Digterpræstens død
På DR kan man lige nu ses en ny serie om drabssager udstillet på Politimuseet. En af disse drabssager omhandler digterpræsten Kaj Munk, der blev myrdet af den tyske besættelsesmagt. Drabet indvarslede en skærpelse af den tyske terror i Danmark – og opklaringen af forbrydelsen står stadig som en milepæl i dansk kriminalhistorie.
Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet
Det var onsdag den 4. januar 1944. Klokken var 08.15, og murersvend Anton Seithen var på cykel af Hørbylund Bakke mod Pårup på vej til sit arbejde. På vej op ad bakken så han i grøften en mand ligge på ryggen med ansigtet smurt ind i blod. Seithen stod af cyklen og konstaterede hurtigt, at den pågældende mand var død. På cykel kørte Seithen nu, så hurtigt han kunne, de halvanden kilometer til Pårup Kro, hvor han vidste, at der var en telefon. Klokken 09.15 ringede han til læge Mogens Kronholm og fortalte om sit fund, hvorefter lægen bad Seithen om at køre tilbage til stedet og afvente politiets ankomst.
”Du svin”
Personale fra Rejseholdet, med Otto Himmelstrup i spidsen, ankom samme dag ved middagstid. Her fik de oplyst, at det fundne lig var identisk med den berømte digterpræst Kaj Munk fra Vedersø. Ved obduktion var det blevet konstateret, at Kaj Munk var blevet dræbt ved tre pistolskud. På findestedet blev der blandt andet fundet en kuffert, hvorpå der med håndskrift på en seddel var skrevet: ”Du svin har alligevel arbejdet for Tyskland”.
I forbindelse med efterforskningen fandt man ud af, at en bil af mærket Opel Kaptajn med indregistreringsnummeret POL 198-935 havde kørt Kaj Munk bort. Ud fra indregistreringsnummeret kunne man konstatere, at det var en bil, der tilhørte det tyske politi, og at bilen var kommet med middagsfærgen fra Korsør til Nyborg den 3. januar 1944. Der havde været fem mand i bilen.
Pilen peger mod Dagmarhus
Den videre efterforskning viste, at bilen nåede frem til Ringkøbing samme aften ved 18-tiden. Fra en kiosk på torvet blev det oplyst, at en person fra bilen havde telefoneret til Vedersø Præstegaard. Pågældende havde talt godt dansk, men med accent. Han havde præsenteret sig som stud.theol., der ønskede et møde med pastor Munk, men det havde præsten afvist, da han ikke kendte ham, fortalte hans hustru senere. Hun fortalte endvidere, at bilen med mændene ankom til Vedersø Præstegaard ved 19.30-tiden. Tre mænd var steget ud af bilen, den fjerde var blevet siddende bag rattet, og den femte blev stående på gårdspladsen bevæbnet med en maskinpistol.
De tre mænd havde på gebrokkent dansk påstået at være fra politiet og krævet at tale med Kaj Munk. Hun havde derpå henvist dem til hans arbejdsværelse på loftet, hvor han sad og skrev. De tre mænd gik derop og havde ført en samtale med Kaj Munk om noget, hun ikke kunne høre. Derefter var de kørt, efter at Munk havde pakket en lille kuffert med skiftetøj.
Vedrørende bilen fra det tyske politi foretog Rejseholdet undersøgelser i København. Her fandt man ud af, at bilen var kørt fra tyskernes hovedkvarter i Dagmarhus den 3. januar 1944. Da Rejseholdet søgte at få oplyst, hvem der havde været i bilen, nægtede Dagmarhus imidlertid at give dem flere oplysninger, og kort efter beordrede besættelsesmagten hele undersøgelsen standset.
Efterforskningen genoptages
Under den genoptagne efterforskning efter besættelsens ophør fandt Rejseholdet ud af, at en person havde indfundet sig på Vedersø Præstegaard allerede den 20. december 1943 for at søge oplysninger omkring Kaj Munk. To anholdte mænd fra Gestapo fortalte dertil, at en af de hidtil ukendte deltagere i bilen havde været en mand fra det tyske sikkerhedspoliti ved navn Wolfgang Söhnlein. Man skyndte sig nu at efterlyse denne mand, og det førte til, at han blev anholdt i Flensborg og transporteret til København, hvor han blev afhørt af Himmelstrup personligt, og han tilstod meddelagtighed i drabet på Kaj Munk. Samtidig forklarede han baggrunden for drabet og den måde, det var blevet eksekveret på, hvilket mildest talt fik den garvede vicekriminalinspektør Himmelstrup til at spærre øjnene op.
