede hjemmefra.

Politiforbundet åbnede også en særlig coronapostkasse, hvor alle landets politiforeninger sendte oplysninger ind om lokale forhold, tvivlsspørgsmål, indsatser, udfordringer med mere.

Oplysningerne blev samlet i en daglig coronalog af forbundssekretær Jan Hempel, og delt til alle foreninger samt behandlet i krisestaben.

- Vi sikrede, at der løbende var det fulde overblik og fik klædt de enkelte foreninger på med viden og læring, så vi var helt opdaterede, når vi mødtes med arbejdsgiveren eller havde møder i NOST. Indimellem betød det faktisk, at vi var mere vidende end arbejdsgiveren om forholdene ude i landet, og ikke mindst den meget forskellige fortolkning af retningslinjer og tjenesteplanlægning, som foregik fra kreds til kreds, fortæller forbundsformanden.

Loggen blev suppleret af to ugentlige briefinger i regi af hovedbestyrelsen. Der blev samlet op med nyhedsbreve til alle medlemmer, FAQ på forbundets hjemmeside og spørgetime på Facebook.

Normalt sygefravær
I de første dage handlede det om at få et samlet overblik og klare retningslinjer. Sygdomsudviklingen i politiet blev fulgt tæt, og til stor undren og lettelse afveg den kun marginalt fra det normale niveau. Den store og frygtede smittespredning udeblev til trods for, at værnemidler som masker og håndsprit i de første uger ikke var lige let få fat på.

- I de første 14 dage gik vi stadig og ventede, samt frygtede katastrofen og et muligt nedbrud i sundhedsvæsenet. Meldinger, prognoser og retningslinjer skiftede ofte, og det var heller ikke til at sige præcist, hvordan borgerne og samfundet ville agere i forhold til den første åbning, som var varslet efter påske. Det blev dog mere og mere hverdag, og samfundet, borgerne og ikke mindst politifolkene viste sig at være imponerende omstillingsparate i forhold til den nye virkelighed, siger Claus Oxfeldt.

Karantæne og hjemtransport
I forbundets coronalog kunne man følge udviklingen i spørgsmål, tvister, uklarheder og problemer fra dag til dag. Med andre ord, hvad der i særlig grad optog politifolk eller krævede Politiforbundets indgriben i forbindelse med indsatsen.

• I de første to-tre uger handlede det især om:

•   Karantæneregler og smittefare for ansatte.

•  Tjenesteplanlægning, arbejdstid og ferie.

•  Corona som arbejdsskade.

•  Smittefare ved politiforretninger.

•  Manglende lokal inddragelse af enkelte foreninger i stabene.

•   Retningslinjer for hjemmearbejde.

Sideløbende brugte forbundets forhandlingsudvalg og forbundssekretær Flemming Olsen og Poul-Erik Olsen meget tid på at få arbejdsgiveren til at udarbejde et actioncard for alt frontpersonale i politiet. Formålet var at få samlet de væsentligste retningslinjer fra de mange vejledninger, der hele tiden ændrede sig og lå spredt ud over forskellige sider. Ligeså fyldte sikkerheden og logistikken en del i forbindelse med transporten af danske statsborgere, som skulle nå at hentes hjem fra blandt andet Marokko med særfly, inden lufthavnene lukkede for udenlandske fly.

Hvor blev de af?
Efter de første to uger med moderat kaos og frygt for det værste ændrede indsatsen dog karakter. Manglen på natteliv, barer, butiksliv, forsamlinger, events, fodboldkampe, trafik med meget mere betød slet og ret tomme gader og meget lidt kriminel action.
 

Copyright

jacob boserup

- Der var en sjælden ro og orden. Jeg kan huske, at vi sad på møde efter møde og undrede os over faldet i hændelser med psykisk syge og udsatte personer, fordi vi samtidig hørte fra læger i privatpraksis og psykiatri, at de heller ikke så særligt meget til dem. Hvor var de henne? Der foregik bare meget i ly af private vægge, som politiet ikke blev kaldt ud til, men som sikkert dækker over et kolossalt mørketal. Når jeg tænker tilbage, så kan jeg godt se, at danskerne simpelthen generelt gjorde enhver frygt til skamme, og generelt var rigtigt gode til at efterleve regler og passe på sig selv og hinanden. Det gav politiet en relativ ro, sammenlignet med den normale verden, hvor vi konstant skubber overarbejde foran os, fordi ressourcer og opgaver ikke hænger sammen, siger Claus Oxfeldt.

Timer til afspadsering
En afledt effekt af roen var dog, at enkelte ledelser fik et godt øje til de mere end en million timers overarbejde, som politifolk har skubbet foran sig. Nogle mente, at overarbejdet kunne nedbringes voldsomt og med tilbagevirkende kraft, når nu folk alligevel skulle hjemsendes eller arbejde hjemmefra.

- Vi havde allerede som en del af FH, altså den samlede fagbevægelse, valgt at tage ansvar for krisen og var gået med til at betale med op til fem feriedage for hjemsendelse. På den baggrund var armlægningen med enkelte ledelser en form for rovdrift, vi dog hurtigt fik stoppet, fortæller forbundsformanden.

Spyt og afhøringer
Et kig i coronaloggen for påsken og ugerne efter viser nogenlunde, hvilke spørgsmål som særligt rørte sig ude på stationerne:

• Rengøring af køretøjer i forhold til smitteforebyggelse.

• Test af ansatte.

