facebook twitter

Politidirektører rokerer – og nye tiltræder

Arne Gram, politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi, skal pr. 1. august være politidirektør på Fyn. Han "vender hjem" idet han tidligere har været vicepolitidirektør i kredsen.
Flyttekasserne skal så småt til at pakkes for en lille håndfuld politidirektører i dansk politi.
I forbindelse med at politidirektør Peter Møller Nielsen planmæssigt fratræder sin stilling på Bornholm til august, sker der nemlig en mindre rokade mellem de nuværende politidirektører.
  7/5-2018

Rokaden betyder, at nuværende politidirektør på Fyn, Kit Claudi Grøn-Iversen, indtræder i stillingen som politidirektør på Bornholm.
Politidirektør i Midt- og Vestsjælland, Arne Gram, vender tilbage til Fyns politi, hvor han tidligere var vicepolitidirektør. Det glæder han sig til, fortæller han til TV2 Fyn:

- Fyn er karakteristisk ved sine små byer og så metropolen i midten. Det er en geografi, som jeg synes er spændende at arbejde med, samtidig var der selvfølgelig også noget af indholdet i stillingen, som var spændende, siger Arne Gram, der i forvejen er bosiddende på Fyn.

Kit Claudi Grøn-Iversen nåede at stå i spidsen for Fyns Politi i små tre år, mens Arne Gram har været politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi i blot et halvt år.

Direktør i Rigspolitiet, Svend Larsen (billedet herunder), bliver ny politidirektør i Midt- og Vestsjælland, mens stabschef i Københavns Politi, John Vestergaard, bliver direktør i Rigspolitiet.


Hvem, der skal være ny stabschef i København, melder kabalen indtil videre ikke noget om.

Ændringerne træder i kraft pr. 1. august, skriver Rigspolitiet.