Blekingegadebanden – kriminalhistoriens største sag

Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet
Fotos Politimuseet

I starten af 1960’erne indledtes en omfattende debat om det destruktive atomkapløb mellem Vesten og Sovjetblokken, de europæiske kolonimagters tilbagetrækning fra Den Tredje Verden og USA’s tiltagende engagement i Vietnamkrigen. I kølvandet på denne debat blev Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) oprettet i 1963 med den venstreintellektuelle, Gottfred Appel, som leder.

KAK's ideologiske fundament var den såkaldte ”snylterstatsteori”. Teorien hævdede, at Vestens økonomiske forspring skyldtes en udbytning af Den Tredje Verden. ”Snylterstatsteorien” vandt genklang hos en række politisk engagerede unge – blandt andre fem unge mænd ved navn Jens Holger Jensen, Jan Weimann, Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Peter Døllner. 

De første røverier

I de følgende år organiserede disse unge mænd sig i Kommunistisk Ungdomsforbund (KUF) – en ungdomsorganisation under KAK. Medlemmerne viste deres modstand mod den vestlige udbytning ved at deltage i 1960’ernes store demonstrationer mod atomoprustningen, Vietnamkrigen og ikke mindst urolighederne ved afholdelsen af Verdensbankens kongres i København i efteråret 1970. Fra starten af 1970’erne indstillede KAK imidlertid næsten al udadvendt, politisk aktivitet i Danmark og koncentrerede sig om at støtte revolutionære befrielsesbevægelser i Den Tredje Verden – herunder særligt Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP).

Med tiden blev KAK's forhold til PFLP særdeles tæt, og i forlængelse heraf så man i midten af 1970’erne en række uopklarede våbentyverier og røverier i Københavnsområdet. Forbrydelserne formodes at have haft relation til medlemmer af KAK, og formålet var at skaffe finansiering til PFLP’s aktiviteter. Det er dog aldrig blevet bevist, at medlemmer af KAK stod bag forbrydelserne.

Den hårde kerne

I slutningen af 1970’erne kom det til et brud mellem Gottfred Appel og flere yngre medlemmer af KAK, særligt repræsenteret ved de fem tidligere omtalte unge mænd, der senere skulle blive benævnt som Blekingegadebandens “hårde kerne”. Flere yngre, mere aktivistisk orienterede medlemmer, herunder ”den hårde kerne”, oprettede Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA). KA overtog efterfølgende den tidligere KAK-styrede nødhjælpsorganisation Tøj til Afrika.

De senere medlemmer af Blekingegadebanden, Bo Weimann, Karsten Møller Hansen og Carsten Nielsen, blev sluset ind i banden via deres frivillige arbejde i Tøj til Afrika.

Historiske røverier

Op igennem 1980’erne fandt nogle af danmarkshistoriens mest avancerede bankrøverier sted. Røverierne havde en meget ensartet fremgangsmåde. Det begyndte med et røveriforsøg mod Forstædernes Bank i juli 1980. Røveriforsøget inkluderede en gidseltagning af bankens 60-årige direktør, hans hustru og otteårige barnebarn. Ofrene blev brutalt pacificeret. Herpå fulgte et røveri mod Privatbankens filial ved Vesterport i København den 2. april 1982.  Udbyttet af røveriet var 768.747,50 kroner.

Knap et år efter, den 2. marts 1983, blev en pengetransportbil udsat for røveri ud for Lyngbygårdsvej 143. Pengetransportbilen indeholdt værdier for i alt cirka 8.294.000 kroner. Den 26. marts 1983 blev to mænd med relationer til PFLP tilbageholdt af det franske toldvæsen, fordi de medbragte seks millioner danske kroner. Ingen af mændene ville fortælle, hvor pengene stammede fra.

Den 3. december 1985 blev en pengetransportbil udsat for røveri ud for Herlev Posthus. Røveriet fandt sted, da en bankbetjent bar en værdipostsæk ud til pengetransportbilen. Røverne var maskerede og benyttede blandt andet en kørestol til at vildlede bankpersonalet. Røveriets udbytte var 1.485.000 kroner.

Godt et år senere, den 22. december 1986, blev det københavnske stormagasin Daells Varehus udsat for røveri. Tre gerningsmænd tiltvang sig – idet de udgav sig for vinduespudsere – adgang til stormagasinets hovedkasse. Efter at have truet bankpersonalet til at udlevere hovedkassens indhold, flygtede gerningsmændene via en række mellemgange ud af bygningen. Røverne benyttede en barnevogn til at skjule byttet, da de flygtede bort fra varehuset. Røveriets udbytte var 4.492.160 kroner. 

Politidrabet

Knap to år senere, den 3. november 1988, blev Købmagergades Postkontor udsat for røveri. Røverne foregav at være fra kriminalpolitiet. Røveriets udbytte var cirka 13 millioner kroner i kontanter og værdipapirer.

Under flugten affyrede en af gerningsmændene et jagtgevær, der var ladt med patroner af mærket Rottweil, indeholdende særligt store vildsvinehagl. Et af disse hagl ramte politibetjenten Jesper Egtved Hansen i øjet, hvorved han blev livsfarligt såret. Han afgik senere ved døden.

Jesper Egtved Hansens død var et uforståeligt chok for samfundet, politiet og især den unge politimands familie. Dagen efter drabet samlede Jesper Egtved Hansens kolleger fra Københavns Politi sig omkring gerningsstedet i Købmagergade. Med blottede hoveder slog politifolkene en halvcirkel omkring de mange blomster, der var lagt, hvor Jesper Egtved Hansen var faldet. Budskabet var klart; politiet stod nu skulder ved skulder. Alle ressourcer blev sat ind. Dette meningsløse drab ville blive opklaret.