• Udsatte afhøringer i Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

• Corona som paragraf 119, altså som vold mod tjenestemand, når der blev spyttet på politifolk. Den blev dog ved dom modsagt. Det er ikke vold mod tjenestemand.

• Kredsenes forskellighed, ressourceforbruget i forbindelse med indsats og planlægning blev administreret forskelligt fra kreds til kreds, hvilket skabte stor usikkerhed og tvivl. Politiforbundet måtte i den forbindelse sætte ind for at sikre ensretning.

•  Genåbning af politiet i forbindelse med samfundets taktvise genåbning.

Da solen skinnede på Bryggen
Mange ting har dog en ende, og da solen skinnede ekstraordinært sommeragtigt i slutningen af april, trak det adskillige borgere ud på gader og i parker, og med en tæthed som oversteg forsamlinger på maksimalt 10 personer og afstanden på to meter. Nogle steder var bruddet så massivt, at politikerne ikke længere kunne sidde det overhørig, fordi det var en reel trussel mod den strategi, som hidtil var lagt.

- Det var chokerende at se, at så få kunne risikere at ødelægge så meget for så mange. Det var sikkert tankeløshed, men at gamble med sundheden for hele samfundet, risikerede at forlænge de dyreste syv-otte uger i moderne tid. Det var brandærgerligt. Indtil da var næsten alt blevet løst i mindelighed og ved henstilling, nu var stregen i den grad passeret, så kravet om bøder og show of force var uundgåeligt. Fra at have nogenlunde ro fik politiet et politisk diktat om at sende alt, hvad der var muligt, på gaden til patruljering, siger forbundsformanden.

Han oplevede selv, hvordan folk stimlede sammen på Islands Brygge samt modtog beskeder fra bekymrede lokale over de flokke, som samledes i større grupper foran deres vinduer.

-  Jeg var rystet, som borger og som politier. Jeg vidste, at det her kunne få en stor, negativ pris. Nu kom det så til at gå ud over politiet, i en afgrænset periode, men det er billigt sluppet i forhold til et muligt perspektiv af, at vi skulle starte nedlukningen helt forfra. Det ændrer ikke ved, at vi ærgrede os dybt over, at politifolk skulle patruljere på tomme gader og i tomme parker i et massivt og ikke fagligt forsvarligt omfang, og at det kostede mange timer i ugerne efter, fastslår han.

Fremtiden er det interessante
Det er i store træk historien – så vidt - om, da coronakrisen ramte politiet. Nogle uger med uvant ro, et par uger på den helt store patruljeklinge med løstsiddende bødeblokke, og så en forberedelse på dét, der venter, når samfundet rammer fase to og tre.

Der er naturligvis alle de mange små hændelser. Herunder kriminelle der så deres snit til at bruge Covid -19-truslen som et spytte- og hostevåben mod politiet. Det går igen i alle vores nabolande og har særligt været et problem i Sverige, lyder det.

- Man kan sige, at vi går fra corona-uvirkeligheden til corona-virkeligheden. Det interessante, og det er nok det, jeg frygter mest, ligger i de kommende måneder. Nemlig alt det, der er skubbet foran os, alt det, som skal indhentes, den ny tilgang til et åbent samfund, angsten og usikkerheden, og så alle de mulige konsekvenser socialt, politisk og økonomisk, som vi først kender rigtigt til om et år eller to. Alt sammen kommer direkte eller indirekte til at have en stor afledt effekt på politiet, fortæller Claus Oxfeldt.

Særlig hæfter han sig ved, at regeringen så vidt insisterer på at få forhandlet flerårsaftalen, altså den kommende politiske aftale for politiet, på plads – måske endda inden sommerferien.

- Igen skal vi huske, hvor vi stod før marts. Vi stod i et politisk klima og en bred politisk forståelse af, at politiet var blevet nedprioriteret i alt for mange år, og havde et efterslæb af timer i forhold til virkeligheden. Vi stod med forståelsen af, at kun en lang og løbende udvidelse af politistyrken var eneste mulighed for at tackle udfordringerne nu og fremover. Det behov er ikke blevet i mindre i forlængelse af coronakrisen og den verden, der venter på den anden side. Vi stod også med en forståelse af, at den politiske og ministerielle detailstyring af politiet havde taget voldsom overhånd på bekostning af fagligheden, siger Claus Oxfeldt.

Ikke et godt forhandlingstidspunkt
Ifølge forbundsformanden er situationen i Danmark og de mulige økonomiske tømmermænd ikke det mest oplagte klima at forhandle et politiforlig i.

- Vi har netop brug for visioner, evnen til at tænke langsigtet og politifagligt samt med den politiske erkendelse af, at fagligheden skal sættes fri, at nærvær, forebyggelse og tryghed skal tilbage, at efteruddannelsen skal på sporet, og at politiet i det hele taget skal fremtidssikres. Det er en stor mundfuld, når vi samtidig er i en periode, hvor politikerne har kortsigtet fokus på en ekstremt dyr krise og på at holde styringen meget tæt til Christiansborg. Tør de investere det nødvendige og tænke langsigtet? Jeg kan godt blive bekymret på den front, siger han.

Corona og Covid-19 kan dermed risikere at få langvarige og store afledte konsekvenser for politiet i det hele taget.

- Den helt nødvendige genopretning kan blive forsinket eller gå i stå. Det må ikke ske. Det vil være katastrofalt, og det er helt klart en af de højeste prioriteter i Politiforbundet, at bruge al vores indflydelse og alle muligheder for, at det heller ikke sker. Vi mangler fortsat 3.000 politifolk, og tallet er endnu højere nu – med corona in mente, fastslår han.