Politihistorie: Dødens hus

Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet

Børn døde i Ole og Lise Brems store villa på Sneppevej i Klarup, en forstad til Ålborg.
Man havde set en barnekiste blive båret ud af huset i aftentimerne, sagde naboerne.
Politiet satte i al hemmelighed parret under observation. Kort tid efter, i januar 1975, meldte Børneværnet ægteparret til politiet – og parret blev anholdt.

Ikke mange i offentligheden havde forestillet sig, at ordensmagtens projektør pludselig skulle rettes mod dette ægtepar – og da slet ikke i forhold til mishandling af børn! For børn var ægteparrets hjertesag, og det gjaldt især de mest udsatte børn; nemlig handicappede, forældreløse, udenlandske børn, hvoraf de havde adopteret ikke færre end ni. Det var sådanne børn, de havde viet deres liv til at hjælpe, hvilket gentagne gange var blevet fremhævet i pressen og forsorgssystemet.

Acetone i øjnene og kogende vælling

Hvad var det så, der havde foruroliget Børneværnet så meget, at det havde anmeldt det højt respekterede ægtepar til politiet?
Først og fremmest havde Børneværnets direktør haft et møde med en kvindelig overlæge i børnepsykiatri, der var en kollega til Ole Brems. Hun frygtede, at der foregik grusomme overgreb på hjemmets adoptivbørn.

En totalt psykisk nedbrudt Ole Brems havde fortalt hende, at børnene fik hældt acetone i øjnene af Lise Brems, var blevet slået med en kødhammer og blev madet med kogende vælling, så de fik forbrændinger i munden. Ole Brems insinuerede i forlængelse heraf, at denne behandling måske kunne have kostet flere børn livet.

Et særligt forhold underbyggede overlægens historie. I november 1974 var Brems-parrets seksårige adoptivdatter, Michaela, nemlig blevet indlagt på Ålborg Sygehus. Pigen var stærkt afkræftet. Hun vejede kun 10,7 kilo, og hendes tilstand var kritisk.
Hertil havde Ole Brems i øvrigt fortalt, at han levede i stor frygt for sin kone, der angiveligt truede med at slå ham ihjel, hvis han forlod hende, hvilket han dog alligevel havde gjort, idet han havde fundet sammen med sin sekretær og var flyttet fra hjemmet.

Efter et mere end ti timers langt grundlovsforhør den 12. januar 1975 eksploderede sagen i medierne. Aalborg Stiftstidende kunne berette, at parret angiveligt skulle “have vanrøgtet og mishandlet fire af deres udenlandske adoptivbørn i så uhyggelig grad, at tre af børnene i løbet af to år er døde under mystiske omstændigheder, medens det fjerde barn har været på gravens rand”. Herpå kunne avisen mere detaljeret fortælle om de døde børn.

Ofrene

Uffe Bjørn Brems var det første barn, der mistede livet – den 29. oktober 1972. Drengen stammede fra Thailand og blev tre år. Ifølge Ole Brems fik drengen en hjernesvulst og en form for sammenfald i ryggen. Lise Brems oplyste, at drengen i den sidste tid var blind på det ene øje, men de tilkaldte ingen hjælp, og drengen blev aldrig indlagt, selvom man må formode, at han har været i stærke smerter.

Copyright

Politimuseet

Kirsten Malene Brems døde den 7. november 1973. Hun blev 10 år. Som dødsårsag angav Ole Brems malaria. Pigen skulle angiveligt været blevet ramt af et “malaria-tilfælde, efterfulgt af hysteriske anfald”. I forbindelse med anfaldet havde Lise – ifølge Ole Brems – slået barnet. I de følgende timer var barnets tilstand forværret voldsomt, og Lise Brems havde ringet efter manden og fortalt, at pigen var døende. Da Ole Brems kom hjem, var Kirsten død.

