Efterforskning

Ny national efterforskningsenhed skal være et flagskib i dansk politi

Arbejdet med at etablere en ny national efterforskningsenhed er skudt i gang. Enheden skal bygges op fra bunden, og der venter et stort arbejde med at få alting på plads. Første skridt på vejen er at få beskrevet formål, visioner og det faglige indhold. Dét arbejde er den nedsatte styregruppe netop i gang med. Tidsplanen er stram, for om ét år stævner skibet ud. Forventningerne er høje, også hos medarbejderne, selvom usikkerheden for fremtiden spiller ind.

Observatør aflytning

Af Stine Svarre Gaardhøj

Arbejdet med at opbygge en helt ny efterforskningsenhed i dansk politi er endnu i sin startfase. Det er et kæmpe projekt – en reform af dansk politi, som blev vedtaget af regeringen og en række partier med flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden kort før jul. Der er foreløbigt nedsat en styregruppe, som har holdt sit første møde. I spidsen for styregruppen er Lykke Sørensen, politidirektør i Politiområdet. Det bliver et travlt, men også spændende arbejde, forudser den nyudnævnte styregruppeformand.

- Projektet er endnu i en meget tidlig fase. Vi er i gang med det lidt kedelige, men helt nødvendige papirarbejde, der sætter rammerne for vores arbejde. Vi har holdt første styregruppemøde. Vi starter fra bunden, og der ligger et omfattende arbejde foran os. Det er en enorm opgave, som også bliver en stor omvæltning for hele dansk politi og anklagemyndigheden, siger Lykke Sørensen.

Lykke Sørensen
Det kommer til at være en stor organisatorisk omvæltning for mange medarbejdere med nye arbejdsmetoder og arbejdsgange. En af udfordringerne bliver at skabe synergi og fællesskab og bruge medarbejderes kompetencer bedst muligt og ikke kun gøre, som vi altid har gjort. Enheden skal smelte sammen og løse opgaverne sammen. Det bliver en kæmpe opgave, som vil kræve meget af en ny ledelse, lyder det fra Lykke Sørensen, politidirektør i Politiområdet og formand for styregruppen.

Store forventninger

Der er mange øjne, der kommer til at hvile på den nye efterforskningsenhed, og forventningerne er høje. Det lagde rigspolitichefen ikke skjul på, da han i et interview med DANSK POLITI kaldte enheden for en ”game changer” og omtalte den som et fyrtårn, der skal vise vejen for de øvrige politikredse. Han anerkendte, at det bliver en stor opgave at skabe enheden, og at der kan være mange faldgruber og bump på vejen.

De store forventninger deler Lykke Sørensen, og hun mener den nye efterforskningsenhed skal være et flagskib, der skal være med til at løfte efterforskningsområdet i dansk politi op på et endnu højere niveau end i dag. Og selvom der er mange udfordringer med eksempelvis at skabe en ny fælles kultur, så ser Lykke Sørensen også, at der er stort potentiale for udvikling og fornyelse for dansk politi i den nye enhed.

- Et af de overordnede mål for styregruppen er at få beskrevet, hvordan enheden samlet set kan gøre dansk politi og anklagemyndigheden bedre. Det er vigtigt for styregruppen ikke blot at kigge indad men også sørge for, at enheden er med til at sikre, at hele dansk politi løfter sig og bliver endnu bedre, fortæller Lykke Sørensen om visionerne.


Løbende udveksling mellem enhed og kredse

- Vi har blandt andet et ønske om, at der kommer til at ske en udveksling af medarbejdere mellem politikredse og enheden, som kan være med til at sikre, at dansk politi hele tiden har medarbejdere, som bliver dygtigere inden for efterforskningsområdet. Så jeg håber, vi kan etablere en fornuftig form for cirkulation og løbende rokering, fortæller Lykke Sørensen.

