facebook twitter

NKC Vest: Vi frygter for fremtiden

Kriminalteknikere søger pludselig tidlig pension, kredsene serviceres mindre, ventetiden stiger, og fagligheden sænkes. Tillidsmanden i det Kriminaltekniske Center i Fredericia frygter, at det kan koste afdelingen livet på længere sigt.
  20/4-2018

Det Nationale Kriminaltekniske Center (NKC) i Fredericia føler sig hårdt ramt af flere års besparelser – ligesom afdelingen i Østdanmark.

Den lokale tillidsmand og kriminaltekniker, Brian Justesen, er alt andet end tilfreds med forholdene, som han mener rammer både arbejdsmiljø og faglighed.

- Kollegerne er frustrerede, da organisationen gennem et længere stykke tid nu har levet under to procent besparelser på lønbudgettet. Det er lig med manglende genbesættelse af stillinger i både Fredericia og Vanløse.  Det betyder, at der er færre folk til arbejdet og flere rådighedsvagter, som skal besættes. Som en naturlig del af færre ressourcer foretages der så nu en meget skarp prioritering af, hvilke opgaver NKC kører til, siger han.

- Det opleves helt klart, at der er flere opgaver som voldtægter, nogle hjemmerøverier, grove røverier, nogle grove voldssager – altså sager under niveauet drab – hvor vi ikke assisterer politikredsene længere. Det er de sager, som vi har brugt til at holde os skarpe til de store sager, og hvor tingene helst ikke må fejle, fortsætter 43-årige Brian Justesen.

Mærkes ude i kredsene

Han mener, at udviklingen er ved at sprede sig som ringe i vandet og rammer hele politiet.

- Jeg er overbevist om, at selvom det måske ikke kommer frem i lyset på møder med politikredsenes øverste ledelser, så oplever vagtcheferne, indsatslederne og efterforskningslederne, at NKC ikke kan levere det samme i dag som tidligere, siger tillidsmanden.

- På gulvet oplever vi, at det operative personale i politikredsene skal vente i lang tid, inden vi kommer, og at vi rykker ud til færre sager. I forbindelse med ventetiden koster det ressourcer for kredsenes operative kapacitet, fortsætter Brian Justesen.

Flere søger væk

Brian Justesen frygter, at nedskæringerne kombineres med flugt fra afdelingen. Ikke mindst fordi gennemsnitsalderen er høj, og de store køreafstande og det større pres risikerer at få mange til at sige ”nok er nok” og vælge pensionen.

- Vi oplever nu, at kollegerne er begyndt at søge væk fra afdelingen. Det skete ikke rigtig tidligere, når man blev ansat som kriminaltekniker, fortæller han.

Hvis det fortsætter, frygter han, at afdelingen i Vestdanmark, som skal servicere Jylland og Fyn, med tiden helt kan blive aflivet – og med store konsekvenser for kvalitet og faglighed i politiets opklaringer og beviser.

Det er vigtigt for Brian Justesen at påpege, at han ikke giver NKC’s ledelse skylden for udviklingen. Alle har gjort deres for at begrænse skaderne og påpege de negative konsekvenser.

- Det må være allerøverst i systemet, at der er taget beslutninger, som faktisk skader hele politiet, fordi de beskærer os operativt, og det koster på kvaliteten af politiarbejde i meget væsentlige sager, siger han.