Hvem dræbte Stine Geisler?
I denne måned er det 30 år siden, at det tragiske drab på Stine Geisler fandt sted. Geisler blev fundet myrdet i en kælder bundet og overhældt med bonevoks. Efterfølgende vakte drabet betydelig debat – for hvem myrdede den unge pige? Og hvorfor blev sagen aldrig opklaret? Stine Geisler-sagen står stadig den dag i dag som en af det 20. århundredes mest omtalte drabssager.
Drabschef Wolmer Petersen ankommer til gerningsstedet, en kælder under Teglgårdsstræde i København, hvor Stine Geisler blev dræbt og efterfølgende overhældt med bonevoks.
Af Frederik Strand, museumsleder på Politimuseet
Den 5. juni 1990, klokken cirka 18, lukkede en kok fra Teglkroen sig ind i kælderen under Teglkroen i København. Hun skulle klæde om inden arbejde. Teglkroen brugte rummet som depot og omklædningsrum. I kælderrummets grålige skær så hun skikkelsen af en pige. Pigens hænder var bundet med en sort ledning, der også var snøret omkring hendes hals. Morderen havde stoppet to karklude ind i hendes mund. På halsen havde pigen flere snitsår, og på den ene arm var der snittet en form for tegn eller måske nogle bogstaver. Over liget var der hældt bonevoks. Under pigen lå en pakke kondomer, men ellers var den døde fuldstændig renset for tekniske spor.
Døden var, konkluderede retsmedicinerne efterfølgende, indtruffet ved, at karkludene havde presset tungen ned i halsen og dækket over lufttilførslen. Hvorfor havde gerningsmanden ridset i pigens arm efter hendes død? Var det noget symbolsk eller måske blot et tilfældigt mærke? Et presserende spørgsmål var også, hvorfor gerningsmanden havde overhældt den unge pige med bonevoks – lå der også heri noget rituelt, eller var det forsøg på at skjule tekniske spor som for eksempel sæd eller lignende? Det eneste, man kunne slå fast, var, at alt, hvad der var brugt i forbindelse med effektueringen af drabet, var taget fra gerningsstedet.
Vellidt og dygtig
Pigen, der blev fundet i kælderrummet under Teglgårdsstræde 15, hed Anne Stine Geisler. Stine Geislers forældre havde allerede sidst på morgenen undret sig over, at hendes cykel stod låst nede i ejendommens gård, mens Stine ikke var på sit værelse. Forældrene boede i samme ejendom som Stine. Da forældrene var blevet urolige for deres datter, havde de allerede tidligere på dagen ringet rundt til familie og bekendte for at høre, om de havde set Stine, hvilket ingen havde siden den foregående dag.
Det første, politiet gjorde, var derfor at bringe familien – far og mor samt Stine Geislers lillebror – ind på Politigården og forklare dem sagens tragiske sammenhæng. Stine Geisler var vellidt i snart sagt alle kredse. Hun var glad, venlig og meget betænksom. Det gjaldt både i forhold til forældrene, som hun havde et tæt forhold til – blandt andet fortalte hun altid, hvis hun skulle et sted hen – men også i forhold til skolekammerater og venner, hvor hun stod klar til at hjælpe, hvis der opstod problemer. Hertil kom, at hun var en dygtig gymnasieelev, der flittigt passede sin skole.
Politiet kunne dog også hurtigt konstatere, at Geisler havde et privatliv, hvis detaljer forældrene ikke kendte noget til. Hun slog således sine folder på forskellige intellektuelle insteder – blandt andre Sabines Cafeteria – hvor hun også traf forskellige mænd, som hun i enkelte tilfælde indledte forhold til.
Mændene
En af de væsentligste kroge i politiets efterforskning var derfor hendes mandlige bekendtskaber, som morderen måske skulle findes iblandt. En indgang til de mandlige bekendtskaber var Stine Geislers dagbog, som hun havde ført ganske minutiøst igennem sine ungdomsår.
I dagbogen havde hun nævnt forskellige mænd, men særligt én var fremhævet, nemlig en 40-årig journalist, som Stine havde haft et forhold til, og som arbejdede på en af de store københavnske morgenaviser. Journalisten blev taget ind til afhøring og foreholdt informationerne i Stine Geisler dagbog. Han benægtede ikke forholdet men kunne samtidig fremvise et sikkert alibi for natten.
