Politihistorie: Den myrdede, der gik igen

Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet

Mandag den 23. april 1956 dukkede Elna Jungdal op på politistationen i Urhøj i Vejle-området. Elna ville gerne melde, at hendes niece, der boede hos hende, var forsvundet og ikke var set siden lørdag den 21. april. Den forsvundne nieces navn var Ina Laursen. Hun arbejdede på plastikfabrikken Skandico i Vejle, hvor hun som sædvanlig var cyklet hen om morgenen ved syvtiden. Lige præcis denne morgen var hun dog kommet lidt senere af sted, idet hun havde sovet over sig. Elna Jungdal havde efterfølgende spurgt på fabrikken, om Ina havde arbejdet over denne lørdag, da hun var kommet for sent, og det havde fabrikken bekræftet.

Bortgået

Inas forsvinden blev i første omgang betragtet som en ”bortgået-sag”. Man mente altså, at Ina af private årsager var udeblevet fra hjemmet – og der blev foretaget undersøgelser alle relevante steder. Værkføreren blev afhørt, og han nævnte, at han havde givet Ina en reprimande, da hun kom for sent, og at de derpå havde aftalt, at hun skulle arbejde over. Ud over det havde der ikke været noget i vejen.

Inas arbejdskammerat Conni Thomsen mente imidlertid, at Ina havde været noget trykket den seneste tid. Conni mente, at det havde noget at gøre med Inas familieforhold, hvor hun havde opdaget en ”familiehemmelighed”. Herefter gik politiet til pressen med informationer om Inas forsvinden. Efter at oplysningerne var sendt ud i pressen, dukkede tekstilarbejderen Otto Andersen den 24. april op med en damecykel, der viste sig at være Inas. Han forklarede, at han havde fundet den et utilgængeligt sted i Nørreskoven, mens han var ude at samle brænde.

Ina set af flere vidner

I løbet af den 25. april faldt alt imidlertid til ro igen. For nu dukkede ikke mindre end tre vidner op. De svor uafhængigt af hinanden på, at de havde set Ina ved Vejle Havn samme dag. Den 24. april havde politiet haft kontakt med Rejseholdet, men da de tre vidner påstod, at de med 100 procents sikkerhed havde set Ina, satte man assistancemeldingen i bero – Ina befandt sig formentlig ved en ukendt kæreste eller havde behov for at være lidt alene. Denne antagelse blev underbygget af to øvrige vidner, der mente at have set Ina i Vejle den 26. april.

Yderligere mente to personer i landsbyen Bække nær Vejle, at de havde set Ina, ligesom et vidne mente at have set Ina den 21. april. Det er i den forbindelse værd at nævne, at flere af vidnerne kendte Ina personligt og derfor havde et indgående kendskab til hendes udseende. De understregede alle, at de var helt sikre på, at det var Ina – og kunne angive præcise tidspunkter for, hvornår de havde set hende. Der var altså ingen grund til at tro, at Ina var kommet noget alvorligt til.

Død eller levende?

Man fortsatte imidlertid afhøringerne, og nu skete der noget, som for alvor foruroligede kriminalpolitiet. Under en afhøring sagde værkførerens mor, der virkede meget nervøs og bekymret, at hun den 26. april, samme dag som hun blev afhørt, havde talt med værkførerens kone. I den forbindelse havde konen, ifølge moren, sagt: ”Det kan da ikke være ... næh.” Moren mente, at hun ville have sagt: ”Det kan da ikke være Poul.” Hun forklarede nu yderligere, at Poul var kommet meget sent hjem lørdag den 21. april, samtidig med at han, da sagen kom frem i pressen, havde været helt tavs om, at Ina var en af hans medarbejdere.

Værkføreren, Poul Hansen, blev nu taget ind til fornyet afhøring, og man kunne i den forbindelse afsløre nogle uklarheder i hans forklaringer. Samtidig var han dog ikke den eneste mistænkte, idet man fortsat ønskede at afklare, om der måske skulle være en ’hemmelighed’ i Inas familie. Hertil kom, at meget pålidelige vidner fortsat hævdede at have set Ina for ganske nyligt. Konklusionen blev derfor, at man ikke turde rejse sigtelse mod Poul Hansen.

Rejseholdet tilkaldes

Den 27. april – Store Bededag – turde man imidlertid ikke trække sagen længere. Man sendte assistancemelding til Rejseholdet. Man gik i gang med at undersøge de mistænkte nærmere. Det viste sig nu ganske rigtigt, at der var en hemmelighed i Inas familie: Inas far var ikke hendes rigtige far, og han var dertil tidligere straffet for forskellige sædelighedsforbrydelser. Det samme gjaldt i øvrigt finderen af cyklen. Begge mænd havde imidlertid sikre alibier, og Rejseholdet begyndte derfor at fokusere på værkføreren.

Det første, der stod klart, var, at hans alibi ikke holdt. Hårdt presset måtte han indrømme, at han ikke var kommet hjem klokken 23.30 som først hævdet, men først klokken 02.00, som hans kone havde sagt.

