Efterforskning

Efterforsker: Føles som at stå på en klippeafgrund med hovedet ud over kanten

I afdelingen for berigelse, som hører under efterforskning i Østjyllands Politi, burde de på papiret være 13 kolleger i alt, men i en længere periode har de kun været fire til fem efterforskere på arbejde. Politiassistent Ida Gabrielsen har været i afdelingen i fire år og sidder alene på sit kontor og savner at have en makker at sparre med. Hendes nærmeste kollega er nemlig udlånt til at lave økosager. – Det bremser mig i mit arbejde, da jeg ikke kan reagere på borgerhenvendelser. Kvaliteten i opgaveløsningen daler i takt med arbejdsglæden, og det er stærkt utilfredsstillende, lyder det fra efterforskeren.

sagsbunker

Af Stine Svarre Gaardhøj

Al fokus er på økosager, og det betyder at vores tid går væk fra kerneydelsen. Jeg kan ikke køre ud på henvendelser fra borgere, da jeg mangler min makker. Det er både ekstremt utilfredsstillende, og det er da et kæmpe samfundsproblem, at vi ikke kan hjælpe borgerne. Det var ikke dét, jeg købte ind på, da jeg valgte at gå ind i politiet, forklarer 54-årige Ida Gabrielsen, som har været i Østjyllands Politi siden 1996.

Østjylland efterforsker
Ida Gabrielsen arbejder i afdelingen for berigelse i Østjyllands Politi. Hun kalder det utilfredsstillende og et samfundsproblem, at man i hendes afdeling ikke kan hjælpe borgerne eller køre ud på henvendelser, som burde være en kerneydelse. Men tiden er ikke til det, da flere af hendes kolleger er udlånt til at lave økosager.

Hun finder det stærkt kritisabelt, at hun ikke har mulighed for at hjælpe borgere med deres henvendelser og mener, at den faglige opgaveløsning er underprioriteret.

- Vi får anmeldelser ind om røverier for mange hundrede tusinde kroner, som nærmest sker, mens vi sidder på vores hænder. Der er ingen efterforskere, der kan køre ud til det. Det er jo helt absurd, når vi ikke kan hjælpe og gøre en forskel for borgerne, fortæller Ida.

Hun kan mærke, at det påvirker hendes dagligdag og tilgang til arbejdet.

- Nogle gange kan det være svært at se sig selv i spejlet og være stolt af sin politiidentitet, når man ikke er tilfreds med det, man leverer. Jeg kan godt forstå, at folk bliver vrede på politiet, når vi ikke kommer, når borgerne har brug for det, fortæller Ida Gabrielsen.


Som at stå på en klippeafgrund

Det er begyndt at gå ud over arbejdsglæden, og Ida Gabrielsen er i tvivl om, hvorvidt følelsen af at give op skyldes, at hun er fagligt udbrændt, eller om situationen ”blot” er absurd.

- Vi får ingenting at vide om fremtidsudsigterne. Nu er vi også begyndt at afgive folk til grænsen igen, og det frustrerer oveni alt det andet. Der er ingen tidshorisont – bedst som man tror, at det ikke kan blive værre, så bliver det lige lidt værre. Jeg forundres gang på gang. Det føles som at stå på en klippeafgrund med hele hovedet ud over kanten. Hvornår går sandheden op for nogen? spørger Ida Gabrielsen undrende.


Fokus på mål- og resultater i stedet for på faglighed

Hun efterlyser mere fokus på fagligheden, som hun mener er røget helt i baggrunden i jagten på at komme i bund med bunkerne af økosagerne.

- Det handler ALDRIG om det gode politiarbejde – men det handler om mål og resultatstyring. Det er frustrerende, for dét handler det ikke om for os politifolk. Ligeledes føles det som om, vi afvikler vores kompetencer i stedet for at udbygge dem. De ryger i glemmebogen. Jeg savner at få noget uddannelse, og jeg føler, at vi bliver dårligere, afslutter Ida Gabrielsen.