facebook twitter

Svært at komme mørketal til livs – danskerne undlader at anmelde kriminalitet

Seks ud af 10 danskere politianmelder ikke kriminalitet. Mange undlader det, fordi de ikke mener, at det vil gøre nogen forskel. Andre dropper opkaldet til politiet, fordi de kender - eller er partner til - gerningspersonen, mens nogle er bange for konsekvenserne for dem selv, hvis de indgiver en anmeldelse.
Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.
En ærgerlig tendens, mener to retsordførere, som DANSK POLITI har talt med.
  19/4-2018

Kriminalitetsstatistikker afspejler ikke altid virkeligheden. Det skyldes blandt andet, at ikke alle borgere går til politiet, når de har været udsat for noget kriminelt. Derved opstår der såkaldte mørketal – altså en manglende registrering af, hvor mange indbrud, voldsepisoder, tyverier, voldtægter og andre kriminalitetstyper, der reelt finder sted i samfundet.

Men hvorfor undlader folk at kontakte politiet?
Det kan der være mange årsager til, ifølge Det Kriminalpræventive Råd. Tilskyndelsen til at anmelde visse kriminalitetstyper vil for eksempel være større end for andre. Indbrud anmeldes som regel til politiet, da det er nødvendigt, hvis man skal have en forsikringssum udbetalt. Det kniber mere med anmeldelser om vold, især hvis der er en relation mellem offer og gerningsperson.  Der kan også være tale om brud på straffeloven, som ikke opfattes så alvorligt, at man ønsker at anmelde det. En årsag kan desuden være, at der er tale om ofre, som ikke kan overskue at kontakte politiet, fordi de er meget ressourcesvage - eksempelvis hjemløse.

Gør ingen forskel

En ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring, underbygger, at der netop findes mørketal i forbindelse med kriminalitetsstatistikkerne.
Måske endda større, end man lige skulle tro.
Ifølge undersøgelsen undlader seks ud af 10 danskere at anmelde kriminalitet til politiet. Det er primært tyveri, vold og indbrud, som ikke kommer til politiets kendskab.

I alt medvirker 1.168 repræsentative danskere over 18 år i undersøgelsen. Af dem, der har været udsat for kriminalitet, men ikke har anmeldt det, svarer 43 procent, at de ikke tror, at det vil gøre nogen forskel at indblande politiet.
14 procent har undladt at indgive en anmeldelse, fordi de var bange for konsekvenserne for dem selv, 10 procent gik ikke til politiet, fordi det var deres partner, der stod bag, og 8 procent fordi det var en ven eller bekendt, der udførte den kriminelle handling.

Læs hele undersøgelsen her.

 

Overraskelse hos DF

Retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Kofod Poulsen, er bevidst om den usikkerhed, der er omkring kriminalitetsstatistikker som følge af mørketal.
- Er en stigning i antallet af anmeldelser for eksempel et udtryk for mere kriminalitet, eller at folk er blevet bedre til at anmelde, spørger han retorisk.

Peter Kofod Poulsen er dog overrasket over, at 43 procent undlader at anmelde en forbrydelse til politiet, fordi de ikke mener, at det nytter noget.

- Jeg oplever til gengæld, at folk, der fortæller mig, at de har anmeldt noget til politiet, ofte føler sig rigtig godt behandlet af de betjente, der har været ude hos dem, siger han. 

Anmeld!

Peter Kofod Poulsen bakkes op af retsordfører for Socialdemokratiet, Morten Bødskov:

- Vi har et godt politi. Muligvis har de seneste års skriverier i pressen om, at politiet må prioritere benhårdt i opgaverne, haft en effekt på borgernes lyst til at politianmelde noget, men jeg synes, at politiet nu er blevet løftet via flerårsaftalen og ved at få tilført flere ressourcer, siger Morten Bødskov. 

Retsordføreren begræder dog, at der er så mange, der vælger ikke at anmelde den kriminalitet, de har været udsat for.

- Men jeg tror, det mest af alt handler om at få gjort folk endnu mere bevidste om, hvor og hvem de kan ringe til, og hvilken hjælp de kan forvente efterfølgende. Jeg synes, at dansk politi allerede gør et stort stykke arbejde for at informere om dette samt kommunikerer om vigtigheden af at få det anmeldt, hvis man udsættes for noget kriminelt. Der er helt klart en opfordring, jeg vil give videre, siger Morten Bødskov.

Han tilføjer:
- Mørketal vil dog aldrig forsvinde helt. Vi kommer aldrig ned på nul, men vi må gøre en indsats for, at flere anmelder til politiet, så mørketallene bliver lavere end i dag.