Peder Mikael Brems – det tredje døde barn – afgik ved døden den 21. august 1974. Han blev ni år gammel. Peder var søn af en afrikansk far og en tysk mor. Peder var angiveligt død, efter at han havde kastet op, i hvilken forbindelse han havde fået noget i luftvejene. Om begivenheden fortalte Lise Brems under grundlovsforhøret: “Fra badeværelset hørte jeg et bump – og fandt ham liggende i køkkenet. Han havde taget en karaffel med hjemmebrygget hvidvin i køleskabet og praktisk talt tømt flasken. Efter 10-20 minutters tid mistede han bevidstheden. Peder døde kort efter.

Underskrev selv dødsattesterne

Eneste underskrift på børnenes dødsattester var Ole Brems, og af dødsattesterne fremgik det kun, at ingen mistænkelige forhold gjorde sig gældende. Ved alle dødsfaldene havde ægteparret hurtigt skaffet sig af med ligene ved at få dem kremeret og begravet på de ukendtes plads på kirkegården. Ingen af børnene var på noget tidspunkt forbi sygehusvæsnet, og ingen myndigheder blev involveret.

Men drypvis kom i hvert fald en del af den grusomme sandhed for dagen: Dødsårsagen var vanrøgt og mishandling. Snart flød de landsdækkende dagblade over med historier om, hvad der var foregået bag hjemmets fire vægge: Ekstra Bladet kunne den 14. januar 1975 således berette om, “hvordan børnene var blevet bagbundet og lagt i et bryggers, hvis de havde tisset i sengen”.
Hertil kom, at Lise Brems, ifølge kilder, helt uhæmmet skulle have slået Peder og Uffe med forskellige genstande, hun lige havde ved hånden. Det nævntes i øvrigt også, at børnene blev givet stærk anti-psykotisk medicin, når de ikke kunne sove.

Myndighederne i søgelyset

Myndighederne kunne imidlertid næppe heller tåle at stå i sandhedens skærende lys. Først kom det hurtigt for en dag, at vanrøgten i det Bremske hjem havde været kendt længe.
Allerede i slutningen af 1973 havde en lærer i området henvendt sig til børne- og ungdomsværnet, idet hun frygtede for børnenes liv. Hun havde et godt kendskab til de adopterede børn, da hun tidligere havde undervist tre af dem. Intet blev dog gjort.

Dernæst kom det frem, at en mand fra området i 1974 havde kontaktet socialforvaltningens rådmand. Manden ønskede at gøre opmærksom på de verserende rygter om Brems-parrets børnemishandling. Men intet skete.

Adoption som det vilde vesten

Advarsler i forhold til Brems-parrets ageren havde det altså ikke skortet på. Men hvorfor havde myndighederne så ikke grebet ind tidligere?

Forklaringen skal formentlig findes i tidens særlige adoptionsforhold og lægestandens misforståede kollegiale hensyn. Som beskrevet i bogen ”Børneimporten” fra 2013 var den tidlige adoption af udenlandske børn præget af kaos. Før den udenlandske børneadoption blev påbegyndt i 1960’erne, havde danske barnløse par adopteret indenlands, men det var blevet vanskeligere, idet flere enlige, unge, danske kvinder nu beholdt deres børn. Mange barnløse vendte derfor blikket mod det langt mindre regulerede udenlandske adoptionsmarked.

Her blev de hjulpet af ildsjæle, der havde gjort adoptionen af udsatte, udenlandske børn til deres hjertesag. Det gjaldt blandt andre Tytte Botfeldt, der i en årrække fungerede som primus motor for den udenlandske børneadoptionssag, idet hun var engageret i Plejehjemsforeningen og med til at starte foreningen Glemte Børn (det senere DanAdopt), ligesom hun var engageret i Terre des Hommes.

Ole og Lise Brems indledte et tæt parløb med Tytte Botfeldt, idet hun hjalp dem med at finde egnede børn til adoption, sideløbende med at Ole Brems engagerede sig i Botfeldts adoptionssag og blev formand for Glemte Børn samt formand for Plejehjemsforeningen.

