Politihistorie: Et skelsættende drab
Det er 30 år siden, at et en ung kvinde i Hvidovre blev myrdet. Drabet blev gennembruddet for en ny fingeraftryksteknologi. Både drabet og fingeraftryksteknologien beskrives i Politimuseets nye kriminaltekniske rum, der åbner her i begyndelsen af 2022.
Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet
Den 8. juni 1991 befandt den 19-årige Rikke Hansen sig alene i sin lejlighed i Avedøre Stationsby. Det var lidt hen på natten, cirka 01.30, og Rikke var på vej i seng. Hun havde tidligere været i København, hvor hun havde været i biografen med sin søster og nogle veninder. I lejligheden ved siden af Rikke boede en ung, polsk, kvindelig studerende. Pludselig hørte denne nabo flere høje skrig, og der lød ligesom et brag inde fra Rikkes lejlighed. Naboen blev naturligvis urolig og skræmt, men da der i ejendomskomplekset ofte var en del larm, og den polske kvinde ikke kunne tale dansk, ringede hun ikke til politiet.
Mandag den 9. juni klokken cirka 17.00 kom Rikkes mor forbi hendes lejlighed. Rikkes mor så til sin skræk, at døren til pigens lejlighed var blevet brudt op. Hun gik nu ind ad den ødelagte dør, og der fandt hun sin datter. Hun lå i en stor blodpøl, stukket med mange knivstik.
Et blodigt fingeraftryk
Der var blod næsten overalt i den lille etværelses lejlighed. Dette gjaldt også liget, der ellers var helt nøgent. Et mærkeligt og uhyggeligt træk ved liget var desuden, at der omkring halsen var lavet et stort antal små sår, som havde Rikke været udsat for tortur igennem længere tid. Pigen var dog ikke blevet voldtaget.
På trods af de store mængder blod overalt i lejligheden var der kun få andre tekniske spor på gerningsstedet. Et meget væsentligt teknisk spor fandt man dog; på badeværelset havde gerningsmanden sat et blodigt fingeraftryk. Aftrykket var sat i en blodig plamage og derfor ikke af bedste kvalitet. Man iværksatte efterfølgende en af de største indsamlinger af fingeraftryk i danmarkshistorien – 45.000 aftryk fra mandlige beboere og besøgende i byen blev indbragt og kørt igennem politiets fingeraftryksregistre, men uden held. Det lykkedes ikke at finde et aftryk, der matchede aftrykket fra gerningsstedet.
30 mulige match
I marts 1995 sad en kriminaltekniker og kiggede på fingeraftrykket fra Rikke-sagen. Det var på mange måder blevet et legendarisk aftryk inden for afdelingen, og mange kriminalteknikere havde i tidens løb arbejdet med det ikke helt skarpe aftryk.
Selve registreringen af fingeraftryk havde i øvrigt gennemgået en mindre revolution igennem de seneste årtier. I slutningen af 1970’erne havde Royal Canadian Mounted Police forsøgt at effektivisere søgningerne i fingeraftryksregistrene. Man havde i den forbindelse arbejdet med at digitalisere fingeraftrykkene, hvilket lykkedes i 1977, hvor man startede implementeringen af ”Automated Fingerprint Identification System”, der fik betegnelsen AFIS. Med systemet var det muligt at sammenligne fingeraftryk fundet på et gerningssted med hele den digitaliserede samling.
I 1984 blev systemet operationaliseret i San Francisco, hvor der efterfølgende, med bistand fra FBI, blev udviklet en række standarder for udveksling af fingeraftryk inden for AFIS. Systemet kom til Danmark i 1989. AFIS ændrede dog ikke ved de grundlæggende rammer for fingeraftrykkets brug. Eventuelle match skulle således fortsat varetages af politiets eksperter.
Kriminalteknikeren fik systemet til at afsøge samlingen for fingeraftryksmuligheder. 30 muligheder dukkede op. Han gennemgik dem alle – og ét sprang i øjnene som et muligt match. Flere fingeraftrykseksperter kiggede nu på resultatet. De var enige om, at der kunne være tale om ét og samme aftryk, og kontaktede derfor Hvidovre Politi.
