Vi trænger til et opgør med kulturen, hvor politifolk ikke står frem

Af: Nicolai Scharling
Foto  Jakob Boserup

Ved hjælp af dna-register og stamtræer kan man cirkle sig ind på en gerningsperson via mulige slægtninge.
Slægtsværktøjet og brug af genetisk slægtsforskning ligger lige til højrebenet og kan gøre en stor forskel for efterforskning og opklaring af personfarlig kriminalitet.

Det er relativt enkelt og ikke synderligt ressourcekrævende at indføre. De bruger det allerede med succes i USA og i Sverige. Alligevel kan politiets efterforskere herhjemme ikke bruge det.
Ikke endnu i hvert fald. Hvorfor?

Det spørgsmål begyndte at plage efterforsker og fagkoordinator i afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, Martin Wittrup Enggaard, allerede i 2018. Han brugte lang tid på at undersøge metoderne bag og med at tale med eksperter i retsgenetik og slægtsforskning.

 Jeg kunne mærke, at jeg blev stadig mere frustreret, næsten derud hvor det blev et valg for mig enten at kæmpe for at få værktøjet eller at tage mit arbejde op til revision.

– Jo mere jeg lærte, desto klarere stod det for mig, at det her værktøj skal vi have. Det kan faktisk være svært for mig at se pårørende og ofre i øjnene, når der findes et værktøj, som vi relativt enkelt kan gøre brug af, og som kan hjælpe deres krav på retfærdighed og opklaring, men som vi ikke bruger, fortæller den 37-årige efterforsker.

Han gjorde først opmærksom på værktøjets mange muligheder internt i politiet, men efter et stykke tid stod det det klart, at ideen om at bruge genetisk slægtsforskning ikke ville blive indført.

– Jeg kunne mærke, at jeg blev stadig mere frustreret, næsten derud hvor det blev et valg for mig enten at kæmpe for at få værktøjet eller at tage mit arbejde op til revision, siger Martin Wittrup Enggaard.

 Oprettede selv et borgerslag

Han pointerer, at han udtaler sig som privatperson og ikke som efterforsker.

Det var en af de vigtige skillelinjer, han lærte, da han besluttede sig for at tage kampen op for at få genetisk slægtsforskning indført i dansk politi.

Først via en kronik i Berlingske i foråret 2022, hvor han beskrev mulighederne i brug af værktøjet, og siden ved at sætte sig i spidsen for et borgerforslag, da han lige inden sommer erfarede, at der stadig ikke var udsigt til, at dansk politi ville implementere slægtsforskningsværktøjet.

Når et borgerforslag 50.000 underskrifter, og kan man finde et parti, som vil fremsætte forslaget, så kommer det i Folketinget.

Forslaget, om at ”Dansk Politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning som et efterforskningsværktøj i sager om drab og grov personfarlig kriminalitet”, blev stillet den 22. juni via hjemmesiden borgerforslag.dk. Det har, udover Martin, fem medstillere med erfaring fra politiefterforskning. I skrivende stund har mere end 51.000 skrevet under på borgerforslaget.

BORGER­FORSLAGET

På borgerforslag.dk fremsættes forslaget sådan her:

Dansk Politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning som et efterforskningsværktøj i sager om drab og grov personfarlig kriminalitet, når nedenstående er opfyldt:

• Politiet må kun bruge genetisk slægtsforskning med kendelse fra retten. Ved retsmødet skal følgende være opfyldt:
  - Politiet skal dokumentere, at det uidentificerede dna med begrundet mistanke stammer fra gernings­personen.
  - Genetisk slægtsforskning må kun bruges i helt særlige sager. Herunder drab, voldtægt, terror og identificering af lig og jordiske rester.
  - Alle andre eksisterende og tilgængelige dna-­muligheder skal være udtømt.”

Med hjælp fra kirkebøger

Under forslaget er der en grundig beskrivelse af værktøjet, hvordan det kan benyttes, og hvad det betyder.

