2020 – det måske forsømte år

Af Nicolai Scharling

Forbundsformand Claus Oxfeldt konstaterede det med træthed i stemmen under en morgenbriefing på Politiforbundets corona-stabsmøde sidst i oktober.

- Der er intet nyt om flerårsaftalen. Den skulle have været afsluttet inden 31. oktober. Men det sker næppe i de næste mange uger.

Trætheden bestod i, at han har gentaget sig selv og samme budskab de seneste måneder.

Om lidt, om lidt, om lidt.

Flerårsaftalen er landet i en skyttegrav, og alle venter og venter på ”nyt fra vestfronten”, mens krise-nødblus og giftiggule corona-tåger svæver over samfundet.

- Den er hele tiden lige på trapperne, og så er den der ikke alligevel. Så forhandler man, og så forhandler man ikke. Det er dybt frustrerende, fordi det er politiets fremtid, som er i spil. Der var en bred enighed og forståelse i vintermånederne. Politiets vilkår fyldte i debatten, men så kom corona. En væsentlig overskrift på 2020 var i foråret, at politiet endelig skulle have ressourcer, så det flugtede med opgaverne, nærheden til borgerne skulle prioriteres, fagligheden skulle sættes fri, og vi skulle igen kunne efteruddanne os. Der var en langsigtet og fornuftig plan ud af flere år med kaos. Den plan er svær at få øje på nu, siger Claus Oxfeldt.
 

Dyrekøbte erfaringer fra finanskrisen
Ifølge forbundsformanden er fokus helt forståeligt et andet sted, men derfor er det også en farlig og problematisk tid at udstikke kursen for så væsentlige områder som politi- og anklagemyndighed.

- De beslutninger, som skal tages af politikerne, og det forlig de indgår, vil trække lange spor og skygger. Jeg kan bedst sammenligne det med, at man under finanskrisen slap konsulenthusene løs på politiet for at spare og effektivisere på samme tid. Det kostede os 600 politifolk, et godt arbejdsmiljø og fagligt funderede prioriteringer, fordi blandt andet absurde målkrav gjorde færdselskontroller klokken tre om natten vigtigere end kriminalitet begået mod borgerne i dagtimerne. Og det skete samtidig med, at opgavemængden og truslerne i samfundet voksede. Det var lige ved at smadre politiet og den tillid, vi havde opbygget hos borgerne, fortæller Claus Oxfeldt.

- Kravet var sådan set at gøre alt for at lave et skønmaleri, som ikke holdt under lakken, og som krakelerede fuldstændig i 2015, da terror og grænsekontrol slog bunden helt ud og afslørede politiets sande tilstand, fortsætter han.
 

300 politifolk ekstra om året
Netop den situation og historiske lære sidder dybt i Politiforbundet. Krise kan koste dyrt, meget dyrt.

Efter finanskrisen valgte man ikke blot at spare, men bekendte sig næsten fanatisk til, at politiet og andre dele af det offentlige kunne effektivisere sig ud af problemerne. Det skulle ske ved at leane processer, arbejde efter produktionsmodeller, indføre målkrav og -tal og kombinere det med et stadig større dokumentationsapparat.

- Dengang advarede Politiforbundet igen og igen om, at det var helt galt. At vi var kommet for langt fra borgerne, at politiets arbejdsdag bare ikke længere hang sammen. Vi fik så ret med tilbagevirkende kraft. Men det er der ingen glæde i for nogen. Det varmer ingen at kunne sige, hvad sagde vi! Skaden er jo sket.  Denne gang vil vi hellere have, at der lyttes i tide. Og lyttes til det klare budskab, at politiet har brug for en løbende udvidelse af politistyrken med netto 300 politifolk om året i de kommende ti år. Ellers vil opgaver og timemængde bare ikke kunne hænge sammen. Vi har brug for faglighed, og at detailreguleringen og målstyringen slækkes markant, siger Claus Oxfeldt og tilføjer:

- Måske ville det være bedre at indgå en længere aftale i slutningen af næste år, hvor alle er klogere på livet med corona, økonomien og forhåbentlig vacciner, siger Claus Oxfeldt.

I Politiforbundet frygter man, at krisestemningen kan resultere i en nulløsning og politisk reguleringen, som bliver mere slagnumre og skåltaler end indhold og virkelighed.

Som næstformand Claus Hartmann påpeger:

- Politiet skal kunne se fremad og se borgerne i øjnene. De kræver simpelthen, at der er politifolk til stede, også med tid til lokale indsatser. Det skal gøres rigtigt og fagligt forsvarligt, og her kan man godt frygte politisk indblanding og smalhals ødelægger mulighederne, siger han.

