facebook twitter
Citat
f

Chefpsykolog om arbejdsvilkår

"Især mellemlederne har et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Som en følge af djøf-kulturen er der meget lille rum til at udvise empati. Der skal i stedet måles på alt, og den eneste vej til at få flere stjerner på skuldrene i dansk politi er at drive forandringsledelse – på bekostning af medarbejderne."

Blog: Worst practice i europæisk politi?

Der er krisesnak i mange vesteuropæiske lande, når talen falder på politiets mulighed for og tid til at løse udfordringerne.
  23/8-2017

Det er populært at tale om best practice.

Altså at lære af de mennesker, fagpersoner, arbejdsgange, ledelser med mere, som har fundet en arbejdsform, der fungerer.

Kaster man blikket ud over det vesteuropæiske politikort, vil det måske være mere berettiget at tale om worst practice.

En lang række udfordringer går nemlig igen.

En lang række problemer er de samme.

Udviklingen er påfaldende ens.

Land for land befinder politiet sig i øjeblikket i en form for krise og ofte med en række lighedspunkter:

  • Siden årtusindeskiftet er antallet af polititimer blevet beskåret.
  • Politiet har gennemgået effektiviseringer, som ofte har fjernet politifolk fra lokalområder og borgernærhed.
  • Det er i høj grad konsulenthuse og tankesættet bag det, vi kalder New Public Management, som har støbt fundamentet.
  • Finanskrisen medførte store besparelser på politiområdet.
  • De påkrævede investeringer i velfungerende it og teknologisk understøttelse er udeblevet.
  • Dokumentation og målkrav fylder stadig mere.
  • Besparelser andre steder i samfundet har skubbet ekstra opgaver over på politiet, eksempelvis i forhold til sociale problemer, psykisk syge og nye parallelsamfund. Britisk forskning viser, at omkring 40 procent af alle tilkald i dag drejer sig om ikke-kriminelle forhold betinget af den udvikling.
  • Den organiserede kriminalitet er vokset, blevet mere kompleks og grænseoverskridende. I Tyskland har den italienske mafia eksempelvis fået solidt fodfæste.
  • Aldersmæssig slagside i flere politikorps.
  • Migrationen, som Frontex og modtagerlande som Italien, Spanien og Grækenland længe havde advaret om, og haft tæt på kroppen, blev ikke taget særligt alvorligt, og ”kom bag på” de enkelte lande, da det i 2015 trak store ressourcer ud af politiets timetal.
  • Nedskæringer i beredskabsarbejde og patruljering har været med til at finansiere omstillinger i politiet, nye faggrupper med mere.
  • Genopretning, som kommer til at tage mange år, før politiet er på niveau med antallet af opgaver
  • Mediekritik af hårde prioriteringer og manglende synlighed.
  • Stigende brug af private udbydere på sikkerhed, militæret og såkaldte b-politifolk for at løse krisen.
  • Store udfordringer i forhold til cybercrime og nye områder, som også kræver ressourcer og investeringer
  • Udfordringer med øget politisk indblanding og politiske krav.
  • Et håb om, at nye arbejdsformer som predictive policing og analysebaseret arbejde kan kompensere, men manglende understøttelse af data, betinget af manglende tilstedeværelse i lokalområder, til rigtigt at udfolde begge dele.

 

Det er således ikke tilfældigt, at svensk politi efter flere års massiv krisesnak modtager 7,1 milliarder svenske kroner over de næste tre år. Eller at tyske politikere står i kø for at udvide politistyrken igen. Det samme gør sig gældende i næsten alle landene omkring. Prisen for finanskrisen har været så stor, og slidt så voldsomt på politiet, at snart sagt ingen politikorps har været gearede til fuldt ud at tackle de store forandringer og konsekvenser, som er sket siden.

Nødvendige investeringer i teknologi har manglet.

Udfordringen er, at opretningen tager mange år.

Her-og-nu løsninger med effekt er det derimod sparsomt med, og ofte betyder de faktisk, at et andet væsentligt område af politiets indsatser skal lægges brak.

Politiet mange steder i Vesteuropa døjer for så vidt med en periode som brandslukningskorps.

Det er faktuelt og et vilkår.

Det mærkelige er, at der ikke er nogen, som har samlet op, forsket på tværs af landegrænser, og lagt en større plan for sammenhængene opretning og best practice.

Alle de lande og ledelser og politikere og embedsfolk og konsulenthuse, som i årevis har kopieret hinandens worst practice, har svært ved at løfte og inspirere hinanden samlet.

 Det er meget begrænset, hvad der findes af forskning. Det er meget begrænset med viden om, hvordan krisen bedst overstås, og hvordan politiet skal geares til fremtidige udfordringer i demokratiske og åbne velfærdsstater.

Problemer har det med først at blive tacklet, når de er akutte i det givne land.

Vidensdeling over grænser og større fokus ligger desværre ikke lige for, selv om udviklingen åbenlyst går igen i alle lande, og således også påvirker henover grænserne.