19. september 1944: Da dansk politi blev likvideret
Den 19. september 2019 er det 75-årsdagen for det sorteste kapitel i dansk politis historie. På denne septemberdag i 1944 gennemførte den tyske besættelsesmagt en aktion mod det danske politi. Cirka 2.000 politifolk blev deporteret til en uvis skæbne i tyske koncentrations- og krigsfangelejre med adskillige døde til følge. Aktionen havde ikke kun konsekvenser for de internerede og deres pårørende, men for hele landet, som indtil befrielsen i maj 1945 stod uden et egentligt politi.
Af cand.mag. Anders Brandt Lundager, historiker ved Politimuseet
Alt gik sin vante gang på landets politistationer om formiddagen tirsdag den 19. september 1944. Da klokken slog 11.00, kunne man pludselig høre den gennemtrængende lyd af luftsirenerne i København og i flere af landets større provinsbyer. Det var der intet usædvanligt ved. For befolkningen betød hyletonen, at man skulle søge væk fra gaderne og i beskyttelsesrum. For tjenestegørende politifolk var alarmen et tegn til, at man skulle søge mod sin post. Men alarmen denne dag var et falsum. Sirenerne varslede ikke som vanligt allieret overflyvning, men skulle over for tyske militær- og politienheder signalere iværksættelse af Aktion Möwe (måge): Et overraskelsesangreb, der sigtede mod at internere en større del af den danske politistyrke og nyordne politietaten under et stramt tysk føregreb.
Trojanske heste og frontalangreb på politistationer
Tidligere på formiddagen var en række personer mødt op på Politigården i København under foregivende af at have ærinder ved hittegodskontoret. Da sirenerne lød, trak de pludseligt våben og sikrede passage til bygningen for tyske styrker, der under støvletramp og råb hurtigt overrumplede det danske politihovedkvarter.
Samtidig udspillede der sig i flere af landets større byer tyske stormløb på de danske politistationer, politikaserner samt på politiskolen i København. Enkelte steder foregik den tyske aktion som regulære angreb med dræbte politifolk til følge. På station 9 i Valby sparkede tyske værnemagtssoldater døren ind til ekspeditionskontoret og affyrede uden varsel en maskinpistolsalve ind i lokalet. Skuddene ramte en 58-årig overbetjent, der sad ved sit skrivebord med ryggen til døren – han var dræbt på stedet.
I Odense gik 250 tyske soldater på slaget 11 til angreb på byens hovedpolitistation, der var beliggende i byens rådhus. Ved stationens vagt stod en blot 24-årig reservebetjent, der ikke nåede at reagere, før han faldt livløs om, ramt af en tysk kugleregn.
Også i Aalborg kostede aktionen liv. En 30-årig reservebetjent, der kun havde været ansat i politiet i et halvt år, blev dræbt ved politikasernen, da tyske soldater stormede bygningen. De fleste andre steder i landet forløb aktionen dog mere fredeligt. Eksempelvis på Ballerup politistation, hvor en tidligere dansk politimand i tysk tjeneste ledede aktionen mod sine tidligere kollegaer.
I mellemtiden befandt den øverste danske politiledelse sig i det tyske hovedkvarter på Dagmarhus. Her var de dagen forinden blevet indkaldt til et møde, der skulle starte klokken 10.45. Mødeindkaldelsen var udgået fra hovedarkitekten bag Aktion Möwe, den Højere SS- og Politifører i Danmark, Günther Pancke. Da departementschefen i Justitsministeriet, rigspolitichefen og politidirektøren i København som aftalt mødte op på Dagmarhus, gjorde Pancke dem bekendt, at han havde iværksat en aktion mod det danske politi, og at de herrer nu ville blive sat i æresarrest.
Ud af landets samlede politistyrke på i alt cirka 10.000 mand, blev omkring 2.000 politifolk, fra hovedsageligt København, Aarhus, Aalborg og Odense, denne tirsdag formiddag tilbageholdt. De anede ikke, hvad der foregik, og – ikke mindst – hvad der ventede dem.