Det skete 10. marts 1995. Klokken var 14.15. Klokken 14.40 samme dag blev den pågældende mand opsøgt på sin bopæl og taget med til Kriminalteknisk Afdeling, hvor hans aftryk blev taget på ny. Herpå blev han bragt videre til Hvidovre Politistation, hvor man indledte afhøringerne af ham.
En gammel kending
Manden, der nu sad over for politiet, var en gammel kending og havde faktisk tidligere været i søgelyset i forbindelse med efterforskningen af Rikke-drabet. I efterforskningens begyndelse, tilbage i juni 1991, havde en buschauffør henvendt sig til politiet. Han berettede, at den mistænkte, der var en af hans bekendte, havde fortalt, at han på drabsnatten var blevet forfulgt af to mænd i området omkring Avedøre Stationsby. En af mændene havde ifølge den mistænkte ”noget mørkt” på det ene bukseben. Det lignede blod. Under flugten var den mistænkte blevet meget beskidt, da han var løbet igennem mudder. Han måtte derfor vaske sit tøj, da han kom hjem.
Buschaufføren havde opfordret den mistænkte til at gå til politiet med sin viden, hvilket han dog ikke havde gjort. Derfor opsøgte politiet ham på hans bopæl og udspurgte ham. I den forbindelse fortalte den mistænkte, at han på drabsnatten var kørt ud for at hente sand til sin fugl. Klokken var cirka 02.00. Han kørte på sin racer med en lille anhænger påspændt, så han kunne transportere sandet. Pludselig ved Avedøre Stations ”Bymur”, hvor Rikke boede, var to mænd løbet frem imod ham, hvorpå han var flygtet over stok og sten. Mændene var ifølge hans beskrivelse af middelhøjde og middelbygning.
Utroværdig forklaring
Det hele lød mærkeligt, og politiet indkaldte ham derfor til fornyet afhøring den 8. november 1991. Her ændrede den mistænkte forklaring. Han fortalte nu, at han ikke ville hente sand til sin fugl men grus til den terrasse, han var ved at anlægge. Han havde løjet for politiet, fordi han ville stjæle gruset et sted nær Bymuren.
Historien lød utroværdig, og troværdigheden blev ikke større af, at den mistænkte for år tilbage, som 16-årig, var blevet dømt for voldtægt af flere piger. Voldtægterne havde været særdeles velplanlagte, idet pigerne var blevet bortført og voldtaget i en kælder indrettet til formålet og i en hule i området. Bortførelserne var i øvrigt sket på en knallert, som den mistænkte senere havde malet om for at skjule forbrydelserne.
Politiet lod dog den mistænkte gå. Den første – og væsentligste – grund var fingeraftrykket fra lejligheden, som ikke umiddelbart kunne matches med den mistænktes aftryk. Desuden havde et vidne, en dreng på 15 år, set en mand stå og kigge op på Rikkes vindue, kort tid før hun blev dræbt. Denne mand beskrev han som 185-190 cm høj, kraftigt bygget og iført sportstøj i mørke farver. Tøjet blev senere vist i flere tv-rekonstruktioner af drabet. Den mistænkte var to meter høj og nærmest ranglet af bygning, og han hævdede at have været iført lyst tøj på drabsnatten.
Tilståelsen
Nu var tiden kommet til på ny at gå den mistænkte efter i sømmene. Afhøringerne startede øjeblikkeligt, og fra begyndelsen var den mistænkte synligt nervøs og i defensiven. Det stod klart for ham, at hans fingeraftryk formentlig kunne forbindes til gerningsstedet, men til at begynde med forholdt han sig alligevel afvisende over for politiets spørgsmål. Som tiden gik, faldt hans forklaringer dog mere og mere fra hinanden – og til slut gik han til bekendelse: Det var ham, der havde myrdet Rikke i juni 1991.
