Indsats

Politiforening: Det har været så voldsomt!

- Det har været en frygtelig situation, som mange af politifolkene har været vidne til og skullet agere i igennem mange timer. De har været drønprofessionelle. De har reddet liv. De har set hårdt sårede, døde, og skræmte mennesker. Det er svært ikke at blive meget imponeret og stolt, lyder det fra Københavns Politiforening. Her forventer man et stort psykologisk oprydningsarbejde i den kommende tid.

skjorte

Af Nicolai Scharling

Der gik ikke mange minutter, før politifolk fra København og nabokredsene begyndte at strømme mod byen, da det stod klart, at en mand havde skudt, dræbt og såret flere i Fields.

- Det er politi-genet. Man vil bare være med, hjælpe til og gøre den forskel, der skal til. Det er så imponerende, lyder det fra Jesper Bach, der er næstformand i Københavns Politiforening.

Han hastede selv på arbejde, da meldingen lød og har siden sammen med andre tillidsfolk fra foreningen været til stede på lokationer og samlingssteder, for at sikre sig, at der blandt andet var styr på detaljer omkring sikkerhed, bistand fra psykologtjeneste, psykologiske ”defusinger”, og for at tale med kollegerne. Samtidig havde politiforeningen en tillidsrepræsentant siddende i KSN, for at følge udviklingen tæt.
 

Tro mig, det har været en frygtelig situation, som mange af politifolkene har været vidne til og skullet agere i igennem  mange timer. De har været under et hårdt psykisk pres. De har reddet liv. De har set hårdt sårede, døde, og skræmte mennesker.
Jesper Bach, næstformand Københavns Politiforening

- Det er gået relativt smertefrit og i en god ånd. Vi havde tre psykologer til stede efter bare en times tid, og det har været godt og en stor succes. Det er  blandt andet resultatet af forbundets indsats belært af tidligere aktioner og voldsomme hændelser.  Mange er naturligvis påvirkede af de voldsomme og tragiske hændelser, men politifolk er først og fremmest bare løsnings- og handlingsorienterede, så selv i svære situationer handler det om hurtigt at få styr på det, overblik og at kunne hjælpe. De sætter sig selv til side, og andre først, siger Jesper Bach.

Han fortsætter:

- Tro mig, det har været en frygtelig situation, som mange af politifolkene har været vidne til og skullet agere i igennem  mange timer. De har været under et hårdt psykisk pres. De har reddet liv. De har set hårdt sårede, døde, og skræmte mennesker. De har i timevis oplevet, fundet og hjulpet mange, mange hårdt påvirkede mennesker, som måtte findes og hjælpes ud af Fields. Det kommer et kæmpe psykologisk oprydningsarbejde i den kommende tid, fortsætter han.

Dybt imponeret af kollegerne
I dag mandag er det så dagen derpå, hvor der skal samles op på gårsdagens udfordringer og eventuelle mangler i forhold til rammerne for indsatsen.

- Jeg må bare sige, at politifolkene endnu engang viser, at de er drønprofessionelle, og får løst alle deres opgaver med utroligt engagement, dygtighed og indlevelse. Herunder at skabe tryghed og sørge for, at folk føler der er styr på situationen og København igen kan være en sikker by at færdes i. Det er svært ikke at blive imponeret og stolt, siger Jesper Bach.

Tankerne går til ofrene og de pårørende
Også i Politiforbundet har forbundsformand Heino Kegel udtrykt stolthed og ros over politiet og måden  politiledelsen har tacklet en meget svær situation på.

- Det er tidlig søndag aften i ferietiden. Og alle smider bare alt, hvad de har i hænderne, møder ind, er fremme, får styr på situationen, skaber tryghed, skaber overblik, og tager over. Det er så utroligt flot og dygtigt, siger forbundsformanden i en kommentar på Politiforbundets hjemmeside.

Heino Kegel sender samtidig tanker til ofrene og de pårørende.

- Det er forfærdeligt, uforståeligt og så ondskabsfuldt. Tankerne går selvfølgelig til ofrene og de pårørende, og alle de som er personligt berørte af den her vanvittige handling. Vi ved at risikoen for vanvidshandlinger findes derude, men det gør det ikke mindre forfærdeligt, slet ikke med tanke på alle de ulykkelige og forfærdelige konsekvenser det har for helt uskyldige mennesker, deres familier og hele samfundet, siger han.

Ro og omtanke
Forbundsformanden håber at alle vil tackle choktilstanden med ro og omtanke.

- Lad politiet, myndighederne med videre gøre deres arbejde. Og lad os stå sammen om det gode, og sende klare signaler om ikke at lade os kue eller kaste os ud i overreaktioner, men stå fast på det fredelige, og herunder insistere på at vi vil færdes i et trygt og sikkert samfund, og bekæmpe had og trusler uanset vores holdninger i øvrigt, siger han.