Uden opmærksomhed – ingen nødvendig debat
Flerårsaftalen lader altså vente på sig. I skrivende stund ligner det et ultimo-november-forlig. Kun Dansk Folkeparti har meldt klart ud, at de gerne så 3.000 flere politifolk over ti år. Regeringens eget udspil lyder på 300 ekstra i alt over fire år, som blandt andet skal hjælpe med at løfte det tilsvarende krav om 20 politisk placerede nærpolitistationer, hver med en ugentlig åbningstid på mindst 15 timer og med mindst fem tilknyttede politifolk. Rigspolitiet skal barberes ned til ukendt størrelse, og en landsdækkende 15. politikreds skal bygges op bagefter. Venstre har så vidt kastet tanken om politigaranti på banen, altså at placering af nærpoliti ikke er afgørende, men i stedet en garanti om, at politiet vil være nærværende og til stede i alle dele af landet, men placeret ud fra lokale politifaglige skøn.

Så vidt flerårsaftalen.

Modsat tidligere aftaler vil den sandsynligvis blive indgået uden stor mediebevågenhed og politisk debat i en tid, hvor andre større spørgsmål, i særdeles coronakrisen, helt forståeligt stjæler opmærksomheden.

- Det er netop det, som gør det så farligt. Fordi så er der ingen debat til at presse forhandlingerne i en retning, hvor borgerne også tages med, og politiets egen faglighed spilles ind, fastslår næstformand Claus Hartmann.
 

OK21 – skidt timing
Det skulle altså have været et skelsættende år for politiet, som samtidig ville have været ramt af EM i fodbold, fejring af rund dronninge-fødselsdag og det sædvanlige forsommerkaos af Folkemøde, Distortion og festivaler en masse. I stedet er udfordringen blevet coronaindsats og at skabe tryghed i en verden ramt af utryghed og krise.

Netop derfor ønskede hverken Politiforbundet eller de fleste andre fagforbund, at der skulle forhandles en overenskomst inden april 2021. Fremtiden og økonomien er simpelthen for usikker.

BUPL og Dansk Sygeplejeråd var dog af en anden opfattelse, og da musketeréd og sammenhold gælder i forhandlingsfællesskabet, trak deres ønsker resten med sig.

Derfor står politiet i de kommende måneder over for en lynforhandling om ny overenskomst sammen med andre ansatte på det statslige område, som skal være endelig færdigforhandlet til april næste år.

Hvor pædagogerne og sygeplejerskerne hælder til, at coronaindsatsen har styrket deres mandat og værdi politisk og hos borgerne, mener Politiforbundet, at krisen og usikkerheden pt. er for stor til, at det er en god ide at forhandle om de statslige lønninger.

Politiforbundets argumentation har været, at mange tusinder danskere pt. risikerer at miste deres arbejde, og at kun hjælpepakker i milliardklassen holder en række brancher og virksomheder oven vande.

Ifølge forbundet er de økonomiske konsekvenser i 2021, og måske endda i 2022, endnu umulige at overskue. Ønsket var derfor at forlænge det eksisterende og forhandle, når fremtidens vilkår i samfundet var mindre mudrede.

Der er med andre ord brugt enorme summer for at holde samfundet kørende, men det betyder samtidig, at der er en regning, som skal betales på et tidspunkt, og som risikerer at koste arbejdspladser. At forhandle lønforhold flere år frem i tiden er for usikkert.

- Vi må få det bedste ud af det på en ansvarlig måde. For det er også fagforeningernes rolle i samfundet at være ansvarlige og sikre arbejde og varige gode vilkår til flest mulige. Ikke at tænke kortsigtet og skubbe til en krise og risikere, at økonomien og arbejdsmarkedet ryger endnu mere og længerevarende ud over kanten, lyder konstateringen fra Politiforbundets politiske ledelse.

OK21 forventes som treårig overenskomst gældende fra 2021.

De sædvanlige dårligdomme
Corona eller ej, på mange måder er det ”business as usual” for politiet.

Bandekrige ulmer, blusser op, får kvalt de fleste gnister, for igen at fange an et nyt sted. Cyberkriminaliteten voksede allerede eksplosivt før corona, og den digitale kriminalitet har hverken været ramt af nedbrud eller fået mundbind på.

De psykisk syge og udsatte borgere forsvandt næsten fra gadebillet og politiets statistikker under corona-
nedlukningen i foråret, men er tilbage igen, hvilket blev ekstra synligt for samfundet med tre tragiske sager i oktober, hvor politiet måtte bruge tjenestevåben med døden til følge.

