Politihistorie: Det uopklarede politidrab

 

Politibetjent Niels Carl Jensen blev myrdet i den 12. august 1911.

 Af museumsleder Frederik Strand, Politimuseet   20/2-2017

Den 12. august 1911 klokken cirka fem om morgenen blev politibetjent Niels Carl Jensen fundet død af murersvenden Marius Andersen ved Gramrode, på vejen mellem Horsens og Juelsminde. Jensen var blevet skud gennem hovedet.

Undersøgelsen blev fra starten ledet af herredsfoged Schjørring. Han antog, at politibetjent Jensen måske var blevet fjernet fra det egentlige gerningssted, idet der var blodspor på vejen, som om han var blevet slæbt derhen. Det viste sig snart, at det lokale politi havde meget vanskeligt ved at håndtere sagen.

Man havde dog nogle spor. Hos en beboer i Gramrode blev det konstateret, at en damecykel i nattens løb var forsøgt stjålet, men da den var i meget dårlig stand, var den stillet tilbage igen, men på et andet sted. Det var derfor ikke helt klart, om tyveriet havde noget med sagen at gøre. Hertil kom, at man i haven til Statsungdomshjemmet Bråskovgård den 25. august havde fundet en pistol og en blodig skjorte – blodet på skjorten viste sig dog at være maling.

I forbindelse med fundet af pistolen blev det slået fast, at våbnet var placeret på stedet inden for de sidste 14 dage. Ikke mange meter fra pistolens findested boede byens lærer Madsen, og fra hans tørresnor var der natten til den 12. august stjålet en skjorte. Måske der her var en sammenhæng? Efterfølgende undersøgte bøssemager Hubner pistolen og erklærede, at han anså det for meget muligt, at det dræbende projektil havde været skudt fra den fundne pistol. 

 Tegning af gerningsvåbnet, der måske blev benyttet til politidrabet.

 

Efterforskningen

Niels Carl Jensen var tilsyneladende en meget afholdt lokalbetjent. Han kom fra Tarm i Vestjylland og var født i august 1870. Hans forældre var gårdejere. Niels Jensen havde været betjent i området siden 1903, så han var altså ikke helt ny på posten. Sammen med hustru og børn havde han boet på hovedgaden i byen. Efter sigende skulle familien have været mindrebemidlede, hvilket ikke var usædvanligt for en politibetjent på dette tidspunkt. Da Niels Jensen var særdeles afholdt blandt områdets beboere, var det et åbent spørgsmål, hvem der stod bag drabet. De lokales mistanke rettede sig i første omgang mod polakker i området og elever på den nærliggende opdragelsesanstalt Bråskovgård.

 

De mistænkte

Mistanken til polakkerne skyldtes, at ikke alle i byen havde et godt forhold til den udenlandske minoritet, og der gik derfor en del rygter om de udenlandske arbejderes mulige kriminalitet.

Alt tydede imidlertid på, at rygterne intet havde på sig. Dog var der en polak i Barritskov, der var blevet anmeldt til politiet, fordi han havde været nærgående mod en pige på Kalsbøl. Manden var dog rejst fra området flere dage tidligere.

Endelig var der en polak, som havde været involveret i krybskytteri, og ham havde betjent Jensen holdt øje med i længere tid. Ser man bort fra disse enkeltstående tilfælde, havde den dræbte politibetjent et godt forhold til den polske befolkningsgruppe, så her var det vanskeligt at finde et hævnmotiv, der kunne være årsag til drabet.

Hvad angår fundet af pistolen på Bråskovgård, kunne forstanderen dokumentere, at alle hans elever havde været på gården, da Niels Carl Jensen blev myrdet. Elever herfra kunne altså ikke stå bag drabet, selvom en del lokale i området mente, at dette var tilfældet. Et godt og relevant spørgsmål var dog, hvordan pistolen var havnet på ungdomshjemmet. Var der nogen, der forsøgte at kaste en mistanke på hjemmets beboere, eller var det rent tilfældigt, at drabsvåbnet var havnet her?

 

Lokalpoliti i problemer

I København var man med Hjortshøjdrabet in mente, og da der var tale om et politidrab, stærkt fokuseret på sagen. Dagen efter at betjenten var afgået ved døden, ringede justitsminister Bülow herredsfogeden op og ønskede information om efterforskningen. Samtidig bevilgede ministeren med øjeblikkeligt assistance fra det i 1911 etablerede statspoliti. Statspolitiets første chef, den legendariske Valdemar Mensen, ville personligt dukke op sammen med to statsbetjente.