Amalienborgvagten i ildkamp
Alt imens flere af landets politistationer blev overfaldet, forberedte de 56 tjenestegørende politifolk ved Amalienborgvagten barrikader rundt om Slotspladsen. Efter hærens opløsning i august 1943 havde denne særlige politienhed varetaget bevogtningen af kongen og de danske residenspalæer. Vagtchefen havde kort efter luftsirenernes begyndelse klokken 11 fået melding om et tysk overfald på stationen i St. Kongensgade. Et opkald til politigården og forgæves opkald til byens øvrige stationer understregede, at noget alvorligt var i gærde.
Omkring klokken 12.20 nærmede en deling tyske marinesoldater sig Slotspladsen fra Toldboden ned ad Amaliegade. Ved synet af forhindringerne forude inddelte soldaterne sig i gadekampkampsformation, fortsat bevægende sig fremad langs husmurene på hver side af Amaliegade. Da soldaterne forsøgte at forcere afspærringen, lød skudordren fra den anden side. Ved den første skudbyge fra forsvarsstillingerne faldt flere marinesoldater om. Det kom til voldsom skudveksling, endda på et tidspunkt suppleret af skud fra en tysk kanonbåd, der lå ud for den nuværende Amaliehaven. Den dag i dag vidner skudhuller ved Slotspladsen om de hårde kamphandlinger, der varede i omkring to timer, før end skydningen blev indstillet på kongens foranledning. Ifølge en tysk opgørelse fra dagen omkom i alt ni tyske soldater, mens syv var sårede efter kampene med politivagten. Blandt politifolkene var tre sårede.
Senere tyske udmeldinger berettede om en fejltagelse, idet det angiveligt slet ikke havde været hensigten at internere Amalienborgvagten, der fik lov til at bestå. De tyske marinesoldater havde ved et rent tilfælde passeret Amaliegade på vej mod Hotel Phønix, hvor de skulle forstærke vagten. Amalienborg Slotsplads skulle blive det eneste sted i Danmark, hvor man frem til befrielsen kunne se uniformerede danske politifolk.
I skibslastrum og kreaturvogne mod ukendt destination
Mens skyderierne fandt sted ved Amalienborg blev politifolkene fra politigården i København samlet i den indre søjlegård. Herfra blev de fragtet igennem byen til frihavnen, hvor de efterhånden mødte tilfangetagne kollegaer fra hovedstadens politistationer og fra det øvrige Sjælland.
Politifolk over 55 år fik nu lov til at gå, mens de tilbageværende i alt cirka 1.700 politifolk fra Sjælland blev ført om bord i det treetagers dybe lastrum på skibet M/S Cometa. Her døde den 54-årige leder af Københavns Politis Fotografiske Atelier som følge af et hjerteslag. Blandt politifolkene florerede der snart adskillige rygter om, hvad der nu ventede dem. Nogle gættede på, at de en tid skulle holdes fængslet på skibet, andre gisnede om kortvarig internering på Bornholm, mens enkelte overvejede risikoen for deportation til Tyskland. De sidste skulle få ret.
Også de omkring 300 politifolk, der under aktionen var blevet tilbageholdt i Jylland og på Fyn, var intetanende om det videre forløb. I første omgang blev de samlet i Frøslevlejren, hvor de opholdt sig i knap en uge. Herefter blev de stuvet sammen i kreaturvogne, der fragtede politifolkene sydpå.
