facebook twitter

Da bandekrigen var breaking i over to måneder

Bandekrigen trækker store veksler på politifolk fra flere kredse
Konflikten i kølvandet på Loyal to Familias hidsige ekspansion og skud i gaderne har stået øverst på mediernes og den politiske dagsorden gennem hele sommeren. Det handlede måske også om rette tid, sted og handlekraft.
  30/8-2017

(Artikel fra DANSK POLITI nr. 4 - udkommer på tryk fra 5. september).

Bandekrigen blev nationalt samtalestof, da Aarhus i slutningen af maj blev hjemsted for knivstikkeri, masseanholdelser og siden også skudepisoder. Loyal to Familias ekspansion blev landskendt, og med den også Østjyllands Politis behov for hjælp fra resten af landet.

Der blev indført visitationszoner og sendt bistand fra andre kredse. Bedst som ferieregnskabet ellers var lappet sammen med det yderste af neglene ude i kredsene.

Så kom skuddene til København, og konfliktens centrum blev flyttet og gearet op. I to tilfælde kom udenforstående i vejen for kugleregnen. Almindelige borgere, som var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt og i det forkerte tøj.

Selv da lignede det blot en gentagelse af noget, som allerede var set i 2013 og i 2008, og som var voldsommere end i 1996. 

Eksempelvis skrev TV2.dk i foråret 2013: ”35 skudepisoder i det offentlige rum, to drab og 22 sårede. Sådan ser den blodige bundlinje ud, når landets politikredse gør de første tre måneder af 2013 op for rocker- og bandemiljøet”.

Altså intet nyt eller voldsommere under solen.

Alligevel har bandekrigen denne sommer fyldt mere i medierne og i den politiske bevidsthed end før. Ja nærmest allestedsnærværende. Det gælder også for de borgere på Nørrebro, som har svært ved at sove om natten for lyden af helikopterrotorer.

Politisk jagt på tryghedsstemmer

Der er nemlig væsentlige forskelle.

For det første et nyt politisk Danmarkskort, hvor alle jagter tryghedsstemmer, og hvor justitsområdet sammen med integration er den egentlige medieslagmark. Det er stemmer, som ikke må tabes i nogen af lejrene, for de afgør næste folketingsvalg. Særligt med de underliggende toner af integration.

Samme cocktail påvirker ligeså kommunalvalg, som kommer til efteråret. 

En bandekonflikt afkræver skarpe holdninger og synlighed.

Men selv det kunne nok have gået mere stille af.

Den egentlige udløser af den store politiske og meningsdannerlavine kom måske fra politiet selv. Nok utilsigtet, men hurtigt grebet og fortolket af alle med en mening.

Den 5. august kunne danskerne læse og høre, hvordan chefpolitiinspektør Jørgen Skov advarede alle unge: ”Unge mænd, pas godt på jer selv. Tænk over hvor I er og hvornår. Hvornår tager I en taxa, hvornår tager I en bus, hvornår tager I cyklen. Jeg vil sige det samme til jer, som jeg siger til mine folk: Vær på dupperne”. 

Advarslen kom på bagkanten af et skyderi mod en tilfældig 17-årig dreng i bydelen Tingbjerg dagen forinden. 

Jørgen Skovs advarsel blev i starten udlagt, som om den gjaldt hele København. Den var dog møntet på de ramte bydele. Chefpolitiinspektøren sagde yderligere: ”De eneste, der kan standse den igangværende konflikt, er dem, der deltager i den. Vi kan ikke stoppe det. Det er næsten umuligt at forhindre, at to mænd sætter sig op på en knallert og kører af sted for at skyde på tilfældige mennesker”.

Mentos i colaflasken

Det kan godt være, at det politiske landskab stadig var i feriemodus, og havde overladt mediegødningen til agurkerne og lavere rangerede ordførere. Men chefpolitiinspektøren havde lige smidt en Mentos-pastil i den sommersløve colaflaske.

Fortolkningerne var frie og vidtgående:

Politiet advarer folk mod at færdes på gaden! Banderne har vundet! Politiet har givet op!

Det var ikke en virkelighed, som hverken regering, opposition eller nogen andre kunne have siddende på sig. Nogle skyndte sig ud til håndvasken for at skrubbe alt medansvar af og bagefter tørre fingre i Københavns Politi.  Andre glemte, at de selv havde været justitsministre. Og for den siddende justitsminister var det alt andet end sjovt. Trygheden skulle tales op igen.

Måske var det derfor, at rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg dagen efter stod frem og fortalte i medierne, at politiet godt kunne løse bandekrigen og havde ressourcerne hertil.