- Det er tragisk, at det stadig skal være sådan, at politiet så ofte står med borgere, som er blevet svigtet eller efterladt andre steder i samfundet. De kunne ofte have været behandlet, hjulpet eller medicineret, men når i stedet til et punkt, hvor de overreagerer og bliver så farlige for sig selv og andre, at det bliver en politiopgave. Mange af sagerne kunne være undgået med rette behandling, omsorg og nærvær, siger Heino Kegel, som er Politiforbundets ansvarlig for det personalepolitiske område.

Såvel han som forbundsformanden måtte vanen tro ud i medierne og forsvare politifolkenes handlinger. Næsten forudsigeligt skulle politifolkene have ventet med at skyde eller skudt noget før? Og hvad med strømpistoler? Rådene og pegefingrene var de sædvanlige.
 

Hvornår lærer samfundet og politikerne?
Fra Politiforbundets side konstaterede man, at det var dybt ulykkeligt, at man igen og igen skulle tage den debat, mens så mange enten sørgede eller var mærkede for livet.

- Det er dokumenteret gang på gang. Alligevel fylder udsatte og psykisk syge personer stadig mere op i politiets indsats og tilkald. Bare ved at læse tallene, burde alle indse, at samfundet har et problem, et stort problem med mange borgere, som er svigtede og udsatte. Det løses altså ikke ved politiets magt, men skal forebygges og behandles. Nu står vi med to sager, hvor familier har mistet en kær pårørende, politifolk fået store og uønskede ar på sjælen, og hvor medierne igen jagter løs, og hvor alle bare er kommet skidt ud på den anden side, siger Heino Kegel.

I følge ham er det en del af den tendens, hvor politiet bliver ”skraldespand” inden for de områder, hvor andre dele af samfundet mister grebet, eller ser gennem fingre med sociale slagsider.

- Psykisk syge og tvangsindlæggelser er en af de farligste og mest uforudsigelige opgaver i politiet. Vi løser den. Vi uddanner og lærer løbende at blive bedre, men alt i alt ligger løsningen andre steder, men det sker bare ikke, selvom vi har viden, dokumentation, og helt indlysende kan se det fornuftige i, at psykiatri, sociale indsatser og behandling er vejen frem. Bare de fantastiske og lovende resultater vi har af pilotprojekterne med fælles udrykningsteams, hvor en uddannet sygeplejerske kører med politiet ud til psykisk syge, vidner om, at der skal tænkes nyt og forebyggende, fastslår Heino Kegel, der også er foreningsformand i Østjylland.

For ham handler fremtiden også om, at politiets faglighed skal spilles på banen som en del af den kæde, hvor samfundet løser problemerne bedst.

- Rigtig meget, som handler om tværfaglig indsats i fællesskab, hældes ud på den eneste myndighed og faggruppe, som altid er tilgængelig, har handlepligt og skal rykke ud. Det er et reaktivt tankesæt, som måske er lettere at overskue, men forkert for alle som skal leve i det, hvad enten det handler om unge bandemedlemmer, psykisk syge, voldsparate eller andre. Vi stopper ikke i tilstrækkeligt omfang fødekæder, før de har gjort stor skade på andre og sig selv, siger han.

Mere end bare skåltaler

Meget ligner således sig selv. Også internt i politiet. Udrykningsbekendtgørelsen lader stadig vente på sig, selv om forarbejdet har været klar siden sensommer 2019.

Dengang troede og lovede alle, at det var et spørgsmål om måneder, før politifolk igen kunne finde hoved og hale i, hvornår udrykningen måtte tændes. Men nogle sager har det med at samle støv i Justitsministeriet, og antallet af ventemåneder vokse sig to-cifrede.

Også på uddannelsesområdet er der ”intet nyt fra vestfronten”. Efter- og videreuddannelse har været lovet de seneste fem år, men er stadig ikke udrullet i større omfang.

At der rent faktisk skal ske mere end skåltaler fremover, er et af Politiforbundets krav til den kommende flerårsaftale.
 

Metoo-bølgen og kulturen
Et sted er det dog nye tider for såvel resten af samfundet som for politiet. Metoo-bølgen har dette efterår ramt offentligheden med tsunami-muskler, som så vidt har skabt radikalt kaos, kostet en overborgmester den politiske fremtid, og fået alle HR-afdelinger til at kigge i kulturspejlet på en helt ny måde.

Ligesom med corona er det svært i skrivende stund at overskue konsekvenserne. Kulturelle forandringer har det med at komme som en storvask og efterlade store forandringer i hverdagen. De ætser sig ind på en måde, så vi få år efter har glemt, at det virkelig har været anderledes.

