På Vesterbrotur med justitsministeren

Af Nicolai Scharling

Halmtorvet på Vesterbro er et glimrende sted, hvis man ønsker en times miniature-sightseeing på de udfordringer, som præger dansk politis virkelighed. Tag en passer og tegn en radius på 500 meter. Her er alle typer, oven i hinanden.

De rige, de fattige, de revolutionære. De ultraliberale, dem der bare kæmper for at overleve, dem uden liv, dem med store planer, samt dem som ser verden gennem x-faktorbriller.

Her er globalisering, kulturelle sammenstød, Schengen, de unge med karriereplaner, på coke og med Tinder-konto. Mødre med speltbibler og dyre barnevogne, de psykisk syge, Christianiacykler, narkomaner, bander, luderne, lommetyvene, specialimporterede øl, Red Bull-bællere, gymnasieelever, MacBooks, Gourmet-trendy-servering, suppekøkkener, herberger, de illegale, de handlede, de handlende, østeuropæere med klunservogne og russerposer, iPhones, pushere og tiggere.

Et mikrokosmos og en pixi-udgave af Danmark anno 2015.

Nu også med bevogtning. Med skudsikker vest og sluse til de borgere og turister, som ønsker adgang til Station Citys reception.

 

Flerårsaftale i sigte

Derfor har DANSK POLITI sat justitsminister Mette Frederiksen (S) stævne til en rundtur i området og snak om politiet og samfundet.

Hun er trods alt den øverste politiske ansvarlige.

Dermed også – med forbehold for at der ved deadline ikke er udskrevet valg – også den, som skal sidde for bordenden og som har serveretten, når de kommende års politi-virkelighed skal fastlægges i en ny Flerårsaftale om kort tid.

Rammerne for politiet. Fremtidens linjer for de ansatte.

Det var et politiforlig, som for fem år siden fjernede det faste normativ. Rigspolitichef og direktører fik ret til at omgøre politilønninger til drift eller andre ansættelser. Siden har antallet af politifolk været jævnt faldende og gennemsnitsalderen jævnt stigende.

Flerårsaftaler kan være ret skelsættende.

Som sådan er der også en del, Mette Frederiksen skal forholde sig til. Særligt efter 14. februar 2015. Op mod 160 politifolk hentes dagligt til hovedstaden fra Sjælland og Fyn for at hjælpe med bevogtning. Der er maskinpistoler og kevlar, hvor der før var ”bløde hatte”. Indsatsen løber så vidt til 1. september.

Ingen har dog forklaret, hvorfor verden forandrer sig ved midnat mellem 31. august og 1. september. Ingen tror sådan set heller på, at det er tilfældet.

Men det er til den dag, at politiet skubber overarbejde, udskyder ferie, river sig i håret og lader sagsbunkerne og frustrationerne i egen kreds vokse til engang senere på året.

Øst for Lillebælt.

Vest for Fyn deltager man ikke. Det er for dyrt, har nogle langt oppe i systemet besluttet. Det er alt sammen økonomi.

Her kommer Flerårsaftalen nok ind i billedet. 

 

Kriminaliteten og vilkår hænger sammen

Så vidt opvarmningen og tilløbet til mødet med ministeren.

En onsdag i april, klokken 16.30, ankommer hun i ministerbilen foran Station City for at tage en vandretur i området med DANSK POLITI og Rud Ellegaard, ”din betjent” og prisbelønnet politiassistent fra samme område.

Det er en god eftermiddag at gå rundt. Solen bager efter aprilstandarder, og Vesterbro er fredelig på den fyldte cafebords-agtige måde.

Mette Frederiksen har selv arbejdet på Vesterbro som en del af sit engagement som mangeårig socialordfører. Hun kender området og de skæve eksistenser. Hun har flere gange set narkomaner ”kokse”.

Det har hun også fortalt under en tale til rigspolitichef, politidirektører og Politiforbundets ledelse halvanden måned tidligere.

Hun tog udgangspunkt i sin tid på Vesterbro for at fortælle, hvad godt politiarbejde er, og hvorfor der er dele, som ikke kan måles. Som for eksempel armen, der samler en narkoman op, og giver sig tid til at snakke med folk. Det er vigtigt.

Ved samme lejligheder har tidligere justitsministre som regel læst en tale op fra deres embedsværk, som roste politi, effektiviseringer, politianalyser og Polvagt. 

Mette Frederiksen holdt talen selv og tog udgangspunkt i sine oplevelser på Vesterbro. Det var en politisk tale.