"Helvede har mange navne"
De sjællandske politifolk kom på en nervepirrende sejlads i den minerede Østersø, hvorpå skibet lagde til i Lübeck. Herfra gik turen i kreaturvogne til KZ-lejren Neuengamme nær Hamborg. Også de jyske og fynske kolleger ankom efterhånden hertil. Det var et stort chok for politifolkene at opleve tilværelsen som fanger i det tyske KZ-system. De blev iført primitive klæder, ligesom de måtte vænne sig til næringsfattig kost, der blev indtaget af rustne fade, man måtte deles om. Der var desuden timelange appeller udendørs i alt slags vejr, hvor man kunne lugte og se den sødlige og lysegule røg fra krematorieovnene, der vidnede om lejrens lave gennemsnitslevealder. Efter et kort, men temmelig rystende ophold, blev de danske politifolk sendt på en 44 timer lang tur længere sydpå til den store KZ-lejr Buchenwald.
Her forblev politifolkene, indtil de i december 1944 igen blev flyttet. En massiv indsats fra Udenrigsministeriet havde bevirket, at de danske politifolk nu blev anerkendt som civilinternerede krigsfanger, der kunne sendes til krigsfangelejren Mühlberg. Herfra blev politifolkene i større grupper dirigeret til arbejdskommandoer. I december 1944 gennemførtes også den første hjemtransport af en række syge politifolk samt 33 urner. I februar og marts 1945 fulgte flere hjemtransporter, mens hovedparten af politifolkene kom hjem med de hvide busser fra april 1945 som led i Bernadotte-aktionen.
Selvom de danske politifolk under deres ophold havde haft en række små, men under forholdene livreddende privilegier (i KZ-lejrene var alt relativt!), kostede opholdet 81 danske politifolk livet. Et stort antal vendte hjem med varige mén på sjælen.
Aktion Möwe falder til jorden
Panckes aktion bundede i dels den tyndslidte tillid til det danske politi, dels en stigende bekymring for hvad den efterhånden store, veltrænede og velbevæbnede politistyrke kunne finde på i tilfælde af en allieret landgang i Danmark. Særligt skræmte nylige tyske erfaringer fra Paris, hvor det ellers samarbejdsvillige franske politi var faldet tyskerne i ryggen efter D-dag.
Situationen var dog mere kompliceret end som så. Pancke var nemlig stærkt afhængig af dansk politi, da hans egne politistyrker var fåtalligt repræsenteret i landet. Han ønskede derfor at drive politiet aktivt ind i sabotagebekæmpelsen, ligesom han havde behov for styrkens fortsatte arbejde med civile opgaver og almindelig ordensopretholdelse. Opgaverne var med til at få det danske samfund til at fungere, hvilket var essentielt i sikringen af de vigtige danske føde-
vareforsyninger til Tyskland.
Panckes løsning på dilemmaet blev Aktion Möwe, der skulle løse det sikkerhedsmæssige problem ved en reduktion af ordenspolitiet. Aktionen skulle samtidig banke den resterende politistyrke på plads på en sådan måde, at man fremadrettet ville være loyale overfor SS-generalen. Mens første del med overraskelsesangreb og internering gik planmæssigt, skulle anden fase af planen vise sig at falde fuldstændig til jorden. De ikke-deporterede danske politifolk nægtede at indgå i et reorganiseret politi, og i stedet gik en stor del af dem under jorden og direkte ind i illegalt arbejde. Aktionen indvarslede den såkaldte politiløse tid, der blandt andet betød en kraftig stigning i kriminaliteten, som de til formålet oprettede kommunale vagtværn efter bedste evne forsøgte at dæmme op for med dets begrænsede bevæbning og beføjelser. En anden konsekvens blev, at Panckes midlertidige hjælpepoliti, bedre kendt som Hipo-korpset, blev gjort permanent i hovedstaden.
Aktion Möwe blev således ikke blot et af de mest vidtgående tyske indgreb under besættelsen. Med historikeren Henrik Lundtoftes ord var aktionen også et af de største tyske selvmål.
Politimuseet udgiver i anledning af 75-året for aktionen den 19. september 1944 en podcast omhandlende begivenheden og dens følger. Der afholdes desuden særrundvisninger på politigården i København den 19. og 20. september. For yderligere information henvises til Politimuseets hjemmeside og Facebookside.