Se en film i dag fra før 2020, og man undrer sig over, hvor tæt og ubekymrede og virussmittende alle står og spytter, ånder, giver hånd, giver kram lige op i ansigtet på hinanden. Eller hvordan alkoholen forsvandt fra kantinerne og arbejdsmøderne, og røgen fra kontorer og restauranter gennem de seneste årtier. Hver gang med et ramaskrig, som alle i dag har glemt, og pointer om, at alt det sjove blev revet nypuritansk og skadeligt ud af samfundet.

Læren er vel, at støvet lægger sig hurtigt oven på højlydte debatter, og noget nyt og fornuftigt, og i takt med nutiden, opstår. Men først efter, at Fanden er blevet malet på alle vægge.

Der er måske behov for en ny kultur, hvor alle kan se sig selv og være en del af et godt arbejdsmiljø, slog Politiforbundet fast.

- Det er nye tider og tiltrængt, at vi måske tager et opgør med en kultur, som hører fortiden til, og hvor vi ikke har sagt fra over en bred kam, når nogen gik over grænsen, bare fordi de kunne, fastslår Heino Kegel.

Han tror ikke på de dommedagsprofetier om, at fremover kan ingen tale frit eller have det sjovt, og at alle mænd vil gå rundt i frygt.

- Det er jo slet ikke det, det handler om. Det handler ikke om heksejagt i fortiden, men om måske at opdyrke en kultur, hvor det er forkert og straks bliver påtalt at gå over grænser. Det er ikke så svært. Jeg er ret sikker på, at langt, langt de fleste godt ved, hvordan man skal opføre sig på arbejdet, og hvad der er sexistisk eller krænkende. Det er ikke raketvidenskab, bare ordentlighed. En hånd, der glider op og ned ad låret på en nyansat politibetjent, er selvfølgelig indlysende forkert, det samme er en lang række andre dumheder og krænkelser. Jeg tror, at jo sværere vi gør det her, jo flere rigide regler, vi opstiller, desto mere kompliceret og ødelæggende kan det blive. For det er i bund og grund et spørgsmål om kultur, og derudover om en ledelse som skal træde i karakter og håndtere de sager, som der er, og som ingen ønsker, fastslår han.

Politiforbundet har derfor valgt at tage debatten op for at sikre sig, at det ikke løber løbsk, og samtidig at der sker forandringer, og at alle kan have en god og tryg arbejdsplads.

- Det er en debat og et emne, som man let kan blive skræmt af, og hvor der er så mange følelser og så meget fortid. Det vigtige er lige nu at komme bedre ud på den anden side og skabe en endnu bedre arbejdsplads for alle, siger Heino Kegel.                     

Survey om sexisme og kultur
Derfor har Politiforbundet også valgt at tage handsken op i forhold til de aflyste studiekredse.

Som det også fremgår andet sted i denne udgave af DANSK POLITI, har studiekredsudvalget valgt at sende en survey ud til medlemmerne for at få den bedste temperaturmåling af tone og kultur, samt oplevelsen af sexisme.

- Vi skal have fingeren bedst muligt på pulsen for at håndtere det her korrekt. Der kan ellers blive gravet grøfter og generationskløfter. Vi er simpelthen nødt til at vide mest præcist, hvordan det ser ud og opleves. Alt i alt handler det nemlig om at skabe noget bedre og brugbart. Om at løfte en vigtig debat rigtigt, baseret på bred viden. Så jeg håber, at flest muligt vil svare ærligt og komme med forslag, siger Poul Buus, foreningsformand i Nordjylland og ansvarlig for studiekredsene og arbejdstidsområdet i Politiforbundets daglige politiske ledelse.

Han ærgrer sig over, at det ikke i år har været muligt at samle politifolk i hele landet til faglige debatter.

- Det er derfor, vi starter med surveyen og håber på, at det igen i 2021 bliver muligt at afholde studiekredse. Vi har så meget brug for, at politifolk mødes og snakker om svære og væsentlige emner i tiden. Alle andre har nemlig en mening om, hvordan vi skal gøre tingene, og vores egen mulig for at sætte aftryk kræver, at vi har fingeren bedst muligt på pulsen og står sammen, fortsætter Poul Buus.

Svært at spå…
Således status på et efterår i coronaens og Metoo-bølgens greb.

Det er blevet sværere at spå om fremtiden end normalt, og alligevel skal sporene lægges flere år frem i den situation i form af flerårsaftale og overenskomst. Det kan blive såvel læhegn som vindmøller, fugl som fisk.

Det skulle have været politiets år.

Det skulle have været vejen ud af de syv magre år plus lidt ekstra.

Nu er der andre og større ting, som trykker og skræmmer i såvel Danmark som resten af verden.