Han forklarede det med, at han havde set to forestillinger i biografen, men dette holdt heller ikke, da man kunne påvise, at der ikke var solgt billet til den plads, han angav, at han havde siddet på ved sidste forestilling. Han kunne i øvrigt også kun forklare, hvad den første film handlede om. Den anden kunne han kun give sparsomme informationer om. 

Nu blev alt hans tøj undersøgt, og man kunne i den forbindelse påvise frø, hår og plantedele, der så ud til at stamme fra det område, hvor cyklen var fundet. Dette kunne dog kun bruges som et indicium, idet sporene ikke var så mange eller så egenartede, at der kunne siges noget med sikkerhed. Endelig stod man med et stort problem: Man havde ikke noget lig – og kunne ikke med sikkerhed sige, at der overhovedet var sket en forbrydelse.

Gennembrud

I begyndelsen af maj skete der imidlertid et gennembrud i sagen. Den 1. maj erklærede et vidne at have set en mand køre forbi ’Skandico’ med en damecykel på skulderen den 21. april. Yderligere to vidner hævdede desuden at have set selvsamme mand – nemlig værkføreren – passere dem i Nørreskoven med en cykel på skulderen.

På trods af disse nye informationer, var Rejseholdsfolkene dog fortsat nervøse for at slå til. Man begyndte derfor at undersøge værkførerens private forhold noget nærmere. I første omgang virkede han tilforladelig, idet han kun en gang var blevet straffet, og det var for tyveri. Nærmere undersøgelser viste dog, at han tidligere havde meldt sig som frivillig til den engelske hær i 1946 og her deltaget under kampene i Palæstina. I den forbindelse formodede man, at han måske havde taget skade, i hvert fald forsøgte han at begå selvmord, da han kom hjem.

Under den efterfølgende psykiatrisk behandling hævdede han, ”at det havde frydet ham at skyde jøder”. Psykiateren konkluderede derfor, at Poul Hansen havde tydelige psykopatiske træk. Udsagn fra konen tydede også på, at Poul havde en meget stærk seksualdrift, som han angiveligt til tider havde svært ved at styre, og som var blevet et problem for deres samliv.

På baggrund af disse informationer besluttede Rejseholdet sammen med det lokale politi at slå til og anholde Poul Hansen den 11. maj – på trods af at der endnu ikke var noget lig.

Tilståelsen

Poul Hansen blev hentet på fabrikken klokken cirka 16, og da han gik ud derfra, trak han en finger hen over halsen, idet han til en af sine medarbejdere sagde ”16 år”. Klokken 20 kom han til afhøring, men under afhøringen fastholdt han alle sine tidligere forklaringer. Man valgte imidlertid at fortsætte afhøringen, selvom klokken havde passeret 24, og det lå på grænsen af det tilladelige.

Klokken 02.00 bad Poul Hansen om, at hans kone måtte komme til stede. Hun blev bragt ind, og klokken 02.30 faldt tilståelsen. Han forklarede, at han den 21. april var blevet tilbage for at arbejde over sammen med Ina. Mens de arbejdede, kom han til at se på hende, og da var han pludselig blevet ”som en overophedet brændeovn”. Han tog om hende og kyssede hende. I første omgang havde hun ikke gjort modstand, men så havde hun forsøgt at skubbe ham væk, idet hun anklagende sagde: ”Hansen”.

Da, forklarede han, slog det klik for ham. Han syntes, at det hele var ødelagt, og at ”hun skulle dø”. Han greb hende om halsen og klemte til, og idet hun sank om, sagde hun: ”Undskyld”. Kort efter mistede hun bevidstheden, og han tog nu en snor og bandt om halsen på hende for at være sikker på, at hun var død. Derefter kom han hende i en sæk, som han stillede hen i et hjørne. Hendes cykel flyttede han hen i en anden bygning. Så kørte han hjem til forældrene og spiste.

Efterfølgende hentede han Inas cykel og kørte den ud i skoven og gemte den på findestedet. Han kørte tilbage på fabrikken, hvor hans kone og datter kom forbi og drak kaffe – i selvsamme lokale hvor Ina endnu lå død i sækken. Han tog så på dyrskuepladsen og kørte i radiobil med sin datter. Klokken 21 tog han i biografen, og først derefter kørte han ud og begravede Ina på en nærliggende losseplads. Sækken brændte han, da han kom hjem. Efter tilståelsen blev han straks ført til nedgravningsstedet, hvor han med det samme kunne vise, hvor liget lå. Snoren var endnu omkring Inas hals.

Gåden

Én gåde løste man dog ikke: Hvorfor påstod så mange, at de havde set Ina, efter at hun beviseligt var blevet myrdet? Folkene fra Rejseholdet kunne ikke forklare det, men mente, at det måske skyldtes, at de havde givet pressen et (alt for) præcist signalement af Ina, da de sendte efterlysningen ud, og at dette kunne have påvirket befolkningen i området, så de efterfølgende troede, at de havde set pigen. Det var ”som om hun gik igen”, fremhævede en af Rejseholdets efterforskere senere.