Farlige dobbeltroller

Ole Brems var altså både adoptionsfar og formand for flere formidlende adoptionsorganisationer. Højst uhensigtsmæssige dobbeltroller – men næppe hele forklaringen på, at myndighederne var henholdende, når det kom til vanrøgtsklagerne mod ægteparret. Brems-parret havde jo adopteret ikke mindre end 10 børn, og det var tilmed børn, der ofte krævede særlig pleje, da en del af dem led af forskellige handicaps.

Et enkelt ægtepar kunne derfor umuligt passe så mange syge og sårbare børn, hvortil kom, at Lise Brems var storforbruger af forskellige former for beroligende opiumsbaseret medicin, led af astma og var stærkt overvægtig. Dette til trods skrev Ole Brems’ lægekolleger gang på gang uden tøven under på lægeerklæringer om, at Lise Brems var egnet til at adoptere. Lægerne erkendte senere, at der var tale om vennetjenester.

Alle myndighedsfejl til trods var de egentlige skyldige naturligvis Ole og Lise Brems.
Hvad havde dog ført dem så vidt, at de kunne vanrøgte og mishandle sårbare, handicappede børn til døde?

Ingen af de to hovedpersoner stammede selv fra udsatte hjem. Ole Brems havde i 1957 taget sin medicinske uddannelse med udmærkelse, og senere gjorde han karriere inden for psykiatrien. I 1959 mødte han Lise, der uddannede sig til sygeplejerske og specialiserede sig også inden for psykiatrien. Efter nogle år stod det parret klart, at de ikke kunne få børn, og de engagerede sig derfor i adoptionssagen.

På det mere personlige og familiære plan fremstod Lise Brems – der både var fysisk stærk og havde et meget opfarende temperament – som den dominerende, og Ole Brems lod sig angiveligt dominere.

Ole Brems – en kuet mand?

Særligt sidstnævnte forhold kom til at spille en afgørende rolle under den efterfølgende retssag. For her fremstillede Ole Brems gang på gang sig selv som den underkuede, der af frygt for fysisk straf havde gjort, hvad hans kone befalede. Han hævdede sågar, at han frygtede for sit eget liv.

Noget usammenhængende fremstod Ole Brems ansvarsforflygtigende udtalelser dog. For var det ikke ham, der havde skrevet alle dødsattesterne på de døde børn? Og var det ikke ham, der som læge havde undladt at bringe børnene på sygehuset? Og var det ikke ham, der både havde udskrevet opium til Lise Brems og havde givet børnene farlig, anti-psykotisk medicin, når de havde svært ved at sove?

Endelig var der også de utroværdige omstændigheder omkring Peders død: At han angiveligt havde mistet livet efter at have tømt en flaske vin fra køleskabet. Det lykkedes aldrig at trænge til bunds i dødsårsagen, da liget straks blev kremeret.

I 2013 fortalte et af de overlevende adoptivbørn, Iben, imidlertid til Politiken: “Peder blev kvalt i sit eget lort for at kalde en spade for en spade. Han sked i bukserne af skræk og blev fodret med sin egen lort, som blev skyllet ned med overgæret hjemmebrændt, som de hældte i ham. Og så døde han.” Ole Brems skulle, ifølge Iben, have været til stede under drabet.

Fængselsdomme og lovændringer

Under den efterfølgende retssag lykkedes det aldrig endeligt at fastslå, hvad der var foregået i det Bremske hjem – i pressen omtalt som “dødens hus” – og hvordan børnene var kommet af dage. Ligene var væk, og de overlevende børn var traumatiserede og derfor svære at afhøre.

Ved Landsretten idømtes Ole og Lise Brems i august 1975 henholdsvis to og fire års fængsel for mishandling, vanrøgt og vold. Året efter døde Lise Brems under uklare omstændigheder i sin celle.
Ole Brems skiftede efter endt afsoning identitet og skabte sig en ny tilværelse.

I 1976 fik Danmark en ny adoptionslov. Godkendelsen af adoptanter blev nu henlagt til særlige amtskommunale socialcentre, der refererede til et centralt adoptionsnævn. Hertil blev ligsynsloven af 1871 ændret, sådan at læger ikke længere kunne udskrive dødsattester over nærtstående personer.