Blekingegade

Umiddelbart efter røveriet i Købmagergade og drabet på Jesper Egtved Hansen henledte PET, der havde overvåget KAK siden midten af 1970’erne, Københavns Politis opmærksomhed på flere af Blekingegadebandens medlemmer. I april 1989 blev Jan Weimann, Peter Døllner, Torkil Lauesen og Niels Jørgensen varetægtsfængslet.

Den 20. maj 1989 kørte Carsten Nielsen, der mistænktes for at være en del af Blekingegadebanden, galt på Birkerød Kongevej nær Holte. I bilen fandtes en telefonregning og et nøglesæt, der relaterede sig til en lejlighed på Blekingegade 2, 1. th. på Amager.

Da politiet ransagede lejligheden, fandt de en lang række effekter, der hidrørte fra røveriet mod Købmagergade Posthus. Lejligheden viste sig også at have et skjult rum, der indeholdt politiuniformer og falske identitetspapirer samt en stor mængde våben, sprængstoffer og panserværnsraketter. Mange af våbnene stammede fra et militært våbenlager beliggende ved den lille svenske by Flen. Hertil kom kidnapningsplaner af den svenske milliardærsøn, Jörn Rausing, og omfattende registre over jødiske virksomheder og personer – benævnt Z-file.

Efter fundet af lejligheden blev Bo Weimann og Karsten Møller Hansen ligeledes arresteret, mistænkt for at være involveret i Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter. Herefter begyndte en af danmarkshistoriens mest omfattende og komplicerede retssager mod Blekingegadebandens medlemmer.

Retssagen og dommene

Den 3. september 1990 indledtes retssagen mod Blekingegadebanden ved Østre Landsret. Samfundet holdt vejret, og politiets sikkerhedsopbud var enormt. I de næste måneder udspillede der sig et drama i de danske retssale, som sjældent er set hverken før eller siden. Endelig faldt dommene så den 30. april 1991. Niels Jørgensen, Jan Weimann og Torkil Lauesen blev frikendt for drab, men idømt 10 års fængsel for røveriet. Carsten Nielsen blev også frikendt for drab, men idømtes otte års fængsel for Købmagergaderøveriet. Bo Weimann idømtes syv års fængsel for planlægning af Købmagergaderøveriet og Amagerbankrøveriet, (der aldrig gennemførtes), samt udarbejdelsen af Z-file. Karsten Møller Hansen idømtes tre års fængsel for planlægning af Købmagergaderøveriet. Peter Døllner idømtes et års fængsel for dokumentfalsk og hæleri med stjålne våben. Dommene blev senere stadfæstet af Højesteret.

Hvem affyrede det dræbende skud?

Domfældelserne vakte diskussion i offentligheden. Særligt to forhold undrede: Offentligheden havde en forventning om, at de anklagede ville blive dømt efter terrorparagraffen (§ 114), da de med deres kriminelle aktiviteter havde understøttet PFLP. Med dommene stod det dog klart, at det ikke ville komme på tale, idet anklagemyndigheden måtte erkende, at terrorparagraffen ikke gav belæg for dette. Terrorparagraffen var – inden de mange nye terrorpakker blev vedtaget efter 11. september-terroranslaget i 2001 – kun rettet mod at beskytte den danske samfundsorden og danske interesser. Støtte til international terrorisme var derfor ikke indbefattet i paragraffen.

Et andet forhold, som offentligheden også havde en klar forventning om at Blekingegade-medlemmerne ville blive dømt for, var drabet på Jesper Egtved Hansen. Som retssagen skred frem, blev det dog mere og mere tydeligt, at dette heller ikke ville blive tilfældet. Torkil Lauesen og Carsten Nielsen havde ellers tilstået at have deltaget i Købmagergaderøveriet, og anklagemyndigheden mente, at der også var belæg for at dømme Jan Weimann og Niels Jørgensen for deltagelse i røveriet samt Bo Weimann og Karsten Møller Hansen for at have medvirket til planlægningen. Alle opretholdt dog en total tavshed omkring, hvem der havde affyret det dræbende skud, og spørgsmålet blev derfor, om alle de meddelagtige i Købmagergaderøveriet kunne straffes for forsætligt drab? Noget sådant ville kræve, at der havde været et direkte fortsæt til drab hos de deltagende – altså, groft sagt, at gerningsmændene havde medbragt haglgeværet med det formål at dræbe. Dette var imidlertid vanskeligt at bevise på trods af, at anklagemyndigheden understregede, at gerningsmændene havde medbragt et oversavet jagtgevær med kraftig ammunition og derfor måtte have haft en formodning om, at dette kunne føre til drab.

Den sidste mand

Endnu havde sagen dog ikke fundet sin afslutning. Under ransagningen af Blekingegadebandens dæklejlighed havde man nemlig fundet spor efter en hidtil ukendt person, som havde opholdt sig i lejligheden op til Købmagergaderøveriet. Den ukendte fremmede viste sig at være schweizeren, Marc Rudin, der var højre hånd for Marwan El-Fahoum, PFLP’s operative chef og føringsofficer for Blekingegadebanden.

Marc Rudin var, viste det sig, blevet sendt til Danmark for at assistere Blekingegadebanden under Købmagergaderøveriet. Den 14. oktober 1991 blev Marc Rudin anholdt af det tyrkiske politi, da han forsøgte at krydse den tyrkiske grænse med et falsk pas. I 1993 blev han udleveret til Danmark og i oktober idømt otte års fængsel for delagtighed i Købmagergaderøveriet. Marc Rudin afgik ved døden i april 2023.

Med dommen over Marc Rudin blev der sat et retsligt punktum i Blekingegade-sagen, men diskussionen om Blekingegadebanden levede videre.