Nyhed

Barnevogne, sko, mobiler og tasker: Opgaven ingen lige havde forudset

Når folk flygter fra et indkøbscenter i panik, taber de sko og efterlader alt fra barnevogne, mobiler og tasker til kørestole. Hittegodsopgaven efter skyderiet i Fields endte med at være en omfangsrig en af slagsen, der krævede både skarp logistik, god kommunikation og tid til at lytte.

Skyderi ved Fields

Af Karina Bjørnholdt

Omkring halvtreds barnevogne og klapvogne, to kørestole, efterladte enlige sko og sandaler, bæreposer med varer, tasker og mobiltelefoner. Det var blot nogle af de genstande, som de handlende i Fields efterlod sig søndag den 3. juli under deres flugt fra en bevæbnet mand, der skød om sig i indkøbscentret.

Over 700 genstande blev indsamlet i dagene efter og fragtet til hittegodskontoret i Københavns Politi.

Dertil kommer omkring 1.200 biler, der var blevet efterladt i p-kælderen, og som også skulle udleveres igen.

Vi ankom til et indkøbscenter, hvor musikken fortsat spillede i højtalerne, der stod efterladte indkøbsvogne og barnevogne, der lå aftrådte sko, og på anden sal, hvor restauranterne ligger, var der stadig kød på gaflerne, øl i glassene og mobiler ved tallerknerne. Det var tydeligt, hvordan folk havde smidt alt og var løbet.
Politikommissær Jacob Lundgaard Jørgensen, Københavns Politi

Stadig øl i glassene og musik i højtalerne

Omfanget af hittegods i Fields kom faktisk lidt bag på de fleste. En af dem var politikommissær Jacob Lundgaard Jørgensen, der mødte ind på job mandag den 4. juli. Normalt sidder han med efterforskning af økonomisk kriminalitet, men han og hans medarbejdere blev sendt til Fields for at afløse den centrale efterforskningsleder og stå for hittegodsindsamlingen og koordineringen med kredsens hittegodskontor.

- Der var en uventet, men vigtig opgave, vi skulle løse. Vi ankom til et indkøbscenter, hvor musikken fortsat spillede i højtalerne, der stod efterladte indkøbsvogne og barnevogne, der lå aftrådte sko, og på anden sal, hvor restauranterne ligger, var der stadig kød på gaflerne, øl i glassene og mobiler ved tallerknerne. Det var tydeligt, hvordan folk havde smidt alt og var løbet, fortæller Jacob Lundgaard Jørgensen.

Påvirkede borgere

En lastbil måtte ad flere omgange køre al hittegodset til hittegodskontoret på Københavns Politigård, og der blev ved med at dukke flere ting op i baglokaler og skjulte gange.

Normalt vil Fields selv stå for at udlevere glemte og tabte genstande i centret, men da det var så omfangsrig en opgave, og genstandene først kunne frigives, når efterforskerne var færdige i indkøbscentret, tog Københavns Politi opgaven på sig, selvom det krævede en del koordinering samt kommunikation med utålmodige eller ængstelige borgere.

- Det fyldte meget hos borgerne, der jo var løbet fra essentielle ting som deres tasker, mobiler og barnevogne. Vi gjorde derfor meget ud af løbende at melde ud via Twitter og lokale og landsdækkende medier, hvornår man kunne komme og hente sine ting, og hvad rammerne var omkring det. Mange var følelsesmæssigt påvirkede og var eksempelvis nervøse for, om der nu var blod på deres ting, fortæller fungerende vicepolitiinspektør Trine Fisker, der i den pågældende uge var kommunikationsbagvagt.

Medarbejderne på hittegodskontoret udførte simpelthen et formidabelt arbejde. De er ikke vant til at stå over for borgere, der er så bekymrede og følelsesmæssigt påvirkede, men de tog sig rigtig god tid til at snakke med alle.
Fungerende vicepolitiinspektør Trine Fisker, Københavns Politi

Formidabelt arbejde

Hun fortæller endvidere, at hittegodskontoret måtte holde ekstraordinært åbent, og at man gjorde sig umage for at finde en linje, hvor de medarbejdere, der udleverede hittegodset, havde god tid til at skabe tryghed om situationen og sørge for at henvise til pårørendecentret, hvis borgerne havde behov for krisehjælp.

- Medarbejderne på hittegodskontoret udførte simpelthen et formidabelt arbejde. De er ikke vant til at stå over for borgere, der er så bekymrede og følelsesmæssigt påvirkede, men de tog sig rigtig god tid til at snakke med alle, og det gik lynhurtigt med at stille et hold, da der var behov for at holde ekstra åbent i weekenden. Så stor ros til dem. De havde en vigtig funktion i Fields-indsatsen, som man ellers nemt kan komme til at overse, lyder det fra Trine Fisker.