Lørdag den 8. juni havde han anlagt en terrasse sammen med sin svigerfar. De var løbet tør for grus, og ved to-tiden om natten var han derfor taget ud for at stjæle grus ved Bymuren. Han medbragte i den forbindelse sin cykel med anhænger. Så langt stemte hans forklaring altså med den forklaring, han havde afgivet i 1991.
Da han trak med cyklen langs Bymuren, kom han forbi Rikkes lejlighed og kiggede nysgerrigt ind ad vinduet, fordi hans kone seks år forinden havde boet samme sted. Cirka 14 dage tidligere havde han set, at nogen var flyttet ind. En ”sindssyg tanke slog pludselig ned i ham”. Han ville se, om der var nogen i lejligheden. Herpå gik han resolut ind i ejendommen og op til lejligheden. Døren var åben, og han gik derfor ind. I lejligheden var der helt mørkt og lidt rodet. Pludselig – og til hans store overraskelse – rejste Rikke sig op i sengen. Den mistænkte vendte sig om for at stikke af, men blev pludselig bekymret for, at Rikke ville melde ham til politiet. ”Det her går sgu ikke – jeg må få hende til at holde sin kæft, om jeg så skal true hende til det”, fløj det gennem hans hoved.
Han besluttede derfor at ødelægge hendes dør, så hun kunne se, at det var alvor og ikke turde melde ham. Pludselig sagde Rikke dog: ”Jeg kan genkende dig” og begyndte at skrige. For at få hende til at stoppe gik han hen til hende og holdt hende for munden, men hun var for stærk, og i panik trak han derfor den kniv frem, som han havde bragt med sig – kniven skulle bruges til at løfte fliser, så sandet kunne komme ordentligt på plads – og stak hende gentagne gange over hele kroppen.
Efterfølgende gik han ud på badeværelset for at vaske sig, og her kom han til at sætte det fingeraftryk, som politiet senere havde fundet. Derpå flygtede han fra lejligheden.
Politiets teori
Denne gang tog politiet dog ikke den mistænktes forklaringer for pålydende. Man gjorde ham opmærksom på, at det hele var yderst usammenhængende. Hvorfor skulle han tage ud om natten for at hente grus? Hvorfor medbragte han en kniv? Hvorfor var han gået ind i en fremmed lejlighed midt om natten? Og hvorfor havde han ødelagt døren til lejligheden, hvis det ikke var for at bryde ind? At ødelægge døren var vel ikke nogen oplagt måde at skræmme Rikke på og afholde hende fra at melde ham til politiet? Det hang ikke sammen.
Politiets teori var derfor, at den mistænkte var taget af sted for at voldtage Rikke. Pigen havde han tidligere set i lejligheden, efter hun var flyttet ind. Måske uden tøj, da hun havde for vane at sove nøgen. Kniven, som han også havde brugt ved sine tidligere voldtægter, havde han med for at true hende.
Da han ankom til lejligheden, brød han døren op – det var det, naboen havde hørt – og trængte ind. Her havde Rikke sat sig til modværge og skreget højt. Undervejs i forløbet havde den mistænkte formentlig forsøgt at true Rikke til at være stille og havde derfor holdt kniven mod hendes hals. Det var grunden til, at hun havde så mange små stik på halsen. Til slut var han nærmest gået i panik og havde stukket hende gentagne gange.
Derpå havde han forsøgt at vaske blodet af på toilettet og havde i den forbindelse sat sit fingeraftryk. Tøjet havde han vasket, da han kom hjem. Det var derfor, han senere var kommet med den mærkelige søforklaring over for en af sine bekendte. Han ville simpelthen sikre sig mod, at nogen satte spørgsmålstegn ved, at han vaskede tøj så sent om natten.
Dette var politiets forklaring, som retten efterfølgende godtog. Ved byretten og landsretten blev den mistænkte efterfølgende idømt 16 års fængsel for drab og voldtægtsforsøg. Gerningsmanden ankede senere sagen til Højesteret, der imidlertid stadfæstede landsrettens dom.