Hun er ikke dog i tvivl om, at der vil være udfordringer undervejs i processen, også når enheden kommer i gang med arbejdet.

- Det kommer til at være en stor organisatorisk omvæltning for mange medarbejdere med nye arbejdsmetoder og arbejdsgange. En af udfordringerne bliver at skabe synergi og fællesskab og bruge medarbejderes kompetencer bedst muligt og ikke kun gøre, som vi altid har gjort. Enheden skal smelte sammen og løse opgaverne sammen. Det bliver en kæmpe opgave, som vil kræve meget af en ny ledelse, forudser Lykke Sørensen.

Lokationer i Øst- og Vestdanmark

Den nye nationale efterforskningsenhed vil blive fordelt på to lokationer i henholdsvis Øst- og Vestdanmark. I Vestdanmark forventes den at blive placeret i Aarhusområdet. Den nuværende afdeling af NKC i Jylland vil dog forblive i Fredericia.

I Østdanmark vil den blive placeret i Københavnsområdet, hvor den vil få sit hovedsæde. Formentlig i Ejby, hvor Rigspolitiets Politiområde i dag er placeret.


Beskrivelse af formål og visioner

Styregruppen arbejder i øjeblikket på højtryk med at lave et kommissorium, som skal beskrive den nye efterforskningsenheds formål, visioner og de mange elementer og områder, der vil blive omfattet.

- Kommissoriet er et startdokument, som beskriver, hvad der arbejdes med og i hvilken retning, vi skal gå. Men det er også et dynamisk dokument, som kan justeres undervejs, fortæller Lykke Sørensen.

Udover styregruppen er der også blevet etableret en følgegruppe, hvor de faglige organisationer er repræsenteret, og de kommer til at følge arbejdet tæt. Det er blandt andet her, Politiforbundets medlemmer er repræsenteret og har fire pladser.


Skyder løse rygter ned

Rigspolitiforeningen, som har en plads i følgegruppen, følger processen tæt og har gjort det længe. Foreningen er blandt andet også med i en netværksgruppe for tillidsrepræsentanter fra de centre og enheder, der skal lægges sammen, som nøje følger med i udviklingen af den nye efterforskningsenhed.

Aftaleteksten i flerårsaftalen

”Enheden skal bl.a. efterforske de mest ressourcetunge og komplekse sager, herunder nogle af de sager der i dag volder problemer for politikredsene, samt bistå politikredsene og PET i deres efterforskninger med specialiserede kriminaltekniske ydelser og særlige kompetencer mv.

Der vil endvidere blive oprettet en særlig statsadvokat til bl.a. at føre tilsyn med enhedens komplekse straffesagsbehandling.

Etableringen af en ny national efterforskningsenhed og en ny særlig statsadvokat indebærer væsentlige organisatoriske ændringer, der omfatter samling af eksisterende enheder fra flere myndigheder og er forbundet med et stort implementeringsarbejde i aftaleperioden.”

Kilde: www.jm.dk

- Det er vigtigt, at vi kan skyde alle løse rygter ned hurtigst muligt blandt kollegerne. For dem opstår der masser af i denne tid. Der er stadig stor usikkerhed om fremtiden, og det præger kollegerne og stemningen, men der er også mange som har store forventninger og ser frem til den nye enhed, fortæller Klaus Byrjalsen, næstformand i Rigspolitiforeningen.

Det er et billede, som tillidsrepræsentanten Byrial Dalsgaard kan genkende fra medarbejdere i Særlig Efterforskning Vest, som også bliver en del af den nye enhed. Her har mange kolleger en spændt forventning til, hvad der kommer til at ske med den nye enhed. Og mange vil gerne sikre sig, at de bliver hørt eller kan få lov til at komme med input. De bekymringer, der er mest udbredt, handler om usikkerhed om ansættelsesforhold og -sted, lyder den foreløbige melding.

