Århundredets fangeflugt – et juleeventyr

 Af Frederik Strand, Politimuseet  

 Fængselsinspektøren blev tilkaldt, og der blev slået storalarm. Herefter gik man i gang med at undersøge cellen, samtidig med at fængslet og omgivelserne blev gennemsøgt. Til personalets store overraskelse var cellen meget ryddelig, og der var ingen tegn på flugtforsøg, men da de åbnede lågen til et lille væghængt skab, blev de imidlertid slået med vantro og forbløffelse. Inde i afsløredes nemlig et hul i væggen, og bag ved dét et hulrum, der tilsyneladende førte til en lang tunnel. Over indgangen til dén hang en seddel, hvor der stod: ”Hvor der er en vilje, der er der også en vej”.

Personalet blev nu klar over, at de stod over for en ekstraordinær flugt, og der blev derfor slået alarm til Horsens Politi, som mødte med alt disponibelt mandskab. Man foretog undersøgelser omkring statsfængslet, ligesom terrænet uden for fængslets ringmur blev gennemsøgt af politifolk med hunde.

 

En 18 meter lang tunnel

Carl August Lorentzens spor fortabte sig imidlertid i det uvisse. Politi og fængselspersonale gik derfor i gang med at se nærmere på selve organiseringen af flugtforsøget – og nu spærrede de for alvor øjnene op. Lorentzen havde fjernet bagbeklædningen til skabet og hugget hul i cellens mur.

Alene dette arbejde forekom yderst vanskeligt, idet bare det mindste puds fra væggen kunne afsløre, hvad han var i gang med. Politiet konkluderede, at han havde skilt sig af med pudset via wc-kummen.

Hvad der gemte sig bag hulrummet, som hullet i væggen førte ud til, var imidlertid endnu mere fantastisk. Her fandt man nemlig en 18 meter lang tunnel - afstivet med 600 træstykker samt et sindrigt glidesystem, hvorved jorden kunne transporteres bort fra tunnelen og ind i hulrummet, der befandt sig under en trapperepos.

Selve tunnelen var gravet fra hovedbygningen under gårdspladsen og hen til hovedport-bygningen, der udgjorde en del af ringmuren. Derved undgik Lorentzen at forcere ringmuren, der var så godt som umulig at komme over. I stedet kunne han blot bryde op gennem cementgulvet i hovedport-bygningen og derfra forlade bygningen igennem et vindue, der ikke var tilgitret. Herpå skulle han passere et fire meter højt ståltrådshegn med pigtråd foroven – og så var han ude i friheden.

 

Natlige vandringer

Man forundredes over, hvordan Lorentzen havde skaffet sig redskaber til at grave og træstykker til at afstive tunnelen, da de fleste genstande i cellen var boltet fast. Hertil kom, at man ikke vidste, hvordan han var kommet af med al jorden, da man mente, at der ikke var plads til al den udgravede jord i hulrummet.

Under en rekonstruktion fandt man ud af, at Lorentzen havde løsnet et bræt i trappen over hulrummet, og herfra kunne han komme ud i fængslet og frit bevæge sig rundt, hvilket ikke var til meget hjælp uden nøgler til forskellige rum – og man mente derfor, at han havde konstrueret falske nøgler.

Det blev efterfølgende bekræftet af et stort nøglefund i hulrummet. Yderligere undersøgelser viste, at Lorentzen havde gemt en del af jorden på statsfængslets loft, hvorfra han også havde taget sengebrædder til at afstive tunnelen og sandsynligvis også arbejdsredskaber til gravearbejdet.

Materiale til et attraphoved, placeret i hans seng under gravearbejdet om natten, mente man også, var fundet på hans natlige vandringer rundt omkring i fængslet. Hvordan han helt præcist var kommet gennem det forholdsvis hårde murværk og træskabets bagside stod først klart, da man i hulrummet fandt en stoppenål - sat fast på et kosteskaft. Dette redskab havde han brugt til at hakke sig gennem væggen. 

 

Med fare for eget liv

Politi og fængselspersonale var imponerede – og politiet dokumenterede da også det hele i en fotomontage og smalfilm optaget på stedet.

