Politidagbog fra den sidste rydning af Pusher Street: - Der er ingen maskerede sortklædte, der står og skuler - da forstår jeg, at Gaden er ændret

Fortalt til Anne Nyhus Haurum

Jeg har forberedt projektet med at rydde Pusher Street i mange uger. 

Helt konkret er min opgave at være manden på gulvet. Det vil sige, at man er det første led til at møde opgaven ude i virkeligheden. Al planlægningen skal i sidste ende udføres af manden på gulvet. Derudover har jeg stået for selve planlægningen af, hvordan grupperne skulle stå, hvordan rydningen konkret skulle foregå, hvor afspærringen skulle sættes - med videre. Ligesom jeg skulle kommunikere opad til delingsføreren.

Vi har forskellige grupper derude. 

Den første gruppe har til opgave at gå ind i Pusher Street til at starte med, få alle folk ud og sætte afspærring op. 

Den anden gruppe skal sikre, at teknisk tjeneste kan komme ind og fjerne boderne. 

Teknisk tjeneste er en afdeling i politiet, som hjælper til ved for eksempel rydningen. Deres afdeling råder over lastbiler, værktøj og uddannet politipersonale og har særskilt uddannelse, som også kan finde ud af at nedrive hashboder med brug af værktøj. 

Den tredje gruppe skulle sørge for ro og sikkerhed. Og den fjerne gruppe var i civil, så vi kunne bemande op, hvis situationen eskalerede. Derudover havde vi sendt en drone i luften over Pusher Street før, under og efter rydningen.

Aftenen inden rydningen flyver tankerne rundt i hovedet på mig: Jeg gennemgår alle de operative planer, som jeg har lavet i samarbejde med min leder.

Jeg overvejer: Hvad gør vi, hvis der er sygdom blandt personalet i morgen? Hvad gør vi, hvis der står 200 rasende og maskerede mennesker? Hvad gør vi, hvis det vælter rundt med fulde mennesker, når vi kommer? 

Det sidste ved vi, der er en vis risiko for, fordi dronen derude har vist, at de holder en stor technofest i Pusher Street fredag aften. Rydningen skulle begynde lørdag klokken 7.

Sover på kontoret natten inden

Jeg vil gerne være bedst muligt parat, så jeg tager ind på arbejdet med en sovepose og en hovedpude under armen og sover på en madras på kontoret natten op til rydningen. 

Jeg får nok ikke den mest sammenhængende søvn, og jeg vågner hele tiden i et sæt og tænker: Har jeg glemt noget? 

Jeg vågner af mig selv klokken cirka halv fem om morgenen og overvejer, hvad dagen mon vil bringe. 

Jeg føler mig frisk og parat, og der er nok også lidt adrenalin på spil. Jeg ved, at dem, der møder ind, kommer klokken 6, og jeg møder ind kl. 5. 

Min ene chef kommer også klokken 5, vi kigger hinanden i øjnene og vurderer, at vi er klar til dagen. Vi printer nogle af de lister, hvor der står, hvilke grupper folk er i. Jeg tjekker, at alt udstyr er klar. Jeg klargør mit eget udstyr, herunder uniformen. Det havde regnet natten før, så vi skulle også have regntøj med. Det rigtige tøj den dag var ikke det, jeg havde taget på. Jeg havde både t-shirt og patruljejakke og ekstra patruljejakke, en skaljakke, på. Det viste sig at blive alt for varmt.  

Klokken 6.15 har vi morgenbriefing. Først er der en fem-punkts befaling fra delingsføreren, som fortæller, hvordan vi skal gennemføre rydningen.  Dernæst ser vi billeder fra dronen live. Her kan vi se, at technofesten stadig er i gang derude. Der står simpelthen folk og danser klokken ”ged” om morgenen.

Efterfølgende bliver politifolkene briefet af deres gruppefører. Hver gruppefører går ind på et kontor – og så får alle at vide præcist, hvad deres opgave er.

Vi kan ikke være så trætte, som vi egentlig er

Selv briefer jeg mine folk ved blandt andet at sige: Vi kan ikke være så trætte, som vi egentlig er. Vi skal være mentalt parate, og vi skal være klar til dialog, men også være operative parate, hvis de ikke vil forlade området og kunne omstille til at møde folk, der kan være påvirket af alkohol eller andet.

Stemningen er ret anderledes denne morgen blandt kollegerne, fordi folk er utrolig spændte.

Jeg kigger mine folk i øjnene og spørger: Er I klar?  Det er de, men de er også afventende. Og så er der et par stykker, der joker med, at de måske bliver arbejdsløse, hvis det reelt lykkes at lukke gaden ned.

Klokken 7 tager vi ud til selve rydningen. De forskellige grupperinger af politifolk nærmer sig Pusher Street fra forskellige indgange. 

Grupperne går ind ved Grå Hal og ind over Ærens Mark, hvor vi deler os op og kommer ind i Pusher Street via Fronten og indgangen mellem Operaen og Stjerneskibet. Helt som forventet finder vi en technofest midt på Pusher Street. 

Festen er slut

Jeg tænker: Det kan enten være en fest, der udvikler sig, og hvor det kan eskalere, og vi kan få brug for at bruge magt. Eller det kan være en dialog-fest, hvor de gerne vil tale med politiet.