En rasende Himmler
Ud fra Söhnleins forklaring, suppleret med andre undersøgelser af Rejseholdet – blandt andet afhøringerne ved Krigsforbryderdomstolen i Nürnberg – kunne man sammenstykke følgende begivenhedsforløb vedrørende drabet på Kaj Munk:
De tiltagende stikkerlikvideringer og drab på tysk personel, der var begyndt omkring årsskiftet 1943-44, havde efter sigende gjort Himmler rasende. Da der kom en ordre fra Reichssicherheitshauptamt (RSHA) om at udføre en eller flere aktioner, der en gang for alle skulle stoppe modstandsbevægelsens likvideringer, besluttede Mildner, sikkerhedschef i Danmark, sig for at gennemføre en operation, der kunne tilfredsstille Himmlers krav om handling.
Først overvejede han at springe Det Kongelige Teater i luften, men da han var bange for den danske befolknings reaktion, besluttede han sig for at få udarbejdet en liste over danske kulturpersonligheder, ud fra hvilken der skulle findes to egnede likvideringsemner. Af sine rådgivere fik han at vide, ”[at] Kaj Munk var en stor stærk Tyskhader og havde Forbindelse til den Danske Modstandsbevægelse og Secret Service”. Derfor valgte han ham samt journalisten og arkivaren Christian Hansen Dam, der skulle have forbindelser til modstandsbevægelsen. Det lykkedes imidlertid kun at likvidere Kaj Munk, da Dam på mirakuløs vis overlevede skud gennem både hoved og hals samt flere skud i kroppen.
Elitesoldaterne
Mildner gav nu Söhnlein – som talte dansk og havde kendskab til danske forhold, idet han havde dansk familie – ordre til at undersøge området omkring Vedersø Præstegaard. Kort efter kom den direkte ordre til at likvidere Munk, og Söhnlein planlagde derfor sammen med SS-elitesoldaten Otte Schwerdt gennemførslen af ordren. Schwerdt var få dage forinden af Himmler blevet beordret til Danmark for at lave en terrorenhed, der skulle svare igen på modstandsfolkenes aktioner.
Under den videre planlægning søgte Schwerdt at få afblæst aktionen, idet han fandt den tåbelig, men ledelsen i Dagmarhus var ubøjelig; aktionen skulle gennemføres. Da der således ikke var noget at gøre, mødtes Söhnlein og Schwerdt med tre andre SS-elitesoldater og planlagde det videre forløb. For at hylle aktionen i et hemmelighedsfuldt skær blev de enige om at udfærdige en seddel, der skulle give den danske modstandsbevægelse ansvaret for drabet. Man besluttede, at SS-soldat Carstensen skulle skrive sedlen, ”da han pralede med, at han skrev og talte perfekt dansk”.
Som sagt, så gjort: Enheden tog dagen derpå ud til familien Munks præstegård, hentede Kaj Munk og kørte ham bort. På vejen gav Schwerdt Carstensen tegn til at skrive en seddel, der altså kom til at indeholde den tidligere beskrevne, uheldige germanisme, ”Du svin” – hvilket jo indikerede, at Carstensen havde overdrevet sine danskkundskaber noget.
Efter at have kørt en tid stoppede de ved et vejtræ, og under påskud af at skulle lade vandet trak de Kaj Munk ud af bilen og dræbte ham med flere skud. Man fandt aldrig ud af hvem af de fem, der præcist havde affyret skuddene, da alle gensidigt skød skylden på hinanden.
Drabet på Kaj Munk gav absolut ikke indtryk af en særlig velkoordineret eller intelligent tysk modterror, og Mildners afløser som sikkerhedschef i Danmark, SS-Standartenführer Otto Bovensiepen, var da også mildest talt utilfreds med aktionen, som han kaldte den rene dumhed, der udelukkende bidrog til at kaste et dårligt lys over de tyske besættelsesstyrker. Drabet gjorde samtidig Kaj Munk til et af de mest markante ofre for en eskalerende tysk terror i Danmark.
Alle afsnit kan ses på DRTV fra den 28. juni.