Vigtigt at informere om forandringer

Lykke Sørensen er meget opmærksom på vigtigheden af at informere og inddrage medarbejdere løbende om de store forandringer, der kommer til at ske. Men på grund af corona-situaionen bliver der ikke i første omgang mulighed for personalemøder rundt omkring i kantinerne. I den kommende måned bliver dialogen ført på videomøder med de respektive ledelser i de otte involverede enheder, som skal lægges sammen. Derudover vil der løbende komme information ud på Polintra og fra lederne, som er med i styregruppen.

- Jeg håber, at medarbejderne har lidt tålmodighed. Vi vil gøre, hvad vi kan for at informere løbende og hurtigst muligt få gang i dialogen med medarbejderne, fortæller Lykke Sørensen.

Hun fremhæver endvidere, at ledere og medarbejdere helt naturligt vil blive inddraget omkring det konkrete faglige arbejde, og via følgegruppen kan de også komme i dialog om emner, der skal have særlig opmærksomhed.

Arbejdet kører i flere spor

Tidsplan

Enhedens opstart er 1. januar 2022.

Det er planen, at efterforskningsenheden er etableret organisatorisk og ledelsesmæssigt ultimo 2021.

Stillingerne i øverste ledelse skal være besat i god tid inden opstart 1. januar 2022.

Den fysiske flytning af alle medarbejdere forventes at begynde i løbet af 2022.

Da etableringen af den ny efterforskningsenhed er så omfattende, deles den op i forskellige spor. Der er blandt andet spor inden for opgaver,  HR, bygninger og økonomi. Styregruppens opgave består i at sikre, at målet inden for de forskellige spor står helt klart, også i forhold til det gode samarbejde med politikredsene.

- Der vil løbende opstå mange problemstillinger omkring snitflader, at der laves så klare beskrivelser som muligt. Vi skal selvfølgelig inddrage og have hjælp fra de ledere og medarbejdere, der allerede sidder med hænderne dybt begravet i opgaverne i dag, fortæller Lykke Sørensen.

At skabe en ny fælles kultur forudser Lykke Sørensen som en afgørende forudsætning for at komme i mål med enheden, og derfor skal det have særligt fokus undervejs i arbejdet.

- Det er otte enheder, der skal flytte sammen og arbejde med fælles opgaver som én sammentømret enhed. Det er helt afgørende at få de otte enheder til at smelte sammen. Der er masser af dygtige medarbejdere fra hver deres område, men nu skal de være dygtige sammen. Og det kommer ikke af sig selv. Så den kommende ledelse skal arbejde med at skabe en fælles kultur og fælles forståelse, siger Lykke Sørensen.

Det næste skridt i styregruppens arbejde er etablering af de spor, der konkret skal arbejde med blandt andet enhedens opgaver og HR. Hvert spor får en sporejer, der skal stå i spidsen for at sikre fremdrift og lave oplæg til styregruppen.

Nu er arbejdet gået i gang, og det bliver et travlt år for alle involverede parter. Ifølge tidsplanen, skal den nye øverste ledelse være på plads omkring sommerferien i år, og dermed får den tid til at dedikere sig til arbejdet med etableringen, som skal være på plads fra 1. januar 2022, afslutter Lykke Sørensen.

 

Styregruppen

Lykke Sørensen, politidirektør, Rigspolitiet (styregruppeformand)
Pernille Breinholdt Mikkelsen, statsadvokat, Rigsadvokaten
Anne Tønnes, politidirektør, København Politi
Kirsten Dyrman Nielsen, politidirektør, Østjyllands Politi
Per Fiig, chefanklager, SØIK
Søren Thomassen, chefpolitiinspektør, Nordsjællands Politi.

Følgegruppen består af: 
Faglige organisationer, som repræsenterer medarbejderne.
Politiforbundet har fire pladser, som er besat af: forbundsformand Heino Kegel, Rigspolitiforeningen, Københavns Politiforening og Politilederforeningen.