Forskellige vidner fremhævede dog, at Stine Geisler havde talt med en anden mand end journalisten på Sabines Cafeteria, natten før hun blev myrdet. Endvidere havde hun spist frokost med en mand på sin arbejdsplads, Café Wilder. Manden blev beskrevet som forholdsvis ung – formentlig i 20’erne – almindelig af bygning, kortklippet og med skægstubbe.
Det interessante var, at en vægter angav, at han havde set en kortklippet mand med skægstubbe og læderbukser stå foran Stine Geislers bopæl den 4. juni omkring klokken 02.55. Et andet vidne fortalte, at han havde set en kortklippet mand i læderbukser i snak med Stine foran Christianshavns Gymnasium få dage før drabet. Manden, som Stine Geisler havde mødt på Sabines Cafeteria natten før, fik man imidlertid hurtigt identificeret. Han kunne dog fremvise et sikkert alibi, og ingen spor bandt ham til gerningsstedet.
Fjerndrab eller nærdrab?
Det var de mistænkte mænd, som havde en personlig relation til Stine Geisler, men hvad med eventuelle mistænkte, som ikke havde et forhold til pigen? Altså ikke et nærdrab men et fjerndrab.
Én person sprang særligt i øjnene. Det drejede sig om en 28-årig mand, der boede i et kollektiv i Larsbjørnsstræde nær Stine Geislers bopæl. Manden, der gik under tilnavnet ”Mr. Smiley”, var kendt af politiet for grov vold og mishandling og havde dertil udført forskellige former for berigelseskriminalitet. Han blev afhørt gentagne gange, ligesom hans færden den 4. juni blev fastlagt. I den forbindelse kunne man slå fast, at han ikke havde noget alibi efter klokken 01.00. Han kunne altså godt være gerningsmanden. Problemet var imidlertid, at manden intet motiv havde for at slå Geisler ihjel, ligesom ingen tekniske spor knyttede ham til gerningsstedet.
Endelig var der i perioden fra 1989 til 1991 fem andre uopklarede kvindemord i Københavnsområdet. Var der mon tale om én og samme drabsmand? Det gisnede mange om. Gerningsmanden bag ét af disse drab, den såkaldte Amagermand, har i øvrigt senere været fremdraget som mistænkt i Geisler-sagen, men ingen tekniske spor har dog kunnet binde ham til gerningsstedet.
Intens mediedækning
Medierne dækkede Stine Geisler-drabet intenst, ja, det er måske en af de mest dækkede drabssager! Den 15. oktober 1990 – altså godt tre måneder efter drabet – medvirkede Geislers forældre i et program på TV3, hvor de appellerede direkte til den københavnske befolkning. Tv-indslaget var indtalt, og forældrene var ikke filmet.
Andre medier havde også prøvet utraditionelle metoder for at medvirke til sagens opklaring. Ekstra Bladets var i den forbindelse den mest utraditionelle, idet avisen søgte at rekonstruere drabets begivenhedsforløb igennem manipulerede fotos fra sagen. Mange mente, at dette var en uetisk pressemæssig håndtering af drabet, og der opstod efterfølgende en meget ophedet debat om, hvordan medierne måtte dække drabssager. Hverken tv-indslag, rekonstruktioner eller den intense pressedækning i al almindelighed gav dog nogen resultater.
Drabsafdelingen i Københavns Politi fik på trods af knap 3.000 afhøringer ingen brugbare vidneudsagn, der kunne føre afdelingens efterforskere i retning af en mulig drabsmand.
Stadig interesse for drabet
I forlængelse af den meget intense mediedækning af Stine Geisler-sagen kan man diskutere, om sagen måske blev dækket for indgående i medierne, således at man til sidst ikke kunne se sagen for selve dækningen af sagen. I de forgangne år er interessen for Stine Geisler-sagen ikke aftaget. Alene det seneste år er der udkommet en hel radioserie og to dokumentariske bøger om sagen, der ikke desto mindre fortsat er uopklaret. Man kan kun håbe, at den tragiske sag en dag finder sin afslutning.
Drabschef Wolmer Petersen ankommer til gerningsstedet, en kælder under Teglgårdsstræde i København, hvor Stine Geisler blev dræbt og efterfølgende overhældt med bonevoks.
Det lykkedes aldrig politiet at tilknytte nogle af de mistænkte mænd, de havde i kikkerten, til gerningsstedet. I dag, 30 år efter, er drabet stadig uopklaret.