Hun får spørgsmålet:

Hvordan har du det med at være justitsminister? Der var vel ikke rigtigt nogen, der havde set den komme efter så mange år med socialpolitik?

- Nej, men det er faktisk logisk. Den socialpolitiske indgang er et godt afsæt til Justitsministeriet. Det handler om tryghed og fællesskab. Det handler også om, at næsten al kriminalitet har sit udgangspunkt i sociale forhold og vilkår. Om at selv de, som lever på bagsiden af samfundet, har ret til tryghed, svarer hun.

Svaret falder inde i ”Cafe D”, i Kødbyen, hvor hjemløse og psykisk syge holder til og kan få mad.

Mette Frederiksen finder sig i at blive puffet til af en mand i bar overkrop med tatoveringer og blå mærker og med en fyldt skål suppe i hænderne. Hun virker ikke skræmt over trængsel eller tilråb.

Hvilken justitsminister vil hun så være?

- Jeg vil være synlig og proaktiv. Jeg kan ikke lade være. Det betyder noget for mig, svarer hun.

Synligheden gav næsten sig selv efter en vinter i terrorens tegn i Frankrig, Belgien og Danmark. Men allerede inden da var Mette Frederiksen i vælten. En departementschef blev flyttet til Kirkeministeriet. Kontorchefer og ledere gjorde oprør mod hendes temperament ved at møde helt sortklædte på arbejde.

Resten af samfundet undrede sig dog mest over Justitsministeriets reaktion. Noget tydede på, at vinduerne til virkeligheden og resten af samfundet ikke havde været åbnet et stykke tid, og at støvet havde lagt sig lidt for tungt.

I opinionen blev det faktisk en vindersag for den ny justitsminister. Endelig lidt handling.

 

Det nye Vesterbro

Men tilbage til rundturen.

Rud Ellegaard er som sagt med, og supplerer med sine oplevelser på Vesterbro. Han er belønnet for sin politiindsats og sit engagement i området.

Stort set alle i systemet siger, at den pris om nogen er fortjent.

Rud er en af de to betjente, som har området som Din Betjent.

Derudover har lokalpolitiet en ekstra service til borgerne på Vesterbro, den Blå Bus, som borgerne kan kontakte direkte. Den er bemandet af Lokalpolitiet alle ugens dage fra klokken 07-23, og beredskabet fra Station City kører den om natten.

Efter den 14. februar er timerne til Din Betjent arbejdet faldet, men den Blå Bus er fortsat prioriteret.

- Det er ærgerligt, at vi ikke længere har de samme timer på gadeplan. Synlighed er så afgørende. Jeg stopper mange slagsmål og konflikter, fordi jeg kender folk. Der er meget, som politiet aldrig finder ud af eller får at vide, når ikke vi går på gaden. Vi skaber tryghed, fordi folk kender os og stoler nok på os til også at fortælle væsentlige ting, siger Rud Ellegaard.

Han beskriver udviklingen på Vesterbro, som har været voldsom, bare siden Mette Frederiksen for få år siden havde sin jævnlige gang der. Området er forandret. Op mod 80 procent er udlændinge. Kokainmisbrug er enormt udbredt blandt de unge og blandt grupperne af 2. og 3. generationsindvandrere.

- Det er et kæmpe problem. Jeg hører ofte gamle beboere herude sige: ”Bare vi havde de gamle dage, hvor narkomanerne lå på gaden. De lå stille og gjorde ikke nogen noget”. I dag er det anderledes og barskt på en anden måde, fortæller politiassistenten.

Rud Ellegaard og hans kollega kender de unge og kan ofte tale med dem og tale dem ned, når de er helt oppe at køre. Det kan det almindelige beredskab ikke. De unge og andre i området, også de svagere eksistenser, har et helt andet forhold til politiet i beredskab og indsats.

- For mange indvandrerdrenge er politifolk nogle, som smider dem op af en mur og tømmer deres lommer. Der er en konfrontation. Vi, der går rundt, har et andet forhold til dem. Jeg ved godt, hvad jeg synes, er godt politiarbejde, siger han. 

 

Både-og politi

Justitsministeren lytter til bekymringerne for, om der også vil være ressourcer til de mere nære og synlige dele af politiarbejdet i fremtiden.

- Der er tale om en ekstraordinær situation. Og indsatsen mod terror og bevogtningen er vigtig for, at alle kan føle sig trygge. Derfor er politiet særligt udfordret i øjeblikket. Men det er noget, vi arbejder på og følger tæt. Og noget, som vi også vil have fokus på i forbindelse med Flerårsaftalen. Jeg synes dog også, det er væsentligt at påpege, at udviklingen er god. Kriminaliteten, og særligt ungdomskriminaliteten, er faldende. Det er gode tegn. Og snakken om mørketal tror jeg ikke så meget på, siger Mette Frederiksen.