Cirka 30 mennesker har gang i en vild fest. Mange er fulde, og en enkelt kaster også en flaske i retning mod os. Så ham er vi lige nødt til at trække til side. Jeg ser nogle kendte ansigter til techno-festen, og så siger jeg: Det lyder, som om det har været en vild aften. Skal I videre herfra? Til det svarer de, at de godt ved, festen slutter her.

For dem, der fester, er det nok en afslutningsfest, og de er klar over, at det er slut nu. Det virker ikke som en protestfest. Vi taler med dem, og beder ham der styrer musikanlægget om at spille en sidste sang. Den er han med på. Så beder vi stille og roligt folk om at gå, og det gør de.

Derfra indkalder jeg teknisk tjeneste, som kommer ind og fjerner boderne. Det tager nok en time. Så vi er færdige omkring klokken 8. 

Så begynder vi at klæde om til civil og overdrager formelt ansvaret til lokalpolitiet. De er synlige og gode til dialog.

Morgenbrød i Pusher Street

Dernæst sætter christianitterne et langt morgenbord op. De serverer morgenbrød, kaffe og rundstykker. Nogle begynder at spise og få sig en kop kaffe.

Omkring klokken 9 kommer justitsministeren og overborgmesteren, og så sørger vi også for deres sikkerhed. Der er en hel del medier til stede, og det har der været siden klokken 7.

Vi skal igen være omstillingsparate, der kommer atter en drone i vejret, og flere politifolk er til stede.

Ministeren får også et stykke morgenbrød og sidder og snakker med christianitterne. Der er meget tv på. Der er nærmest flere journalister, end der er almindelige borgere.

Alle vil have en sten med fra Gaden

Så flytter fokus sig, fordi man nu begynder at grave gaden op. Der er næsten kamp om, hvem der kan være mest i tv-billederne, og hvem der kan tage den første brosten. Flere råber, at de har taget den første sten – eller den bedste sten. Det er ret komisk at overvære. Og så begynder folk at tage brostenene med hjem. Der bliver lidt hektisk stemning, fordi mange gerne vil have en sten med hjem.

En borger bliver voldelig, fordi han vil have en særlig sten, politiet fjerner ham, og det får christianitterne til at klappe. Det var så nyt for mig at opleve. Når man har gået i et så forpestet miljø i mange år, bliver man lidt paf, hvis nogen pludselig klapper ad ens arbejde.

Hele dagen bliver der gravet sten op, og stemningen er euforisk og festlig hele dagen igennem.

Dem, der ville noget dårligt, har forstået budskabet. Den dårlige fest er slut.

Sang i Gaden 

Det rører mig virkelig, da Christianias pigegarde pludselig kommer gående og synger i Gaden. For de har ikke turdet komme i mange, mange år. Så tænker jeg: Det her har måske rykket noget.
De både spiller og synger, og der er ingen sortklædte, der står og skuler nogle steder. Da forstår jeg, at Gaden er ændret. 

I løbet af dagen kommer en del tidligere kolleger forbi. Det gælder både gamle kolleger, som har arbejdet mange år med Pusher Street og kolleger, som for eksempel har siddet med tjenestetid, og som har kigget med på sidelinjen og ikke følt, at det var trygt at komme i Pusher Street. De kommer forbi nu, fordi de gerne vil prøve at gå gennem Gaden uden at skulle slås. En har også taget sine børn med.

Min første pause er klokken 13.15. Vagten hedder 6-16. Jeg er reelt på arbejde fra klokken 5 til 17-18 stykker. 

Efter rydningen er vi i området og sørger for ro. Vi fortsætter dialogen med christianitterne, og denne dag siger de: Hvor er det dejligt, I er her.

Senere debriefer vi i egne grupper. Vi har en kort debriefing, mens vi spiser eftermiddagsmad lørdag, da det næste hold møder ind klokken 15. Her lufter vi, om der er nogle, som har haft vilde oplevelser, hvilke tanker folk går med, og hvad vi eventuelt kunne have gjort bedre. 

Da jeg får fri, har jeg arbejdet plus 12 timer. Jeg kører straks hjem til min kæreste og min søn. Jeg har en kæmpe tilfredshed indvendigt. 

Vi bestiller sushi, og så falder jeg i søvn på gulvet på en madras, mens min søn ser en film. Efter et par timer, ved 21-tiden, står jeg radbrækket op og går rigtigt i seng. Jeg skal møde igen søndag morgen klokken 8 på Christiania.

Næste dag bliver jeg igen rørt, da jeg er på arbejde. Da jeg kommer gående på Christiania – mellem Operaen og Stjerneskibet – kommer der pludselig børn løbende forbi. Der er simpelthen børnelatter, hvor der før var sortklædte pushere. Børn, der leger. Det giver et gib i mig og jeg tænker:  Noget er lykkedes.

Fra uro i Gaden til fredsommelig rydning

Da jeg startede i politiet, fik vi at vide, at man ikke skal komme til Pusher Street og tro, man kan ændre noget. At når man går derfra, vil Pusher Street stadig være der. Men jeg har nu oplevet både at få kastet flasker og sten efter mig – og at kunne rydde Pusher Street i al fredsommelighed. Det er helt vildt.

Blandt kollegerne har vi en stående aftale om, at vi har vundet den dag, vi kan tage ned og tage en øl sammen på Nemo Land. Vi har aldrig været så tæt på som nu

.