Assistancen var blandt andet foranlediget af en lokal advokat, der havde meget ringe tillid til det lokale politi og derfor havde forespurgt om hjælp fra eksperter udefra. Endvidere var aviserne begyndt at dække sagen intenst. Dette gjaldt særligt Aarhus Stiftstidende der forholdt sig meget kritisk til politiets langsommelige efterforskning.

 

Statspolitiet tilkaldes

Mensen, der skulle stå i spidsen for efterforskningen, var en yderst ambitiøs herre og havde fra det øjeblik, han var blevet chef for det nyetablerede statspoliti i 1911, intentioner om at reformere og omskabe politiet i Danmark.

Statspolitichefen havde dog sine problemer med Gramrode-sagen, der ellers var det nyetablerede korps første store sag. De lokale medier medvirkede til at vanskeliggøre efterforskningen ved at pukke på det mangelfulde lokalpoliti. Den stedlige avis Socialdemokrat skrev blandt andet: ”Det morsomste – vi kan også kalde det det kedeligste – ved hele historien er imidlertid, at det ser ud, som om der ikke var noget, der hed politi i Fredericia, siden vor hjemlige Sherlock Holmes måtte ty til en opdager i København for at få bragt sagen i orden.”

Særlig meget orden på sagerne kom der dog ikke. Statsbetjentene afhørte igen den myrdede betjents hustru. Under afhøringen blev hun nu usikker på, hvad der var gået forud for drabet på hendes mand. Havde nogen banket på deres rude og vækket betjenten eller havde uro i området foranlediget ham til at forlade huset. Var det sidste tilfældet kunne man med næsten sikkerhed udelukke et planlagt drab. Men hvis drabet ikke var planlagt, hvad var der så sket?

Mensen var frustreret, justitsminister Bülow krævede resultater og lød mere og mere utålmodig, når han dagligt ringede for at høre, hvordan det stod til med efterforskningen.

 

Måske skyldig

Den 12. oktober skete der imidlertid noget. Man anholdt en Peter Reimer Andersen i Viborg. Reimer Andersen var tidligere kendt af politiet for meget alvorlige voldsforbrydelser, blandt andet havde han såret en betjent med dolkestik.

Den mistænkte - Peter Reimer Andersen.

Andersen var undveget fra en straffeanstalt ved navn Lyng, der lå i Horsens-området. Mens han var på flugt, havde han levet af forskellige tyverier, men også almindeligt ærligt arbejde. Blandt andet havde han den 7. og 8. august arbejdet på gården Christiansminde i Sejet ved Horsens. Her opgav han at hedde Henrik Skov.

Den 8. august havde han forladt gården og var gået ind i Bjerre Herred-området, hvor Gramrode lå. Den 11. august var han angiveligt blevet observeret af ikke mindre end seks vidner nær Gramrode. Mensen og statsbetjentene gik nu hårdt til den mistænkte, men det viste sig umuligt at få ham til at tilstå. Man prøvede yderligere at få ham til at tegne et rids af det område, han havde færdedes i, men han undlod bevidst at indtegne området, hvor betjenten var blevet skudt. I det hele taget var arrestanten et ”træls” bekendtskab, da han opførte sig stærkt aggressiv og provokerende.

Til dommeren og de lokale betjente sagde han således: ”Mød mig en efter en, så skal De få noget andet at vide.” Endvidere påpegede han, ”at det var umuligt at få denne sag opklaret”, og forsøgte den 21. maj at flygte fra fængslet.

 

Sagen uopklaret

Træt af denne besværlige fange sørgede Horsens Arrest for at få ham flyttet til Viborg den 28. juni 1912, hvor han blev indsat for at afsone en dom for tyveri. Det lykkedes aldrig at få ham til at tilstå, og sagen forblev uopklaret.

Til dato er sagen det eneste uopklarede politidrab i det moderne politis historie. Gramrode-sagen skabte efterfølgende en betydelig debat, hvad angår organiseringen af politiet i landdistrikterne – og sagen kom derfor til at spille en rolle for den retsreform, der blev indført i 1919. I retsreformens kølvand blev Statspolitiet udvidet og kom til at stå for al efterforskning over hele landet, dette mente man, ville styrke efterforskningen i landområderne.