Hun fastslår, at det ikke er spørgsmål om, at politiet enten skal være indsatsklar og have reaktionspatruljer, eller om der skal være lokalpoliti og nærhed.

- Det skal ikke være det ene eller det andet. Den køber jeg ikke. Der skal være plads til begge dele. Det er en værdi, at alle kan mærke nærvær og tryghed. Det er en del af fællesskabet at kunne færdes sikkert og føle sig tryg. Derfor skal politiet også være en del af den socialpolitiske indsats, fortæller hun.

Hun får spørgsmålet:

Det er alt sammen meget godt, men indsatsen kører til september. Verden forandrer sig vel ikke natten mellem 31. august og 1. september. Bliver det ekstraordinære ikke bare en fast del af politiindsatsen?

- Det er noget, vi kigger på og har fokus på. Mere kan jeg ikke sige, fastslår hun.

Har du i øvrigt kig på måltal i nogen forbindelse, de er trods alt ikke det mest elskede barn i politiet?

-  Ja. Der er ting, der selvfølgelig skal kunne måles. Men der er også vigtige ting, der er vanskelige at måle, ofte dem, som har med tryghed og menneskelige værdier og fællesskab at gøre, svarer hun. 

 

Det bedste der er sket

Fra Kødbyen går turen mod Istedgade og Maria Kirke Plads. Orkanens øje for få år siden, når det handlede om narkomaner og heroinmisbrug. I dag helt ryddet, efter at Vesterbro fik et fixerum i 2012.

- Det bedste, der er sket her på Vesterbro i 30 år, siger Rud Ellegaard og takker minister og regering.

- Jeg tror kun, jeg har oplevet tre, der har ligget bevidstløse på gaden i år, fortsætter han.

Mette Fredriksen lyser op. Det har været en af hendes mærkesager. Fixerummet venter længere nede ad gaden.

Men hvad så med Maria Kirken?

Den er fyldt op af østeuropæere, oplyser Rud Ellegaard.

De har helt overtaget herbergerne på Vesterbro, og ifølge ”Din Betjent” betyder sprogbarrieren, at hverken han eller kollegerne reelt aner, hvem de er, og hvad de foretager sig. Nogle tigger. Nogle arbejder øjensynligt. Det bliver trillet rundt med indkøbsvogne på klunsejagt mellem skraldespandene i baggårdene. Cykler har det med at forsvinde fra de overlæssede stativer, kobberledninger er også i høj kurs, måske også underbetalt, sort arbejde.

Men overblikket er der ikke. Heller ikke om det er folk, som har brug for politiets bistand i forhold til bagmænd, udnyttelse og misbrug.

Der lander dagligt busser ved DGI-byen lige bagved, hvor folk fra Østeuropa stiger ud i massevis. Men om de kommer for at arbejde eller andet er uklart. Senest der blev ryddet et herberg, blev Station City lagt ned i en uge i sagsbehandling, tolkeudgifter og transporter. Man tænker sig af gode grunde om, inden man sætter så mange ressourcer af på ny i en sparetid.

Justitsministeren nikker. Hun kender problematikken. Det er en del af de nye udfordringer.

Hun får spørgsmålet:

Hvordan skal politiet kunne skabe den tryghed, du efterlyser, når Rud og hans kolleger ikke engang kan komme i dialog med folk fra Østeuropa, eller for den sags skyld overskue et ret indviklet sæt regler og også en massiv sagsbehandlingstid?

- Det er en udfordring og et område, hvor der skal strammes op. Vi skal nemmere kunne udvise og afvise. Derfor har vi også styrket kontrolmulighederne i grænseområderne, så vi stopper flere allerede her, siger Mette Frederiksen.

Stort set samtidig bliver hun stoppet af en mand på cykel. En mand med fuldskæg og snavset tøj, som får øje på hende i forbifarten og stopper op.

- Må jeg fortælle dig noget, spørger han og rykker tæt på.

Justitsministeren siger ja.

Manden snubler lidt over ordene, han er hjemløs og har nu fået en chance, som han ikke havde regnet med, til at lette sit hjerte over for én med politisk ansvar.

- Vil du ikke gøre noget ved alle østeuropæerne? De har taget alle vores pladser på herbergerne. Vi har ikke nogen steder at være. De er aggressive. Gør noget, får han fremmumlet.

Mette Frederiksen svarer pænt og lader ham tale ud.

