Nyhed

Nye og forbedrede fotovogne på vej

Fremover skal landets ATK-operatører udføre arbejdet med at måle fartsyndere fra en Ford Transit Custom. Ultimo november lander de første 25 køretøjer efter planen hos Rigspolitiet, hvorefter de skal ud at virke i kredsene og udfase de nuværende fotovogne af mærket VW Transporter.

ATK

Det kommer til at ske en del forbedringer af indretning og sikkerheden i de nye køretøjer, som leveres af Vitronic. Eksempelvis indrettes der med en ”24-timers” kontorstol med armlæn, nakkestøtte, vippefunktion og mange indstillingsmuligheder, en køleboks til mad og drikkevarer, en affaldsspand med låg for at modvirke lugtgener, ligesom der kommer en bedre ventilation i køretøjerne.

24timersstol ATK
En såkaldt 24-timersstol med mange indstillingsmuligheder , nakkestøtte og armlæn er en af forbedringerne i  de nye fotovogne.


Sikkerhedsmæssigt bliver fotovognene udstyret med udvendige LED-lamper, så der bliver mulighed for at oplyse arealet omkring bilen. Der monteres fortsat sikkerhedsfilm på indvendige sider af alle sideruder og bagruder, men som noget nyt indsættes der nogle polycarbonat ruder i kabinen mellem bord og kameraudstyr, der har til formål at bremse eventuelle genstande, der lykkes at trænge gennem sikkerhedsfilmen.


- Arbejdsmiljøet bliver klart forbedret i fotovognene. Det er tiltrængt, da køretøjerne fungerer som arbejdsplads i mange timer i træk for ATK-målerne, siger forbundssekretær Louise Heiberg, der er Politiforbundets repræsentant i Rigspolitiets arbejdsgruppe bag den nye prototype. Samtidig glæder hun sig over, at der som altid har været en stor grad af brugerinddragelse i opbygningen af det nye køretøj.