Susan sagen – et gennembrud i dansk efterforskning

 

Det var drabet på 10-årige Susan, som i 1998 blev et gennembrud for brugen af DNA som bevis.

Af Frederik Strand, Politimuseet   17/4-2018

Sagens omdrejningspunkt var den 10-årige pige Susan Rasch-Ipsen fra Tranum Parken i Brøndby. Den 29. maj 1998 forsvandt Susan fra sin bopæl. Om aftenen havde hun, måske sammen med en veninde, gået rundt i kvarteret og solgt lodsedler. Da Susan ikke som forventet dukkede op ud på aftenen, kontaktede hendes familie politiet, der iværksatte en større efterforskning. Den gav imidlertid intet resultat, og det lykkedes heller ikke at lokalisere, hvem Susan eventuelt kunne have gået sammen med.

Lig fundet i kælderrum

Den 5. juni blev Susans lig fundet i et kælderrum i Tranum Parken af beboere i ejendommen, der var begyndt at undre sig over lugten fra rummet. Teknikere fra politiet ankom for at undersøge stedet. Det pågældende hold af teknikere var opmærksomme på de sikkerhedsprocedurer, der måtte følges for at sikre brugbart dna-materiale. De gik således gennem kældertrappen i modsatte gavl i forhold til kælderrummet. Herved udelukkedes eventuelle blodstænk, der måtte være afsat af politiet under deres efterforskning, så disse ikke blev en del af den nedskrabning af prøver, der skulle foretages for at udarbejde en gerningsstedsprofil.

På gulvet i kælderen blev der fundet blodstænk ud for kælderrum nr. 315, og i den anden ende blev der fundet et stænk på reposen ud for en beboers lejlighed. Imellem disse to yderpunkter fandtes fire stænk, ligesom der blev fundet sæd på liget. Susan var blevet dræbt ved kvælning. I forbindelse med de tekniske undersøgelser søgte Centralbureauet for Identifikation (CFI) efter brugbare fingeraftryk. Sådanne kunne imidlertid ikke findes.

Lars Lee Anborgs bukser, hvorpå der blev fundet blod fra Susan. Blodet blev senere brugt som bevis i sagen.
 

Mistænkt beboer anholdt

I forlængelse af de fundne blodspor foran lejligheden sigtedes beboeren, Lars Lee Anborg Nielsen, i sagen. Da der var en voldsom omtale af drabet i pressen, blev det hurtig kendt, at politiet ville søge at fastlægge en dna-profil ud fra det indsamlede biologiske materiale. Lars Lee Anborg Nielsen kontaktede derfor både advokat Unmark Larsen og TV2, idet stationen tidligere havde vist en dokumentar om emnet.

Den 9. juni blev Lars Lee interviewet af TV2 vedrørende hans modvilje mod at udlevere en eventuel dna-prøve til politiet grundet hans tidligere tilknytning til Jehovas Vidner. En time herefter blev han anholdt. Efterfølgende indhentede politiet dna-prøver fra samtlige mandlige beboere i ejendommen. Lars Lee nægtede at afgive blod. Den 24. juni lykkedes det imidlertid at få brugbart materiale fra den anholdte. Prøverne sendtes til the Forensic Science Service, West Yorkshire, der konkluderede, at der var et match mellem dna-prøven fra den sigtede og det fundne dna-materiale på gerningsstedet. Hertil kom, at der fandtes blod fra Susan på de bukser, den sigtede havde på ved sin anholdelse.

Retsgenetisk diskussion

Lars Lee benægtede imidlertid fortsat at have myrdet Susan. Hans forsvarer, der nu var Morten Wagner, og som tidligere havde stået bag frikendelsen af Pedal Ove, engagerede lektor, dr.med. Erik Niebuhr, speciallæge i genetik, til at undersøge eventuelle svagheder i dna-materialet. Interessen for sagen eksploderede i medierne. Dels på grund af den videnskabelige polemik, der var om dna, og dels fordi Susan-sagen var den første drabssag, hvor dna-materiale blev benyttet som bevis i en gerningssteds-og gerningsmandsprofil.

Dutroux-sagen i Belgien

Interessen skyldtes formentlig også den såkaldte Dutroux-sag, der begyndte den 15. august 1996 med belgieren Marc Dutrouxs arrestation. Han havde kidnappet og myrdet et større antal piger. Dutroux-sagen udviklede sig markant op igennem 1997 grundet en kulegravning af det belgiske politis mangelfulde håndtering af sagen, der blandt andet medførte, at to af Dutrouxs tilfangetagne piger var sultet ihjel. Sagen mundede ud i et generelt europæisk fokus på politiets håndtering af sager, der indebar overgreb på børn. Det påvirkede også interessen for Susan-sagen.

På linje med fingeraftryk

Da det hertil lykkedes at matche gerningssteds- og gerningsmandsprofilen i Susan-sagen, og der samtidig også var stor fokus på etableringen af dna-databasen i USA, kaldet CODIS, er der ingen tvivl om, at dna-profilering fik karakter af at være et af efterforskningens væsentligste tekniske redskaber og en nyskabelse på linje med implementeringen af fingeraftrykket. På trods af at Lars Lee Anborg Nielsen, og dennes advokat, forsøgte at så tvivl omkring dna-teknikkens sikkerhed.

Centralt dna-profilregister oprettes

Som konsekvens af Susan-sagen, Dutroux-skandalen og CODIS var der en udbredt offentlig stemning for etableringen af et centralt dna-register. Der blev derfor også etableret en dna-enhed inden for Kriminalteknisk Center i begyndelsen af 1999.

Af den endelige lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister af den 31. maj 2000 fremgår det, at profiler af alle personer, der er tiltalt i sager, som indebærer fængselsstraf fra et år og seks måneder, samt alle personer tiltalt for besiddelse af børnepornografi, skal opbevares i registeret.

Blev fældet af dna

Lars Lee Anborg Nielsen blev idømt livstid for drabet på Susan Rasch-Ipsen på baggrund af sammenfaldet mellem gerningssteds-dna og prøverne indhentet fra Lars Lee. Et yderligere tungtvejende bevis var det blod fra Susan, der blev fundet på Lars Lees bukser, da han blev anholdt. Prøverne blev i øvrigt udsat for en supplerende dna-profilanalyse af en referenceprøve den 2. april 2001 ved Retsmedicinsk Institut under Københavns Universitet. Referenceprøven viste det samme resultat som den tidligere dna-profilanalyse. Dna-metoden havde stået sin prøve – en væsentlig kriminalteknisk milepæl var nået.