- Er det virkelig så slemt? Jeg har godt nok hørt noget om det, det lyder hårdt, svarer hun.

- Gør noget. Vil du ikke godt gøre noget, insisterer manden og cykler taknemmeligt videre. 

 

Væk med forbehold

Apropos de europæiske briller: Danmark skal til afstemning om afskaffelse af retsforbeholdet i det nye år. Hvor vigtig er den afstemning?

- Den er sindssygt vigtig. Den er afgørende for dansk politi og samarbejdet mod kriminalitet. Det vil jeg gøre alt for at forklare og argumentere for. Og jeg håber da, det gælder de andre partier også, fastslår hun.

Der skal samarbejdes. Globaliseringen er et vilkår. Men vi har også redskaberne til at løse udfordringerne, mener justitsministeren.

Både de stramme og de hårde, og de bløde og forebyggende. Hele paletten skal bruges. Også på tværs af faggrænser. 

 

I fixerummet

Vi passerer fixerummet og får lov at komme ind.

Rud er rørt. Mette Frederiksen også. Der er proppet med narkomaner, men der er rent, om end småt. Sprøjter dingler ud af kroppe, nogen småsnakker og hilser, andre er i et andet univers. Sprøjterne sættes ind de sidste steder, hvor der kan findes brugbare blodårer på en slidt og mærket krop. Det betyder skridtet.

Justitsministeren tager det i stiv arm. Det er på den ene side et hårdt syn, på den anden side rørende. For de er glade. Har fred her. Ordentlige forhold, og skal ikke ligge på gaden.

En kvinde i ubestemmelig alder lyser helt op, da hun ser Mette Frederiksen.

- Du er så dejlig. Jeg tror jeg bortfører dig, griner hun.

Rud Ellegaard er rørt. Det var det hele værd, siger han. Det var så vigtigt, at ministeren så det her. 

 

Kvindehandel

Tiden er ved at løbe ud, får ministeren vink om. Hendes ministersekretær går 10 meter bag os og holder øje. Ruten bliver kortet af.

Snakken falder på kvindehandel. Endnu en del af den palet af organiseret kriminalitet og forråelse, som er svær at efterforske og bevise. Det fordrer grænseoverskridende og meget krævende politiarbejde.

- Jeg er imod prostitution, fortæller hun, men svaret er ikke en kriminalisering.

Mette Frederiksen spørges til indsatsen mod kvindehandel, og de primært afrikanske prostituerede, som overtager kvarteret om natten. De er – modsat østeuropæiske og danske prostituerede – meget højlydte og et irritationsmoment for de lokale. De er også, sandsynligvis, handlede og underlagt skruppelløse bagmænd tilbage i deres hjemland.

For politiet har det været en stort set umulig opgave at gøre noget, at nå ind til kvinderne, eller at få dem i tale.

Indsatsen er ekstremt ressourcekrævende, og de kilder, DANSK POLITI har talt med, siger også, at den af samme årsag er meget overfladisk.

Hvad siger ministeren til det?

- Jeg er godt klar over, at efterforskning på det her område er rigtig svært, men kvindehandel er et yderst vigtigt indsatsområde. Det skal stå helt klart, fortæller hun. 

 

Lukker dørene

Vi er nået tilbage til Station City.

Den travle station lukker døren til ekspeditionen til sommer. Til den tid skal alle, der vil anmelde noget i København, henvende sig på Hovedbanegården, hvor politiet vil have en større station.

Der bliver altså langt til det personlige møde med politiet.

Rud Ellegaard er ked af udsigten.

Mange af de svage i miljøet - narkomaner, syge og hjemløse - søger ly på stationen, når de skal gemme sig fra gangstere, bandefolk og pushere, som vil tæve eller rulle dem.

Til sommer har de intet sted at tage hen.

- Så hører vi ikke mere om det, ligesom vi ikke får mulighed for at hjælpe dem, siger Rud Ellegaard.

Så meget for tryghed og nærhed i miljøet.

Mette Frederiksen har ikke været indblandet i den beslutning:

- En justitsminister skal generelt ikke blande sig i faglige spørgsmål. Vi skal blande os i politik og tage politisk ansvar, fastslår hun.

Der gives hånd og takkes. Vesterbro er stadig rolig og summende og solbeskinnet.

En justitsminister kan færdes næsten upåagtet med en journalist og følge. Ikke mange øjenbryn hævede. Det er vel også en tryghed.

Rud Ellegaard er enig. Og glad.

- Jeg fik opfyldt min drøm. At vise hende fixerummet. Og få fortalt hvordan der er herude, smiler han.