Nyhed

Politiskilt - en æra slutter

I disse dage udleveres tusinder af politiskilte fra Politihistorisk Museum, og tjenestegørende og pensionerede politifolk står i kø for at modtage deres skilt. Man kan undre sig over, at udleveringen er blevet sådant et tilløbsstykke, men forklaringen ligger uden tvivl i den særlige historie og helt særlige aura, der omgærder politiskiltet.  

Af Frederik Strand, museumsleder Politimuseet   8/4-2013

Polititegnet er i et historisk perspektiv relativt nyt. I 1687 blev det bestemt, at politibetjente skulle bære et skilt af tin med Københavns byvåben. Dette skilt erstattedes ved en forordning i 1701 af det første, egentlige polititegn, der omtaltes som en hvid stok med en hånd på enden og et øje midt i hånden.
Efterfølgende har der været megen diskussion om lige netop dette tegn, for hvorfor skulle politiet repræsenteres ved en hånd med et øje i midten? Der kan næppe gives noget entydigt svar på dette, men man formoder, at øjet har årtusindgamle tråde tilbage til fortidens religiøse forestillingsverden, hvor Gud var repræsenteret ved det altseende øje og den beskyttende hånd. I den arabiske kultur blev disse religiøse forestillinger gradvist knyttet til rettens virke, hvilket blandt andet fremgår af det berømte Alhambra-slot i Granada, hvor øjet i hånden er indmuret i det tårn, hvorfra der bekendtgjordes nye love.

Hvordan, disse tanker har fundet vej til politiet i Danmark, er endnu en gåde, men måske er det en inspiration fra det internationalt orienterede Københavns Universitet, hvis pedeller fra slutningen af 1500-tallet var udstyret med en hånd på et træskaft.

Hvad der imidlertid ikke er tvivl om er, at polititegnet skulle udtrykke magt, indsigt og beskyttelse. Der skulle altså knyttes en særlig autoritet til tegnet, som skulle indgyde tillid til politiet. Hertil skulle politiet naturligvis også have mulighed for en mere sikker og bedre legitimering, hvilket i øvrigt var påkrævet, da flere tilsyneladende udgav sig for at være politibetjente. I en skrivelse udfærdiget af Københavns Magistrat fra 1747 fremgår det, at folk opfordres til at forlange fremvisning af polititegnet af folk, der udgiver sig for betjente. Efterfølgende var der i øvrigt kort proces, idet pågrebne, falske betjente ifølge forordningen af 1701 skulle henrettes. 
 
Fra Guds øje til rigets repræsentant
I 1863 gennemgik Københavns Politi en af de mest omfattende og vigtige politireformer, der udstak kursen for politiet langt ind i det 20. århundrede. I forbindelse med reformen fik betjentene også et nyt politiskilt, der erstattede staven med hånden i øjet. Symbolet blev dog bevaret, idet det flade politiskilt havde et aftryk af politihånden.

I forbindelse med implementeringen af det nye skilt blev der indført en anden nyskabelse, idet skiltene for inspektionsbetjente og opefter havde en personlig nummerering. De menige betjentes skilte havde dog ingen nummerering, idet de bar nummeret på deres krave, sådan at gode borgere kunne identificere den enkelte betjent og klage til politimesteren, hvis betjenten ikke opførte sig passende. Sidstnævnte nummerering blev dog med tiden afskaffet, da nogle betjente på grund af denne nummerering blev udsat for en sand hetz i visse kvarterer.

Fra 1925 fik alle betjente ved Københavns Politi udleveret det flade politiskilt med eget nummer. Først i 1937, med indførelsen af det såkaldte rigs- eller enhedspoliti, fik alle landets betjente, der havde gennemført første kursus på Politiskolen, udleveret et skilt med individuelt nummer. For første gang havde alle landets betjente dermed den samme politilegitimering, og skiltet viste således, at politibetjenten ikke blot var den lokale kommunes, men hele rigets repræsentant. 
 
I krigens skygge
Under 2. Verdenskrig blev dansk politi i alle henseender udsat for et voldsomt pres, hvilket også afspejlede sig i politiskiltets ændringer. Da den tyske besættelsesmagt internerede politiet den 19. september 1944, inddrog de således også et stort antal politiskilte. Efterfølgende vidste man ikke, hvem der var kommet i besiddelse af disse skilte, og der blev derfor fremstillet et nyt, midlertidigt skilt af billigt zink – da andet metal på dette tidspunkt var vanskeligt at komme i besiddelse af. Det billige zinkskilt blev taget i brug omkring den tyske kapitulation og benyttet frem til den 11. december 1958, hvor det blev erstattet af det klassiske politiskilt, der nu udleveres på Politihistorisk Museum. 
 
Falske politiskilte
Det nye politiskilt blev på mange måder politiskiltet for landets betjente, og der er derfor også knyttet mange historier og minder til lige netop dette skilt. Går man disse historier igennem, springer nogle mere i øjnene end andre. Det er i den forbindelse interessant at se, hvilken respekt og autoritet, der omgærdede skiltet – hvilket i nogle tilfælde også blev misbrugt.

I 1992 huserede en falsk politimand således på Sjælland. Udstyret med et falskt politiskilt, der havde form som en antik romersk mønt, stoppede han tilfældige bilister og afkrævede dem færdselsbøder. Under en af disse aktioner blev han dog opdaget og anholdt af en ægte politibetjent, men bemærkelsesværdigt mange bilister accepterede det uægte romerske politiskilt og betalte kontant færdselsbøden til den falske betjent.

Mange andre historier knytter sig til det legendariske skilt. I den sammenhæng er det også interessant at se, hvorledes forskellige kendte koryfæer har forvaltet deres skilte. Sigende er det i den forbindelse, at den legendariske og meget bestemte politidirektør Eefsen ikke ville kunne få udleveret sit skilt, hvis han stadig levede – da han ikke har indleveret det efter sin fratræden, og den tidligere justitsminister Hans Engell vil få vanskeligt ved at få sit første skilt – da han mistede dette i 1992. Hertil var der de betjente, der ikke ville slippe deres skilte, som den betjent der fabrikerede et falskt politiskilt og indleverede dette i stedet for det korrekte skilt. Svindlen lykkedes i øvrigt og blev først opdaget ved den nuværende udlevering af politiskiltene.

Og så var der endelig fordelene ved politiskiltet, idet politifolk, ved forevisning af skiltet, gratis kunne komme ind på det legendariske diskotek, Exalon, på Strøget, der tilfældigvis også var samlingssted for mange sygeplejersker!

En æra fuld af gode historier bliver dermed i disse dage endeligt afsluttet ved udleveringen af det klassiske og legendariske politiskilt, der den 1. maj 1994 blev erstattet af politiets nye legitimation.

Se flere spændende og sjove historier om politiskiltets historie på Politihistorisk Museum og web-tv om sortering af skiltene på www.dansk-politi.dk

 

Udlevering af skilte efter 1958:

- Ansatte og tidligere ansatte ved Rigspolitiet og Københavns Politi kan få udleveret deres politiskilte på Politihistorisk Museum frem til den 15. maj 2011. Lokale repræsentanter for Politihistorisk Selskab udleverer skiltene i landets andre kredse.