Flugten var en fantastisk præstation, der havde krævet en næsten ufattelig udholdenhed, organisatorisk snilde og håndværksmæssig dygtighed – og hertil kom en ikke ubetydelig frygtløshed, idet gravearbejdet i hulrummet eller nedstyrtninger i tunnelen nemt kunne have kostet Lorentzen livet.

Måneders arbejde var lagt i dette flugtforsøg, og det stod fængselspersonalet klart, at Lorentzen fra det øjeblik, han ankom til statsfængslet, havde forberedt flugten, idet han her eksplicit havde bedt om en fugtig celle i den nederste del af bygningen.

 

Gentlemantyven

Der var altså tale om en fange af en ganske særlig kaliber, hvilket ikke burde være kommet bag på nogen. Carl August Lorentzen var nemlig allerede kendt i pressen som en såkaldt ”gentlemantyv” - en betegnelse som i samtiden blev benyttet om forbrydere med helt særlige karakteristika.

De skulle være elegante, snu, velhavende – og så var det helt afgørende, at de ikke benyttede vold, men gennemførte deres kup ved overlegen intelligens. Sidst, men ikke mindst, var det vigtigt, at de udstillede myndighedernes stupiditet.

Lorentzen var i øvrigt ikke ene om at få denne betegnelse, det havde blandt andre også ”Det Borende X” fået - men igennem sit monumentale flugtforsøg havde Lorentzen vist, at han vitterligt var af en støbning, som ”gentlemantyve” var gjort af. Flugten gjorde ham derfor, paradoksalt nok, i folks bevidsthed til en helt, der lyste op i de kolde og triste efterkrigsår.

 

Pressens reaktion

Pressen flød derfor også over af historier om Lorentzen. I alle aviser blev det fremhævet, at han stammede fra fattige kår, og han blev citeret for at have sagt, at han aldrig havde kendt sin far, samt at moren ikke havde udøvet megen kærlighed mod ham. Og som otteårig blev han straffet med spanskrør på Københavns Rådhus på grund af tyveri.

Aviserne fremhævede også hans mange dristige kup. Et af de mest berømte fandt sted i en stor forretningsejendom i Randers, hvor Lorentzen lavede et indbrud, men kun brød ét af to pengeskabe op. Firmaet, som fabrikerede dét skab, der ikke blev brudt op, benyttede lejligheden til at reklamere med, at ”deres pengeskab holdt”.

To dage efter lavede Lorentzen indbrud samme sted – brød nu det andet pengeskab op og efterlod en seddel med ordene: ”Det holdt ikke”.

 

spisekammertyv

Seks dage efter flugten blev der imidlertid sat punktum for de mange historier. På en gård i Horsensområdet blev Lorentzen nemlig pågrebet af en gårdejer, hans tjenestekarl samt en kromandssøn.

Gårdejeren havde opdaget, at der forsvandt mad og mælk fra spise­kammeret, og de tre begyndte derfor at holde vagt, og da Lorentzen forsøgte at bryde ind for at proviantere, holdt de ham op med et jagtgevær. De anede ikke, at det var selveste flugtkongen, før han selv tilstod.

 

Trusselsbreve

De tre optrådte dog ikke som helte i den efterfølgende pressedækning, tværtimod virkede de brødebetyngede over at have afsluttet det store eventyr.

Gårdejeren sagde i et interview: ”Han bad os om en chance, før han fortalte, hvem han var, men vi havde jo allerede ringet til politiet” – underforstået, at havde de vidst, hvem han var, ville de nok ikke have ringet til myndighederne, men givet ham en chance!

Da den spektakulære flugt endte noget kedeligt og hverdagsagtigt, reagerede befolkningen med frustration og forbitrelse. Gårdejeren modtog derfor trusselsbreve, hvor han blandt andet blev stemplet som en ”Judas”, fordi han fik en dusør på 1.000 kroner. Man rørte ikke ustraffet ved en myte og en historie, der lyste op i december mørket.

Otte år senere døde Lorentzen, mens han befandt sig i Horsens Statsfængsel. Denne gang slap han endegyldigt ud af fængslet. 

 

 I begyndelsen af det nye år viser Politimuseet hidtil bortgemte genstande og filmklip fra Carl August Lorentzens flugt.