Nyhed

- Udfordringen er at få alle med på vognen

Politiassistent David Dyrmose er til daglig fagkoordinator i patruljetjenesten i lokalpolitiet i Holstebro, men han er også en af politikredsens uddannede sundhedsambassadører, der skal motivere kollegerne til blandt andet at mikrotræne. Det er ikke altid lige nemt, fortæller han. På sigt håber han på mere fleksibilitet i mulighederne for at motionere i arbejdstiden.

David voxpop

Af Karina Bjørnholdt

Hvordan er det gået med at få dine kolleger til at deltage i mikrotræning?

- Der er nogle, vi nok aldrig får med. Det er dem, som siger, at de hellere selv vil træne før eller efter arbejde, og som ikke mener, at mikrotræning er udfordrende nok. Mit svar er, at det ene jo ikke udelukker det andet, og de fleste kan faktisk godt se, at mikrotræningen giver noget. Men det er nemmere at få de administrative end politifolkene med på vognen.

- Vores mikrotræning er først ved at komme op i gear igen oven på corona og andre udfordringer i afdelingen. Jeg forsøger at få lagt den ind om morgenen lige efter vores briefing. Min erfaring er, at det er den personlige opfordring til at deltage, der får kollegerne op af stolene, modsat en fælles besked i plenum, hvor de bedre kan liste af. En motivationsfaktor er desuden, at en af vores ledere, som også er uddannet sundhedsambassadører, går forrest med øvelserne og viser dermed, at det altså er noget, som ledelsen mener, man skal prioritere.

Er kollegerne tilfredse med den afsatte tid til motion i arbejdstiden?

- Der er nogle, som mener, at motion i arbejdstiden først bliver aktuel for dem, hvis de må bruge en time i træk om ugen. Mit svar er, at vi i stedet bør udnytte den tid, vi nu har fået, i stedet for at vente på noget, der måske/måske ikke kommer. Mange, især de administrative medarbejdere og efterforskerne, er faktisk gode til at udnytte tiden til jævnligt at gå en tur. Det er lidt sværere for os i uniform at gå en tur.

Hvordan er røgfri arbejdstid blevet modtaget?

- Her i lokalpolitiet har det været problemfrit, da vi nærmest ingen rygere havde, og kun et par stykker brugte snus. Men når det er sagt, har jeg da oplevet eksempler på kolleger i andre afdelinger, der ikke overholder den røgfri arbejdstid. Det er jeg ikke er bleg for at påtale over for dem – ikke at det rykker ved deres holdning om, at arbejdspladsen så også burde forbyde slik og andet, der er usundt.

Hvordan ser du gerne, at de sundhedsfremmende tiltag udvikler sig i kredsen?

- Jeg vil gerne have indført mere fleksibilitet i forhold til træning i arbejdstiden, så dem, der helst vil træne en time ad gangen, kan gøre det, og dem, der gerne vil mikrotræne eller gå en tur hver dag, kan fortsætte med det. På den måde tror jeg, at flere får trænet. Et modargument er, at dem, der vil træne en time, i forvejen træner, og den sundhedsfremmende effekt derfor ikke bliver så stor. Men måske kan de inspirere andre til at gå med i motionsrummet, hvis det sker om morgenen i stedet for efter arbejde, hvor mange kan have travlt med for eksempel at hente børn.