facebook twitter
Blog
tvang16.jpg

Psykisk syg virkelighed

Er psykisk syge virkelig en kerneopgave for politiet, bare fordi resten af samfundet skærer ned eller holder lukket?

Læs artikel

Dee, Zod og Frås

Hvad betyder para, pil, 'pat og dakke? De unges sprog knopskyder og er i stigende grad deres eget, fyldt med farver og lån fra andre lande. Det kan give nogle udfordringer for os forældre, og ikke mindst de myndighedspersoner, som skal kunne møde alle i dialog.
  10/5-2017

I romanen ”A Clockwork Orange” fra 1962 og den senere filmatisering fra 1971, følger man den unge psykopat Alex i et fremtidssamfund, som ikke er fjernt.  Alex begår ultravold, ræser gennem natten med slukkede billygter og pløjer alt ned, hvad der passerer, og drømmer sødt bagefter om den røde, røde krovvig (blod), der flyder.

Bogen er speciel af flere årsager, men særligt én, nemlig de unges sprog. De har deres helt eget sprog, som romanen også er skrevet i, da det er Alex, der fortæller.
Sproget hedder Nadsat.

Det er helt tydeligt, at der er en voldsom kløft mellem generationerne – rent sprogligt og opfattelsesmæssigt/forståelsesmæssigt. Faktisk er forældrene bange for deres børn.

Her er en smagsprøve på ord:

  • Britba = kniv
  • Nago = nøgen
  • Naso = crazy
  • Naito = nat
  • Polear = samleje
  • Ptitsa = Pige
  • Glupo = dum
  • Criuba/krovvig = blod
  • Sprøde = tygge
  • Militso = politi
  • Cancrillo = cigaret

 

De første 20 sider af bogen virkede sproget, ordene og fortælleformen møgirriterende, men efterhånden blev det fantastisk, fordi sprog er en helt anden indgang til forståelse af subkultur og tankesæt.

Jeg kom til at tænke på ”A Clockwork Orange”, da jeg for nogle måneder siden fik stukket en liste over ord, som bruges af teenagere i dag, i hånden, og skulle se, hvor mange jeg kunne gætte.

Det var ikke mange!

Med forbehold for fri stavning. Prøv selv:

 

Para = Penge

Lajs = Øl

Multiskinke = Fatsvag

Brate = Ven

Krizz = Tøser

HD = Fedt/hjernedødt

Pat = Vildt/sindssygt

Frås = Smager godt

G/Gee = Homie/ven

Zot = Smøg

Dakke = Festgal

TOLO = Tits Out Legs Open

Bounce = at gå

Pil = Nederen

Dee = Flot

Araba = Bil

Giz = Piger

Nizlle/Najsle = Super

Yhar = Ven

Stuegris = Går ikke til fester

Griber = Synes noget er fedt, så griber man det

Ild = Når noget er fedt

 

Dertil kommer udbredte forkortelser som TILF og MILF, man selv kan gætte sig til. 

Ovenstående er blot udpluk, men også eksempler på, at der er ved at opstå et sprog, egen kultur og egen forståelse blandt unge, som er langt mere farverig, indforstået og selvstændig end tidligere.

Ikke mindst på grund indflydelsen fra en lang række andre sprog, sociale medier og nye kommunikationsformer.

Det er slet ikke for at sætte unge af i dag i samme bås som skræmmebilledet fra ”A Clockwork Orange”. Jeg synes faktisk, at deres sprog er en hel del mere rummeligt og kulturelt kludetæppe-agtigt på den fede måde, end vi forældres. 

Men der er et skel på flere planer. Alene skellet mellem os digitale indvandrere og de yngre digitale indfødte er kolossalt.

De unge er en helt del bedre til at bruge, forstå og tolke disse medier, end de generationer som plastrer dem til med kagefotos, feriefotos, kattefotos og forargede holdninger.

Det skel, den forskel, den selvstændighed, den virkelighedsopfattelse må også have betydning på gadeplan og for alle dem som skal kunne favne over generationerne i deres arbejde.

Ikke mindst myndighedspersoner.

Man er nødt til at forstå hinanden for at kunne kommunikere. Det er nok ikke altid så ligetil, hvis man er +45 og støder ind en flok gymnasieelever.

Det er på mange måder et meget delt samfund, vi har. Også sprogligt. Det kan give følelsen af utryghed og fremmedgørelse, når man ikke helt forstår hinanden, eller kan aflæse meningen og alvor bag ord.

Det må få og have konsekvenser.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at se et studie af betydningen og – for nogle – følelsen af manglende sammenhængskraft, når generationerne begynder at tale forskelligt sprog.

For der er forskel.

Lidt tankevækkende er det i øvrigt, at de yngste vælgere generelt både sagde ja til EU, nej til Brexit, nej til Trump. Synet på verden er noget anderledes.

Det lyder måske langhåret. Men muligheden for dialog er faktisk kernen i vores tryghedsbaserede samfund. Det er årsagen til talemåden om "at sætte os ned og snakke". Så er vi i øjenhøjde og cirka lige store.  Torso over for torso. Kort sagt ligeværdige.

Jeg har netop læst Morten Papes skamroste, selvbiografiske, rå og ærlige roman ”Planen” om en opvækst i Urbanplanen på Amager i 90’erne og 00’erne. Allerede her er sproget og kommunikationen så langt fra dele af parcelhus-Danmark, at det næsten i sig selv er en uoverstigelig kløft.

Der er en række kulturer og udtryksformer derude, som gør det ekstra svært og kompliceret at være den offentlige person, som står i frontlinjen og skal kunne tackle situationer og tale dem ned.

Og som myndighedsperson være meget bevidst om, hvem det er man står over for, når man er i dialog.

Man kan i samme forbindelse nok tænke sit om konsekvenserne for den offentlige sektor, efter at ledelsen har fået indoktrineret Moderniseringsstyrelses-sprog og konsulentdansk. Det har næppe gavnet sammenhængskraften eller tilliden internt. 

Sprog skal helst kunne forstås.

Vi skal nok øve os i at tale sammen også i farver og med flest mulige gloser.