Der står blandt andet:

”I Danmark har vi særligt gode forudsætninger for at bruge metoden, da vi ligesom i Sverige har detaljerede kirkebøger, der i mange tilfælde endda er digitaliseret. I dansk politi har vi – som vi ser det – historisk set haft sager, hvor genetisk slægtsforskning kunne have sat en stopper for en gerningsperson langt tidligere.”

”I dansk sammenhæng er dette værktøj lige nu strandet et sted, hvor ingen rigtig vil svare på, hvornår det kan blive en del af politiets værktøjer. Derfor har vi valgt at fremsætte dette borgerforslag.”

Samt at:

”Hvis politiet har en dna-profil fra gerningspersonen, som ikke kan identificeres via politiets traditionelle dna-register, kan man med en slægtssøgning få et bud på en række slægtninge til vedkommende.

Herfra kan man så udarbejde et stamtræ med hjælp fra kirkebøger, personregistre og lignende. På et tidspunkt vil man ramme de fælles forfædre, som også vil være forfædre til gerningspersonen. Arbejdet består herefter i at udfylde stamtræet fra de fælles forfædre og frem til nutiden.”

 Personligt forstår jeg ikke trangen til at skrive bøger om drabssager og derved profitere på de skæbner, som man har arbejdet med. Det er oftest tidligere politiledere, som gør det, og jeg mener, at true crime-bølgen fylder for meget, og at indholdet alt for sjældent bidrager til faglig oplysning. Jeg tror faktisk, at mange af de bøger er en medvirkende faktor til, at aktive politifolk holder sig fra at deltage i den offentlige debat.

 Vigtige forandringer kommer ofte nedefra

Martin Wittrup Enggaard har været i politiet i 14 år, heraf 10 år som efterforsker. Han har haft det samme udgangspunkt for at søge ind i politiet som mange andre, nemlig ønsket om at gøre en forskel og hjælpe mennesker.

Det var følelsen af at stå med en mulig gamechanger for efterforskningen, som kan gøre en forskel, og alligevel ikke kunne gøre brug af den, der fik ham til at gå ”all in” på projektet.

- Frustrationerne var simpelthen for store. Det er ingen kritik af ledelsen eller af politiet. Men en konstatering af, at forandringer og faglig udvikling også kommer fra os i forreste linje. Mange af de store, vigtige forandringer kommer historisk set nedefra. Det er trods alt os, som har fingrene nede i arbejdet og arbejder med det helt tæt på som en del af den faglige værktøjskasse. Vi har en anden tilgang end eksempelvis en udviklingsafdeling i Rigspolitiet, siger efterforskeren.

Martin Wittrup Enggaard fortsætter:

- I politiet har vi måske en kultur, som gør, at vi ikke står frem i samme grad, som vi blandt andet ser læger og sygeplejersker gøre det med personlige erfaringer og viden. Til trods for, at vi godt må udtale os som privatpersoner, og at vi har en justitsminister, som ligefrem efterlyser, at vi gør det, fortsætter han.

- Det har også hjulpet, at jeg har mødt opbakning fra en masse kolleger. De har ikke alle sammen nødvendigvis villet står frem, men de har støttet projektet. Jeg har da også mødt ånden af, hvorfor gør du det, det nytter alligevel ikke noget. Tænk, at du tør, fortsætter han. 

Et krævende forløb

Martin Wittrup Enggaard er udmærket klar over, at en del måske er bange for konsekvenserne, og han forstår også godt frygten.

- Men når det er sagt, så ved vi faktisk ikke, om det er berettiget eller ej. Vi har en kultur, som gør, at vi måske tror, at der er noget om snakken. Det er en slags uofficiel sandhed, som mange nok bare har vedtaget uden helt at vide, om den holder. Jeg synes faktisk, at mit eksempel viser, at det kan betale sig at kæmpe for noget fagligt, forklarer han.

- Jeg har ikke fortrudt, at jeg har gjort det, også selvom det er krævende. For en del af at kæmpe for borgerforslaget har da også været utroligt mange timer på sociale medier, mange interviews, mange møder med politikere og andre. Jeg har valgt at tage debatten for at netop at aflive myter om overvågning og etiske problemer ved brug af værktøjet og forklare, hvordan vi har tænkt bekymringerne ind i borgerforslaget. Det har faktisk gjort, at stort set alle partier har sagt, at de gerne vil fremsætte forslaget, siger han.