Dermed flyttede krigen også ind i politiet.

Den røde klud



Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg kom i modvind efter en udtalelse i tv.

I hele landet, og særligt i København, blev rigspolitichefens udtalelser i pressen opfattet som om, at politiet havde ressourcer nok.

I 2017 er det svært at komme i tanke om en mere skrigrød klud, der kan viftes foran polititjenestemænd.

Den blev viftet på et tidspunkt, hvor stort set alle vagtplaner lappes sammen, hvor sygemeldingerne vælter ind, hvor stadig flere søger orlov eller taler om at finde andet arbejde, hvor weekendvagter på stribe truer familielivet og ægteskabet, og hvor antallet af politifolk til udadvendt arbejde har været faldende længe. Hvor grænsekontrol og bevogtning har slået bunden ud af timeregnskabet – og lagt beslag på næsten 10 procent af styrken.

Det blev ikke bedre af, at Venstres ordfører allerede inden da havde udtalt, at politikerne slet ikke var blevet gjort opmærksom på politiets pressede situation af politiets ledelse. 

Dermed ramte ordføreren en øm tå blandt de fleste i politiet og i Politiforbundet. Herfra har man oplyst, dokumenteret og fået bekræftet fra en række politikere, at udviklingen gik den vej – gennem flere år. At en politisk ordfører virker overrasket, opleves her som en hån mod politiet. 

Lytter regeringen slet ikke efter, spurgte man?

Også selvom kommentaren var rettet mod rigspolitichefen.

Ro på bagsmækken – i to uger

I de følgende to dage måtte rigspolitichefen kæmpe for at nuancere og uddybe sin udtalelse. I medierne, i Politiforbundet og andre steder.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjergs udtalelse var faktisk blevet beskåret. 

Den handlede om, at politiet havde ressourcerne og redskaberne til at løse bandekonflikten. 

Man kunne løse konflikten, fordi det skulle man. Men at politiet langt fra havde ressourcerne til at drive politi. At prioriteringerne ville blive hårde. 

Rigspolitichefen forsikrede, at alle politikere var blevet gjort opmærksomme på, at politiet manglede ressourcer, de kendte udmærket politiets udfordringer. 

- Det kan ikke komme bag på dem, sagde han i et interview til kamera hos fagbladet DANSK POLITI.

Dermed lagde støvet sig med et løfte om mere nuanceret, fremtidig kommunikation.

I princippet betød det vel, at en lang række retsordførere talte mod bedre vidende. Men inden de blev holdt op på deres ansvar, hastede bandekonflikten videre.

Regeringen og justitsministeren kom med en 12-punkts handleplan. Militæret kom i spil som mulige grænsevagter. Mobile politistationer blev ad to omgange kørt til de plagede bydele. Politifolk fra flere kredse blev sendt til København. Optaget på Politiskolen skulle øges yderligere. Der var afsat 60 millioner kroner til initiativerne.

Så var der ro på bagsmækken i et par dage.

Ja faktisk i næsten to uger.

 

På vej tilbage?

Mediemæssigt blev banderne nemlig fortrængt af en uhyggelig drabssag med en ubåd og en kendt svensk journalist. Syret, sygt og spektakulært på én og samme tid. En sag, som stjal al opmærksomhed og erstattede de dårlige historier med ”breaking-news” og pressemøder med dygtigt, hurtigt og professionelt politiarbejde.  

Politiledelsen kunne så i denne periode bruge tid på at svare på et spam af forespørgselsmails fra Folketinget. Mails der, ifølge ansatte i efterforskningsenheden, faldt nedad i systemet til besvarelse hos kolleger, der i forvejen ikke havde tid til den akutte, almindelige sagsbehandling.

Og der står vi så nu i skrivende stund. Med politikadetter, som ikke ved, om de har en overenskomst, med mulig militær bistand ved grænsen og til bevogtning samt med uddannelse af flere politifolk.  

Med mere ro, men dog stadig afbrudt nattesøvn på Nørrebro. 

Og med historier og overskrifter som holder gryden i kog og klar. P-vagterne er eksempelvis holdt op med at patruljere i de ramte, københavnske bydele, fodboldkampe bliver flyttet af frygt for banderne. 

Dertil kommer integrationssnakken og overvågningssnakken. Berlingske skrev således den 25.august:

”En ny opgørelse fra Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet viser, at der pr. 1. august 2017 var registreret 432 med tilknytning til bandemiljøet. Af dem har 130 udenlandsk statsborgerskab”.

Hvad det næste bliver, vil september vise.