- Jeg har lært, at jeg ikke skal sige ja til alt, men samtidig synes jeg, at jeg har mødt en meget nysgerrig og fair presse.

- Når det er sagt, så har det aldrig handlet om min person, eller om at jeg skulle have noget ud af det. Det har handlet om at stå på mål for noget, jeg synes er fagligt vigtigt og nødvendigt, fortsætter han. 

 I politiet har vi måske en kultur, som gør, at vi ikke står frem i samme grad, som vi blandt andet ser læger og sygeplejersker gøre det med personlige erfaringer og viden. Til trods for, at vi godt må udtale os som privatpersoner, og at vi har en justitsminister, som ligefrem efterlyser, at vi gør det.

Møde med ministeren

Det nytter altså noget at kæmpe for fagligheden. Det fastslår efterforskeren. Men det har også en pris.

Ikke mindst når man er far til tre mindre børn, hvoraf én er nyfødt.

- Jeg har heldigvis haft min kones opbakning hele vejen. Hun synes også, det har været vigtigt, og jeg kunne ikke have klaret det uden hendes opbakning, siger Martin Wittrup Enggaard, der pt. er på barsel.

Belønningen for benarbejdet med borgerforslaget kom i starten af efteråret, da justitsminister Mattias Tesfaye inviterede Martin på kaffe.

- Jeg kunne faktisk ikke den eftermiddag, men han fandt plads næste morgen. Det var ret imponerende at opleve, hvordan han havde sat sig fuldstændigt ind i stoffet og borgerforslaget. Han spurgte nysgerrigt, og vi fik en lang snak. Vi skulle have mødtes en time, men det blev til to, siger efterforskeren.

Næste dag, den 8. september, sendte justitsministeriet en pressemeddelelse ud med ordlyden:

”Justitsministeren: Slægtsforskning kan blive nyt efterforskningsmiddel i politiet. På baggrund af et borgerforslag har justitsministeren bedt Rigspolitiet om at prioritere arbejdet med at undersøge muligheden for at anvende genetisk slægtsforskning i politiets efterforskning af drab og grov personfarlig kriminalitet. Samtidig har justitsministeren bedt Rigspolitiet om at sørge for, at politiet hurtigst muligt begynder at bruge slægtskabssøgning i efterforskning af relevante sager.”

 Et stort retfærdighedsgen

Erfaringerne fra borgerforslaget har givet Martin Wittrup Enggaard troen på, at det kan betale sig at deltage i debatten i det offentlige rum – også om politiets faglighed.

Han deltager blandt andet via profilen Retfærdighedsaktivisten på Instagram.

- Retfærdighedsaktivisten handler om, at jeg har et stærkt retfærdighedsgen, sådan har det været, siden jeg var barn, og jeg kæmper, synes jeg selv, mange vigtige kampe. Herunder eksempelvis forebyggelse af partnerdrab, hvor jeg blandt andet deltog i en aktion i forbindelse med folketingets åbning. Men igen, det er ud fra at blande mig sagligt i debatter, og uden at det handler om mig eller min person, men om min faglige viden. Og fuldstændigt inde for skiven i forhold til tavshedspligt. Det mener jeg er vigtigt, fortæller han.

- Personligt forstår jeg ikke trangen til at skrive bøger om drabssager og derved profitere på de skæbner, som man har arbejdet med. Det er oftest tidligere politiledere, som gør det, og jeg mener, at true crime-bølgen fylder for meget, og at indholdet alt for sjældent bidrager til faglig oplysning. Jeg tror faktisk, at mange af de bøger er en medvirkende faktor til, at aktive politifolk holder sig fra at deltage i den offentlige debat.

- Jeg vil hellere have, at vi politifolk bruger vores faglige indsigt til at oplyse, uden at det handler om egen vinding. Derfor synes jeg, det er enormt vigtigt, at vores faglighed tegner debatten og skaber forandringer, siger han.